Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 64
Forleden skrev jeg et opslag på LinkedIn om at sige op til ledighed. Jeg har glædet mig til at kunne skrive ting derinde uden samtidig at skulle repræsentere en virksomhed og tænke på dennes kommunikationsstrategi, som indskrænker min frihed. Jeg ser et potentiale i at præge det medie med nogle andre perspektiver. Med diskussion og sårbarhed over præstation og konkurrence eller rygklap og overfladisk selvforherligelse. Jeg kunne slet ikke skrive, da jeg først satte mig til tastaturet. Men efter at have lavet overspringshandlinger på læsesalen indtil klokken 17, kom det pludselig ud. Og der var lidt adrenalin i systemet, da jeg tryggede på “Slå op”. Siden har alle lederne (mine egne ledere, udviklernes chef, min tidligere chef, som sidder i en anden afdeling nu, kommunikationschefen) og en del kollegaer på arbejdet reageret på det. Min chefs chef gav det endda et hjerte. Og folk, jeg ikke kender. Og den gode leder på universitetet, som jeg var til samtale med for en måned siden.
Jeg håber, jeg husker, at det viser en rummelighed i systemet. Og at det godt kan lade sig gøre at være mig uden at lukke for mange døre for mig selv. At de gode mennesker og gode arbejdspladser godt kan rumme mig på sigt, måske. I hvert fald er nysgerrige. Og jeg må gerne være her i mellemtiden og gøre min ting.
Jeg skrev:
✤ DET MODSATTE AF JOBNYT ✤
I slutningen af 2023 besluttede jeg mig for at tage afsked med min on/off arbejdsplads gennem de sidste fem år, fordi tiden føltes moden til at ændre retning. Døren blev lukket forsigtigt, ikke smækket, og jeg er fortsat ved at fordøje det hele og falde til i 2024s nye muligheder. Jeg har lært så sindssygt meget, både om mig selv, mine kompetencer, erhvervslivet, mine præferencer og om andre mennesker, og vil for evigt være begejstret for, at jeg ganske uventet landede lige dér i en superstilet glasbygning i den finansielle sektor, blev så glad for det, og fik lov til at løse så mange spændende, udfordrende og forandrende opgaver. Den faglige udvikling er ikke til at tage fejl af, selvom jeg endnu er i gang med en frisk omgang kompetenceafklaring. Jeg har fået vished om, at jeg er dygtig og kan udrette lidt (eller meget) af hvert, takket være tillidsfuld ledelse, gode kollegaer og vellykkede kundesamarbejder.
Men derudover har jeg tænkt en del over noget, én af mine dygtige kollegaer sagde, da hun havde fået nys om min opsigelse. Hun sagde, at det havde været så skønt at have mig som kollega, fordi jeg var ”et frisk pust og sådan lidt en fri fugl” og at det var inspirerende ift. at leve livet med intentionalitet og nærvær (min parafrasering!). Og det synes jeg næsten er en større kompliment, end al den faglige bekræftelse, jeg også har fået. Tænk at gøre en forskel på en arbejdsplads bare ved at være det menneske, man nu er. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg kan leve på en sten og ikke kan finde ud af at bruge en ægte voksenmånedsløn, og det gør også, at det er muligt for mig at leve uden indtægt det næste lange stykke tid. Jeg er en fri fugl. Og jeg har ikke mødt andet end støtte, når jeg har fortalt andre om, at jeg har sagt op til ledighed, heller ikke potentielle arbejdsgivere eller rekrutteringskonsulenter, og hvem jeg ellers har talt med om mit arbejdsliv de sidste par måneder.
Selv LinkedIn har nu en funktion, der hedder ”Karrierepause”, kan jeg se, hvor man kan angive, hvad man laver, når man ikke er i arbejde. I hjælpeteksten, står der: ”Erfaringer, der ikke er karrieredrevne, kan gøre folk til bedre kolleger, meningsdannere og ledere. Del de oplevelser, der gør dig unik.” Jeg har ikke læst hverken Maj My eller Kaares bøger, så jeg vil slet ikke gå ned ad det spor her… den større debat om menneskers værdi og samfundsansvar… men det er spørgsmål, jeg tænker meget over for tiden. Jeg bliver hjemme hos mig selv i stedet og vender tilbage til de kaffemøder, jeg har været til over de sidste par måneder: Når folk hører, jeg har sagt op til ledighed, siger de ofte, at det er modigt. Og ja, jeg betragter mig selv som modig – derfor skriver jeg også et sårbart opslag på LinkedIn – men hvad er det ved lige denne beslutning, der er farligt? Hvad er på spil? Hvad er risikoen?
Langt de fleste dage husker jeg, at jeg kan alt muligt vigtigt, at samfundet har brug for mig, og at jeg er langt fra færdig med lønarbejde, men at jeg også gerne må holde fri for egne penge (og dagpenge, ingen skam i dét!) og fordybe mig i mit kunstneriske virke og faglige skriverier uden profit. Andre dage (og nætter) kører tankerne i ring om spørgsmål såsom:
Får jeg nogensinde et job igen?
Hvor stort et hul kan jeg have i CV’et, før jeg ryger nederst i bunken af ansøgere til drømmejobs? Og hvad med generalistjobs? Et halvt år? Et år? Tre år?
Tæller det for en fremtidig arbejdsgiver, at jeg arbejder på egne projekter nu her, men uden at tjene penge på det, uden at få det udgivet på forlag eller udstillet? Eller tænker de, at økonomisk indtjening og officiel anerkendelse m.v. er garanten for, at det er relevant, vellykket og udviklende?
Bliver jeg selv dårligere til at være lønmodtager, hvis jeg holder pause i flere år?
Hvis der skulle være rekrutteringskonsulenter eller andre med ansættelseskompetencer eller lignende erfaringer, der er kommet så langt her i teksten, så kom endelig med jeres betragtninger! Der er ingen forkerte svar. Skal jeg være bange? Og hvor længe kan jeg holde pause, før det bliver decideret dumdristigt og ikke blot modigt? Jeg ved, det nok ikke er så simpelt endda, men alle input modtages med et åbent sind.
Nå. Tak for opmærksomheden. Nu tager jeg til Indien og får udvidet min horisont yderligere og beroliget mit nervesystem.
Tak igen til de bedste kolleger på Christianshavn – jeg inviterer mig selv til kaffe, når jeg er hjemme igen! Hav en rigtig god sæsonstart.