Mit år uden lønarbejde | fra dag -552 til 365

Mine prioriteter04/01/2023

NOTE TO SELF – TILLØB TIL MIT ÅR UDEN LØNARBEJDE (DAG -552)

MINE PRIORITETER:

Nære venner.

Familie. Niecer.

Natur. Mere tur. Mere nærvær. Mere rejse. Mere langsomhed. Mere årstider, ritualer. Mere krop. Sauna. Frisk luft og bjerge. Udsyn. Hav. Følge solen og stjernerne.

Ord – læse/skrive/få andre til at læse… Nære relationer og værk/vidnesbyrd.

Visuel æstetik – men leve mere i nuet og se mere med øjnene end med kameralinsen.

Synge og spille og lytte – mere live. Oplevelser med folk. Fest og dybde og rare miljøer. Måske noget med K. Øller og ballade.

Podcast med A. Leg + at finde tilbage til faglig stolthed. + Normalisere den lange vej til job.

Prøve noget nyt. Klatre, spille, lege, se. Teknikker/krea.

Æstetisk udtryk. Være kunst i dit udtryk og væren i verden. Ligne noget, der får folk til at stoppe op. Dyrke skønheden, også din egen. Være lidt mere krop og lidt mindre hoved. Lege klæd ud. Være den version, du bedst selv kan lide. Uapologetisk. Og indrette dig efter det også. Nyd det selv – det skal ikke (kun) være for at vise det frem. Men det er ok gerne at ville have vidner.

LØNJOBOVERVEJELSER:

Det er en slags lettelse ikke selv at være chef og sætte rammen for det, du skal tjene penge på. Der vil altid være administration/reklame/behov for at være opsøgende og selvhævdende som selvstændig. Det gider du ikke. Du skal inviteres til at dele og det er ok. Gør din ting og måske nogen inviterer. Ellers gør det ikke noget.

Måske du skal finde noget mere meningsfuldt engang (mere afstemt med dine overbevisninger og/eller mere analytisk), men for nu er selve rammen god. Tænk over, hvad du gerne vil stoppe ind i den og drøft det med lederne.

Du må gerne sige op, hvis du fortsat føler dig udnyttet og demotiveret. Der skal nok dukke noget andet op, hvis verden har brug for din arbejdskraft.
Mit år uden lønarbejde, dag -54610/01/2023

NOTE TO SELF

Der er ingen grund til at opretholde noget, der ikke føles godt. Så kan vi ligeså godt lade verden gå under.

Vi skal leve på en måde, der har værdi lige nu. For os og hinanden og verden. Hvad er ellers formålet?

Og det et ikke 9 til 17 og mange penge og eskalation og konkurrence. I hvert fald ikke for mig eller alle dem, der er blevet syge i forsøget.

Penge er en konstruktion uden ressourcemæssig dækning. En illusion.

Du behøver ikke at have alle svarene og kunne forudse fremtiden for at vælge at stoppe op nu og leve på held, realitetssans og improvisationsevne. Du må gerne stemple ud af ræset. Det er mindst ligeså forsvarligt som at fortsætte.
Jeg ville stikke af16/01/2023

Jeg ville stikke af med dig
Min krop er stresset i hver en celle
Lidt af dig, men især af resten
Fyldt med pomfritter og søvnunderskud

Jeg ville stikke af med dig
Lade dig lære mig, at sneen er elskværdig
Blive væk i en drive, bygge et bål
Glemme alle mine arbitrære mål

Tage nord på af lyst for første gang

Jeg ville stikke af med dig
Mærke kroppen reparere sig selv
Mærke maven stoppe med at knuge
Mærke dine arme i stedet

Se flere solnedgange
Forsvinde i mørket

Jeg ville stikke af med dig
Dele den kvarte million på min konto
Måske ville det føles som at løbe fra noget
Men jeg har aldrig haft en bedre retning
End dig

Er det for farligt at bygge et hjem i et menneske?

Jeg ville stikke af med dig
Fra byen, fra voldelige naboer,
Fra indestængte lejere, stemmeresultater
Tage din hånd, trække vejret dybere

Jeg ville stikke af med dig
Gå i hi på ubestemt tid
Huske mig gennem dig
Få dig til at smile mere

Ikke alene mere i de yderste tanker

Jeg ville stikke af med dig
Mit år uden lønarbejde, dag -53422/01/2023

NOTE TO SELF – alt jeg ved lige nu:

Mening/drøm:

At kunne lege med ord og indtryk hele dagen
Opleve, føle, skrive ned
Til glæde og oplysning for andre

Social kritik – social udveksling – bekræftelse – normkritisk – dyrkelse af det skæve * mest i direkte interaktioner

Prøve at leve på en måde, så man passer på alt det andet levende

Mere aktivisme, råbe højere

Få folk til at føle sig mindre alene og mindre forkerte

MIN TID ER MIN, MIT LIV ER MIT
Nuet er det eneste, der findes
Mimi-mellemspil #127/01/2023

Leder ofte efter mening og en måde at være produktiv på, men engang imellem kan jeg godt huske og mærke og tro på det her. Og at det er et tilfældigt mirakel, det hele.
Mit år uden lønarbejde, dag -52531/01/2023

NOTE TO SELF, om samfundssind:

Du gør ingen ondt ved at stoppe med at arbejde.
Mange af os har meget mere, end vi har godt af og brug for.
Og det er aldrig dig, der udhuler velfærden ved at være arbejdsløs – det klarer de folkevalgte.
Det har værdi at tænke, skabe kunst, være socialt overskudsagtig, sætte tempoet ned, inspirere med sin væren – og begrænse sit forbrug og belastning af klimaet.
Der har altid været bohemes, fattige kunstnere, kloge koner, asketer, der har levet af almisser på kanten af samfundet.

Der er legater til kunstnere. Der siver penge fra fonde og staten ud i ingenting hele tiden. Du må gerne lade dem finansiere dit arbejde også.

Hvis du gør, hvad du skal gøre og kan klare dig, er der ingen vigtige, der tænker ilde om dig. Provoker dem, der gør. Sæt dig på tværs. Kompenser for de år, hvor du har fundet dig i at blive udnyttet. Urimelige, aktionærfikserede arbejdsgivere betaler til staten, som betaler til dig, hvis du er på overførselsindkomst.

Du må gerne leve af din opsparing og være forfatter. Hvis der ikke er et job til dig bagefter, så er det nok stadig nogle institutioner, der kan hjælpe eller uddannelser at få. Ellers så pyt, hvis ikke de vil bruge dig. Du kan VILDT meget.

Sig op.
Tag pulsen på arbejdsmarkedet på dagpenge. Søg maksimalt selektivt. Lev dit liv. Tag evt. en praktisk uddannelse.
Hvis ikke der dukker noget fedt op, så drop det og lev af opsparingen.
Man kan godt have børn på kontanthjælp, hvis man er fornuftig og har tid nok. Selvforsyning, nydelse, genbrug.

Det ødelægger klimaet, at folk er så rige. Og de fleste vil gerne arbejde – for at skrabe sammen til sig selv eller for struktur, funktion og fællesskab. De behøver dig ikke. Og det er godt, at nogen agerer stopklods bare lidt, på effektivitetsskruen uden ende.
Find evt. et frivilligt arbejde, som gør noget godt, så gør du mere end rigeligt.

Og. Du har et arbejde nu. Du må gerne beholde det. Husk, at det bare er et arbejde. Act your wage.
Mit år uden lønarbejde, dag -50421/02/2023

Fandt en note, hvor der stod: If life just got harder it is probably because you leveled up.
Den minder mig om at spille Tetris på den store Macintosh i starten af 90’erne, hvor det gik hurtigere, jo højere level, man var nået til. Og baggrundsmønstrene skiftede ved hver ny sværhedsgrad. Min søster kunne nå meget længere, end jeg.

Men det her handler ikke om tempo. Og det handler heller ikke om endeløs hierarkiseret selvudvikling og eskalation.

Det handler om, at når jeg føler, jeg er i krise, så er det ofte fordi, jeg har opnået det, jeg ville og fået et nyt perspektiv. Jeg kan genoverveje eller bygge oven på. Og det er godt. Det er så vigtigt at huske at se og fejre det gennemførte og de nye erfaringer, ikke kun krisen og det nye ubehag. Al forandring føles svært i starten. Tvivlende. Men pludselig er det ovre, endnu engang. Og så finder jeg altid på nye ting at bekymre mig om, lidt for hurtigt.

Vil prøve at dvæle lidt ved det opnåede denne gang. Og have det ligeså vildt over, hvor jeg er, som jeg havde det, da min søster nåede til level ti for første gang og baggrunden pludselig blev rød eller zebramønstret, som vi aldrig havde set den før.

Jeg ser det ikke som et level up, nødvendigvis. Mit liv er ikke en stige eller et podie, det er mere som et træ. Man kan vokse og bevæge sig i mange retninger, gro længere rødder, give mange frugter nogle år og andre år ikke en eneste. Men da jeg læste den note, gav det mening for mig at se de her svære opbrudsfaser som et forøget niveau af erfaring og fintuning, måske. Hvis du føler dig på bar bund eller som om alt er sværere, end det plejer, så er det måske fordi du har ændret dig eller er færdig med dér, hvor du er. Eller fordi det, der plejede at være svært, ikke er det mere, så du får øje på nye udfordringer eller famler efter en ny retning.

Jeg troede, jeg ville tryghed, rutiner, ansvar, anerkendelse. Eller. Det ville jeg før. Nu vil jeg noget andet igen. Og det opnåede gør mig ikke glad. Men det gjorde det for en tid. Og det er altid godt at blive klogere. Mange ting kan man kun vide med erfaring.

I modsætning til i Tetris sætter jeg selv tempoet, så jeg ikke crasher og det er game over. Små skridt. Nysgerrighed. Selvomsorg. Og ikke alt for meget selvudvikling for selvudviklingens skyld. Men for glæden, nysgerrigheden, begejstringen for at jeg gerne må vælge om tusinde gange og kan ende steder, jeg aldrig havde tænkt på før. Jeg giver lige mig selv et pusterum. Jeg har gjort det godt. Jeg har fået lov til ting, der ikke virkede mulige før. Måske sker det igen. Mon ikke jeg finder på noget.
Mit år uden lønarbejde, dag -50124/02/2023

Klokken halv seks står jeg op og laver kamillete til øjenbetændelsen og halsen. Føler frihed ved at sætte mig til at læse. Vandmærker af Krasilnikoff. Lige omkring realskolen. Udbytningen. Fangenskaben. Skuffede forventninger til livet. Samme sang.
Ingen ser mig sidde her. Det er en meget stille protest. Jeg gør intet.

Har lagt Instagram over i en mappe, så jeg glemmer, hvor. Kan stoppe mig selv, før jeg scroller bevidstløst.
Jeg tjekker et par kreative kvinders CV’er på nettet. Gad vide, hvor mange penge, de har. Hvor mange frie timer. Hvor meget pres, de føler. Om det var det her liv, de havde forestillet sig. Hvordan de har fået deres netværk. Om det kan noget mere at have et på 700 mennesker end 150, eller om det bare er noget, vi bilder os ind, når vi ikke har det.
Dag -48908/03/2023

NOTE TO SELF:

STOP staten. Ræset. Christiansborg. Kortslut logikken.
Gør modstand ved at gøre ingenting.
Ikke arbejde mere.
Ikke blive syg.
Ikke forfordele.
Ikke ødelægge klimaet, miljøet, socialt liv.

Anerkend ulighed. Uretfærdighed. At det liv, de vil have, jeg skal leve, ikke er det værd. At noget andet er muligt, hvis det var mindre individualiseret, udnyttende, presset, konkurrencepræget. Demand full automisation. Jeg vil bidrage, når målet er godt. Det er det ikke nu. Så vil jeg bidrage til en anden verden… Med kunst, dvælen, ballade, socialt overskud.

Hvis der er så meget brug for mig, så må de betale ordentligt! For sygepleje, social- og sundhedsarbejde, alt det vitale. Pengene findes!

Der findes billionærer. Der findes privatfly. Du må gerne hvile, det er ikke for meget at forlange.

Brug al energi på det smukke. For en tid. Det er en unik mulighed. Ligeså gerne nu som senere. Du ved ikke, hvad der kommer til at ske. Og du behøver ikke at tænke på dét. Bare gør det, der flyder af sig selv.
Dag -47621/03/2023

Jeg vil både være gladere og mere vred.
Mindre apatisk, mindre lammet.
Mere i live, dette ene liv.
Højsæson31/03/2023

Jeg smiler og siger hej til kvinden, der spritter alle overflader af flere gange om dagen. Hun er begyndt at søge mit blik, når hun går gennem det åbne kontorlandskab med sin rengøringsvogn. Jeg er muligvis den eneste, der ser hende.
Jeg har den døde valmue som baggrundsbillede på den ene af mine gigantiske skærme.
Folk stopper op og kommenterer. Den bløde æstetik stopper dem i deres hurtige, rationaliserede rutiner. De lader sig velvilligt distrahere, selvom de oprindeligt kom for at spørge mig om noget vigtigt og skynde sig videre.

Jeg downloader og installerer tolv skrifttyper på tre forskellige computere for at tilrette skabeloner til PowerPoint, som bruger maksimalt tre af skrifttyperne. Sandsynligvis skal de kun vises i 30 sekunder via en fjerde PC, som jeg ikke har fingre i, men burde indeholde de specialudviklede sans serif typer fra sidste års generalforsamling. Alt for den vigtigste kunde og min plan A, B og C. Jeg bliver nødt til at teste, at flettekoderne virker, for teknikken er som en evig listig organisme, der muterer, når vi kigger væk. Det er muligt at font og data afstøder hinanden spontant.

Jeg er vist den eneste i min afdeling, der kan navnet på pedellen. Og jeg er den nyeste medarbejder. De andre bliver i tvivl om de to stavelser hver gang. Konsonant, vokal, konsonant, vokal. Men de kommer måske heller ikke så tit på fjernlageret og i papinfernoet ved printerne, som jeg gør. Det siges, at han ikke kan dansk, men jeg har stadig til gode at se ham misforstå mine kalundborgjyske anmodninger om hjælp til frem- og bortskaffelse.

Det er de helt små observationer og handlinger, der får mig igennem. Får mig til at føle mig som andet end en lønslave i et glasbur på en dyr adresse. Jeg er stadig antropolog.
Mens jeg tapper danskvand på kander.
Nyder de gode kuglepenne.
Tegner til virtuelle møder.
Tegner, tegner, tegner.
Møder, møder, møder.
Møder, der burde have været opkald. Opkald, der burde have været mails.
Ser, når vinterhimlen bliver lyserød bag spiret på kirken.
Ser cyklisterne på boulevarden, når de kører på arbejde, og når de er på vej hjem igen.
Tager det sidste opkald efter 22. Der er generalforsamling i en pensionskasse.
Grethes internet er forsvundet midt i en kandidatpræsentation, og hun mener bestemt, det er min skyld, og at jeg har et motiv for at forringe den opstilledes chancer for at blive valgt ind i bestyrelsen.
Jeg går over til vinduet i den anden ende af det mennesketomme storrumskontor. Ser på mørket, der sænker sig over København i løbet af hendes svada, der stadig strømmer ud af mit headset.
Fortæller hende, at andres streaming af generalforsamlingen går fint. At hun kan prøve at slukke og tænde igen, inden der skal stemmes.
Siger ja og nej og godnat.
Jeg skal have læst op på hviletidsbestemmelserne.
Mit år uden lønarbejde, dag -44422/04/2023

NOTE TO SELF – DEN KREATIVE VÆREN

Der er ikke noget mål udover processen og at ramme blot et par mennesker. Nyde. Lege. Undres.

Intet mål vil gøre dig tilfreds i længden… Udgivelse, mange følgere, berømmelse, generel anerkendelse…
Det, der betyder noget, er, at du gør det. Er der. Og forsøger at nyde det. Dyrker en anden verden, når et andet liv.

Du kan altid lønarbejde senere.
Mit år uden lønarbejde, dag -42907/05/2023

En flod af lys i mit soveværelse.
Nyvasket økologisk sengetøj.
Økologisk kaffe med havremælk.
En bog.

Så privilegeret og overflodsagtigt.

Tænker på min dansklærer i gymnasiet, som favoriserede mig af ukendte årsager. Eller. Jeg tror, årsagen var, at hun godt kunne lide, hvordan jeg skrev og tænkte om litteratur. Det var i hvert fald forhåbentligt ikke på grund af, hvor uforberedt jeg altid var til undervisningen.
Jeg tænker på, hvordan hun fortalte om sin egen barn- og ungdom, når hun blev opslugt af en bog og læste hele natten, fordi hun ikke kunne lade være. Måske forvekslede hun mine tømmermænd med den intellektuelle form for søvnmangel.
Jeg kunne i hvert fald ikke relatere dengang. Jeg læste bøger, men langsomt med mange afbrydelser, min hjerne og hjerte evigt trætte og fyldt af navlepilleri, html, social status, værtshusrøg, forelskelse, brud, The Cures Disintegration, mine egne ord.

Men jeg kan nå det endnu. Fordybelsen, intellektet, nætterne for mig selv. Jeg har tid. Penge til syv år.
Hvad er syv år?

Man kan ikke spilde tiden, men det sidder alligevel i kroppen. Tik tak. Livet er begrænset, tiden går, hvad burde jeg have nået? Vil jeg pludselig begynde at fortryde, når jeg bliver ældre, selvom det aldrig har ligget til mig?

Vil øve mig i at finde ro i at nyde alt det, jeg har.

At være voksen betyder at kunne spise is til aftensmad.
At være økonomisk uafhængig betyder at kunne købe det, man vil have, fordi man ikke vil have særligt meget.
I mange år har jeg levet med gammelt, grimt, stift sengetøj, med møbler, der ikke passede sammen eller til mig, men kunne gå til nød, med tøj, der altid sad lidt forkert, med de billigste plejeprodukter til hud og hår, og med kaffe, der smagte af pap. Jeg fragtede engang en billig IKEA-sofa fire kilometer balancerende på en indkøbsvogn, fordi nogen gav den væk gratis på Østerbro.
På den måde har jeg undgået at skylde nogen noget. Efterhånden tjente jeg penge og skiftede lige så stille ud. Ét sæt sengetøj ad gangen, én bog ad gangen (okay, nogle gange tolv bøger ad gangen for at spare fragt), en billig lejlighed med specialindkøbte opbevaringsløsninger i stedet for gamle ukurante og møre plastikkasser i forskellige grelle farver. Og efterhånden har jeg lært, hvad jeg vil have. Lært mig selv at være sanselig og selektiv, ikke bare tage alt, hvad jeg kunne få gratis eller næsten gratis. Lært at unde mig selv den pomelo, den kakifrugt, den sesamolie… som afveksling til de velkendte røde linser i tomatsovs.

Så jeg læner mig lige tilbage i puderne. Og forsøger at læse en bog i ét stræk, mens solen fortsætter om i baggården.
Mit år uden lønarbejde, dag -42016/05/2023

NOTE TO SELF:

Du ønsker ikke at være et kendt ansigt

Det begrænser at skulle tjene penge på kunst

Skriv din bog, men med mindre ansigt på, du må gerne gemme dig bag fiktionen

Du skal ikke tænke på profit nu for noget som helst

Du kan skabe frit – vælg hver dag, hvad du har lyst til

Bare leg og skab – men gør det, prioriter det, sit with it
Mit år uden lønarbejde, dag -41422/05/2023

Jeg har fået startet på at læse en ny Sandman. Blev helt rørt bare af introen. Vidste ikke, hvor meget jeg trængte til det. Gaimans grafiske novelleverden af drømme, under, fantasi, tyngde. Evigheden blandt de udødelige, der gør dem i stand til at mærke de store linjer og bære stort ansvar. Skæbner, kampe, langsom læring.

Hvor ville jeg ønske, vi ikke havde lavet et samfund, hvor tiden altid føles knap. Jeg tror et 83 år langt liv ville være bedre for mig, hvis jeg troede, det ville vare evigt, og ikke lod mig tyrannisere af lineær tid. Jeg er ikke typen, der ville gå i stå eller blive træt af det. Jeg har så meget, jeg vil nå. Jeg griber alle mulighederne febrilsk, og hvis jeg troede, jeg havde masser af tid, ville jeg stadig gribe alle mulighederne, men uden hast og optimering, mere flydende og dvælende og med større ro i tilfældighederne og fravalgene.

Jeg kommer også til at drømme om at skabe, når jeg læser. Glæder mig til det. Håber, jeg kan gøre det med fascination og leg og uden stress og ego. Det er så svært i denne her fucking verden, mand. Men jeg glæder mig til at forsøge. Og nu glæder jeg mig til at læse videre.
Mit år uden lønarbejde, dag -36609/07/2023

Jeg vil gå i bageren om morgenen, mens folk skynder sig på arbejde. Glo ned i kanalen og på travle forbipasserende, når jeg drikker min kaffe. Langsomt.
Gå hjem og skrive.
Gribe idéerne på Pinterest, når de kommer, ikke gemme dem til en hypotetisk fremtid med for mange idéer og for lidt tid.
Mere moss woman, mindre boss woman.
Læse bøger i stedet for at læse om bøger.
Se hvad min søvnrytme er uden alarmer.
Være den mest veloplagte i et selskab for once.
Mit år uden lønarbejde, dag -30904/09/2023

For to år siden skrev jeg under på en kontrakt. Jeg fik sådan en titel, der lyder som om, man har styr på ting og meget ansvar. Og det havde jeg vel også. Jeg sad på stranden i Skagen, lige ankommet med nattoget uden planer, og kiggede på de første badegæster i hvide badekåber fra hotellerne, da min tidligere chef ringede og tilbød mig den. “Vi har brug for dig. Og vi kan skrue kontrakten sammen, som du vil mht. arbejdstid, for jeg ved jo, du også gerne vil have tid til andre ting. Hvor meget vil du arbejde?” Jeg landede på så lidt, som muligt. Hvilket blev seks måneder fuldtid og seks måned deltid hvert år.
Nu har jeg sagt op.
Tiden flyver, og det er én af grundene.
Nu har jeg prøvet det liv, det er ikke tilstrækkeligt eller ikke det rigtige for mig… De seks måneder på 37 timer (oftest vel over 40 i praksis) føltes til sidst som spild af liv. Noget der kunne have været sjovt, bliver det ikke, fordi man overgør det. Ikke kan lade op. Får smerter i ryg og nakke og hoved. Kraniet skriger på frisk luft om foråret og at ligge mere ned i vintermånederne. Jeg vil det ikke mere.
Så nu har jeg sagt op. Uden en plan. Jeg havde en gæld på 100.000, inden jeg stiftede bekendtskab med den arbejdsplads. Nu har jeg en opsparing på 300.000. Nu vil jeg skrive, gå en tur, når jeg vågner. Bruge tid på indkøb og madlavning. Trække vejret, meditere, drikke te. Læse flere bøger, se flere film.
Opslå mange flere billeder og tekster, skrive nogle bøger, forsøge at pushe andre muligheder til andre mennesker. Dedikere mig fuld tid til fordybelse og forundring og virkeligt tænke grundigt over, hvad det er, vi laver. Granske kritisk, om det er så vigtigt at kunne give liv og økonomi videre, hvis vi kun overlever uden at nyde turen.

Jeg vil prøve at balancere et behov for frihed fra at tænke på kommercialisering af livet og kunsten og hvor min næste løn skal komme fra med at italesætte kreativt arbejde som just dét, arbejde. Et omhyggeligt bidrag til samfundet, der kræver koncentration, disciplin, øvelse og håndelag. Som jeg gør mig umage med. Men som samtidig mange dage føles lettere end at tvinge mig selv op og ind på et kontor af glas fyldt med rutiner, travlhed og konkurrencelogik.
Flyde. Frihed. Mening. Det skal jeg nu. Måske kommer der herinde, foruden det kreative og refleksion om livsstil, også indblik i, hvordan jeg lever på en sten. Fordi min tid er så meget mere værdifuld end de fleste kommoditeter, jeg kan købe for den.
Jeg håber, I hænger på, selvom det også kan være hårdt at blive tvunget til at stille lidt spørgsmålstegn ved common sense og arbejdsdiskursen. Og selvom jeg næppe pleaser den brede smag.
Hvis det ikke er for dig, så skal du bare slukke, selvfølgelig. Jeg værdsætter din nysgerrighed, hvis du hænger på. Helt vildt. Og alle kommentarer, delinger, spørgsmål og hjerter. I gør mig modig.
Om en opsigelse og noget andet21/09/2023

Nerverne er flossede
Hvad hvis jeg har gjort noget forkert
Er så bange for andres reaktion på mig på skrift, når jeg er praktisk regelorienteret og efter egen opfattelse neutral eller måske endda sød
Efter min tidligere lejer, min musiklærer i gymnasiet, der ikke kunne tage imod konstruktiv kritik, voksnes pludselige vredesudbrud mod mig som barn, og dig
Jeg er dårlig til at forstå min effekt på andre
Det er vel autistens lod ikke at begribe takt og tone, alt det vage, og alt, der skal mærkes og forstås mellem linjerne
Hvad hvis nogens verden er revnet på grund af min mail
Hvad hvis jeg ikke må være her
Ikke må holde op med at være der

Lederen skal egentlig bare kvittere for min opsigelse, havde jeg forestillet mig,
Men sender en indkaldelse til et møde på Teams i stedet
Om morgenen, den næste gang, jeg er på arbejde
Så kan jeg ligge her
I fem dage
Og tænke på, hvad han vil sige
Om han er vred
Eller stødt
Eller ligeglad
Om jeg har overset en vigtig uskreven regel
Om jeg fortjener at have dårlig samvittighed
Over ikke at ville sælge mit liv til dem
Mere

Jeg læser Asta Olivia Nordenhof
Distraheret af, at du er til yoga for første gang
Jeg håber, du kom afsted
At du ikke er stille på telefonen, fordi du skammer dig over, at du ikke kom afsted
Jeg ved ikke, om det slutter 20.30 eller 21.30
Jeg har glemt det med vilje, for
Det er ikke mit at vide

–

Det var 20.30
Du cykler hjem i mørket
Jeg overvælder dig på skrift
Du har lidt kvalme
Men du overlevede
Jeg venter venter venter på dit svar
Læser videre
Jeg tror, du er gået i 365 for at købe kage, inden du ryger, spiser og går i seng
Måske med lidt THC i dag
Jeg ser dig for mig i butikkens skarpe lys
Jeg glæder mig til at blive passet på igen

Jeg tænker på, om de vil føle, at jeg bryder deres tillid
På en Tyra Banks agtig måde, var de alle rooting for me
Men de har glemt og overset, at jeg allerede har gjort det, de håber at kunne lære mig
I 2021, til en ringe løn og uden den direkte ære eller magt, løste jeg de direkte opgaver, ingen ville have
Og jeg har gjort det lige siden
Men ikke mere

Du skriver:
“Du må gerne give slip, du skal ikke holde sammen på så meget” og lidt senere: “Ikke så meget pres på dig selv, min skat. Hvad end, der sker, sker. Men tilslutter mig dine forældre – du har gjort alt til punkt og prikke, du har i n t e t at være skamfuld over, nada. Du er god, og du har gjort det, som man nu gør det, med opsigelsen. I morgen og torsdag er forløsningsdage, det er godt!”
Gentager dig selv. Som et mantra. Jeg elsker dig.
Dag -21221/09/2023

SEMI-FIKTIONALISERET MELLEMSPIL

Nerverne er flossede
Hvad hvis jeg har gjort noget forkert
Er så bange for andres reaktion på mig på skrift, når jeg er praktisk regelorienteret og efter egen opfattelse neutral eller måske endda sød
Efter min tidligere lejer, min musiklærer i gymnasiet, der ikke kunne tage imod konstruktiv kritik, voksnes pludselige vredesudbrud mod mig som barn, og dig
Jeg er dårlig til at forstå min effekt på andre
Det er vel autistens lod ikke at begribe takt og tone, alt det vage, og alt, der skal mærkes og forstås mellem linjerne
Hvad hvis nogens verden er revnet på grund af min mail
Hvad hvis jeg ikke må være her
Ikke må holde op med at være der

Lederen skal egentlig bare kvittere for min opsigelse, havde jeg forestillet mig,
Men sender en indkaldelse til et møde på Teams i stedet
Om morgenen, den næste gang, jeg er på arbejde
Så kan jeg ligge her
I fem dage
Og tænke på, hvad han vil sige
Om han er vred
Eller stødt
Eller ligeglad
Om jeg har overset en vigtig uskreven regel
Om jeg fortjener at have dårlig samvittighed
Over ikke at ville sælge mit liv til dem
Mere

Jeg læser Asta Olivia Nordenhof
Distraheret af, at du er til yoga for første gang
Jeg håber, du kom afsted
At du ikke er stille på telefonen, fordi du skammer dig over, at du ikke kom afsted
Jeg ved ikke, om det slutter 20.30 eller 21.30
Jeg har glemt det med vilje, for
Det er ikke mit at vide

–

Det var 20.30
Du cykler hjem i mørket
Jeg overvælder dig på skrift
Du har lidt kvalme
Men du overlevede
Jeg venter venter venter på dit svar
Læser videre
Jeg tror, du er gået i 365 for at købe kage, inden du ryger, spiser og går i seng
Måske med lidt THC i dag
Jeg ser dig for mig i butikkens skarpe lys
Jeg glæder mig til at blive passet på igen

Jeg tænker på, om de vil føle, at jeg bryder deres tillid
På en Tyra Banks agtig måde, var de alle rooting for me
Men de har glemt og overset, at jeg allerede har gjort det, de håber at kunne lære mig
I 2021, til en ringe løn og uden den direkte ære eller magt, løste jeg de direkte opgaver, ingen ville have
Og jeg har gjort det lige siden
Men ikke mere

Du skriver:
“Du må gerne give slip, du skal ikke holde sammen på så meget” og lidt senere: “Ikke så meget pres på dig selv, min skat. Hvad end, der sker, sker. Men tilslutter mig dine forældre – du har gjort alt til punkt og prikke, du har i n t e t at være skamfuld over, nada. Du er god, og du har gjort det, som man nu gør det, med opsigelsen. I morgen og torsdag er forløsningsdage, det er godt!”
Gentager dig selv. Som et mantra. Jeg elsker dig.

—

Og det var selvfølgelig i virkeligheden, ikke overraskende, en rigtig rar samtale oven på min opsigelse. Reelt (i den ikke fiktionaliserede virkelighed) var det en fornuftig, rolig og accepterende, men trist stemning, jeg blev mødt af.

Så barnlig, som jeg føler mig i angsten og i at skulle håndtere den slags brud, nye situationer og egoistiske beslutninger, ligeså voksen følte jeg mig i den respekt, anerkendelse og gensidige menneskelige værdsættelse, som faktisk herskede på mit arbejde. Det er en stor ting at give slip på. Det sted, hvor man har lært at træde i karakter som ansvarsfuld og kompetent. Det sted, hvor man har lært at se sig selv som en kæmpe ressource, fagligt og menneskeligt. Det sted, hvor man fandt ud af, at man godt kunne være sig selv og samtidig spille spillet. Men det er også en stor og vigtig ting at sætte en grænse for at værne om sig selv og sin tid. At vælge om. Og jeg har ikke set mig tilbage.
Mit år uden lønarbejde, dag -28726/09/2023

Jeg vil:

Passe på kroppen, være lidt stærkere og lidt mere smidig, bruge musklerne og strække mig

Skrive en bog eller to

Skrive akademisk

Rejse

Leve langsommere

Dyrke min faglighed med stolthed
Evaluere og nedfælde erfaringer fra praksis

Passe på mine ting | Gå i flot tøj, jeg ejer i forvejen | Ikke købe nyt

Lave mad fra bunden, bage

Gå ture

Tage på dagsture med mine nærmeste og alene, nyde at tage i skoven en onsdag morgen f.eks.

Måske arbejde frivilligt eller i forening

Synge | Gå til sangundervisning eller finde et band, måske spille live, måske med min søster, måske synge i kor
Berettiget27/09/2023

SKØNLITTERÆRT MELLEMSPIL

Halldóra sagde, at det havde været så skønt at have mig der, i afdelingen, ved naboskrivebordet
Fordi jeg var en fri fugl
Et friskt pust
Og jeg havde lovet mig selv ikke at græde
Ikke at rødme, ikke at diskutere, ikke at blive sur, ikke at blive overtalt, ikke at græde
Da vi fortalte de andre om min opsigelse

Men lige dér var min eksistens berettiget ved det arbejde, jeg ikke udfører
Fremfor det, jeg udfører
Og mine øjne løb over, så jeg måtte trække mig ud på toilettet

I har brug for mig
Diogenes, poeten, samfundsrevseren, næsepiercingen, det farvestrålende tøj, karseklipningen,
kaldet fra sensommeren udenfor glasklokken, som jeg bruger på at holde fri for egen regning

Jeg har haft betydning på den arbejdsplads
Ikke ved, hvor godt jeg passede ind
Men ved, hvor søgt, det var
Og det elsker jeg
Ved den arbejdsplads
Lad mig inspirere en drøm, et liv, en pause, før det er for sent

Hun siger halvt i spøg
At hun kan hyre mig til at komme og hjælpe med budgettet
Så hun kan gå mere ned i tid
Der er vigtigere ting i livet
Hun kan ikke mere
Og jeg forstår

Føler mig mere håbefuld og dygtig
End nogen studievejleder nogensinde har fået mig til
Selvom jeg plejede at være såkaldt fagligt stærk
Mit år uden lønarbejde, dag -28330/09/2023

Jeg læser Audre Lorde. Hun giver mig nye ord og koncepter til at indkredse kunstens væsen. Vigtigheden i de her eksperimenter. I poesien, i relationer, i erotikken. Vigtigheden i at finde et sprog for følelser, for urimelighed, for måden vi rammer verden på og verden rammer os på.
Det er så nemt for mange af os at følge rutinen. At stå tidligt op, glæde os til kaffepausen, svare på mails, være til møder, skrive regninger, gå hjem fra arbejde som en zombie, mens dagslyset endnu engang er forsvundet, lave mad med minimalt overskud og nydelse, se TV, der ikke udfordrer os, gå i seng.
Det er så nemt at tro på, at det vi har sprog eller, endnu bedre, tal for er det vigtigste. Det vi taler op, det vi synliggør.
Det er så nemt at tro, at kuntsnerisk skabelse er useriøst og mindre vigtigt end en KPI eller en graf. Men hvorfor har vi bildt os ind, at vores følelsesliv ikke er vigtigt? At dybe oplevelser og samhørighed er sekundært?
Åh, jeg glæder mig til at lege mere. Og se det som en vigtig revolutionær handling. Jeg stemmer med min tid på et samfund med mere sensibilitet, mindre samlebånd.
Nogen vinder et meningsløst spil på at overskygge vores følelser med kulde og kalde det fornuftigt.
Husk hvorfor03/11/2023

NOTE TO SELF – MENINGEN MED DIN PRAKSIS (ELLER LIVET)

Jeg er typen, der har mange forskellige projekter og interesser. Måske også talenter, men ikke meget fokus. Jeg kan blive overvældet af mængden. Jeg har ikke noget klart ‘brand’ som kunstner, for jeg keder mig over repetition.

Mit år uden lønarbejde handler, udover hvile og nuet, i høj grad om mine kreative ambitioner. Om en drøm om fordybelse. En drøm om at rykke på evighedsskuffeprojekter. Men det at kunne vie mig hundrede procent til kreative praksisser nu er også forbundet med præstationsangst. Nu er der ingen undskyldning for ikke at ‘levere’.

Samtidig har jeg på IG bevæget mig ind i en sfære af selvstændige og kreative. Af mennesker, som ønsker at leve af deres passion. Jeg bliver usikker af andres klare ambitioner. Der er en spænding i mig omkring det med at kapitalisere på kunst, for ja, det er arbejde og det er værdifuldt, men samtidig får den tankegang mig til nogen gange at fare vild i spørgsmål om popularitet, konkurrence, efterspørgsel og marketing og det er IKKE det, jeg drømmer om. Og det gør mig somme tider helt usikker på mit formål. Og demotiveret.

Så jeg har lavet en huskeliste, som minder mig om, hvad der er det centrale ved det her eksperiment og de ting, jeg arbejder på. Det centrale ved MIN kunstneriske praksis og de her delinger. Så det forbliver mit eget.

Udover de nævnte aktiviteter, fylder mine sociale relationer jo meget. Og hvile. Og passiv, mindre egodrevet væren i verden. Jeg øver mig på den. Men jeg er måske også ved at finde mig til rette med, at min personlighed simpelthen har brug for projekter og mål, og at det er ok.

–

I kursiv: Ting der leder til profit/karriere – begræns det fokus

Skrivning:
• flow, nydelse, sjov
• forbindelse, reflektion, samfundskritik, kollektivitet, lindring, genkendelse
• anerkendelse/begejstring for dygtighed og umage, sprog, æstetik
• klistermærker, bogudgivelse, lave ballade på LinkedIn
• knytte an til at snakke og mene noget om noget (foredrag, debat, podcasts)
• knytte an til at skrive for andre, leve af at komponere/redigere tekster

Fagligt akademisk arbejde:
• flow, mestring, præcision, følelse af accomplishment
• bruge opbygget viden aktivt – og dele den
• bruge opbyggede kompetencer aktivt
• knytte an til vigtigt fagligt frivilligt arbejde
• bidrage til verden med: refleksion, nuancerer, kontradiskurs, forståelse, forandring, værdibevidsthed, magtbevidsthed, bedre beslutningsgrundlag
• knytte an til lønnet arbejde
• knytte an til foredrag, debat, podcasts, anvende ekspertise i praksis

Nørkleri:
• nydelse, fordybelse, sensualitet, fantasi/hittepåsomhed
• fysisk forankring i verden
• genbrugs lyksaligheder, nøjsomhed, maksimal udnyttelse af minimale ressourcer
• købestopsfællesskab, opgør med konsumption
• langsomhed, langsomhedsfællesskab, væren
• longevity af ting, fornyelse
• at være kunst, at lave kunst, at leve med kunst
• hyldest til livet, materialiteten, mulighederne – rituel taknemmelighed for eksistens
• salg (kurve og æsker, installationer/lir, smykker, hækling, broderi on demand, upcycling)

Billedkunst:
• fordybelse, leg, færdigheder/mestring
• fantasi, æstetik, farver, at skabe ud af intet
• langsomhed, langsomhedsfællesskab
• illustrationer til mine egne ord
• salg (skitser/personlige illustrationer on demand, artwork til musik, print i begrænset oplag, PDF’er, fysiske originaler)

Fotografi:
• nydelse af verden, æstetik, dokumentation af oplevelser og væren, genkaldelse af steder og stemninger
• se det, andre ikke ser – inspirere andre til at se, dvæle
• fordybelsesfællesskab med andre, der ser og foreviger
• lege med beskæring og digital efterbehandling, fordi det er rart
• salg (print), måske udstille – lave serier/værker

Sang:
• historiefortælling, følelsesarbejde
• umiddelbarhed, sensualitet, sårbarhed, humor, varme – at røre
• skills, øve på at øve, gentagelser
• leg med ord i et andet format, leg med melodi, skabe ud af ingenting
• meditative studier af eksistens, improvisation, fysisk velvære, løsne op, klangmirakler
• en genvej til fuldspektrede følelser i andre, som om det har flere dimensioner end andre udtryksformer

Dagligliv:
• nøjsomhed for mig selv, friheden og økosystemerne
• at være kunst – alt kan være en hyldest til tilværelsen
• at have det sjovt – tag det hele lidt mindre alvorligt
• æstetik, hygge, se sæsonerne skifte udenfor, mærke efter, nyde
• minimalisme, getting shit done, dele metoder og idéer til intentionalitet og kontinuitet

Energistjælere – hvad kan jeg gøre:
• algoritmer – ignorer dem
• konflikter, svære relationer, social uklarhed – giv slip
• dum krop, lav energi, dårlig fordøjelse – husk HUSK, stræk, dans, gå, træk vejret, måske give en ny læge en chance for at hjælpe
• tvivl – læs det her, sæt tempoet ned, gå udenfor, læs samfundskritik, husk at alle andre ikke er gladere eller friere og at der kommer bedre dage
Mit år uden lønarbejde, dag -22101/12/2023

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 1

Første dag uden corporate arbejde.
Fuck, hvor er jeg træt.
Mit år uden lønarbejde, dag -21705/12/2023

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 5

Hvorfor blev jeg ikke byplanlægger, sygeplejerske, ingeniør?

Hvorfor tilkæmpe sig ekspertise i dette ørkesløse arbejde på at udrede tråde, redde verden, forstå nuancerne, udfordre magten, skabe mulighedsrum for de uhørte?

Der ender med apati.
Mit år uden lønarbejde, dag -21210/12/2023

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 10

Ligegyldigt hvem vi er, så er relationerne vigtigst at the end of the day.
Min kæreste har brudt kontakten. Det er min superkraft at se muligheder i mørket. Han har givet mig ro til at sørge og knokle. Men jeg har aldrig været den type, der bliver kreativt produktiv af sorg. Jeg går i stå. Så nu føles det hele lidt tomt, også friheden.

En hårdere tilkæmpet superkraft er, at jeg bygger nære relationer, der holder, når andre brister. Jeg har lært på den hårde måde, at det er vigtigt. Ikke at fokusere for meget på én person. Tit forstår jeg ikke, hvad jeg har gjort for at fortjene de gode mennesker, der passer på mig og opmuntrer mig. Men jeg har tillid til deres dømmekraft, så et eller andet må der være.

And so it goes.

–

A laver perfekte gin/tonics til os. Med citronsaft fra en frugt af plastik og lime i skiver. Store stykker is i krystalglas. Ikke det dér pjat med peber og agurk. Vi griner. Vi er alvorlige og vrede. Vi græder ikke. Vi ser Matador med et halvt øje. Den er også fyldt med idioter.
Hun kommer forbi med marcipanbrød, sojakakao, klementiner og røde kinder dagen efter.
Jeg sender hende et Audre Lorde citat om kvinders omsorg for hinanden og det revolutionerende potentiale deri.

Jeg skal nok blive ok.
Mit år uden lønarbejde, dag -20814/12/2023

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 14

NOGET OM SAMMENLIGNING

Jeg er i perioder helt besat af at kigge på andres CV’er. Jeg slår gamle studiekammerater og kollegaer og frivilligledere op for at se, hvad de laver nu… I håb om, at de ikke laver noget. Eller i hvert fald ikke noget, der giver prestige på LinkedIn. I håb om, at jeg ikke afviger for meget, eller at jeg ikke er alene om ikke rigtig at have lyst til noget, der ser smart ud i den verden. For at legitimere mig selv gennem sammenligning.

Engang i mellem finder jeg én, som jeg altid har haft et godt indtryk af, både fagligt og personligt, som har store huller i sin jobtidslinje. Og det gør mig varm inden i. Det er ikke den smålige tilfredsstillelse, som jeg somme tider frygter, at jeg rummer, over at føle mig bedre end andre, at føle sig på sikker grund, fordi man adskiller sig positivt fra andre, man deler træk med. Det er genkendelse. Det er en følelse af netop ikke at være alene, men del af en gruppe. En afstivning via beundring: Det dér gode menneske har simpelthen (af ukendte årsager) valgt, at det skal se sådan dér ud, det CV. Ved ikke at opdatere listen, ved ikke at tage jobs, der ikke lever op til deres kompetencer, ønsker og selvforståelse, ved ikke at skrive irrelevant indtjening på, ved lang barsel eller måske ved sort, tilfældigt uheld eller andre personlige ting, der har tvunget en pause igennem.
Jeg kan ikke vide, hvad årsagen er, når jeg bare sidder og lurer, men det, jeg vælger at se, er: Der er nogen, der også nægter at have travlt, er stået af på idéen om altid at være i gang, været netværksforbundet, være stræbsom og karriereagtigt på den måde, der passer ind i den skabelon.
Og somme tider har de så efter tre år fundet en AC-stilling, som lyder rar uden at være prangende. Og det virker beroligende på mig. Det findes. Det er muligt at komme tilbage. Der findes arbejdsgivere, som kan se mere end kvantificérbare resultater på LinkedIn. Arbejdsgivere, som godt tør ansætte os, der ikke lever og ånder for lønarbejde. Det er seriøst så meget mere inspirerende for mig, end dem med den knivskarpe, målrettede profiltekst og en lang liste af jobs med højt ansvar i styrelser og konsulentbureauer.

Når jeg skriver det ud sådan her, er det så tydeligt for mig, hvem jeg er, og hvem jeg tror, jeg skal være for dem, der kigger på mig. Og at jeg nogle gange glemmer det første, når jeg scroller. Ret tit faktisk.

I andre perioder kigger jeg på kendte menneskers alder, da de ‘brød igennem’. Jeg har brug for at se the late bloomers. Jeg ville ønske, jeg kunne se, om de havde været på kontanthjælp, da de skrev deres første bog eller lavede deres første udstilling. Hvor stor gæld, de har. Om de ligger vågen om natten med meget jordnære økonomiske bekymringer.

Men i hvert fald er der mange smukke mennesker, som har taget sig god tid til at nå derhen, hvor de har etableret en proces og nogle evner og en selvtillid, der gør dem frie til at arbejde med fokus og inspiration. Og jeg sluger det grådigt. Mens jeg ser tiden gå helt umærkeligt. Og hvad så, hvis jeg først bliver læst, udstillet eller lyttet til, når jeg er 70 år gammel? Hvorfor skal det være lige nu? Hvad har tiden og effektiviteten med nogets værdi at gøre overhovedet?
Mit år uden lønarbejde, dag -20022/12/2023

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 22

Vrede jul

Vrede jul, afmagtsjul
(Militær)aftaler brygges i skjul
Hvor vi glædes af USA
Biden er sguda også en knag
/: Lovløst i Brugsen de gå :/

Mette i Dubai, stort ståhej
Stormen Pia er på vej
Hid vi flyver på chartertur
Drinks og pool, det er noget der dur
/: COP28 var fedt :/

Fiskedød, mere kød
PFAS ud i vandløb flød
Turbokylling og trawl skal vi få
Himlen er jo stadig blå
/: Med lidt drivhuseffekt :/

Blod på jord, barnemord
Statsracisme blandt os bor
Israel bringe til store og små
Luftangreb dagligt på må og få
/: De forsvarer sig selv :/
Mit år uden lønarbejde, dag -19527/12/2023

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 27

NOGET OM PENGE

2024 bliver uden lønjob. Det har jeg i hvert fald råd til.

Men det er ikke uden tankemylder og hele dage, der går med hvad nu hvis…
Hvad nu hvis jeg ikke kan få et job igen, når jeg vil. Og jeg ender på gaden. Og jeg ikke kan stifte familie, men gerne vil. Eller fortryder, når jeg bliver gammel, at jeg ikke ejer et hus eller en større pensionsopsparing. Og og og. Det hjælper at skrive det ud. Hvad nu hvis… Jeg ikke har ret til det her. Hvad nu hvis, det ender galt. Men nu prøver jeg at stoppe op og tænke over alternative tilgange til ressourcer. Meget af faren er heldigvis fortsat forestillet, her på den heldige inderside af de danske grænser. Heldigvis passer vi nogenlunde på hinanden endnu, selvom flere mennesker falder igennem og uligheden er stigende.

Jeg synes, vi snakker for lidt om penge. Og for stolt eller skamfuldt. Det er komplekst, det er uretfærdigt, det er kollektivt, det er konstrueret abstraktion. Og vi tror, det er individuelt og tys tys. Det kommer kun de rigeste til gode, at vi ikke tør snakke om det, være sociale omkring det, tale om retfærdig fordeling af de reelle ressourcer.

Jeg vil forsøge at vise mit budget og mine udgifter og friheden, når det virker oplagt, men jeg ved ikke rigtig i hvilket format. Jeg vil tage aktive valg og opfordre andre til at gøre det samme.
Lad os se, om friheden er den begrænsede økonomi værd. Jeg tror det.

Efter at jeg har taget det her skridt om at prøve et liv uden indtjening, leder jeg hele tiden efter pejlemærker ift. praksisser omkring økonomi. Alternative praksisser. Jeg mangler overhovedet ikke penge nu og behøver ikke tænke over det de næste mange år, hvad angår mine private udgifter, men det fylder så meget kollektivt. Og alligevel så lidt. Kun bag lukket dør.

Jeg har brugt min første ledige måned på at (gen)læse Ringenes Herre og Discworld og andet af den slags. Med eventyr og skæve eksistenser, der lever i en form for lejlighedsvis ressourceknaphed med tilfældigheder, vi sjældent oplever. Og jeg tager mig selv i altid at tænke på pengene. Hvor får de deres guldmønter fra, når de lejer sig ind på en kro eller køber et krus øl? Hvordan genetablerer de en økonomisk hverdag igen efter endt quest? Hvis jeg selv tog på tur alene, ville jeg så blive begavet i samme omfang, finde kost og logi og udstyr alle steder uden problemer, fordi jeg blev taget ind af ligesindede eller folk, der anerkendte mit behov og min mission, hvad end den nu var? Det er så befriende, at penge ikke er en faktor for hovedpersonerne i de verdener. Men der er jo økonomi. Ressourcer, behov, transaktioner. Jeg gad godt læse en version, hvor den slags overvejelser og bekymringer var ekspliciteret i højere grad. Måske fordi jeg leder efter en mere virkelighedsnær legitimering af selv at leve sådan – fra dag til dag, opgave til opgave, og stole på, at det løser sig. At man kan bytte sig til fornødenheder for hvad end man nu selv kan bidrage med. Uden at være styret af abstrakte sorte og røde tal.

Penge fylder så lidt i mit praktiske liv og alligevel så meget i mine tanker. Måske fordi det bare ikke er faldet på plads for mig endnu. Jeg forstår ikke logikkerne, det er så abstrakt og absurd, den form for økonomi, som vores samfund er bygget op om. Og det er altså ikke fordi, jeg ikke er matematisk begavet. Jeg er ikke i stand til at følge logikker i surplus bullshit. Uendelig vækst i en begrænset fysisk virkelighed. Der er måske ingen mening at finde.
Jeg har altid haft penge, når jeg skulle bruge dem. Jeg kan tilpasse mit forbrug til det, jeg har, i en ret unik grad. Og alligevel tænker jeg altid på det. Økonomien i alting. Økonomien i religion. Økonomien i aktivisme, i politik, i kunst, i nærvær, i migration. I turisme, fællesskab, ord, liv.

Og jeg ville ønske, jeg vidste, hvordan indtægten så ud for dem, jeg set op til. Kunstnere, kreative og dem, der bruger det meste af deres tid på at kæmpe for en politisk sag uden at være levebrødspolitikere. Hvordan gør man? Hvornår er det OK og godt nok, det man gør? Hvorfor snakker vi ikke mere om vores sidegig som pædagogmedhjælper eller opvasker eller om, hvad man siger til sagsbehandleren på jobcenteret? Om hvordan man balancerer alle de ting, der trækker? Hvordan de færreste kan tjene penge på det her, som vi samtidig har brug for som menneskehed? Så meget brug for. Inspirationen, påmindelsen om at livet ikke bare skal overstås, overleves. Vi har råd som samfund. Hvordan får vi råd som individer?
Kontrakten29/12/2023

SKØNLITTERÆRT MELLEMSPIL

Tænk, hvis alt går godt.
Hvis fascismen slukkes.
Hvis jeg finder et job, når jeg skal bruge det.
Hvis du går i terapi og kommer tilbage.
Hvis det bliver forår igen snart.
Hvis vi havde luft og rum til at følge solen.
Hvis jeg var fri.
Hvis samfundskontrakten allerede var opsagt.

Ligesom at gå fra et job, når opgaverne ændrer sig, men vilkår og løn ikke gør. Fordi man ved, hvad man er værd.
Hej hej, Mette og Kaare, jeg kan finde bedre brug af mit liv og mine evner. Jeres goder er ikke tilstrækkelige til at kompensere for det overskud, I tager fra mig, og den meningsløshed, jeg føler i mit arbejde. Og derudover kan jeg ikke længere identificere mig med denne virksomheds prioriteter. I passer ikke på den ulykkelige, stressede, angste næste generation, på planeten eller på verdens mest udsatte. I lytter ikke til mig, selvom jeg er kompetent. Så nu går jeg.

Det er faktisk mit liv. Og vi vil ikke det samme. Men lad os bare holde kontakten på LinkedIn. Jeg skal nok være der, hvis nu i opretter en stilling, hvor løn, fryns og arbejdspres er i balance, sætter oprigtigt fokus på medarbejdertrivsel og dropper CEO’ens lønforhøjelse til gengæld for et lille løft af alle os på gulvet. Og nej, skamros og flotte firmajulegaver kan ikke længere gøre det, vi ved godt, at det er et billigt forsøg på at få os til at glemme vilkårene, for vi kan godt regne. Farvel.
FORBRUGSDAGBOG – DECEMBER31/12/2023

December var min første måned uden almindelig lønindtægt og derfor også den måned, jeg satte mig for at danne mig det fulde overblik over, hvor mine penge ryger hen. Selvom jeg stadig levede mere som en studerende på SU end en voksen med en pæn månedsløn, vidste jeg, at mit forbrug var steget en del over de sidste par år, men ikke hvor meget.
Jeg har et mål om at leve for ca. 7000 kroner per måned, men det blev tydeligt, at det er for svært på den helt korte bane. Det er heller ikke strengt nødvendigt, men det vil være et fornuftigt og realistisk niveau med mine nuværende faste udgifter, synes jeg. Jeg slår ikke mig selv i hovedet med, at det kræver lidt tilvænning, især her i juletiden.

Madposten er atypisk lav, fordi jeg ikke har været så meget hjemme at spise, til gengæld er restaurant og transport end del højere, end normalt.
De voksne i min familie køber stort set ikke julegaver til hinanden. Vi bestræber os på hjemmelavede ting, kvalitetstid og genbrug til børnene.

Jeg lavede til gengæld en pakkekalender til min kæreste – men stort set kun med ting, jeg vidste, han trængte til (der var fx fem pakker papirlommetørklæder pakket sirligt ind enkeltvis, læbepomade til de frosttørre læber, tebreve og et lille udvalg af hans yndlingsjuleslik – lavt budget og høj omtanke, haha). Og så havde jeg skrevet en lille note til hver dag, om noget, jeg godt kan lide ved ham, hvilket klart var den største gave, hvis man spørger ham… Fra konkrete og lidt overfladiske småting, til berigelser ved hans væremåde på den helt store klinge.

Af atypiske udgifter var der årlig fornyelse af SSL-certifikat til min egen hjemmeside (altid lidt avs), et tastatur og en trådløs mus i julegave til mig selv og en lyskæde. Hvilket er cirka tre flere genstande, end jeg plejer at købe til mig selv på en måned… Men gode ting, der gør mig glad og mit arbejde nemmere og hyggeligere. ✳
Håb for 202431/12/2023

Håber på mere kunst og aktivisme.
Ny social- og udenrigspolitik.
Tid til fordybelse og fjumren.
Ny forelskelse. Flere ord.
Mere moss woman, mindre boss woman.
Fred. Retfærdighed. Kollektivisme.
At følge solens gang.
Mit år uden lønarbejde, dag -18110/01/2024

NOTE TO SELF

Hvis du har fået nogen til at føle sig set, værdsat, rummet, tryg, støttet eller som en del af noget socialt i dag, så har du gjort mere godt for menneskeheden end de fleste.

Hvis ikke du har, så kan du stadig nå at sende en besked afsted til nogen.

Det kræver så lidt at ændre nogens dag.

Og vi trænger så meget, mange af os, til social forankring og anerkendelse for bare at være os og forblive bløde i denne her verden.
Dag -179 – NOGET OM FOLKEDRAB12/01/2024

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 43

Er der andre end mig, der struggler med deres work – genocide balance?

Jeg er åbenlyst shadow-banned på alle mine Instagram-profiler, efter at jeg har delt information om Palæstina (som jeg har fact-tjekket med anerkendte og presseetisk velovervejede internationale medier og institutioner, og udvalgt med afsæt i min omfattende akademiske skoling i bl.a. den sociokulturelle side af magt, konflikt (og folkedrab specifikt), voldsnarrativer og repræsentation), og jeg bliver simpelthen så vred og frustreret.

Men går mest bare i stå.

Hvad skal vi gøre? Hvorfor sidder Meta på kontrollen med alt det, vi vil dele med hinanden i de her mange gode værdifællesskaber? Hvordan kan de slippe af sted med at lade som om, de er neutrale? Hvor skal vi gå hen?

Min skaberkraft og kreativitet er død, og jeg føler mig så utilstrækkelig ift. at stille noget op for verdens udsatte.
Det er en ringe trøst, men en trøst, at jeg i det mindste ikke behøver møde op på en arbejdsplads, hvor man lader som om, der intet ekstremt foregår, som vi som nation har en andel i.
Eksistens13/01/2024

SKØNLITTERÆRT MELLEMSPIL

Du holder mig på jorden
Giver mening
Dulmer skammen over ikke at skabe mere
Røre mere
Tjene penge
Ændre alles liv
Redde verden
Når du er der
Er jeg her
I ro
I komfort
I legitim væren uden fremtidsmål

Men den kommer tilbage
Skammen over kreativ stilstand
Mindreværet
Screaming into the void
Jagten på likes
Fordi de indikerer hvad?
Eksistensberettigelse?

Måske eksisterer jeg bare for dig
Det er nok
Når du ser mig
Men du ser mig også, når jeg ikke prøver så hårdt
Så hvorfor prøver jeg så hårdt?
Dag -177 – NOGET OM UNIFORMER14/01/2024

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 45

Da jeg arbejdede på kontor som kundeansvarlig for en række konservative aktører i den finansielle sektor, drømte jeg om et liv, hvor jeg kunne se ud, som jeg ville, uden at det ville begrænse mit arbejde. Der var ikke nogen formel dresscode til daglig, men jeg stak ud med min næsepiercing, da jeg var kronraget, og når jeg gik i farverige nederdele og sweatre, og jeg tænkte en del over det. Ikke at have huller i tøjet, ikke at gå i shorts, at huske at stryge mine skjorter etc. At have nogle nemme, pæne, neutrale sæt klar til pludselige møder, altid. Det var lidt en udklædning.

Jeg mødte egentlig en ret rummelig kultur, da det kom til stykket. Jeg havde en chef, der med en halv times varsel satte mig på et møde med den måske største, måske mest konservative kunde, da jeg var helt ny i job, en dag, hvor jeg havde en lang glimmerkjole i 70’er snit og beskidte sneakers på. Og det lod til, at alle på det møde primært tog notits af mit faglige, tekniske input. Så var jeg ligesom i gang, og en del af min usikkerhed på, om jeg virkede til at høre til, kom helt sikkert fra mig selv.

Men jeg mødte også en attitude fra mange andre i løbet af mit arbejdsliv, hvor det at være relativt ung og kvinde var tilstrækkelig udfordring ift. at blive taget seriøst for min viden og ekspertise, og hvor min piercing, frisure eller tøjstil ikke just hjalp, hvis ikke jeg holdt det i skak. Så jeg tonede det ned ofte, og prøvede grænser af til andre tider. En slags vekselvirkning efter humør og niveau af fandenivoldskhed. Men det var en ting, hele tiden, en kultiveret bevidsthed, en begrænsning af mit udtryk. En balancegang og en form for spil omkring at være velforberedt og præsentabel. Hvis jeg fejlede på begge parametre, var jeg ude. Jeg skulle ligesom kompensere ved at være ekstra dygtig, følte jeg.

Og samtidig hyggede jeg mig med det. At være lidt på tværs. Vi var nemme at finde i den store kantine, blot fordi jeg havde en lysegrøn trøje, min kollega havde en orange, og min chef havde en varm gul skjorte. Det siger en del om branchen. Og det var en ret vigtig erfaring og oplevelse, jeg tager mig med mig. Hvordan jeg, både af udseende og de ting, jeg fik sagt, blev gradvist mere mig selv, når jeg var på arbejde. Og blev taget alvorligt stadig, for min dygtighed. Mine egne fordomme blev også udfordret.

Men det var kalkuleret. Og det var stadig begrænsende.

Jeg elsker at lege med udtryk. Jeg elsker at klæde mig på i tøj, der nærmest er kunstværker. Jeg elsker også at lappe ting igen og igen og slide dem op. Jeg elsker at være ligeglad, jeg elsker at føle mig godt tilpas fysisk, og jeg elsker at udsmykke mig. Nu kan jeg gøre lige, hvad jeg vil.
Jeg elsker at gå i leggins, joggingbukser og t-shirts med upassende bandnavne. Jeg elsker at forundre, sprænge rammen, udtrykke humor og kreativitet i, hvordan jeg ser ud. Jeg elsker at tage det mindre alvorligt.

Og jeg elsker, at min faglige autoritet hænger sammen med det nu. At det hele er mig. At hvordan jeg ser ud ikke modarbejder og forstyrrer, fordi jeg er the odd one out på et kontor. Nu er jeg bare. Hele mig. Med mit åndssvagt lange lyserøde hår. Med blomster, perler, dyster albumart. Uden linninger, der strammer. Med krøllede kraver, afskallet neglelak, hullede nylonstrømper, termobukser, nattøj hele dagen eller pailletter på en mandag. Efter mit eget humør.
Og jeg føler mig lige så professionel og kompetent som altid. Og lidt som kunst. Fri.

Det er de små ting, der gør’ed, nogle gange. Ved det her liv uden lønarbejde.
Mit år uden lønarbejde, dag -17417/01/2024

Arbejdsløshedsekseperiment 1, dag 48

NOTE TO SELF:

Stop med at søge validering online,
hvis du vil kunne mærke din intuition
Dag -17120/01/2024

Jeg er på dagpenge, så derfor søger jeg arbejde, selvom jeg ærlig talt ikke har hverken lyst eller behov for at finde noget lige nu. Jeg havde tænkt mig, jeg ville gøre det for at tage pulsen på arbejdsmarkedet, få opdateret mine selvsalgsmaterialer (bræklyd) og se, hvad der findes… og om jeg bliver kaldt til andre samtaler med min seneste erhvervserfaring, end jeg plejede.
Jeg er typen, som hverken A-kasse eller kommune har kunne sætte en finger på før: Jeg søger ualmindeligt bredt både mht. funktion og vidensfelt og har aldrig været overbevist om, at en AC-stilling ville være meget bedre for mig end alt muligt andet. Så jeg plejer på en måde at skyde ret lavt ift. mit uddannelsesniveau og med spredehagl. Fordi jeg ikke helt ved, hvad jeg vil, eller ikke tror, der kommer noget ud af at gå efter det.
Men nu har jeg forsøgt at gøre det mere snævert. Og at skyde lidt over målet, men gå efter det, jeg brænder mest for. Så jeg søgte en stilling, der lød ret sjov og vigtig, og med en ret sej titel og en ret varieret funktion på en institution tæt på mit hjerte. Som jeg var overbevist om, at jeg ikke ville høre fra, fordi de lød til at lede efter en rigtig voksen evt. med større erfaring som selvstændige erhvervsdrivende eller underviser. Selvom jeg også kunne tænke nærmest alt, jeg har lavet, ind i den stilling.
Og så blev jeg sgu kaldt til samtale lige efter nytår. Og det var nok den rareste og sjoveste samtale, jeg har været til, selvom det også blev sagt nogle gange (på en mild måde), at intet på mit CV dokumenterede, at jeg ville kunne løse præcis de opgaver, men jeg var godt nok god til at rammesætte og formidle og “oversætte” mine kompetencer etc. Hvilket også var en relevant egenskab i den pågældende stilling.
Men pyh, så ville jeg skulle starte lige om lidt og det var fuld tid og føltes ret forpligtende og… Meget at forholde sig til lige pludselig. Men det blev så ikke mig (billede 3), men lød næsten til, at jeg var runner-up. Og jeg havde en god opfølgende samtale og fik en ny forbindelse på LinkedIn. Og.. var både skuffet og lettet.

Bagefter tænkte jeg længe… Hvad betyder titlen for mig? Hvor meget ville være reel glæde over arbejdet og hvor meget ville være glæde ved at kunne høste respekt på det overfladiske ved den? Og fred ved at tilhøre en kategori, en institution? Og er jeg egentlig sikker på, at jeg faktisk godt kan lide at lave det, jeg er god til indenfor lønarbejde (planlægning, procesoptimering, undervisning, formidling, innovation, koordinering, workshops, menneskekontakt, opsøgende erhvervskontakt, forskning etc.) eller er det måske noget, jeg har fundet på, at jeg kan, fordi det kan andre? Eller fordi jeg tror, det bliver forventet af mig, at jeg er driftig i den retning? Jeg ved det snart ikke længere. Det er godt nok svært for mig at skille ros og mestring fra den egentlige glæde ved selve arbejdet. Men det skal man måske heller ikke? I hvert fald øver jeg mig i at tænke, at man ikke behøver gøre noget, bare fordi man er god til det. Hvilket jo ellers langt hen ad vejen er det, man bliver skolet i, når man skal søge job. Det er ret banebrydende for mig at gøre op med det, og måske jeg så med tiden kan skille tingene lidt mere ad.
Et par dage senere ringede min tidligere leder og tilbød mig et sæsonjob, men jeg måtte meddele, at jeg skulle til Indien i februar. Hvilket er nemmere at sige, end at jeg overhovedet ikke savner det.
Og så blev jeg headhuntet af et rekrutteringsbureau og var til en virkeligt underlig samtale med en virkeligt underlig konsulent (og eerie overgearede mandagsvibes – se videoen). I sidste ende var jeg for erfaren og dygtig til noget, de kunne tilbyde mig. Sagde hun. Hvilket er en ret mærkelig fornemmelse. Jeg blev også konfronteret med, at jeg vil blive headhuntet af finansielle og administrative institutioner, hvis nogen, qua min erfaring, og det vil jeg jo netop ikke længere. Og det er hårdt at skulle sidde og forklare. At ja, jeg har gjort alt det her, og ja, jeg var dygtig og vellidt, og nej, jeg leder ikke efter noget, der ligner. For man bliver behandlet som om, man er faldet ned fra månen.
Alt i alt bruger man godt nok meget krudt på at være på dagpenge, og måske har jeg snart set det, jeg ville, og melder mig af igen. Men jeg har også en angst forbundet med ikke at ‘holde mig til ilden’ og være ‘i proces’ med at komme tilbage i arbejdet. Det er helt åndssvagt. Har brugt så lang tid på at drømme om friheden, og nu tør jeg ikke rigtig tage mig den alligevel.

Men så sender nogen mig beskeder (billede 1, 2, 4), som siger det hele. Om arbejde og at være. Og jeg deler dem, fordi det også gælder dig. Du har ret til at være her. Du gør noget godt ved bare at være til og stå af. Du ærer livet og dig selv og giver os andre så meget ved blot at forsøge på at skabe noget sandt og smukt.
Atomer23/01/2024

Jeg er et midlertidigt arrangement af atomer

Du skal søge flere jobs hver uge

Jeg er et mirakel

Kontakt dit jobcenter

Ikke bygget til at vare ved

Sæt ord på dine kompetencer

Jeg er et mirakel

Opdater din joblog med alle dine aktiviteter

Vi er stjernestøv

Du kan også overveje praktik

Vi vil lære at miste alt

Husk at udfylde dit ydelseskort

Vi er midlertidige arrangementer af atomer
FORBRUGSDAGBOG – Januar31/01/2024

8. 441 kroner

Faste udgifter: 5.653
Mad/drikke/husholdning: 1.217
Alkohol/bar: 651
Mad ude/udefra: 497
Transport: 90
Kropspleje: 6
Tøj/sko: 130
Non profits/omfordeling: 120
Elektronik/software: 55
Gaver: 22

Det går stadig lidt trægt med at få forbruget ned til 7.000. Jeg er ret dårlig til kulde og vinter, så er mest forfalden til unødvendig selvforkælelse på denne tid. Har fx købt sushi og fastelavnsboller og været på bar for at drikke gode sure øl mere end én gang. Men var faktisk også dygtig og købte specialøl lidt billigere i en butik én gang, for at tage hjem til den ven, jeg plejer at gå ud med. Og så kan man både høre hinanden lidt bedre over musikken og vælge musikken, hæh. Win. Jeg plejer alligevel ikke at ænse særligt meget andet end vores samtaler. Det gør vi igen.
Men ellers er det mest de faste udgifter, kontingenter osv., som gør januar lidt stram.
Jeg købte to t-shirts efter lang overvejelse – jeg manglede nogle til at have inden under et kunstværk af en håndstrikket t-shirt med perler, som min søster har lavet, så den ikke skal vaskes så tit og forhåbentlig holder for evigt… Havde jeg været lidt mere i træning, havde jeg måske syet noget om, jeg havde i forvejen, eller sagt pyt til at krave eller ærme stikker lidt ud under den flotte. Men nu er jeg all set til de næste mange år uden kompromis med udseende eller kvalitet, og det kan også noget.
Ellers er der månedligt Office365, jeg har været i Ordrup og Tingbjerg med bus, jeg købte en spiselig værtindegave og donerede lidt til folk i Yemen.
Mit år uden lønarbejde, dag -16031/01/2024

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 62

I nat sad jeg i timevis på LinkedIn og kiggede på andres flotte jobtitler og på jobopslag, hvor der altid var et enkelt krav, jeg ikke levede op til… Med tiltagende knugende fornemmelse i maven. Den er så besnærende, idéen om at en bestemt funktion, betegnelse eller organisation vil gøre mig glad og være lige dét, der gør, at jeg hver dag føler, jeg har en vigtig plads i verden og er til ægte nytte for andre. Mærker udfordring, mestring og får ros. Reelt ved jeg, at mange ikke trives eller har så spændende en arbejdsdag eller god en ledelse, som det ser ud til online. Men nogle dage længes jeg sådan efter at sætte min egen retningsløse søgen og mit normbrud på pause. Den lettelse fra grublerier, der ligger i at have en fast plads ved et skrivebord og at arbejde i en retning stukket ud af andre.

Men jeg ved, at det sjove, gode, produktive, meningsfulde ikke findes dér. For mig. Ikke på sigt. Og jeg har bevidst valgt det fra. Men det ligger meget til mig generelt, at jeg glemmer oplevet smerte og ubehag og primært husker det gode ved en situation eller periode. Det er en velsignelse og en filtrering, der sparer mig for en del drænende minder, men den fører også til at jeg ofte lader mig brænde alt for mange gange af de samme ting… Er meget dårlig til at lukke døre. Jeg har heldigvis mennesker og ord fra mig selv, der minder mig om, hvad jeg gør nu og hvorfor.

I dag er en ny dag.
Jeg har besluttet at dele mit forløb som nyligt selvvalgt ledig her. Dele lidt af mine myriader af visioner for mig selv og menneskeheden, og hvad jeg vil udrette og gennemleve det næste års tid… Dele den tvivl, der følger med normbrud og at stå af ræset. Men også al den værdi, det er muligt at proppe ind i sin tid, når man ikke bruger en tredjedel af døgnet foran en skærm på et storrumskontor på at tjene penge til en eller anden virksomheds eller organisations uendelige vækst eller effektivisering. Alle afvejningerne, forsøg på retfærdiggørelse af forskellige beskæftigelser af mindre økonomidrevet karakter, jagten på et liv drevet mere af håb end frygt.
Jeg vil se, hvad der sker, hvis jeg bliver ved.

Laaangsomt.
Mit år uden lønarbejde, dag -15802/02/2024

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 64

Forleden skrev jeg et opslag på LinkedIn om at sige op til ledighed. Jeg har glædet mig til at kunne skrive ting derinde uden samtidig at skulle repræsentere en virksomhed og tænke på dennes kommunikationsstrategi, som indskrænker min frihed. Jeg ser et potentiale i at præge det medie med nogle andre perspektiver. Med diskussion og sårbarhed over præstation og konkurrence eller rygklap og overfladisk selvforherligelse. Jeg kunne slet ikke skrive, da jeg først satte mig til tastaturet. Men efter at have lavet overspringshandlinger på læsesalen indtil klokken 17, kom det pludselig ud. Og der var lidt adrenalin i systemet, da jeg tryggede på “Slå op”. Siden har alle lederne (mine egne ledere, udviklernes chef, min tidligere chef, som sidder i en anden afdeling nu, kommunikationschefen) og en del kollegaer på arbejdet reageret på det. Min chefs chef gav det endda et hjerte. Og folk, jeg ikke kender. Og den gode leder på universitetet, som jeg var til samtale med for en måned siden.
Jeg håber, jeg husker, at det viser en rummelighed i systemet. Og at det godt kan lade sig gøre at være mig uden at lukke for mange døre for mig selv. At de gode mennesker og gode arbejdspladser godt kan rumme mig på sigt, måske. I hvert fald er nysgerrige. Og jeg må gerne være her i mellemtiden og gøre min ting.

Jeg skrev:

✤ DET MODSATTE AF JOBNYT ✤

I slutningen af 2023 besluttede jeg mig for at tage afsked med min on/off arbejdsplads gennem de sidste fem år, fordi tiden føltes moden til at ændre retning. Døren blev lukket forsigtigt, ikke smækket, og jeg er fortsat ved at fordøje det hele og falde til i 2024s nye muligheder. Jeg har lært så sindssygt meget, både om mig selv, mine kompetencer, erhvervslivet, mine præferencer og om andre mennesker, og vil for evigt være begejstret for, at jeg ganske uventet landede lige dér i en superstilet glasbygning i den finansielle sektor, blev så glad for det, og fik lov til at løse så mange spændende, udfordrende og forandrende opgaver. Den faglige udvikling er ikke til at tage fejl af, selvom jeg endnu er i gang med en frisk omgang kompetenceafklaring. Jeg har fået vished om, at jeg er dygtig og kan udrette lidt (eller meget) af hvert, takket være tillidsfuld ledelse, gode kollegaer og vellykkede kundesamarbejder.

Men derudover har jeg tænkt en del over noget, én af mine dygtige kollegaer sagde, da hun havde fået nys om min opsigelse. Hun sagde, at det havde været så skønt at have mig som kollega, fordi jeg var ”et frisk pust og sådan lidt en fri fugl” og at det var inspirerende ift. at leve livet med intentionalitet og nærvær (min parafrasering!). Og det synes jeg næsten er en større kompliment, end al den faglige bekræftelse, jeg også har fået. Tænk at gøre en forskel på en arbejdsplads bare ved at være det menneske, man nu er. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg kan leve på en sten og ikke kan finde ud af at bruge en ægte voksenmånedsløn, og det gør også, at det er muligt for mig at leve uden indtægt det næste lange stykke tid. Jeg er en fri fugl. Og jeg har ikke mødt andet end støtte, når jeg har fortalt andre om, at jeg har sagt op til ledighed, heller ikke potentielle arbejdsgivere eller rekrutteringskonsulenter, og hvem jeg ellers har talt med om mit arbejdsliv de sidste par måneder.

Selv LinkedIn har nu en funktion, der hedder ”Karrierepause”, kan jeg se, hvor man kan angive, hvad man laver, når man ikke er i arbejde. I hjælpeteksten, står der: ”Erfaringer, der ikke er karrieredrevne, kan gøre folk til bedre kolleger, meningsdannere og ledere. Del de oplevelser, der gør dig unik.” Jeg har ikke læst hverken Maj My eller Kaares bøger, så jeg vil slet ikke gå ned ad det spor her… den større debat om menneskers værdi og samfundsansvar… men det er spørgsmål, jeg tænker meget over for tiden. Jeg bliver hjemme hos mig selv i stedet og vender tilbage til de kaffemøder, jeg har været til over de sidste par måneder: Når folk hører, jeg har sagt op til ledighed, siger de ofte, at det er modigt. Og ja, jeg betragter mig selv som modig – derfor skriver jeg også et sårbart opslag på LinkedIn – men hvad er det ved lige denne beslutning, der er farligt? Hvad er på spil? Hvad er risikoen?

Langt de fleste dage husker jeg, at jeg kan alt muligt vigtigt, at samfundet har brug for mig, og at jeg er langt fra færdig med lønarbejde, men at jeg også gerne må holde fri for egne penge (og dagpenge, ingen skam i dét!) og fordybe mig i mit kunstneriske virke og faglige skriverier uden profit. Andre dage (og nætter) kører tankerne i ring om spørgsmål såsom:

Får jeg nogensinde et job igen?

Hvor stort et hul kan jeg have i CV’et, før jeg ryger nederst i bunken af ansøgere til drømmejobs? Og hvad med generalistjobs? Et halvt år? Et år? Tre år?

Tæller det for en fremtidig arbejdsgiver, at jeg arbejder på egne projekter nu her, men uden at tjene penge på det, uden at få det udgivet på forlag eller udstillet? Eller tænker de, at økonomisk indtjening og officiel anerkendelse m.v. er garanten for, at det er relevant, vellykket og udviklende?

Bliver jeg selv dårligere til at være lønmodtager, hvis jeg holder pause i flere år?

Hvis der skulle være rekrutteringskonsulenter eller andre med ansættelseskompetencer eller lignende erfaringer, der er kommet så langt her i teksten, så kom endelig med jeres betragtninger! Der er ingen forkerte svar. Skal jeg være bange? Og hvor længe kan jeg holde pause, før det bliver decideret dumdristigt og ikke blot modigt? Jeg ved, det nok ikke er så simpelt endda, men alle input modtages med et åbent sind.

Nå. Tak for opmærksomheden. Nu tager jeg til Indien og får udvidet min horisont yderligere og beroliget mit nervesystem.

Tak igen til de bedste kolleger på Christianshavn – jeg inviterer mig selv til kaffe, når jeg er hjemme igen! Hav en rigtig god sæsonstart.
Dag -14515/02/2024

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 77

Prøver at udskifte “Hvad vil jeg lave resten af mit liv?” med “Hvad føler jeg mig drevet til at udforske i mit liv på nuværende tidspunkt?” for at fjerne presset på beslutningerne og ære, at jeg er evigt foranderlig, ligesom alt omkring mig.*

Men jeg føler ikke mindre pres derved. Alarmklokkerne reagerer på manglen på planlægning, sikkerhedsnet og retning. Uforudsigelighed. Og jeg ved ikke, om de er medfødte og et personlighedstræk, de klokker, eller om de kan aflæres. Men jeg forsøger. For det her kan man ikke planlægge, ikke når man er så dynamisk et væsen, som mig.

Og jeg lader mig distrahere. I smukke Indien, i nuet, i det relative. Jeg har lyst til at være her. Men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, når jeg kommer hjem.

*Inspireret af Cory Muscara
Mit år uden lønarbejde, dag -13723/02/2024

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 85

For en lille uge siden kom jeg hjem fra Indien. Det føles som en evighed. Og hvis der er noget, langsomheden og ledigheden kan understrege, så er det, at tid ikke er lineær. Den strækker sig, når man sænker tempoet, og den skrumper, når man fylder dagene ud fra ende til anden. Eller også er det omvendt…
Jeg lever på mange måder minimalistisk og med købestop, men indrømmer blankt, at jeg har været på to lange flyrejser indenfor det sidste år. De havde været lang tid undervejs. Og vi mennesker er gode til at retfærdiggøre ting overfor os selv, hvis vi vil…
Nu bliver jeg alligevel på jorden det næste lange stykke tid. Og jeg har på de sidste rejser, til Japan i efteråret, og til Indien her i februar, tænkt mere på privilegier, ulighed og klima, end nogensinde før og grublet en del over mit personlige aftryk – selvom det også har ligget mig på sinde tidligere.
Jeg tænker ofte på vores bevægelighed. Med vores auberginefarvede kopi af Jellingestenen i hånden er vi friere end de fleste af verdens beboere, og der ligger et stort personligt ansvar i den frihed.

Indien var en vild oplevelse, på bumlede landeveje, syd på og langt fra de primære turistattraktioner. Der blev taget så godt imod os. Så mange smil til os, men også meget rolig selvtilstrækkelighed hos de lokale.
Når man har rejst meget à la Lonely Planet, er man vant til, at de steder, man kommer, er tilpasset strømmen af turister… At samfundet er indrettet efter den kapitalstrøm, turisterne skaber, og at folk selvfølgelig vil have del i de transaktioner, de rige kartoflers besøg muliggør. Sådan var det ikke så meget i det her område på tværs af Maharashtra, Andhra Pradesh og Karnataka. De var bare, de mennesker, jeg mødte. Havde gang i deres egen ting. Selvom de syntes, det var ret sjovt, vi kom forbi, så var det ligesom ikke særligt vigtigt.
Men så alligevel… Måske tredive gange om dagen blev jeg spurgt, om jeg ville være med på deres selfies. Og jeg blev træt… Men tænkte på menneskeudstillinger, eksotisering, hvordan inderne og andre brune mennesker er blevet begloet og betragtet som sensationer herhjemme gennem tiden, når de ikke “blot” er blevet udnyttet for deres arbejdskraft og ressourcer. Og på, hvordan vi som samfund reagerer på afvigelser endnu… Så tit gav jeg samtykke og responderede imødekommende på deres nysgerrighed og undren. Og vi vinkede til utroligt mange grinende skolebørn med øjne så store som tekopper fra vores airconditionerede bus.
Det var næsten ikke til at bære gæstfriheden, når man tænker på, hvordan vi som samfund selv tager imod fremmede.

Nu bliver jeg hjemme på ubestemt tid. Jeg har ikke den samme sult, som jeg havde for ti-tyve år siden. Slet ikke den samme følelse af entitlement til eventyr. Jeg tager ikke længere min frie bevægelighed for givet. Og verden skrumper… med pandemier, med krig, med klimanød. Jeg søger indad og sidder stille, og det er en hård konfrontation i disse dage.
Jeg har ofte brugt min nysgerrighed og min udlængsel til at stikke af, få nye perspektiver, finde fokus udenfor mig selv, tage ud i verden og betragte den passivt. Jeg kunne bare flytte mig, hvis jeg ikke brød mig om de cykliske tanker. Det kan og vil jeg ikke blive ved med.

Nu sidder jeg her i en mørk lejlighed på Amager og skal finde en ny ventil, en mindre omkostningstung lykkepille, når verden og mit eget hoved føles for stramt og begrænsende. Og jeg er stresset ind til benet over risikoen, jeg løber, ved at sidde stille og være uproduktiv. Men jeg ved også, at det passerer. Og jeg vil se, hvad der sker, hvis jeg giver det tid, imod strømmen.
I den kommende uge sender jeg de sidste par jobansøgninger og melder mig af dagpenge. Total frihed. Total selvrisiko og tomhed, eller totalt åben himmel og kreativ fordybelse, afhængigt af hvilket humør, jeg er i – frygtsomt eller frugtbart.
Jeg tror, jeg skal gøre mig helt fri af E-boks, LinkedIn og online validering via Meta for at genfinde min intuition og mit håb for et meningsfuldt liv. Kender du dét?
Dag -13426/02/2024

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 88

Forsøger mig jo med at tage pulsen på arbejdsmarkedet for tiden ved at være meldt ledig og søge opslåede stillinger. Fordi jeg var nysgerrig på, hvor min nyere erfaring ville føre mig hen. Men det er godt nok stadig svært at holde fast i sig selv. Og så nedslående, at læse opslag efter opslag, hvor hvert eneste, uden undtagelse, har som rød tråd, at det ultimative mål er at drive forretning – ikke hvad forretningen producerer eller sælger eller udvikler, som er fedt for andre mennesker, næ, bare at tjene penge eller bruge så få, som muligt, på bekostning af arbejdsmiljø og kvalitet (læser jeg mellem linjerne). Akkumulere, effektivisere, løbe stærkt og stille få krav som medarbejder. Selv i det offentlige handler alt om forretning. Jeg føler næsten at new public management er blevet mere intenst siden sidst, jeg søgte opslåede. Fatter ikke, at det er muligt.
Og tit lyder produktet eller kerneopgaven så intetsigende, at jeg kunne tude. Eller også fremgår den ikke rigtigt, enten fordi arbejdsgiveren ikke selv kender målet og meningen med det, de har gang i, eller fordi de ved, at ingen dygtige medarbejdere ville gide det. Jeg læste fx et opslag, hvor der uden ironi stod, at man skulle ‘brænde for beskatning af kryptovaluta’. Kan godt være, der findes et par kryptobros, der bræmder for at fucke den up, men ellers har jeg svært ved at se det menneske for mig. Findes det mon? Det er så drænende bare at forsøge at fatte, hvad der foregår i de fleste opslag, for slet ikke at tale om, at tænke sig selv ind i det. Kan mærke metaltrætheden, udbrændtheden endnu. Men ved ikke, om det ændrer sig. Det er svært at se for sig, når man først har taget det her skridt. Jeg savner ikke engang strukturen i hverdagen.
Men så er det godt, at nogen stiller op med rødvin og cigaretter – og også sørger for, at jeg får nærende føde og krammere.
Dag -133 – Om at stå til rådighed27/02/2024

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 89

Det er godt for mig at læse de gamle rød-grønne medlemsblade fra Enhedslisten. Er ikke medlem mere, men fik aldrig læst bladene, dengang jeg var. De er gode til at udfordre diskursen om arbejde, pligt og ret.

De skriver blandt andet om arbejdsløshed. At stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det betyder just dét, minder de mig om. Ikke at man skal gå above and beyond med rundsave på albuerne. Ikke at man altid skal tænke tyve uforudsigelige skridt frem for at have noget at falde tilbage på. Men at man er her. Hvis der er brug for det.

Og de minder mig om, at dagpengene og kontanthjælpen er en sikkerhed for arbejdsstyrken. En sikkerhed, man fortjener og er berettiget til. En sikkerhed, vi har råd til. Og som er der, fordi vi har valgt at bygge samfundet op sådan, at 4% (eller hvor meget det nu er) ellers ville være uden indtægt. Altid.

Jeg føler, alle bliver hjernevaskede til at bukke og skrabe og frygte. Jeg kender så mange, der vil gøre alt for at undgå at blive afhængige af understøttelse. Fordi de frygter kravene og hvad det vil gøre ved deres selvværd.
Fordi ledighed er forbundet med skam for mange. Ikke når de ser på mig, men når de ser på sig selv. Og fordi institutionerne understøtter den individuelle følelse af utilstrækkelighed. Men ledighed er blot endnu et strukturelt “problem”, der uberettiget bliver individualiseret, for at vi alle skal være ængstelige og i konkurrence med hinanden. Fuck that.

Vi skal have solidaritet, nøjsomhed, omfordeling. <3 Og fred. Og vi er i nogenlunde sikkerhed. Endnu.
Dag -132 – om tøj, købestop & minimalisme28/02/2024

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 90

Jeg praktiserer ikke benhårdt købestop, men køber meget sjældent tøj eller ting. Jeg er heller ikke benhård minimalist, men snarere lidt en samler udi tøj. Det meste er genbrug eller noget, jeg har overtaget fra andre, og det, jeg har haft fra nyt, er ofte 10-20 år gammelt (yep, jeg har nederdele, kjoler, trøjer og bluser fra gymnasietiden)…

Med alderen forsøger jeg at omfavne min materielle side, som jeg tidligere har set lidt ned på. Det er ikke én, der på nogen måde interesserer sig for, hvad andre opfatter som godt design eller for trends, mærkevarer eller hvor dyrt noget er, men én, hvis fantasi og kreativitet indgår i en vekselvirkning med ting og klæder, og som får glæde ud af at passe på og forny. Farver og teksturer beriger mig verden. (Og nogle gange går jeg i sort joggingsæt, fordi jeg også er typen, der nemt bliver overstimuleret og somme tider ikke kan overskue at være en krop med både udtryk og sanser…)
Derfor forsøger jeg mig ikke med at have så lidt, som muligt, af tøj. Det har potentiale til at være kreativt udtryksfuldt, gøre mig glad, vække undren og begejstring i andre, forankre mig i min fysik, give komfort og æstetisk glæde. Men det er ikke noget, jeg nogensinde har brugt mange penge på. Til gengæld syr jeg om, udsmykker, lapper, bytter mig til ting, sætter det sammen på nye måder, slider det op. Min mor og søster strikker og min moster er en genbrugshaj. Og mange af mine venner ved, at de kan afsætte noget til mig, når de rydder op i deres skab. Og det er jeg ret vild med – at samle og give nyt liv, og at mange af mine ting, har en historie bag sig.

Visse ting kan godt være gemt væk i mange år, for så pludselig at blive noget, jeg går med altid, og jeg synes, jeg har et godt system til ikke at blive overvældet, selvom jeg ejer over to hundrede stykker tøj. Jeg skaber ro i skabet og i hovedet ved kun at have lidt af det fremme ad gangen. Resten er pakket væk i gennemsigtige, nogenlunde tætsluttende kasser i kælderen, markeret med ’sæson’, ’passer ikke’ og ’tvivl’. Så sommertøj er pakket helt væk om vinteren og omvendt. Som mange andre har jeg en tendens til at ændre størrelse i en cyklus af nogle år, så jeg har en del, som venter på, at det sidder bedre igen. Ingen grund til at erhverve sig ny garderobe af den grund, hvis man har plads til at gemme. I ’tvivl’-kasserne ligger det, jeg ikke rigtig ved, om jeg bryder mig om længere, men som måske kan få en chance mere engang. Somme tider er der noget af det, der ryger til genbrug eller bliver lavet om. I hvert fald kan jeg så finde en kasse, når kroppen, vejret eller humøret ændrer sig, kigge det igennem og evt. give noget af det plads i skabet eller give slip. Det gør jeg med jævne mellemrum, ikke som træls oprydning, men som en slags kreativ proces, hvor det også kan føles næsten som at købe nyt, når jeg genopdager noget, jeg havde glemt.
Jeg bruger måske et par hundrede kroner hvert tredje år på nyt undertøj eller basisting, der bliver slidt hurtigere op, men ellers er tøj stoppet med at være en udgift for mig. Jeg har shoppet en del online tidligere i mit liv, især tilbudsvarer, men det er simpelthen bare ikke en interesse længere, og jeg har ingen apps installeret til det. Det giver også ro i hovedet ikke at skulle beskæftige sig med etik, arbejdsforhold og forurening i modeindustrien. Jeg skal ikke lave svære vurderinger af greenwashing, for jeg ved, at det mest bæredygtige er ikke at købe noget. Det er blevet helt simpelt i mit hoved over de sidste par år: Jeg køber ikke noget, jeg ikke har brug for. Og det frigiver en del energi og tid.

Jeg er nysgerrig, kære følger, er tøj en udgift eller interesse for dig? Hvordan forholder du dig?

[Billederne er et eksempel. En kjole, som min mor købte i Kvickly til tredive kroner eller deromkring i 2007 eller deromkring. Jeg har syet ærmerne og halsudskæringen om, den har været med mig i den høje luftfugtighed på den anden side af jorde flere gange, og nu er den lidt mør (ren bomuld), men stadig yndlings, så jeg lapper den så vidt muligt, når stoffet skrider, men turde ikke tage den med til Asien denne gang, så et opdateret billede, må I få, når jeg kommer hjem.]
Forbrugsdagbog – februar29/02/2024

Forbruget denne måned var ret højt. Jeg var i Indien på en pakkerejse. Jeg skød selv 10.000 i pakken og resten var en gave fra mine forældre. Havde det ikke været for dem, var jeg nok ikke gået den vej (de var også med), men vi fik helt klart set nogle egne, der ville have været svære at komme til på egen hånd, og det var fantastisk. Der var en del måltider inkluderet, så visse poster er mindre end normalt. Jeg betalte derudover 880 for visum, rejseforsikring og en boostervaccine, som indgår i det “normale” budget.

Jeg købte to par strømpebukser, da nogle var slidt op på et niveau, der ikke kunne lappes, var i biografen at se den nye Miyazaki og på Stengade at drikke øl og høre Town Portal, jeg tog bus og metro til min partner i Søborg og til lufthavnen, jeg bestilte take-away et par gange, jeg betalte fagforening, a-kasse, husleje, el, mobil og Spotify og mine velgørende formål er skåret ned til en 20’er til Refugees Welcome for en stund.

Jeg har som bekendt en stor opsparing, så det har altid været min plan at kunne bruge fx 10.000 udover budget på en rejse, når det lige passer sig. Resten af budgettet er dog også lidt højt denne måned og jeg har haft det ret luksuriøst og taget nemme løsninger. Næste måned prøver jeg at stramme lidt op.

I tal:

Samlet forbrug: 8.553 (+ 10.000)

Tøj/sko: 99
Transport: 162
Take-away/restaurant: 357
Koncert/bio/museum: 222
Mad/drikke/husholdning: 540
Alkohol/bar: 265
Rejser: 880 (+ 10.000 udenfor budget)
Faste udgifter: 6.008
Non-profits/omfordeling: 20
Mit år uden lønarbejde, dag -12902/03/2024

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 93

Jeg har haft mange idéer om, hvad denne her side skulle kunne og indeholde. Afløb for stress og frustrationer og ensomhed og usikkerheden ved at gøre noget andet, end de fleste, ved at sige op til ledighed uden at skynde mig med at finde et nyt job. Gå op imod diskurserne om produktivitet og samfundsøkonomi over -økologi. Skabe et fællesskab, spejling, lade andre lære af mine erfaringer og strategier. Dele glæden ved alle de små ting, mulighederne, et roligt nervesystem. Men jeg ramte en mur. Og har været alt andet end rolig de tre måneder, der er gået siden min sidste arbejdsdag.

Et par dage efter, jeg blev ledig, gik mit parhold i stykker. Eller. Min kæreste gik i stykker. Og samtidig rasede folkemord på alle kanaler og i mit hjerte og kastede på bålet af min i forvejen udfordrede tryghed i verden og min spirende vrede på de magtfulde.
Jeg blev apatisk. Gik helt i stå. Alt, hvad jeg havde forestillet mig, jeg ville have af energi på friheden og på min nye start og mine kreative projekter, var helt dødt. Og det er stadig lidt en daglig udfordring at finde nogen som helst mening i, hvad jeg selv kan udrette som individ, når verden ser ud, som den gør, og når jeg får ti SMS’er om dagen, om at der er nyt fra kommunen i e-boks, fordi jeg betragtes som en byrde i strukturen… Men samtidig giver det en vis frihed. Min individuelle stress og dårlige samvittighed opløses i intensiteten af det kollektive shitshow.

Og jeg fandt små ting, jeg kunne overkomme. Jeg sov, læste, så min familie. Jeg lappede mine jeans. Mens vinteren gik, og gik på held. Med små sting i hånden, langsomt og nærværende. Vi gør det samme med forholdet, min kæreste gør det samme med sig selv. Tempo er så afgørende for os, som sensitive og sentimentale individer, der ikke kan finde ud af at gøre noget halvhjertet, altid giver alt eller intet, tager alt eller intet. Ting tager tid. Vi øver os sammen, og rammes samtidig jævnligt af mindreværd over måske bare ikke at være gearet til denne højoktan verden. Jeg ved, der er mange andre, der rammer den mur. Men jeg mangler også stadig alternativer at stræbe efter. Mantraer, der er stærkere end det allestedsnærværende om vækst og konkurrence.
Hver morgen siger jeg følgende til mig selv, og håber, det vokser sig større i mig end ængsteligheden:

Jeg er kunstner
Jeg skaber
Jeg leger
Jeg inspirerer
Jeg er rig
Jeg er fri
Mit år uden lønarbejde, dag -12407/03/2024

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 98

En introduktion af en art

I efteråret sagde jeg mit job op uden at have et andet på hånden eller nogen ambition om at finde et lønjob igen foreløbigt. Nu har jeg været fri i tre måneder. Jeg er måske et lidt atypisk tilfælde på mange sociale kanaler, der beskæftiger sig med økonomisk uafhængighed og minimalisme, idet jeg kun er 34 og bor alene. Jeg har altså kun ansvar for mig selv, men er samtidig på ingen måde økonomisk uafhængig resten af livet, og jeg ved, at jeg må sadle om igen engang. Men jeg har altid holdt mit forbrug lavt og været heldig med min boligsituation. Derfor har jeg nu en opsparing på 300.000 og har besluttet at stoppe helt op i mit lønarbejdsliv og rekalibrere, selvom det er forbundet med en del ængstelighed. Jeg vil leve det meningsfulde liv nu, ikke om yderligere tredive år på arbejdsmarkedet. (Der findes helt sikkert lønjobs, der kunne være meningsfulde for mig – men der er rift om dem, og det er en historie til en anden gang).

Jeg skriver ’lønarbejde’, fordi jeg sådan set arbejder ret meget… På kunst, på tekster, på fællesskaber, på musik, på at genanvende og reparere… Jeg vil bare gøre mig fri af tanken om, at det kun er noget værd, hvis man tjener penge på det.

Jeg fik min kandidatgrad i slutningen af 2018 og kom ud med en studiegæld på omkring 100.000, der især blev stiftet, fordi jeg brød med ham, jeg havde boet sammen med, og måtte betale dobbelt husleje, mens jeg skrev mit speciale og samtidig løb tør for SU. Jeg flyttede til en noget dyrere bolig efter endt uddannelse, men formåede stadig at betale gælden ud i løbet af et år med projektansættelser og dagpenge. Og siden da har jeg sparet op, ikke specielt bevidst, men ved simpelthen stadig bare at have en livsstil, som minder mere om en studerende end et voksent karrieremenneske med en flot titel og stort ansvar. Jeg har ingen fast ejendom, men har ikke savnet noget. Tværtimod har verdens tilstand og min personlige modenhed fået mig til at lave færre (hvis ikke ingen) impulskøb, end jeg gjorde som studerende, og min lokale genbrugsstation er leveringsdygtig i lidt af hvert (jeg samler bl.a. bøger på en lidt maksimalistisk måde, hehe) + jeg har lært, hvad jeg faktisk kan lide udi husholdning, selvpleje osv., så de udgifter er forudsigelige og uden spild.

Af forskellige årsager var det tid til at tage afsked med den arbejdsplads, jeg har haft min gang på on/off de sidste fem år, og så slog det mig, at jeg jo faktisk ikke behøver et nyt lønjob. Som mit budget er nu, lever jeg for ca. 8000-8500 om måneden (meget heldig med huslejen, I know), og hvis jeg får det ned på syv, kan jeg leve af min opsparing i tre år plus det løse. Men jeg føler mig så presset til at skulle skynde mig at ”gøre karriere” og løbe afsted, så jeg knapt kan nå at tænke over retningen. Jeg har en grundangst for, at jeg aldrig kan blive lønmodtager igen, hvis jeg tager en længere pause nu, selvom jeg ved, at jeg faktisk er ret dygtig til mange ting, som der er brug for i samfundet. Det er måske en irrationel frygt, men stressen er present, her tre måneder inde i ledigheden, og den dominerende politiske diskurs siger jo, at jeg ikke må holde en lang pause, og at det er mit eget ansvar altid at have en plan A, B og C. Derudover er jeg humanist, og derfor ofte udskældt for at have for fluffy og bløde kompetencer, og jeg skal for det meste selv forklare en arbejdsgiver, hvad jeg kan, og definere min egen vej.

En ting, jeg ved fra mine studier, er at vi er sociale væsner. Og de fleste bliver trygge af at befinde sig i fællesskaber med lignende normer. Vi har brug for at spejle os. Og bare det at se et par ærlige eksempler på alternativer gør os bedre til at navigere. Derfor vil jeg også forsøge at dele lidt ud her på UANSET og på Instagram af det hele – det gode, det svære samt de praktiske ting ift. økonomi og livsstil. F**k det dér med, at det skal se let, nydelses- og meningsfuldt ud altid at lave normbrud, fordybe sig, måske starte egen forretning eller melde sig ud… Jeg synes, det er svært mentalt, især uden flere at spejle sig i. Der er bekymringer, grublen, reovervejelser. Og samtidig håber jeg, at jeg finder mere ro og konstruktive erfaringer løbende, og glæder mig så meget til at være udenfor i flere af de lyse timer til sommer i stedet for at sidde på et kontor. Hvis du er nysgerrig, er du velkommen til at spørge ind til noget og/eller følge med her eller på @noejsomt, der ligeså stille er ved at tage form af interessefællesskab og legeplads.
Dag -11417/03/2024

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 108

Jeg har i lang tid haft en stemme i baghovedet

meget ulig mig, den modige optimist,

“Jeg hader mit liv”, sagde den

hver dag, hviskende.

Mest af alt hadede jeg, at jeg ikke havde håndgribelige idéer, lyst til noget,

havde hverken veldefineret overskueligt arbejde eller ro.

Jeg hadede at føle mig fanget

at være lad

at vinterkulden fortsatte ind i marts

afslag i indbakken

skud i Palæstina, fra tvunget soldat til sultende civil

politikere, der ignorerer mig, os, alle sammen

kommentarspor, der opfatter fællesskabet som den ultimative trussel, ego mod ego.

Hvorfor har vi det så hårdt, at vi skal hamstre?

Jeg kan købe mad hver dag, jeg har tøj til årtier, jeg har varme på, jeg har to tørre dyner

og jeg er bange for at miste livet

mod andres egoer og frygt,

engang i fremtiden, når min opsparing er brugt op,

hvis jeg sidder stille for længe og ryger ud af de forreste privilegerede, fremsynede rækker,

ind i midten, for ikke at tale om de bagerste,

der altid bliver udpint, nedvurderet, latterliggjort,

når der skrives ny politik.
Dag -11219/03/2024

Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 110 – fejlet

Efter at have delt det forrige opslag på Facebook fik jeg omkring 150 nye følgere herinde, og præcis samme dag, som de fleste kom til, blev jeg tilbudt job i en børnehave. Dengang hed min profil ‘Mit år uden lønarbejde’. Sådan er livet så ironisk somme tider. Jeg havde ellers lige så god energi på at være helt fri, især efter de mange gode, eftertænksomme kommentarer og den interesse, jeg kunne mærke, der var. Jeg ville gerne afsøge mulighederne på andres vegne. Og jeg følte på en måde, jeg havde fået tilladelse af det fællesskab, jeg havde håbet på fandtes, af andre, der er nysgerrige på minimalt forbrug og maksimalt nærvær.
Men jeg ville også gerne prøve det job af, som jeg havde søgt for mange uger siden. Jeg har i lang tid overvejet, om lønarbejde ville være mere tiltalende, hvis det var mere konkret, jordnært, socialt og praktisk.

Jeg er foreløbig tilkaldevikar, men startede med en uge, der hurtigt blev fuldt booket, og det lader til, at jeg kan få så mange timer, jeg vil.

1.710 minutters arbejde blev det til, før jeg lagde mig med influenza i torsdags. Og på det tidspunkt, var jeg meget overvældet, træt og trængte til at fordøje de mange op- og nedture ved at arbejde med børn. Hvis nogen kan lære os om nærvær, så er det dem. Men det er også virkeligt hårdt, sådan som vi har struktureret deres dage.

Jeg er blevet rørt til tårer, har mærket ny mening med livet, har mærket, at min energi var godt givet ud hvert eneste af de minutter, jeg var der… Er også blevet slået, sparket, bidt, nevet og råbt ind i hovedet. Aet, krammet, drillet og opsøgt, når nogen savnede deres mor eller var overstimulerede eller ikke kunne løse en konflikt selv. Har tegnet rumstationer, solopgange, påskeæg, regnbuer, færger og skattekort. Har tørret numser og næser og øjne. Set, rummet, valideret, udfordret og hjulpet. Skåret frugt, brød og lasagne og tørret mad og drikke op alle steder fra. Bygget togbane, LEGO-huse, balancesti, Porche med kanon (“næ, det kan også være et får!”), selvtillid (min og andres), huler, muskler i mine arme (skubbet gynger bl.a.), spillet spil, taget flyverdragter, støvler, vanter og huer af og på og af og på og af(…), sømmet, klippet, modelleret og limet, og læst højt, til jeg blev hæs. Holdt imaginær pizzafest med troldmænd, prinsesser, drager og heste sammen med nogle af de mere forsigtige små mennesker, der skulle listes ud af deres skal. Trøstet, når nogen tog den orange racerbil eller den bedste (men identiske) pude eller gravko, eller når hjerterne og trekanterne var placeret i den forkerte rækkefølge på et gækkebrev eller man ikke måtte være med i en leg… eller “bare” havde mistet en voksens fulde fokus i ti sekunder og var rigtig træt og utryg.

Jeg har grint, glemt tiden, analyseret situationer i lyntempo og været hundrede procent til stede. Gjort en kæmpe positiv forskel. Og været totalt utilstrækkelig.

Børn er fantastiske, samfundets indretning er ikke. Skud ud til pædagoger og medhjælpere – der har verdens på én gang mest taknemmelige og utaknemmelige job. Jeg forstår stadig ikke rigtig, hvordan man gør det i mere end fire dage. Men jeg vil nok give det nogle flere chancer. Og forhåbentlig ikke miste mit andet langsomme projekt af syne. Måske kan de spille sammen.

I hvert fald et det ikke rigtig længere ‘mit år uden lønarbejde’… Men det er fortsat uden fast arbejde, kontraktuel forpligtelse, corporation… Mit år med nye muligheder, værdier, dårligere løn, bedre formål. Måske giver denne her tekstsamling ikke så meget mening i det perspektiv, budskabet er i hvert fald ikke lige så klart længere. Jeg er vist kun blevet mere forvirret på den sidste uge.
Og har lige nu stadig mest bare lyst til at stikke af ud i foråret, fri som fuglen.
Mit år uden lønarbejde, dag -10823/03/2024

Opdatering angående livet som tilkaldevikar/pædagogmedhjælper, som jeg var ved at knække på i sidste opdatering:

Lige nu svært tilfreds med et job, hvor man kan sige ja og nej til timer fra dag til dag (denne uge blev det seks og en halv time), står for musikken i børnehavens bus, har joggingbukser, regntøj og gummistøvler som uniform og faciliterer leg i en skov det meste af en arbejdsdag. Det eneste, der manglede, var lidt farve til det sorte regnsæt, så nu har jeg farvet mit hår lyserødt.
Dag -10625/03/2024
Når det virker som om, at alt er farligt, og at jeg har være dumdristig og ikke blot dristig, så prøver jeg at minde mig selv om al den sikkerhed, jeg har. Tale mig selv op. Jeg er så privilegeret, at jeg har overvejet at lade være med at dele det, for jeg har ikke lyst til at gøre andre mere usikre ved sammenligning, som jeg selv kan blive, hvis jeg sammenligner mig med nogen, der har lidt mere sikkerhed, lidt mere erfaring, lidt mere kærlighed eller normalitet. Men jeg håber, du kan læse det, og tænke på, om der er tilsvarende i dit liv, som du kan styrke dig på. Om du måske ikke står bedre, end angsten fortæller. Om du ikke har flere brikker at spille med, end du plejer at anerkende.

Jeg noterer det her for mig selv, når jeg føler mig helt fortabt, fordi jeg ikke finder sikkerhed i det faste job, rutinen, karrierestigen, ros… Og ja, det er også en taknemmelighedsøvelse af en art:
- Jeg er løst tilknyttet en børnehave med mulighed for få eller mange timer og meget personlig udvikling – og som lavpraktisk ligger perfekt. Et supplement til økonomien efter behov.
- Jeg skriver godt, og jeg elsker at skrive. Det falder mig naturligt at tænke og sætte ord på ting, som andre synes er rart at få sat ord på. Det er en leg. Tænk, hvis man kunne leve af det. Måske finder jeg vejen.
- Jeg har en opsparing, lave faste udgifter, og en evne til at spare, som er de færreste forundt. Den er en konkret, begrænset sikkerhed, men evnen er samtidig en evig strategisk fordel ift. at udfordre rammen.
- Jeg har den dejligste kæreste, som fumler med sig selv, men ser mig… Og han skal nok klare sig økonomisk og eksistentielt, selvom det er svært lige nu. Han gør nuet så nydelsesfuldt for mig.
- Jeg er modig og ressourcestærk, og alt er gået fint indtil nu. De fleste støtter mig i at eksperimentere.
- Jeg har et CV med corporate erfaring at falde tilbage på. Man kan se, jeg er dygtig, og det er bedre end ingenting, selv hvis jeg laver noget andet i flere år. Jeg har et netværk derinde af mennesker, der ved (noget af), hvad jeg kan. Og de har svært ved at rekruttere og fastholde.
- De rige magthavere er blinde for det væsentlige, alle knokler og har det skidt, sociale medier fucker med os. Men naturen består. Mit liv er mit. Jeg kan lægge mig ned på græsset og ødsle min tid bort. Jeg har ét liv, og jeg skal ikke nå noget.
Dag -10526/03/2024

Bag det her foto ligger der også en lille tomhed. Eller en indre diskrepans. Det udstråler så meget hekseforår, kontakt med naturen, dvælen og mod på at være ude i kulden, som jeg sjældent er i stand til, når jeg er stresset (kronisk overstimuleret), synes jeg. Og inden i følte jeg… Ikke noget. I hvert fald ikke ro. Men jeg øver mig fortsat i at acceptere, at det er en proces. At det tager tid at leve sig ind i det, der er lige foran, og slippe tidligere forventninger og identitet og selvværd knyttet til arbejdsomhed, handling, målbarhed. At det tager tid at se, faktisk se.
Men jeg lytter til åens klukken. Og jeg kigger opmærksomt (godt hjulpet på vej af den begejstrede geolog ved min side) på de tusinde måder, hvorpå vandet omdirigeres og omdirigerer i mødet med sten, jord og organismer. Og jeg bliver enormt hurtigt udmattet af indtryk, vind og af at prøve at være til stede. Men jeg giver det tid. Og jeg kan mærke, det er det her, jeg vil. Det her, jeg vil være. En fri kvinde ved en å i en skov i et spinkelt forår med tid til at sætte sig at glo.
Dag -10328/03/2024

Vi lånte en bil og kørte op til Melby Hede & Tisvilde Hegn. E sagde: “Det er måske den smukkeste skov, jeg nogensinde har været i.” Og den var virkeligt smuk. Heden også. Og jeg har lyst til at sige til alle: Find dig en partner, som vil snakke om mos og lav og svampe med dig i timevis, og minder dig om, at du og det er ok, selvom du ikke kan tage hele skønheden og lykken ind hele tiden.

For vi stod og holdt om hinanden og kiggede på solbeskinnede skyer, frodig skov, tør og vindblæst hede og åbent hav, og alt var helt perfekt, sådan objektivt set, men jeg kunne stadig mærke det udbrændte, døde sted inden i, som har så svært ved at nyde og give sig hen og huske, at det er ok, at jeg ikke altid er i gang med et eller andet, andre dømmer som vigtigt, eller måske kunne komme til at synes er vigtigt, hvis jeg arbejder hårdt nok. Det er så svært for mig at være til og at unde mig selv de smukkeste stunder uden en fucking entreprenant kapitalistisk projektlogik ud over det hele.
Og jeg synes ikke, jeg føler nok, når jeg prøver.

Men jeg kunne støtte mig op af ham, og han sagde (jeg parafraserer), at det er helt ok, at jeg er helt ok. At det ikke er mærkeligt, at jeg har svært ved at være fuldt ud i det smukke eller i noget andet. Og måske hans vigtigste pointe: Det tager tid, Ida. Der sker meget og det går langsomt. Det tager tid at læne sig ind i et andet liv og i andre mål eller måske endda målløshed. Der er ikke noget, du skal opnå nu, heller ikke ved at kigge på strålerne fra den sky dér med mig. Du er her bare, og jeg kan se masser af små, omend glimt af glæde, når du går rundt, og nyder at dele det med dig.

Og jeg føler mig så heldig. At en anden faktisk holder det døde inden i mig bedre, end jeg selv gør.
Dag -10229/03/2024

Er gået lidt i barndom ved at udbygge min personlige digitale labyrint af forbundne vibrationer, farver og historier på mit eget domæne de sidste par dage. Det er virkeligt sjovt og bøvlet og tidskrævende.
Som barn byggede jeg ofte hjem til små trolde eller Kinder-figurer i skuffer og skabe eller i skovbund eller på heder, også når jeg var på ferie, af alle mulige små ting, jeg fandt på min vej. Plastikpropper, muslingeskaller, kviste, planter, skrald, stofstumper… Et kaninkranium fra en bakke på Fanø fik en episk sommer glaskugler som øjne og blev til troldenes og Barbies sejeste interiør…

Jeg elsker idéen om at opbygge en lille verden, en labyrint af vibes og forbindelser, et kunne installere og observere et mikrokosmos af nærmest ingenting i et lille leje af mos.

Dengang internettet stadig var relativt nyt for os almindelige dødelige, brugte jeg time efter time på at (re-re-re-re)designe og skrive HTML/CSS (hvilket jeg aldrig ville have kaldt det dengang) til min ‘hule’, som ens profilside så malende hed på Lunarstorm (som jo var det fede alternativ til SKUM, Arto, MySpace og senere Blackmarket – if you know, you know, hehe). Og det føles lidt som noget, der lå i naturlig forlængelse af troldehulerne, når jeg kigger tilbage. Jeg skrev og delte også tekster uden målgruppe og uden at tænke over antal læsninger.

Og dengang var følgere, likes, algoritmer og reklamer ikke noget, der fandtes i den verden. Dengang var kommercialisering af alle mine interesser og praksisser, prisen for min arbejdstid, mål om at nå et større publikum osv. ikke noget, jeg overvejede det fjerneste. Og dengang blev jeg oprigtigt inspireret af andre uden at sammenligne. Det faldt mig slet ikke ind, at min produktion, mine nørklerier og min selvfremstilling kunne blive en kommerciel jagt på kapital i form af eksponering og følgere. Hvornår skete det? Hvor meget har det ødelagt for det frie flow og evnen til at mærke, hvad jeg har lyst til uafhængigt af mål, penge og kvantitet af opmærksomhed?

Det er ret vildt at tænke på, hvad der er sket de sidste to årtier i vores måde at orientere os i og omkring digitalt indhold, og den enorme rolle, det har fået i verden generelt. Samtidig med at jeg også er blevet transformeret fra barn til at identificere mig selv som arbejdskraft eller forbruger, fremfor alt. Selvom jeg ikke vil det og prøver at lade være.

Hvor jeg dog savner det. Har savnet det. Fordybelsen, tiden, umagen og nørderiets frisættelse. At skabe for at skabe, og lege, og tage omveje og to work hard, not smart, fordi man lærer ved at gøre, og det eksperimenterende er noget af det sjoveste. Og fordi man så ikke når at få talt sig selv fra at forsøge, bare fordi man ikke ved, hvad der er den nemmeste eller mest glatte måde at gribe det an på og ikke føler for at sætte sig ind i det. Working hard AND hardly working.

Men jeg kan nu konkludere, at denne her form for nørkleri får tiden til at flyve lige så hurtigt som dengang, hvor jeg optog familiens telefonforbindelse det meste af aftenen, uden at de andre helt forstod, hvad jeg lavede. For så at kunne offentliggøre et klodset, hyper detaljeret potpourri af farvede bokse, skjult tekst, specialtegn, billeder med kontrasten skruet helt op og obskure lyrics (på engelsk, obviously), som så måske blev set af maksimalt en håndfuld mennesker, hvoraf de fleste var nogen, jeg interagerede med ude i den virkelige verden og havde en reel relation til uanset. Og det var ikke noget, jeg tænkte et sekund på… Hvad min reach var eller om det nu var det værd. Processen var bare rar. Og det er jo nærmest trylleri, alt det man kan skabe.

Uanset.

Jeg synes selv, jeg har fået gjort nogle meget seje ting ved UANSET.NET de sidste par dage, selvom det stadig er work in progress. Kig dig omkring på siden, if you wanna hang med barnligt begejstrede tid-nok-krea-nørde-Ida. Ikke at hun sidder og tæller besøg, altså! ; )

P.S. Det er nok heller ikke helt tilfældigt, at jeg senere blev professionel ekspert i at få legacy-systemer til at spytte hjemmesider ud, der ikke ligner lort… Apropos kapitalisering på hobbies, man. Full circle. X’D
FORBRUGSDAGBOG – marts31/03/2024

Marts var ret gennemsnitlig på de tilbagevendende udgifter, men jeg valgte derudover at investere 1.500 bobs i en god håndholdt recorder til at optage podcasts på og til hurtige melodiidéer. Jeg er sgu lidt spændt på, om jeg får den brugt eller det er lidt et fejlkøb, men det betyder også noget for mig ikke at lade mangel på udstyr stoppe mig fra at komme i gang med at teste idéer i praksis, så nu gjorde jeg det, efter lang tids overvejelse. Og så har jeg købt nyt cover og skærmbeskyttelse til min telefon, som har levet livet lidt for farligt hidtil. Kosttilskud, flere længe ventede koncerter (Slift, Kanaan, Bell Witch) og en del dejlige dagsture med tog trak også summen lidt op, og så har jeg simpelthen investeret i et fitnessmedlemsskab for første gang i ti år, så jeg har gået til dejlig yinyoga og haft det ret fedt på løbebåndet og helt forfærdeligt på trappemaskinen. Det føles rart at bruge kroppen uden at blive overstimuleret af vind og kulde, men jeg kommer nok ikke til at fortsætte abonnementet ind i sommeren, for det er lidt af en investering i så lille et budget. Men nu kom jeg i gang, og forhåbentlig kan jeg så få lagt et grundlag og fortsætte med at bevæge mig mere intensivt på andre måder senere.

I tal:

Samlet forbrug: 9.080

Transport: 371
Takeaway/restaurant: 601
Fest/bar: 225
Mad/drikke/husholdning: 1.102
Kreamaterialer/-udstyr: 1.646
Kropspleje/velvære: 328
Elektronik: 78
Koncert/bio/museum: 415
Faste udgifter: 4.274
Non profits/omfordeling: 40
Mit år uden lønarbejde, dag -9901/04/2024

Har været mere eller mindre syg i sytten dage, været meget på tur, været meget med familie, leget meget, været meget til koncerter, øvet mig på at identificere forskellige slags nåletræer, kigget på skyer, mos og lav, fået frisk luft, krammet meget… Og nu er jeg hjemme og alene.
Så rammer følelsen af utilstrækkelighed ved at være uproduktiv. Jeg har ikke skabt noget, og jeg har hjemmesideprojekter og faglige projekter, jeg skubber foran mig, som jeg har gjort i årevis, mens de mister deres relevans.

Er ramt af en blanding af egokamp og frygten for at tiden rinder ud, før jeg har prøvet. To forhold, som er blevet opøvet det meste af mit liv i mødet med institutioner af forskellige slags. Den indre stemme, der siger: “Du skal blive til noget, bruge dine evner og bevise dit værd via aktivitet” og “Hellere i går end i morgen, du er allerede lidt for sent på den” og ”Du skal nå meget mere, og det er kun målbare resultater, der gælder”…
Som ødelægger mere, end de gavner.

Men nu prøver jeg i stedet at sige: Ro på, min skat, lav en nem suppe af sæsongrønt, tag imod en rem(eme)inder fra den gode Rikke Collin og lev dit liv. Det er en langsommelig proces at gøre sig bare lidt fri af præstationsideologien.
Mit år uden lønarbejde, dag -9703/04/2024

Mine venner drukner i børn, kæledyr og arbejde.
Jeg drukner i mig selv.
Mit år uden lønarbejde, dag -9307/04/2024

Jeg røg ned i et hul forleden.
Angstanfald fra morgenstunden og om natten.
Vågner med en stærk følelse af at være forkert, i konflikt og værdiløs. Ikke at have en plads og ikke at være ønsket.
Måske det er noget, jeg drømmer. Jeg vågner op, mens jeg er midt i panikken og føler, jeg drukner i ekstrem sorg og ensomhed, men det stopper ikke, selvom jeg åbner øjnene og ser min mand sove tungt ved siden af mig eller registrerer, at jeg drømte.

I dag er en ualmindeligt varm aprildag. Vi har ikke sovet meget, så dagen rinder ud, mens jeg ligger. Ligger og læser og græder og frygter og ønsker at ophøre. Denne tyngde.

Det hjælper måske heller ikke at læse Olga Ravn. Eller at gå til yin yoga og løsne alt i bækken, hofter, lår og mave. Det var måske for meget på én gang at slippe løs. Jeg er ikke stærk nok til at være så blød i de her dage.

Det er vanedannende, det med at skabe og være effektiv. Suset af at offentliggøre, trykke på invitationsknappen, få ros. Og samtidig er der intet defineret succeskriterium, det er aldrig nok. Jeg tror, det er derfor.
Jeg sov meget let i nogle dage. Arbejdede meget i drømmene og på kanten af drømme. Væltede mig i idéer. Sov ikke mere end fem timer.

Forårslyset vækker mig klokken syv.
Abstinenserne… er en angst for stilstand, angst for ikke at handle og angst for at mislykkes med det, man allerede har gjort. Men hvad vil det sige at lykkes?

Jeg lytter til Øvigs Hippie-bøger i en nygserrighed efter, hvor mange fællesnævnere, der er, mellem det oprør og mit oprør. Om de også tvivlede, om deres fællesskaber også var truet af travlhed og individualisme. Og hvor kom deres penge fra?
Somme tider dukker der et afstivende citat op. “Man får ikke sin frihed ved at spørge pænt. Man må tage den selv og holde fast.”

Og så kom solen op over nabokarréen.
Dag -9208/04/2024

Påskønnelsespost til al min rigdom

(Ej at forveksle med en eller anden manifestations-quantum-leap-claim-it-boss-woman post, hvor det faktisk handler om kroner og øre…) Jeg har altid vidst, at luksus for mig ikke handlede om penge eller ting, men det står kun klarere lige for tiden. (Og bare rolig, jeg er stadig optaget af struktur, informeret af Marx og co. og modstander af materiel ulighed – men somme tider virker det mere simpelt, her og nu, for egen regning.)

Jeg forsøger at rejse mig fra sidste uges angst med en fyldt kalenderen med aftaler med gode mennesker, frisk luft og vagter i børnehaven. Prøver samtidig at spekulere mindre og handle mere på mine kreative projekter. Tror, det hjælper at dyrke relationer, være noget helt direkte og umiddelbart for andre og komme lidt ud af mit hoved. Samtidig med at jeg drømmer om at kunne føle mig som noget værd i kraft af mit kreative virke og tro lidt mere på fremtiden. Små skridt, stadig. Frem og tilbage.
Mit år uden lønarbejde, dag -9010/04/2024

NOTE TO SELF:

Overgiv dig til livets uforudsigelighed

Der er håb, der er uendeligt mange veje

Og du skal gå utroligt langt ad en dårlig én,
før det bliver farligt

Privilegeret og (ressource)stærk, som du er
Dag -8911/04/2024

Jeg er stadig i proces med at skære ned på sociale medier. Når jeg er et sted, hvor jeg selv mangler retning, så er det så nemt at blive fortabt i det, man kan se andre gøre… Sammenligne, føle sig bagud, føle man har taget forkerte valg tidligere, føle at man bør dit og dat, fordi det gør de andre.

Jeg føler mig især truet, når jeg ser andre være meget målrettede, reklamere og sælge ting, men samtidig have et filosofisk ståsted, der ligner mit. Jeg ser dem have etableret et publikum, der vokser organisk, og et brand, der er mere salgbart og klart. Så bliver jeg forvirret. Transaktionslogikken sniger sig ind alle steder, og den får så hurtigt overtaget og bliver prioriteret over alt andet, også selvom jeg ikke engang har noget til salg lige nu, og på den korte bane ikke mangler til dagen og vejen.

Så tager jeg mig selv i at skifte retning fra dag til dag (selvom den oprindelige retning sikkert var helt fin!) og bruge meget energi på spekulationer, katastrofetænkning, strategi (på usikre områder, hvor jeg slet ikke har forudsætningerne for at planlægge på nuværende tidspunkt) og negativ “hvad nu hvis” i stedet for at bruge samme energi på at skabe, fordybe mig roligt i opgaver og idéer, være og dele.

Hvis man skal mærke sin intuition, må man droppe validering ved sammenligning, tror jeg. Men vi er samtidig sociale væsner, og vi har brug for sparring og spejling. Og der skal være plads til konstruktiv kritik. Vi har værdi for hinanden, skaber mening i fællesskaber og udveksling.

Så alternativt kan man måske fylde sit feed med interessefællesskaber og støtte. Virkeligt være selektiv. Måske. Og samtidig udforske med nysgerrighed, hvad det er, der trigger usikkerheden. Ærlig talt giver det på dårlige dage også et stik at se andre have succes med det, jeg drømmer om, selv hvis jeg selv nyder det, de skaber. Fordi jeg så let føler mig bagud og overgået. Og jeg synes, jeg bliver så smålig somme tider. Hvorfor denne knaphedstanke? Behøver det være en konkurrence?

Det værste er klart, hvis jeg samtidig føler, at de pågældende giver afkald på noget integritet eller virker som om, de spiller et spil for at opnå maksimal eksponering og bare ikke er, som de foregiver. Hvis jeg fornemmer, de selv er nået et sted hen ved at bruge albuerne og handle på ængstelighed, men pakker det ind i et slør af overfladisk kærlighed og fællesskabsvillighed. Det giver mig ondt i maven.
“Kom og vær med i mit fællesskab, men kun hvis du er det på mine præmisser, som jeg bestemmer fra situation til situation, så jeg altid er den vigtigste og den, der har den største indsigt og tager mig bedst ud, og bestemmer, hvad du må bidrage med eller ej. Der gælder andre regler for mig, end dig. <3 <3 <3"

Jeg sagde farvel til det største minimalismefællesskab i Danmark af den grund. En dårlig mavefornemmelse og en følelse af urimelighed og fraskrivelse af ansvar. Jeg prøver at tage det som en reminder om, hvordan jeg aldrig selv vil være, hvis jeg får etableret et forum for udveksling. Det bliver klart mere kaotisk at være til stede på den måde. Men mere reelt. Jeg vil kunne indrømme mine fejl, og holde småligheden i kort snor. Forblive nysgerrig. Og samtidig forsøge ikke at skamme mig over følelserne, når de kommer. Så går de også hurtigere igen.

Har du nogle gode anbefalinger til profiler og fællesskaber, der kan berolige nervesystemet og inspirere til nøjsomme, nærværende og kunstneriske måder at leve på, uden at afpolitisere, overforherlige, overkommercialisere eller få det til at se alt for nemt ud?
Dag -8812/04/2024

Jeg kan mærke, det virkeligt påvirker mig, at jeg har en del følgere, men ikke rigtig får nogen respons, når jeg lægger noget ud på Instagram. Jeg bruger meget tid på at tvivle i de her dage. Og det sætter sig rent fysisk, ikke blot som fravær af noget positivt, men som afvisning. Jeg føler, at jeg bliver ignoreret, hvilket er noget af det værste, jeg ved. Mit nervesystem går helt i koks. Ida fire år. Og jeg bliver bitter over alt det banale derinde, som folk udtrykker begejstring for. Og sådan gider jeg ikke være.
Jeg tror stadig på, at det her kan noget, men jeg kan ikke finde mine mennesker. Eller mine mennesker er den stille type? Jeg ved det ikke. Men jeg er træt af at beskæftige mig med det. I hvert fald kan jeg konkludere, at envejskommunikation ikke gør noget godt for mig nu. At sende mit inderste og mit arbejde ned i et sort hul ubesvaret, det er drænende. Gid jeg var ligeglad og hvilede mere i min egen proces, som da jeg var 14, apropos tidligere opslag (dag -102). Men det gør jeg ikke. Og jeg vil forbindelsen eller gemme mig og passe mig selv i de her dage, ikke noget midt imellem.

Nu har jeg skrevet sådan her i stories og lægger Mit år uden fast job-profilen i graven for nu:

Jeg tror, jeg lukker profilen her ned igen. Den har ikke rigtig fundet sin form her efter en måned, og interaktionen er lidt for begrænset til at give mig en følelse af, at det kan noget.
Men jeg lever stadig, som jeg nu gør, og deler ord og tanker og billeder… Du er velkommen til at slutte dig til @uanset.png for en bredere palette af mit liv. Jeg arbejder desuden på at lave en blog, dvs. samle alle mine tekster om det her med at sige op til ledighed, redesigne sit arbejdsliv og sin økonomi og prioritere at dvæle ved nuet og være kreativ og udforskende… Den kommer til at hedde https://uanset.net/mit-aar-uden-fast-job/, men lige nu er det en skitse, der ligger derinde.

__

Jeg har også en anden stemme inde i mig selv:

Jeg ved at jeg kunne nå et større publikum ved at fortælle jer det, I gerne vil høre.
Eller reproducerer de simple, unuancerede, positive narrativer, I er vant til.
Kompleksiteten får mig til at drukne i materialet, andre skaber til hurtig konsumption.
Men jeg tror, I har brug for det her.
For nuancerne.
For at vide, at det heller ikke er nemt for mig. At der ikke er en simpel løsning, et let drømmeliv, som jeg prøver at sælge.
Men at der er fællesskab i det komplekse, det uklare, det spændte, det tvivlende.
Selvom jeg ved, vi alle sammen trykker på hjertet, når nogen skriver noget universelt opløftende om, at vi er gode og på rette vej og universet har os.
Vi har brug for at høre det i en verden, der ellers driver os med skræmmekampagner, risikotænkning og individualisering.
Men jeg tror også, vi har brug for at bygge bro over den afgrund, sætte ord på spændingen.
For at bevidstheden ikke er et bold, der hopper fra den ene yderlighed til den anden.
Hvad findes der mellem kontrasterne? Hvad findes der i de jævne, trodsige skridt, i eksperimenterne og i fællesskabet, som måske faktisk kan udfordre magtens individualisering og nervøse krisetilstand?
Dag -8713/04/2024

Havde stadig svært ved at glædes. Selv i regnvejr, i hængekøjen, med al tid i verden og varm te. Følte, jeg burde være alle andre steder. Min partner og jeg snakkede forbi hinanden angående mine kreative ambitioner – han prøver at berolige mig med, hvor ubetydelig jeg er, in the grand scheme of things. Og selvom han har ret, så er det ikke en lettelse. Jeg føler mig kun mere håbløs i alt, hvad jeg arbejder på. For jeg er sådan én, der prøver, der arbejder, der har brug for at forsøge på et eller andet udover mig selv.

Men jeg øvede mig. På bare at være. Og vi fandt hinanden. Han forstår også mig, selvom vi er meget forskellige. Han synes bare, jeg er hård ved mig selv.

Og på vejen hjem studerede vi, hvordan der løb floder af vand ned af træerne, og så mærkede jeg en lille smule helt ren lykke og lidt mere energi i min trætte krop.
Dag -8515/04/2024

Mærker mere håb og fred igen i glimt. Tro på, at jeg ikke behøver en detaljeret game plan for livet (i særdeleshed arbejdslivet), blot en god retning. Laver webshop, passer børn, læser, går tur i regnen, lærer nye håndværk og får gjort ting, jeg har haft planer om i årevis, f.eks. at skille mine gamle computere ad for at bruge indvoldene til at lave kunst af eller at få broderet den dér sweatshirt med noget sødt og blødt. Langsomt.

Tænk, hvis det går godt.
Et andet liv18/04/2024

SKØNLITTERÆRT MELLEMSPIL

Øver mig i at nyde
Uden dårlig samvittighed
Være lige her
Lige nu
Med dig
Og uden

Se solen vandre over himlen
Høre klokkerne ringe ind og ud
Uden dårlig samvittighed
Være lige her

Ikke producere, ikke retfærdiggøre
Ikke kapitalisere, styre, planlægge
Være lige her
Med dig
Og uden

Med cyklisk tid, med ro og pause
Med nerver, der finder tilbage til sig selv
Med energi, der hverken er produktiv eller brugt
Uden dårlig samvittighed
Være lige her

Gøre ved ikke at gøre
Ville et andet liv
Mærke at man kan
Hvem er det, jeg tror vil stoppe mig?
Mit år uden lønarbejde, dag -8119/04/2024

NOTE TO SELF:

Jeg har (igen) reflekteret over kreativ værdiproduktion, motivation og ego. Og minder mig selv om:

Folk længes ikke efter at blive imponeret.
De længes efter at føle sig hjemme og mindre alene.
Mit år uden lønarbejde, dag -7921/04/2024

NOTE TO SELF:

Livet er virkeligt ikke værd at leve. Uden kunst, musik, litteratur, refleksion, natur, de dybe relationer med nærvær, længsel, udveksling.

Så simpelt er svaret på min eksistentielle tvivl.

Jeg vil bidrage til det, være det. Selv hvis det bare er for mig selv.

Og for at være det godt, må man være det mere eller mindre hele tiden. Prioritere det indædt. Man skaber ikke mesterværker konstant. Men man må være der og blive ved, vente og leve. Give det sin tid, sin energi, sit håb. Igen og igen.
FORBRUGSDAGBOG – april01/05/2024

Ret simpelt budget denne måned. Kropspleje/velvære dækker over fitnessabonnement, som jeg har tænkt mig at opsige nu, samt optankning på faste plejeprodukter (shampoo, balsam, dagcreme, hårfarve til hjemmefarvning). Derudover er der a-kasse, transport til Holbæk, Hareskoven og min veninde i Viby Sj. Jeg var til en enkelt koncert, som jeg har haft i budgettet dengang jeg købt billetten, men ellers skåret helt ind til benet på underholdning – foråret er så fuld af gratis glæder og giver mig også energi, så jeg er mindre tilbøjelig til at give efter for dyre cravings på mad og den slags.

I tal:

Samlet forbrug: 7.818

Transport: 296
Takeaway/restaurant: 65
Mad/drikke/husholdning: 672
Kreamaterialer/-udstyr: 55
Kropspleje/velvære: 594
Faste udgifter: 6.105
Non profits/omfordeling: 20
Uforudsete: 10
Dag -6505/05/2024

Maj gør mig lidt stresset. Alting er varmt og klistret, men om aftenen er jeg voldsomt kuldskær. Fuglene kvidrer fra kl. 5 og viceværten slår græs i ét væk, føler jeg. Altid larm udenfor.
Jeg har arbejdet på at genåbne min web-butik efter at have bygget den påny med nye værktøjer og funktionaliteter, men i 11. time har jeg egentlig ikke lyst til at bruge så meget tid på at passe den, så nu ligger skelletet bare klar med et par få ting til salg… til en super soft, nærmest hemmelig launch.
Jeg har en konstant følelse af lidt eksplosiv desperat energi og brug for at komme ud under åben himmel simultant med sanselig overstimulering og udmattelse. Haha, det er fandeme ikke nemt. Føler, at alting kræver kraftanstrengelser uden at det rigtig kommer nogen vegne. Og det er både svært at nyde og svært at arbejde. Jeg har ventet sådan på varmen og lyset, men det blænder mig og stjæler min søvn.
Så. Jeg øver mig. På at gøre alting så langsomt, som muligt. Selvom energien også vil ud. Jeg har lappet min kærestes lommer, han flytter snart ind i min lille lejlighed, der sker alt muligt stort og jeg er lidt bange. Men jeg forsøger. Langsomt. På at hvile og trække vejret. Spise flere is, lave færre planer, droppe alt ikke-essentielt på min to do-liste. Trække vejret ned i maven. Se, hvor langsomt jeg kan få tiden til at krybe, hvis jeg sidder helt stille med den.
Dag -5911/05/2024

Med al denne her magi i verden er det godt nok svært at tvinge sig selv til at arbejde indendørs det meste af tiden.

Jeg har været på LinkedIn og gøre min profil lidt mere ærlig, lidt mere repræsentativ for det hele menneske, jeg er. Det føles rart. At der står noget tydeligt om pause og kreativitet og retning over tempo derinde. Og hvad jeg oprigtigt interesserer mig for. Selvom det også på en måde er lidt skræmmende. Jeg er egentlig ikke fan af ideologien om, at man skal have hele sig selv med på arbejde og investere sin identitet deri, identificere sig med sine opgaver. Jeg er fan af at arbejde for løn, når man går på arbejde. Ikke for kulturen, for sine kollegaer, for selvrealisering. Bare for at kunne betale huslejen og købe mad og gå hjem 16:30 uden at tage opgaver med.

Men samtidig vil jeg også gerne fremme snakken både om betaling for kunst, refleksion, kreativ skaberkraft og umage, og om at arbejde er mange ting og ikke betinget af en transaktion, salg af en vare, kommodificering, talent eller kontrakt.
Og jeg vil gerne finde et arbejde med mening. Og det vil også lidt sige et arbejde, som er i overensstemmelse med hele mig, mine værdier og mine interesser. Så nu prøver jeg at skilte med dem, selvom jeg har fået at vide så mange gange, at det er urealistisk at få lov at arbejde med spændende emner under gode forhold som humanistisk kandidat. Hvis man ikke prøver, kan man i hvert fald være helt sikker… På at man ikke finder det.

Og så loggede jeg ud og tog på familietur med søster, niecer, moster, mor. Ud at glo på det hav. Og så giver ovenstående slet ikke mening mere. Det er i hvert fald ikke vigtigt. Ikke engang tre ens mails fra jobcenteret, kan indhente min opmærksomhed. Jeg får ofte den dér følelse af, at der er nogen, der snyder os, hver gang vi glemmer, hvor magisk det hele er. Hver gang vi bliver helt fortabte i bekymringer om penge, titel, status, skrivebordsarbejde. Se engang på majs magi. Se!
Mit år uden lønarbejde, dag -5812/05/2024

Jeg synes, mit virke virker meningsløst i dag. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv og alle de ting, jeg kan.
Verden er lort. Og jeg er ikke god nok til noget, den vil have.

Jeg har lyst til at droppe alle Metas kanaler. De har al for stor indflydelse på mit humør. Både andres indhold og responsen (eller mangel på samme) på mit eget. Vil ikke være en del af det. En del af noget.

Det lyder måske tungere, end det er. Sidder trods alt under min dejlige dyne og drikker varm kaffe og læser med solen væltende ind bag mig.
Og ved at mange ser og værdsætter ting, uden at klikke på hjertet.
Har det ok.
Men.
Har mindre selvværd uden struktureret produktivitet og anerkendelse, end jeg troede.

Tvinger mig selv ud på en gåtur i kvarteret. Støder på graffiti, der opløfter mig halvt.
Alt er meningsløst.
Prøver at sige det med et positivt tonefald:
Hurra, alt er meningsløst.

Suk. Savner vild kyst og vild skov tæt på.
At være mindre subjekt. Individ.
Være mere natur.
Altid fyldt19/05/2024

SKØNLITTERÆRT MELLEMSPIL

Jeg vågner langsomt
Spiser squash, persille, mandler, hytteost, salt
Sidder med telefonen og kigger
Får sendt en besked til en ven

På et tidspunkt, efter nogle timer, lader jeg mig glide ned og om på siden
Så mit hoved lander i solen fra vinduet
Prøver at mærke den
Mærke privilegiet
Kan mest mærke et underliggende fnulder af tanker om sociale medier, følgere, sammenligning, selveksponering, salg

Så jeg læner mig dybere ind i solen
Lukker øjnene
Mediterer ved at mærke, sanseligt
Til idéen om teksten dukker op
Sammen med vage tanker om, hvad de ord kunne blive til
For hvem
Så jeg taber sanseligheden igen

Skal jeg gribe telefonen og tage en note
Eller lade idéen fordufte til fordel for bevidstheden om solen

Livgivende

Mit hoved i solen

Altid fyldt
Ugidelig20/05/2024

NOTE TO SELF, NÅR DU FÅR DÅRLIG SAMVITTIGHED OVER IKKE AT YDE MERE

De smider pengene væk på idiotiske ting
De forvalter dem ikke for vores bedste
Der er råd til borgerløn og velfærd – det er der
Novos priser har ikke noget med produktionsomkostningerne at gøre

Men de har en interesse i at holde os bange, konforme og arbejdende til vi segner,
Så vi ikke tænker en selvstændig tanke
Så de kan få deres lønforhøjelse og fire år mere
Undgå forandring, undgå et usikkert fundament for egen status, undgå at tænke nyt

Hvis andre ikke nyder deres arbejde, er det ikke din skyld
De måtte også gerne stoppe, hvis det var op til dig

Du drømmer om satellitbillederne af en verden i stå under COVID-19
Uden flytrafik og overproduktion
Du drømmer om slyngplanter og vilde dyr, der overtager betonskyskrabere
Du tænker på lægeplanter, fri migration, variation og et lavere tempo, der kan kurere meget

Du vil jo gerne træde aktivt til og passe på syge, børn og ældre
Hvis ikke det føltes som at puste til den ild, vi alle sammen dør af
Bliver maskiner af, løber stærkere af, bliver yderligere ulige af

Mens vi naturaliserer en skæv verdensorden
Legitimerer vold, når det er os, der udøver
Når der er penge at vinde
Når den ikke udfordrer global status quo

Du vil jo gerne
Men ikke på de her præmisser, med det her mål
Omfavn ugideligheden
Dag -4525/05/2024

Forårsfebrilskheden må gerne være uproduktiv, prøver jeg at minde mig selv om. Og så må den gerne blive til lange, sløve, rolige dage og varme, nydelsesfulde nætter. Nuet er det eneste, der er. Og det er lidt som om, solen minder os om det. Lad den bare.
En ny introduktion af en art, dag -4426/05/2024

Jeg har længe pønset på at nedskrive en art præsentation. En samlende introduktion til, hvem jeg er, og en påmindelse til mig selv om, hvorfor jeg deler det, jeg gør her og på Metas platforme, selvom de er rådne og mit netværk lille…
Jeg hedder Ida og jeg er 34 år. I efteråret 2023 sagde jeg mit solide og velbetalte job i en international virksomhed op, fordi jeg vil noget mere og andet med mit liv end at tjene penge og sidde foran en skærm syv+ timer om dagen.
Jeg ved ikke helt, hvor jeg er på vej hen. Men jeg er mere udendørs og impulsiv, jeg er langsommere og mere intentionel, og jeg er mere til stede i mine relationer, end jeg var før. Ofte, i hvert fald. Det er også sværere psykisk at lægge mig ud med normerne for produktivitet og profit, end jeg måske havde regnet med.

Jeg driver denne hjemmeside på domænet UANSET.net med de ting, jeg skaber og sælger. Jeg skriver, nørkler, reparerer, synger, fotograferer og bruger tid på at reflektere og forundres over verden. I den forstand arbejder jeg hårdt og ulønnet, for det meste 3-5 timer om dagen, fem dage om ugen, ofte mere, somme tider mindre.
Navnet UANSET er inspireret af Gillian Welchs vidunderlige nummer Everything is Free om spændingen mellem økonomi og kreativt arbejde, med linjen “I’m gonna do it anyway, even if it doesn’t pay”. (Jeg synger den også selv et sted herinde, hvis du leder lidt.) At etablere min egen platform blev startskuddet til at skubbe mine kreationer ud over rampen, uden at det betød, at jeg ville bruge mange kræfter på markedsføring og pengesager. Det ligger mig dog også fortsat på sinde at udbrede den opfattelse, at kreativt arbejde er ”rigtigt” arbejde, selv hvis vi må acceptere, at det ikke honoreres derefter.

På Instagram poster jeg hverdagsæstetik, beretning om livet som selvvalgt lønjobfri (især på @noejsomt), kreativ og nøjsom, forskellige former (mimis m.m.) for afstivelse i at træffe alternative valg og at nyde livet, samt hvad jeg skaber og ser, når jeg husker at dvæle. På @uanset.docx er skønlitterære tekster i højsædet. Og herinde på mit eget domæne deler jeg den mere fyldige produktion af ting og sager.

Jeg lever for omkring 7000 kroner om måneden uden at føle afsavn. Og har betalt min studiegæld og sparet 300.000+ op over fem år som projekt- og deltidsansat. Det er motiveret af frihed, politik og miljø, at jeg praktiserer så stram og intentionel en økonomi. Min boligsituation er naturligvis også afgørende og urimeligt privilegeret – jeg bor småt, godt og billigt, og har faste udgifter for omkring 3000. Tid, fleksibilitet og mennesker er min rigdom.
Jeg vikarierer lidt i en børnehave og er på dagpenge, når jeg finder lønnede jobs, der er værd at søge. Der er langt imellem snapsene og hård konkurrence om alle jobs, der er i tråd med mine personlige værdier – hvilket minder mig om, at vi er mange, der vil en anden verden.

Jeg laver mange stories på uanset.png, når jeg rejser – hvilket jeg gør tit, især alene og på lokale præmisser. Du finder tidligere rejseglimt i højdepunkter derinde, og jeg sparrer meget gerne med dig, hvis du overvejer at tage afsted alene eller er i tvivl om, hvordan du rejser improviseret, somewhat bæredygtigt og på budget. Fremadrettet vil jeg forsøge at blive i Danmark, men stadig tage på eventyr og gå til det som opdagelserejsende.

Jeg er så uendelig vred på verden og samtidig håbefuld og forelsket i livet. Og udsvingene i mit humør må gerne kunne mærkes herinde.

Jeg er ekspert (stolt cand.mag.) i at pille normer, styringsmekanismer, common sense og “bør”-mentaliteter sagligt fra hinanden, men er samtidig hyppigt selv ramt af stress og eksistentiel angst. Altid over ansvaret overfor fællesskabet. Tvivlen på min plads og på min værdi. Jeg vil så gerne, at vi kan lave et socialt, mentalt og økologisk bæredygtigt fællesskab med plads til alle, men jeg føler mig også ofte så magtesløs og utilstrækkelig overfor kapitalismens vækst- og konkurrenceshow.

Jeg skaber og deler for at finde fællesskab, for spejling og for kommunikation, så det er så værdsat, hvis du kigger/læser med og kommer med respons. Jeg tager meget gerne imod spørgsmål, sparring og inspiration, enten på mail (kontakt@uanset.net), i kommentarer eller i DMs på Instagram. Instagram er efterhånden en godt gammeldags træls platform, synes jeg, med dens mere eller mindre ugennemsigtige censur, clickbait og overeksponering af visse former for indhold. Lyspunktet er de fortsat overraskende møder med ligesindede – i sårbarhed, kritik, sympati, kunst og søgen.

Så husker jeg, at vi ikke er alene. Og at et andet liv er muligt.

Tak for at kigge med. Og du er altid mere end velkommen til at spørge, kommentere, videredele (med credit helst, fordi det her er mit arbejde for nu) og alt det, der skaber ægte forbindelse til dem, alt det her er relevant for.
FORBRUGSDAGBOG – MAJ01/06/2024

Jeg har simpelthen købt en iPad pro og en blyant dertil, så derfor er forbruget astronomisk for sådan en nøjsom type. Jeg har ønsket mig det i mange år og det er en langsigtet investering i min kreativitet og et legetøj, som jeg er totalt begejstret for. Et flow-faciliterende værktøj af en særlig kaliber. Jeg har ikke fortrudt et sekund.

Derudover har jeg været på udflugt til Lolland med min familie, hvor jeg ikke har bidraget med meget økonomisk, men betalt for lidt forbrug og transport og sådan. Og så har det været meget solskin, der lagde op til at spise thai udenfor med en ven og afskeds-is fra Ismageriet i Søborg, da min partner flyttede derfra hjem til mig. Og jeg har også fået sushi og en burger – på den måde kan det trist & febrilske forårshumør hurtigt blive lidt dyrt… Men sådan blev prioriteringen altså denne gang, og det er jeg i fred med. Af nøje udvalgte ting har jeg købt gaffa-tape til et ret konkret projekt og investeret i et dejligt abonnement på Atlas. Og så har jeg betalt fagforening og en lidt for stor biblioteksbøde, fordi jeg glemte en bog alt for længe, og skal på festival lige om lidt, hvortil udgifterne er fordelt lidt ind i maj også.

Samlet forbrug: 17.702

Transport: 200
Takeaway/restaurant: 547
Fest/bar: 289
Mad/drikke/husholdning: 1.178
Kreamaterialer/-udstyr: 9.538
Gaver: 95
Rejser: 270
Ting: 144
Koncert/biograf/museum: 545
Faste udgifter: 4.756
Non profits/omfordeling: 20
Uforudsete: 120
Dag -34 / Noget om glamping05/06/2024

Jeg drømmer meget om den frie jord i de her dage. Af at køre rundt mellem markerne i en lånt bil. Kigge ud over vidderne. Monokultur, ofte.
Pinligt bevidst om, at det ikke er frit.
Føler mig fanget, fordi alt er andres ejendom og fyldt med regler og pengetransaktioner. Betaling bare for at have lov at eksistere i rummet. Savner luft og plads. Drømmer om en økonomi, hvor penge er overflødige, men indser, at det ikke kan lade sig gøre i Danmark. Selv hvis man ejer, kan man aldrig eje et sted i Danmark, der ikke skal betales til løbende.

At være en heks i en hytte i skoven i et eventyr, som kan hjælpe med visdom og plukke svampe og frugt at spise. En Radagast-agtig type, der har føling med det levende og udretter vigtige ting derigennem. At være et barn i Kragevig, der samler østers og urter og glædes derved. Fri for grundskyld og ejendomsværdiskat og tilstandsrapporter. Fred og frihed fra indtægtsræs og tanker om, når pengene slipper op.

At kunne slå mig ned et sted, hvor der er tomt for mennesker, og leve primitivt. Ikke altid skulle flytte mig rundt, hvis jeg vil leve i telt eller shelter. Og ikke at skulle betale penge for at leve, men leve i en sammenhæng mellem evner og behov, der får det til at gå op.
Ikke akkumulere. Ikke e-boks og netbank. Ikke lønarbejde.
Ikke
fucking
glamping.
Dag -2316/06/2024

Jeg har altid elsket, når karakterer i børnebøger (gerne nuttede dyr i gammeldags tøj) pakker en bylt og tager på eventyr. Det med at pakke proviant, være på vej, på mission, bevæge sig og se nye steder, kun have, hvad der kan pakkes i et tæppe, improvisere undervejs. Det trækker meget i mig. Måske er dét mit kald.

Jeg føler, det var lidt den vibe, min partner fangede, da han tog et billede af mig fra højderyggen midt i alt det grønne i ådalen. Et par minutter inden, jeg gled i en kokasse.

Men vi tog hjem, da det begyndte at regne, og jeg lavede rabarberkompot på komfur, og det kan altså også noget.
Dag -2118/06/2024

De sidste par uger har der været knald på joblivet og det sluger så meget energi, samtidig med at det er endt ret nytteløst. Jeg har været til to samtaler vedrørende et job som rejseleder, som ville betyde at være væk 2-8 måneder om året. Det var virkeligt store ting at forholde sig til, og kaldte på svære snakke med mennesker, der deler dagligliv og fremtid med mig. Og så konkluderede de rekrutteringsansvarlige efter samtale nummer to, at jeg ikke har nok erfaring med målgruppen… Selvom min erfaring, eller mangel på samme, har fremgået tydeligt af mit materiale hele vejen igennem. Suk. Og jeg blev skuffet, grædefærdig og også lidt fortørnet over, at de tog mig med i anden runde, når de vurderede, som de gjorde.

Og min leder i institutionen roder meget rundt i vagtplanen, skriver til mig i min ferie, forsøger at dobbeltbooke mig (fordi hun ikke ser, at jeg allerede er på planen), aflyser og flytter vagter i ét væk, og er så dårlig til at udtrykke sig på skrift, at konklusionen sjældent er klar, og jeg bliver nødt til at spørge flere gange for at være sikker på aftalerne. Og det gør mig generelt bare usikker på forventingerne og fysisk stresset over at blive afbrudt i planer og nærvær.
Jeg har sagt ja til at være ansvarlig for et barn med særlige behov i et par uger og er spændt på det. Håber, der er sparring og oplæring at hente, men kan være bange for, at den er mangelfuld ift. at jeg har ansvar for et lille liv. Men den pædagog, der er mest nærværende over for mig, siger at det er et heldigt barn, der har mig for sig selv i nogle uger. Og jeg hænger meget fagligt selvværd op på hendes feedback, for der er ikke meget andet at pejle efter for tiden.

Og så smuldrer resten af tiden. Det forstyrrer al naturlig rytme. Og jeg bruger utroligt meget tankevirksomhed på at forholde mig til sådanne eventualiteter om fremtiden. Så nu tror jeg snart, jeg trækker stikket helt. Det holder ikke i længden, det her liv. Jeg vil være mere fri, ikke hele tiden skulle tage opkald og besvare mails. Man kan ikke gøre så mange ting på én gang, det bliver nødt til at være mere alt eller intet. Jeg vælger intet.
Dag -2019/06/2024

Min rigdom i juni er allermest naturen. Og tiden til at nyde den. Det ser idyllisk ud, men jeg er også meget presset bag kulissen. Mit parforhold er meget skrøbeligt og svært for tiden, og alting føles lidt ude af balance. Men naturen består.
Fnug22/06/2024

SKØNLITTERÆRT MELLEMSPIL

Birk har tisset i bukserne og mens jeg forsøger at gøre ham ren og få skiftet hans våde tøj, kan han ikke løsrive sig fra de orange fnug fra hans strømper mellem tæerne. En blød, søvnig, barnlig undren. Og jeg bliver utålmodig. Jeg kan høre den vrisne voksne, jeg ikke kender, stige op i min strube. Jeg har ikke tid til det her, tænker hun.
Det er eftermiddag. Han er træg og ufokuseret. Og lugter af tis. Jeg ved, at det her sker, når der mangler struktur og regelmæssighed i børnehaven. Når der er for meget møder og vikarer og ingen udstikker en plan og holder den. Når dagen skrider. Og jeg føler for dem, børnene. For det omsorgsmæssige kaos, de skal udvikle sig i. Jeg vil hjem.
Jeg finder den sidste varme frem, den bløde, men faste stemme, og siger, at jeg godt kan se, der er orange fnug lige dér på hans stadig fugtige små tæer, og at jeg tror, det er fra hans sokker, som er orange med Chase på (IYKYK). Jeg spørger, om han selv kan tage de rene bukser og strømper på, hvis han sætter sig ned på kummen. Og han er altid medgørlig, sådan set. Og nysgerrig på de børn, der er anderledes, og god til at passe på sine venner. Jeg ville ønske, jeg havde mere tid til at omfavne ham og hans langsomhed.
Bliver alt for ofte rørt over den blinde tillid, børnene viser mig. Det har jeg heller ikke tid til, for nu er jeg den sidste voksne på stuen.
Jeg vil hjem og desinficeres inden i og uden på.
Lukke den vrisne voksne helt ud af min verden. Leve det langsomme liv.
Dag -1524/06/2024

Som jeg skrev om forleden, så har jeg følt, at tiden smuldrer på grund af alt muligt lønjobrelateret, som det slet ikke var min intention at bruge så meget krudt på nu. Udover arbejdet som pædagogmedhjælper og jobsamtalerne, prøvede jeg også mig selv af som rengørings- og indkøbshjælp for en ældre dame forleden. Og tror, jeg skal ud af den type job igen med det samme. Jeg har været alt for dårlig til at stå ved min beslutning om et liv med frihed. Fravalg er svære, når det at være forbundet til lønarbejde er så centralt i vanlige følelser af tryghed. Og fremtid er svær, når den er uvis. Så jeg griber ud efter alle mulighederne, fordi de får mig til at føle mig forbundet til den tryghed… til det regulære. Til en indtægt, som jeg får brug for mange år ude i fremtiden. Det er den klassiske projektsamfundslogik. Glem fastansættelse, men tænk altid på den næste forbindelse, så du kan holde dig i spillet.
Ad, jeg vil ikke.

Men jeg har også haft et reel og intentionel interesse i at prøve nogle nye ting. Især de løse indtægter, som jeg selv kan skrue op og ned for efter behov og tid til rådighed. Fx som kontraktløs rengøringshjælp. Og især det sociale i det, tænkte jeg, ville være givende. Men jeg fik en lidt større social opgave, end jeg havde forestillet mig.
Min første klient boede i en penthouselejlighed på Østerbro. Og i løbet af de første fem minutter stod det helt klart for mig, at hun havde alvorlige psykiske problemer. Hun var overbevist om, at nogen havde været inde i hendes lejlighed og bytte skabslågerne ud med en billigere model, mens hun var på ferie. Støvsugerrøret måtte for guds skyld ikke ramme panelerne, når man støvsugede, og afsætningspladsen af stål ved hendes køkkenvask måtte ikke blive våd, fordi den var af en særlig fin kvalitet. Hele verden var imod hende, og hun græd hysterisk og unaturligt over det, da vi til sidst drak et glas saftevand på terrassen. Og det er uklart for mig, hvorvidt hun overlagt forsøgte at manipulere mig gennem lovebombing, udsigt til galleribesøg og møder med vigtige kulturpersonligheder, og en andel i hendes økonomiske overflod… eller hun bare havde glemt, hvordan man omgås mennesker.
Hun sagde, at jeg havde pæne tænder, men følte i det mindste ikke på dem. Og at jeg skulle arve hendes pelse. Og at hun kunne betale sort, hvis det var, og at jeg gerne måtte komme hver dag, for hun havde brug for hjælp til alt, og alle havde svigtet hende.

Jeg fik støvsuget alting uden at sætte et sort mærke eller ødelægge noget af al hendes nips og kunst, der stod på gulvet. Og fyldt hendes køleskab. Og efter tre timer med dét og én time med hulken og konspirationsteorier slap jeg ud. Og så mig ikke tilbage.

Jeg kom i tanker om, hvor jeg havde hørt hendes navn før. Hun var én af de større aktionærer, som kom til de store generalforsamlinger, da jeg arbejdede i finanssektoren, og som skulle håndholdes igennem processerne for at hun ikke gik i spåner og forstyrrede afviklingen. Nu har jeg set hendes hjem. Og på lidt afstand var det en interessant antropologisk oplevelse. Men ikke det lette sidegig, jeg drømte om. Mere et rigtigt tungt indblik i en verden, jeg ikke har lyst til at være en del af.

Hun kimede mig ned, da jeg havde gjort det klart, at det ikke fungerede for mig, og da jeg ugen efter gik en tur med N og L ude ved Langelinie, gik jeg og dukkede mig for ikke at være synlig fra lejlighederne. Og N og L er evigt forundrede over de ting, jeg roder mig ud i, og minder mig om, at bare fordi man kan, betyder det ikke at man skal. Og de fik mig nærmest til at love, at jeg ikke vender tilbage. Og ikke finder flere jobs lige nu. Og det føles godt, de er gode for mig. Selvom de også selv er typerne, der knokler og måske også finder sig i for meget.
Vi er måske ikke gode til at følge vores egne råd. Men så er det godt, vi også kan minde hinanden om, hvordan det forholder sig og hvad vi er værd.
Dag -1227/06/2024

Jeg brygger på en podcast. Jeg gaber muligvis over for meget, og kaster mig ud i flere ting, end jeg har kapacitet til at blive god til… Men en del af friheden fra fuldtidsarbejde er også at kunne lære på en ineffektiv måde, gå hurtigt til eksekvering, eksperimentere og handle umiddelbart på idéer. Så. En podcast. En podcast om humanister i arbejdslivet, arbejdende humanister, humaniora i praksis. For at udvide horisonten for nervøse specialeskrivere, der frygter transitionen. Og for at åbne arbejdsgiveres øjne. Og for at minde hinanden om, at vi er både vigtige og økonomisk rentable. Og for at komme underbetalingen for bløde kompetencer, eftertænksomhed og social/kulturel menneskeindsigt til livs. Og fordi, jeg føler, jeg kan noget med det med at sætte ord på kompetencer og gerne vil bruge min erfaring fra det private erhvervsliv til at bygge broer og hjælpe andre til at ændre grimme virksomheder indefra.
Så jeg købte en recorder. Og jeg mødtes med en anden humanist og talte i mange timer. Og vi følte os ikke særligt skarpe, måske fordi man kunne se på recorder en, at den optog. Så blev det lidt noget vrøvl. Og vi spiste en pizza og var helt blæste i hovederne bagefter. Men himlen var helt fantastisk. Øver mig på at dvæle trods travlhed.
Og jeg følte, at jeg burde have arbejdet mere på manuskript inden. Eller at det i hvert fald ville blive tungt at klippe. Men da jeg nogle dage senere lå på stranden og lyttede til det og tog noter, var det ikke så slemt. Det var sjovt arbejde og lød ikke så dumt, som jeg havde troet. Men det går langsomt. Og jeg nåede at blive skoldet. Og jeg prøver at huske mig selv på, at det ikke haster. Ting må gerne tage lang tid. Så… ‘Humaniora i praksis’ kommer til en platform nær dig inden for de næste 2-300 måneder!
Dag -1029/06/2024

Er blevet så gammel nu, at mine jævnaldrende byrotter begynder at købe fast ejendom ude på landet. En af mine kæreste venner har købt et hus og 18 hektar jord med indtil flere søer, skov og en lille gravhøj, og det er så smukt et sted. Men til en pris, der kræver, at man er overordentligt glad for sit arbejde…
Imens drømmer jeg om stadig mere frihed. Og apropos, hvad jeg før har tænkt og skrevet om at ingen jord er fri til at opholde sig på, så føles det som et stort privilegium at kende nogen, der ejer rigeligt med plads. Jeg drømmer om at hænge min hængekøje op et sted i deres skov velvidende at jeg gerne må, læse bøger og følge dagen og dyrene. Jeg drømmer om at være Mumrikken, der pludselig dukker op for at drikke en kop te og gå ud på vandring igen i det kuperede land eller ud til havet. Vi joker om, hvor længe jeg ville kunne færdes på deres jord, uden at de opdagede mig.

Og så er der stadig en distance. Mellem drømme og handling. Der er langt derop, føles det som, og jeg har kun været der et par gange. Og der er altid en social aftale, et møde eller en anden forpligtelse eller måske bare en storm, der gør, at det ikke kan blive lige nu, at jeg forsvinder ud i det grønne på ubestemt tid… Men en dag. Håber jeg. Jeg er fortsat forundret over, hvor svært det er at tage de valg og opsøge den fordybelse, man drømmer om.
FORBRUGSDAGBOG – juni30/06/2024

Samlet forbrug: 8.504

Transport: 524
Takeaway/restaurant: 699
Fest/bar: 995
Mad/drikke/husholdning: 1.439
Kreamaterialer/-udstyr: 1.146
Gaver: 375
Koncert/biograf/museum: 110
Faste udgifter: 2.312
Non profits/omfordeling: 20
Rejser: 784
Ting: 100

Jeg har været i biografen, købt fødselsdagsgave (drikkeligt) og dåbsgave (genbrugsloppegavekort), spist indisk take-away, fornyet domæne/hosting til min hjemmeside og købt Procreate til min iPad. Tingen, jeg har købt, er månedens ATLAS, transportposten rummer benzin til at køre ud i sommerlandet og tog til Esbjerg. Generelt er udgifterne lidt høje, fordi jeg var på festival med hvad dertil hører af øl, mad og hotel og ikke sparede. Det var dejligt, og betyder meget for mig at kunne slippe tøjlerne i ny og næ, uden at det stikker helt af. ☯︎
Dag -603/07/2024

EN PÅMINDELSE:

Mulighederne bor i usikkerheden og det uforudsigelige.

Håbet og friheden bor i det uvisse. Mindst lige så fast, som ængsteligheden gør.
Dag -405/07/2024

Jeg er træt efter lange vagter i børnehaven. Der er sommerferiestemning, og vi er slået sammen med andre institutioner. Det føles lidt kaotisk, og jeg er ret klar til snart at være ude. Er kronisk overstimuleret. Og søvnig.
Men jeg kommer godt nok også til at savne børnene. Kan se og høre dem oppe fra mit køkkenvindue, når de er ude på legepladsen.

Det har været virkeligt sjovt at tegne igen, på deres anmodning. Konkrete ting, men efter hukommelsen. Regnbuer og eksotiske dyr og rumstationer og diverse transportmidler og Elsa’er. Jeg tager inspirationen med videre. Og den friske erindring om, at det er en rar aktivitet.

Så i dag gav jeg mig selv tegneprompts til små påmindelser i køkkenet. (De sidste er vigtigst!)
Mit år uden lønarbejde, dag -108/07/2024

I dag er sidste arbejdsdag i børnehaven for nu. Er stoppet på supplerende dagpenge. Har sneget mig ud af hjemmehjælperjobbet igen. Fik ikke rejseledertjansen.

Nu prøver jeg det dér total frihed igen. Ingen lønjobsøgning eller lønnet arbejde, masser af podcastforsøg, ordsmedning, langsomme morgener, fysisk selvomsorg og bevægelse med intention og nærvær. Et af utallige forsøg på at opnå den ultimative luksus: Et roligt nervesystem, overskud til relationspleje, at dyrke magien i at verden er beboet af liv, og at mit liv også er en del af dét.

På billedet ser du to våde mus. Han lærer mig at holde øje med radaren på DMI og jagte uvejret, ikke bare registrere, men virkeligt se det og tage mig tid til at følge den ulmende proces, kredsløbet, forløsningen. Tusinde forskellige farver, formationer og højder i skyerne. Bevægelserne, dynamikken og underet.
Jeg er bange for at stresse mig selv i ledigheden igen… men der er en ventil i at dyrke det faktum, at jeg er en del af alt det kaotiske, vilde, ustyrlige i, på og omkring jorden. Måske går det bedre denne gang.
Dag 1119/07/2024

Kigger på gamle tegninger på langsom togtur gennem Midtjylland alene med rejsepas.

Planlægger at vandre i lyngklædte bakker og bade i en sø.

Glædelig fredag med solskin og frihed.

–

Det er varmt. Bakken er magisk og lilla og dufter af barndommens somre, og jeg så en hugorm på vejen ned.

Men jeg føler mig ensom og som om, jeg flygter fra noget. Flygter fra min partners uforudsigelige humør og de ting, jeg ikke kan finde ud af.

Søen glitrer på en måde, der alligevel gør mig lykkelig. Sådan en luksus, vi har lige dér. Den natur. Den overflod af kølende skvulp. Duften af ferskvand, der fordamper i høj sol. Også en duft af barndom, morfars badebassin i haven i Løgstør.

–

Der var mange campister, som så ud til at have været der længe, nede ved søen, og med det samme vandrer mine tanker til egne fremtidsplaner, backup planer…

Gad vide, om de har fået lov til at ligge dér, når det ikke er en betalt campingplads? Hvem der bestemmer? – Og gid vi alle gjorde, gid vi alle kunne bruge søen og jorden, hvis bare vi passede på den. – Om de bliver smidt væk, hvis de er der for længe? Eller om vi kunne tilbringe vores somre lige dér, hvis vi løber tør for penge til huslejen og stadig ikke finder os til rette på arbejdsmarkedet? Eventualiteter til en potentielt presset fremtid. Altid på arbejde i hovedet.
Dag 1321/07/2024

Vi har snakket om at gå fra hinanden. Vi har ikke lyst til det, men vi har heller ikke lyst til den afgrund, vi får frem i hinanden.

I går bevægede vi os fra Stoholm St. til Lergravsparken St. med offentlig transport på små syv timer i 25 graders varme, og jeg lærte ham at hækle, hvilket vi har talt om i evigheder, at vi gerne ville. Men på et tidspunkt gik vi skævt af hinanden og kom aldrig tilbage.

Så jeg er lidt en zombie i forhold til alt andet. Også når jeg tænker på den forventede tilfredsstillelse ved ikke at have brugt nogen penge i flere dage og at få gjort lidt af de ting, jeg udskød, da jeg havde lønarbejde. Tilpasse tøj, lappe ting fra bunken, bland andet.
Der er kun sorg herinde. Og udmattelse. Men det er jo også en slags privilegium at have tid til at svælge i dét. Ikke behøve at være stærk og fattet.

Jeg har hæklet ærmerne længere på den sorte striktrøje, mor lavede til mig, da jeg gik i gymnasiet. Og tænkt på, hvordan den skal broderes. Omsider. Hvilket altid har været en plan, at den skulle. Udsmykkes på en eller anden måde. Jeg nåede bare aldrig til det.

Jeg har set lidt cykling. Lidt The Bear. Været apatisk, menstrueret, haft ondt i hovedet og maven og de 25 grader. Ladet tiden gå. Overstået dagen.

Har overvejet strategier for at udgive det her. Ikke at det ligefrem er litteratur på højt plan i de her dage. Har lyst til at droppe alt. Men. Måske udgive 21 dage forskudt, 1. august? Ikke i dag, i hvert fald. Man (jeg) kan ikke arbejde i varmen.
Dag 1422/07/2024

Jeg er ikke i konkurrence med nogen
Jeg håber, vi alle sammen klarer den
Dag 1523/07/2024

Jeg sov først ved tre-tiden.
Vi snakkede længe i går. Om kreativitet og produktivitet. Min struggle med balancen, med meningen, med selvværdet.
Så i dag tager jeg det langsomt. Stod op kl. 11. Lavede kaffe og et stort glas vand med citron. Satte mig i sengen og lavede en hurtig reel. Læste Svend Åge Madsen.

Og prøvede at mærke, hvad der kaldte på mig i dag.

Solen skinner.

Jeg skal pakke min ferietaske ud. Vil lade resten ske organisk… Om det bliver podcast, tekst eller måske et broderi, mens jeg ser fjernsyn. Langsomt og uambitiøst.
Jeg tror på, at retning er undeligt meget vigtigere end tempo.
Dag 1624/07/2024

Vi snakkede længe i morges igen om værdier og eksistens. Han er så god. Jeg ville ønske, jeg optog det nogle gange, så jeg kunne genspille åbenbaringerne for mig selv. Når vi mødes. Når han adopterer lidt af min tilgang og jeg begynder at integrere lidt af hans.
Han lever i nuet, jeg lever i fremtiden. Jeg stræber, han flyder. Og vi kan give hinanden meget ved at give hinanden lidt af det aspekt ved os.

Og vi gik en lang tur. Jeg føler mig syg. Stressdrømme og hovedpine. Dårlig kalibrering i rum, summen i fingrene. Varme og menstruation. Jeg prøver at slappe af og tror, jeg bliver bedre til det. Påbegyndte først dagens arbejde kl. 19. Hvis ikke det er arbejde at have dybe eksistentielle snakke med sin elskede. Eller at gå otte kilometer på jagt efter tørrede krydderier. Eller at vaske tøj. Eller at overveje, hvad jeg skal brodere på et bestemt stykke tøj.

Der er mange ældre, der har brug for hjælp i mit område, får jeg mails om fra Hjælperne. Jeg er så tæt på at trykke ‘Tildel til mig’, men jeg gør det ikke. Et år uden lønarbejde, blev der sagt. Hvor ville de være nemt at distrahere sig selv igen. Men jeg bliver i det denne gang. Dette ubehag, bølgegangen, rodløsheden. Det er ok. Jeg er ok.
Jeg bidrager bare ved at være til. Eller.
Samfundet er stukket så lang af fra det levende, at man gør det godt, hvis man vælger ikke at deltage. Eller.
Jeg producerer de her ord og eksperimenterer for at give andre et sted at søge hen eller for at dokumentere den tid, vi lever i. Eller.
At kysse min kæreste eller tænke på min familie eller skrive en sød besked til en ven er en vigtig eksistensberettigende funktion. Eller.
Jeg finder ud af det.
Dag 2331/07/2024

Husker mig selv på, at livet er livet værd… trods besvær og smerte.

Det højeste spirituelle niveau, jeg kan nå, også i det her “projekt selvvalgt ledig”, er der, hvor jeg husker, at det gerne må være sjovt.

Føler whimsy og vrede og lyse nætter ind i kernen.

Mens jeg råber om global uretfærdighed og svigt igen og igen. Og trættes og har samvittighedsnag over pauserne.

Oplever mit eget indre barn trives og dvæle sideløbende.

Så meget smerte, så meget under, så privilegeret.
FORBRUGSDAGBOG – juli01/08/2024

Samlet forbrug: 6.853

Transport: 599
Takeaway/restaurant: 158
Fest/bar: 473
Mad/drikke/husholdning: 901
Kreamaterialer/-udstyr: 55
Gaver: 28
Koncert/biograf/museum: 230
Faste udgifter: 4.112
Non profits/omfordeling: 20
Rejser: 252
Kropspleje/fysisk velvære: 26

En god måned for budgettet – ikke så meget at berette udover om privilegiet ved at have netværk med bil og hus.
Jeg har været på ferie, men med DSB rejsepas (som de desværre har afskaffet i 2025), så transportudgiften er meget begrænset ift. hvor meget jeg har kørt rundt med bus og tog i hele landet, og vi har lånt hus i det jyske gratis. Transportkategorien rummer også lidt benzin til afstikkere (i lånt bil), når den offentlige transport ikke duede. A-kasse kontingent gør de faste udgifter relativt høje. Madudgifterne er ikke så høje, og jeg gad vide, om det er alle de kantareller fra den ualmindeligt våde sommer, og alle de bær fra mine svigerforældres have, der har begrænset indkøb og fristelser ude. I hvert fald er jeg godt tilfreds med en lavbudgetsommer fuld af sensorisk overflod.
Dag 2401/08/2024

I dag blev jeg ramt af en hel umiddelbar glæde ude på fælleden. Ikke blot over, hvor dejligt der var nu, men også over, hvordan det at gøre sig fri af lønjob har gjort det muligt at følge så meget med i planterne, dyrene og elementernes liv. Fornemme altings cyklus af liv og død, dvale og vækst, sæsonernes dynamik, som er der hele tiden, men som det er så nemt at glemme. Man glemmer skønheden i den og man glemmer, at man er en del af den. Og jeg kan fortsætte med at observere ind i efteråret og glæder mig til det. Det er en vigtig lære fra planterne, at intet blomstrer uafbrudt, at nedbrydning har sin tid, at rødderne vokser i mørke…
I år har jeg været i Danmark hele sommeren og luret på firben, hugorm, lækat, mus, grævling (den var død, men alligevel), rørhøg og utallige andre fugle og insekter. Betragtet skyformationer og badet i sø, fjord og hav. Jeg har dyrket marts’ kolde, nøgne grå, junis totalt tilgroede grønne og alt derimellem. Og med dyrket mener jeg, at jeg har været nærværende. Ikke bare gået tur, fordi det skulle være sundt for krop og sind, og ikke bare været ude at dokumentere. Men observeret, mærket efter, indåndet det hele, taget mig tid, og fået så meget øvelse, at jeg – trods mine sensoriske udfordringer, og at jeg nok altid vil tænke mere, end jeg sanser – faktisk har været til stede. Som helt væsen, krop og sind, følelser og tanker, og mærket alle de her forlorne dualismer vige for oplevelsen af at være her, nu. På pressede dage kun i glimt, men på gode dage fuldt og helt.

Det kan godt være, at nogle arbejdsgivere vil være skeptiske overfor de relevante kompetencer i den form for læring, men jeg ved, at den er vigtig.

Slipsedrengene og LinkedIn har intet på mig og naturens gang.

Og nu nyder jeg den gyldne, gule, lilla og grønne sensommer. Spiser mirabeller, havtorn og de første brombær. Mærker lyset langsomt blive lavere, og glædes derved, fordi jeg også ved, jeg nok skal nå at fange flere skarpe sommersolstråler, inden efteråret kommer og breder sig som en dyb udånding, en venden tilbage… til den bløde muld, et saftigt æble, regnfulde morgengry, mig selv.

Jeg har ikke så meget andet kørende for mig for tiden, men jeg har fandeme dét. Og ved du hvad? Det har du også.
Dag 2603/08/2024

I dag sidder der stress og usikkerhed i min mave. Måske fordi jeg er træt. Jeg læser om præstationssamfundet, men finder ingen dyb forløsning derved. Konkurrence, risiko, individualisering, acceleration, præstation, uklarhed, det er der alt sammen, blottet, i Anders Petersens bog. Og han blev ikke immun overfor depressionen af sin indsigt. Slet ikke. I dag gør jeg heller ikke.

Ét sigte med det her år uden lønarbejde er at bevise overfor mig selv, at jeg ikke dør eller bliver socialt ekskluderet af ikke at præstere. Men idéen om at jeg ikke når nok, er nok, producerer nok, lever stadig videre i det her rum uden løn i bedste velgående. Den eksisterer nok faktisk i højere grad, end da jeg havde en chef, der forventede noget konkret af mig. Fordi alt er til forhandling her, alle grænser, alle mål. Og uden en håndgribelig ramme. Det er governmentality i sin rene form, skruen uden ende, internaliseret ekstrem stræbsomhed efter en succes, jeg ikke aner, hvad består i, og frygt for at falde ved siden af det socialt acceptable. Og udelukkende min egen kamp mod mig selv og min egen usikkerhed.
Men jeg har også en vilje til at bryde op med destruktive normer. Jeg tror stadig på, at jeg kan blive bedre til at give slip, hvis jeg øver mig.

Jeg vil ikke konkurrence, jeg vil ikke individuel succes, jeg vil ikke skynde mig. Jeg vil leve.

Og jeg håber, vi alle sammen vinder, i fællesskab.

Jeg spiser en is og skifter til skønlitteratur.

For at komme videre, klik på “Dag 26” ovenfor og navigér med “Næste indlæg”-knappen forneden.

Vrede jul

En introduktion af en art