Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 62
I nat sad jeg i timevis på LinkedIn og kiggede på andres flotte jobtitler og på jobopslag, hvor der altid var et enkelt krav, jeg ikke levede op til… Med tiltagende knugende fornemmelse i maven. Den er så besnærende, idéen om at en bestemt funktion, betegnelse eller organisation vil gøre mig glad og være lige dét, der gør, at jeg hver dag føler, jeg har en vigtig plads i verden og er til ægte nytte for andre. Mærker udfordring, mestring og får ros. Reelt ved jeg, at mange ikke trives eller har så spændende en arbejdsdag eller god en ledelse, som det ser ud til online. Men nogle dage længes jeg sådan efter at sætte min egen retningsløse søgen og mit normbrud på pause. Den lettelse fra grublerier, der ligger i at have en fast plads ved et skrivebord og at arbejde i en retning stukket ud af andre.
Men jeg ved, at det sjove, gode, produktive, meningsfulde ikke findes dér. For mig. Ikke på sigt. Og jeg har bevidst valgt det fra. Men det ligger meget til mig generelt, at jeg glemmer oplevet smerte og ubehag og primært husker det gode ved en situation eller periode. Det er en velsignelse og en filtrering, der sparer mig for en del drænende minder, men den fører også til at jeg ofte lader mig brænde alt for mange gange af de samme ting… Er meget dårlig til at lukke døre. Jeg har heldigvis mennesker og ord fra mig selv, der minder mig om, hvad jeg gør nu og hvorfor.
I dag er en ny dag.
Jeg har besluttet at dele mit forløb som nyligt selvvalgt ledig her. Dele lidt af mine myriader af visioner for mig selv og menneskeheden, og hvad jeg vil udrette og gennemleve det næste års tid… Dele den tvivl, der følger med normbrud og at stå af ræset. Men også al den værdi, det er muligt at proppe ind i sin tid, når man ikke bruger en tredjedel af døgnet foran en skærm på et storrumskontor på at tjene penge til en eller anden virksomheds eller organisations uendelige vækst eller effektivisering. Alle afvejningerne, forsøg på retfærdiggørelse af forskellige beskæftigelser af mindre økonomidrevet karakter, jagten på et liv drevet mere af håb end frygt.
Jeg vil se, hvad der sker, hvis jeg bliver ved.
Laaangsomt.