Velkommen til logbogen for Mit år uden lønarbejde, der løb fra den 9. juli 2024 (dag 1) og et år frem. Jeg deler mine noter og billeder fra det her eksperiment med eksistensen med omkring et års forsinkelse, så der kommer løbende opdateringer herinde og på @noejsomt frem til juli 2026. Og bloggen starter med noter fra dengang, jeg tog tilløb til at sige op. Jeg har valgt et års forskydning for at have tid til at fordøje, inden jeg deler, og for at ære de ydre sæsoner, som har stor indflydelse på min energi, mine glæder og mine udfordringer, når jeg lader mig selv bemærke dem. Så når du følger med, vil de nyeste indlæg passe til sæsonen udenfor dit vindue.

I efteråret 2023 sagde jeg mit job som kundeansvarlig blæksprutte i finansteknologi op uden at have et andet på hånden eller nogen ambition om at finde et lønjob igen foreløbigt. Jeg var 34 og boede alene og havde altså kun ansvar for mig selv, men er på ingen måde økonomisk uafhængig resten af livet, så jeg ved, at jeg må finde indtægter igen engang. Men jeg har altid holdt mit forbrug lavt og været heldig med min boligsituation. Derfor havde jeg en opsparing på 300.000 og besluttede at stoppe helt op og rekalibrere, selvom det er forbundet med en del ængstelighed. Jeg ville leve det meningsfulde liv nu, ikke om yderligere tredive år på arbejdsmarkedet. (Det finder helt sikkert lønjobs, der kunne være meningsfulde for mig – men der er rift om dem, og jeg har det med at blive rastløs uanset det faglige indhold). I nogle måneder var jeg pædagogmedhjælper, rengøringshjælp og sporadisk på dagpenge.
Efter godt og vel et halvt år i limbo havde jeg mod til at gå planken ud og tage en klar beslutning: Jeg ville prøve et helt år uden indtægt.

Jeg skriver ’lønjob’, fordi jeg sådan set arbejder ret meget… På kunst, på tekster, på fællesskaber, på musik, på at genanvende, reparere, tænke og formidle… Jeg vil bare gøre mig fri af tanken om, at det kun er noget værd, hvis jeg tjener penge på det.

Jeg fik min kandidatgrad i slutningen af 2018 og kom ud med en studiegæld på omkring 100.000. Jeg flyttede til en noget dyrere bolig efter endt uddannelse, men formåede stadig at betale gælden ud i løbet af et år med projektansættelser og dagpenge. Og siden da har jeg sparet op, ikke specielt bevidst, men ved simpelthen stadig bare at have en livsstil, som minder mere om en studerende end et karrieremenneske med en flot titel. Jeg har ingen fast ejendom, men har ikke savnet noget. Tværtimod har verdens tilstand og min personlige modenhed fået mig til at lave færre (hvis ikke ingen) impulskøb, end jeg gjorde som studerende. Jeg har lært, hvad jeg kan lide og har brug for, og kan være endnu mere intentionel med mine penge end tidligere. Jeg har de fleste måneder et selvvalgt budget på 7.000-8.000 alt inklusive, og faste udgifter udgør cirka to tredjedele. Det vil sige, at jeg kan leve af min opsparing i tre år på denne her måde – meget længere end det år, jeg besluttede at tage udgangspunkt i.
Så pengene er ingen stressfaktor, men jeg har fortsat følt mig presset til at skulle skynde mig at ”gøre karriere” og løbe afsted, så jeg knapt kan nå at tænke over retningen. Jeg har en grundangst for, at jeg aldrig kan blive lønmodtager igen, hvis jeg tager længere pauser, selvom jeg ved, at jeg faktisk er ret dygtig til mange ting, som der er brug for i samfundet. Det føles risikabelt at melde sig ud af racerløbet.

Jeg deler alle sider af eksperimentet herinde – det nemme og smukke og det svære, tvivlende og angstprægede. (Spoiler: Det blev nemmere med øvelse og det sociale fællesskab, der er opstået omkring mit eksperiment… <3)

En ting, jeg ved fra mine studier, er at vi er sociale væsner. Og de fleste bliver trygge af at befinde sig i fællesskaber med lignende normer. Vi har brug for at spejle os. Og bare det at se et par ærlige eksempler på alternativer, gør os bedre til at navigere. F**k det dér med, at det altid skal se let, nydelses- og meningsfuldt ud at lave normbrud, eksperimentere, måske starte egen forretning eller melde sig ud… Jeg synes, det er svært mentalt, især uden flere at spejle sig i. Der er bekymringer, grublen, reovervejelser. Og samtidig er der ro og konstruktive erfaringer, glæde ved at være udenfor i flere af de lyse timer, tid til fordybelse og aktivisme, frihed til at rejse… Og læring. Og håb.

Læs fra starten

Eller se nyeste indlæg her:

  • Dag 355

    Jeg har haft angst igen, lidt. Sovet for lidt. Ligget vågen i timevis om natten med tankemylder om job, titel, værdi, økonomisk sikkerhed, tid, tvivl.

    Jeg er på vej ind i et nyt kapitel. Tror, det er derfor. Hvad skal der ske nu? Hvis jeg ikke vil kontorjob. Hvis jeg ikke vil være underbetalt. Hvis jeg ikke vil interessetimer. Hvis min kunst ikke er god nok. Hvis ingen køber. Hvis IG hænger mig langt ud af halsen, og Pixelfed heller ikke fænger for tiden. Hvis jeg vil alt og intet. Det myldrer med idéer. Jeg prøver at stole på, at jeg kan eksekvere, når året er slut. Tør prøve på noget, jeg ikke har prøvet før. Føre til dørs. Skrive værker. Producere flere ting med nærvær. Være mere opsøgende.

    Jeg er angst. Jeg er håbløs. Jeg er sulten. Jeg er gammel.

    Jeg er ressourcestærk. Jeg er vis. Jeg er kærlig. Jeg er heldig. Jeg har ord. Jeg har idéer. Jeg har liv.

    Et år med fokus på rødderne frem for blomsterne… Er endt lidt i det modsatte, fordi jeg kom til at melde mig ledig og arbejdssøgende, før det var slut. Eller måske ikke i det modsatte, men i en usynlig modning, før et eller andet vil bryde ud. Prøver at se det som noget skabende, det her build up af nervøs energi. Lige om lidt er jeg klar til igen at handle mere, bevæge mig. Snart skal der ske noget nyt. Oven på et år med introspektion, mere passivitet og en hel del tiltrængt dvale. Jeg er jo egentlig vild med de her overgange, skift, nye begyndelser. Skal bare turde omfavne de kaotiske og ængstelige sider af det også.

  • Dag 353

    Jeg blev forleden spurgt af en allieret, om jeg tænkte på det med kvinder uden pension, og hvordan man måske får ulighed til at vokse, når kan vælger at gå ned i tid, og stiller sig selv dårligt i et klassemæssigt og kapitalorienteret ligestillingsperspektiv.

    Og ja. Det gør jeg.

    Og jeg tænker over, når jeg formidler om det gode liv for 7000,- per måned alt inklusivt, at jeg ikke håber, mit projekt bliver misforstået som et budskab om, at dagpengesatsen er for høj, fordi jeg kan leve for én månedssats i to måneder. Eller om at SU’en ikke er absurd lav ift. huslejen i de større studiebyer. Eller om at kontanthjælpen er høj nok til at alle kan leve et værdigt liv, der hænger sammen. Det er den ikke. Og det bliver aldrig mit budskab.

    Jeg er her ikke for at sige: “Se bare, det er en fornøjelse at være fattig, du skal bare optimere dit og dat og tage ansvar, det er ikke svært.”
    Jeg synes, uligheden i vores samfund og i verden er et stort problem, og hver gang nogen snakker om religion eller kulturarv som årsag til problemer med sammenhængskraften i vores lille land, ved jeg ikke, om jeg skal grine eller græde. Hvad med økonomisk ulighed og stigende privatisering? Hvorfor skal de rige fortsætte med at blive så meget rigere?
    Og min politiske dagsorden her handler til dels om arbejdstagerrettigheder og feministisk økonomi. Om at tænke anderledes på kapital, forbrug og arbejdsliv på mange niveauer. Om at stille krav som lønmodtager. Om at lære at tænke “arbejdsgivere” som “arbejdskraftskøbere”. Om at tage noget magt tilbage. Om at bremse helt ift. at deltage i en kapitalistisk verdensorden, om at genfinde personlige værdier og et liv derefter. Det handler ikke om at ‘hacke systemet’ og investere (kapitalisere på andres arbejde) eller om at vi skal finde individuelle løsninger på strukturelle problemer.

    Som individ har jeg fundet min frihed i en livsstil, som fungerer for mig. For nu. Men mit projekt er kollektiv revolution, omvæltning af værdimæssige dagsordener i vores fælles institutioner, et samfund med fokus på trivsel i stedet for vækst. Fællesskab, følelser, kreativitet, natur, cyklisk tid og blødhed.

    Og nogle dage kan jeg tydeligt mærke, at jeg gør mig selv sårbar med de her valg. Jeg er heldig med tidligere velbetalte jobs og deraf en stor opsparing. Jeg er heldig at have en god placering på ventelister til almene boliger i København. Jeg er vokset op med økonomisk ro og forældre med stabil indsigt og langsigtet overblik over udgifter og klare, trygge prioriteter. Men jeg mærker tydeligt de stigende fødevarepriser nu, fx. Jeg prioriterer mere hårdt, end jeg gjorde for et par år siden. Jeg tænker på de alt for pressede daginstitutioner, ældrepleje, psykiatri mv. og hvordan jeg ikke kommer til at kunne betale mig til bedre tilbud. Hvis den neoliberale dagsorden fortsætter ift. at udhule vores velfærd eller i hvert fald spille helt fallit ift. at løse nye problematikker (klima, epidemier, trivsel), så kommer der ikke til at være meget hjælp at hente på mit budget.
    Jeg har det fint, så længe jeg ikke har brug for systemet, men jeg frygter at få brug for det på sigt. Med fravalg af et arbejdsliv, der fylder det meste, kommer jeg ikke til at kunne deltage i det parallelle system med brugerbetaling, som de rige allerede er godt i gang med at opbygge.

    Så ja. Jeg tænker over det. Men jeg ville ikke bytte friheden og roen til at mærke, hvad jeg egentlig har brug for, for den store økonomiske tryghed. Jeg drømmer om et samfund, hvor vi løser problemerne sammen i stedet for at skrabe til os individuelt, indtil problemerne ikke angår os.

    Og så læste jeg Oscar Wilde… Og vendte tilbage til dyden i ulydighed, og rankheden i ikke at skylde nogen noget. (Man kan sige meget andet om ham, men jeg finder ham i hvert fald inspirerende i det bidske schwung, han leverer sine pointer med).

  • Dag 349

    SKØNLITTERÆRT MELLEMSPIL

    Humøret ændrer sig meget
    Jeg følte en lettelse med solen i rummet
    Over ikke at skulle udholde mere
    Over at gøre mig fri af at bruge sommeren på usikkerheden ved, om ting bliver aflyst pga. konflikter og hans skrøbelighed
    Lyst til at danse og synge og drikke
    Tage i skoven og bade i havet
    Læse bøger i min hængekøje
    Købe et hus
    Leve det liv, jeg drømmer om
    Men alene
    Eller ikke alene
    Men uden ham, uden partner

    –

    Har hovedpine
    Tvivler på mig selv
    Er utryg alene
    Mister energien på alle projekter
    Føler mig fanget

    Vil prøve at holde fast
    I at det måske bliver nemmere denne gang
    At jeg aldrig har været her før
    At denne gang holder jeg fast
    Og genfinder mig selv
    Og kan mere alene
    Denne gang ikke nær så ensom og klyngende mig til fremtiden, der ikke blev
    Denne gang fokuseret på nuet, mulighederne
    Uden
    Ham

  • Dag 346

    … Og så lavede de klassikeren med at sige, at de ville vende tilbage senest torsdag. Senest. Så jeg gik rundt hele den dag og havde svært ved at samle mig om det, jeg var i. Fordi det også er en stor beslutning at sige ja til fast arbejde, 30 timer. Det er lidt mange timer for mig, og derfor en omvæltning af min forestillede fremtid.
    Men de ringede ikke. De sendte ikke en mail om, at de var forsinkede. Heller ikke fredag.
    De vendte tilbage mandag. Da havde jeg sendt dem en mail om, at jeg ikke længere var interesseret. Uanset årsagen, så vil jeg ikke arbejde under to personer, der ikke kan holde en aftale. Eller arbejde et sted, hvor tidsplanen skrider så meget, så let, uden overskud til at tænke på dem, der venter.

    Jeg går ud af mit år uden lønarbejde styrket i den opfattelse, at jeg kun gider good vibes. At jeg gerne må være selektiv (ligesom alle andre). At jeg er en værdifuld ressource (ligesom alle andre) og godt må forvente at blive behandlet som sådan. Eller sige nej tak.

    Er så skuffet. Ikke over ikke at få det job, men over at de er sådan nogen, der ikke giver afslag på en ordentlig måde og hurtigst muligt. Jeg var så glad for processen. Nu hader jeg arbejdslivets mennesker og mekanikker igen. Og vil huske processen som forvirrende, frustrerende og uden god afsluttende kommunikation med mulighed for at komme videre med god læring og selvtillid og tillid. Øv!

    Før torsdag havde jeg en idé om at sige, at de altid måtte ringe, hvis de fandt noget andet til mig. Projekter og sådan noget, nu de ved, jeg fandtes. Jeg havde en idé om at lave en aflægger af mit paradistræ og smutte forbi med det til deres døde mødelokale, bare fordi de var søde. Og jeg er. Og nu føler jeg mig så dum. Taget for givet. Det føles så falsk for mit lille hjerte, at de kan være så søde, nysgerrige, imødekommende og anerkendende… Lige indtil de har besluttet, de ikke skal bruge ens arbejdskraft. Så er der blank ligegyldighed.

    Jeg vil en anden verden. Jeg bliver ødelagt af den med titler, kontrakter, løn. 

    Men jeg har fået jordbær med fløde, kram af A, og faglig sparring og opbakning med B og P. Tilbage til livet i morgen. SSP, bloggen, kunsten, min hængekøje, litteraturen, udlængslen.

    Nej tak til det andet.

  • Dag 344

    Jeg sad tidligere og læste om juni sidste år. Da var også jobsamtaler (overvejede at blive rejseguide og mentor og være væk halvdelen af året), og lavede for mange ting på én gang og kunne ikke finde ud af at holde rigtigt fri… Og mærkede en utålmodighed og stress over ikke at nyde sommeren nok.

    Nu går jeg til samtaler hos NGO’er, der har brug for hjælp til administrativ struktur og IT. Laver gratis arbejde for SSP-samrådet, fordi kommunen siger, jeg skal. Hjælper mine forældre med at sortere, før de skal flytte fra huset. Og der er knas derhjemme, som jeg flygter fra. Og opslagene til IG er svære at lave. Og det strukturerende arbejde er meget trægt. Og både det ene og det andet frivilligjob føles som lidt for meget af det gode. Og jeg sover dårligt og har problemer med koncentrationen i den lyse, summende sommerlarm.

    Men jeg følte mig ret god til jobsamtalen forleden. Følte, at jeg var mig selv og var ærlig, og har vist ikke før været til samtale så sejt et sted. Sejt som i, at de arbejder med vigtige ting på et solidt fagligt grundlag. Det er i hvert fald længe siden, at jeg har været inde i den verden med henblik på lønnet arbejde. Selv i sårbarhed og dårlige erfaringer var jeg ærlig. Jeg er stadig lidt bange for at være for meget, når jeg ikke spiller skuespil eller filtrerer voldsomt, men jeg er også modig. Og de virkede som så gode mennesker, dem jeg talte med. Og jeg duftede til hyldeblomsterne inden, fordi jeg havde god tid. Og var nærmest ikke nervøs, men hvilede i, hvad jeg havde at byde på, og at matchet skal gælde begge veje, og jeg kunne svare reflekteret på det meste. Jeg ved ikke, hvorfor jeg er så usikker på min faglighed. I virkeligheden skyder jeg nok tit over målet og fremstår overkvalificeret til de lette job, jeg egentlig gerne vil have nu.

    Jeg var til to gode runder samtaler. Med case. Now we wait...

  • Dag 339

    Vi har haft virkeligt mange vidunderlige dage med hinanden, min mand og jeg, siden jeg kom hjem fra de varme lande. I dag er vi gået fra hinanden.

    Måske det er på tide at forsvinde. Og skrive den bog. Om hjertesorg.

    _

    Mine forældres skal flytte ud af deres hus.

    Overflod af arvestykker.

    Jeg har fået tøj og porcelæn til resten af livet. Og nok også det næste.

  • Dag 337

    Prøv at gøre sorgen smuk. Prøv at blive ét med mosset. Prøv at leve i hemmelighed. Prøv forfaldet. Prøv det lille liv. Prøv ro. Prøv ensomheden. Prøv fællesskab med naturen og stilheden. Prøv.

  • Dag 336

    I går var jeg til den årlige familiesamling på min fars side. Dengang jeg blev interviewet til Jyllands-Posten om mit år uden lønarbejde, var der flere af de perifere familiemedlemmer, der så det. Og det dannede afsæt i går for en hel dag med snak om værdier, arbejdsliv, kreativitet, temporalitet, minimalisme, frihed og kunstneriske ambitioner mellem os fra den mellemste generation. Tiden fløj og alle vores særheder blev spejlet og rummet i en familiesetting hvor vi ikke normalt taler så meget om den slags. Det var ret smukt og opløftende og inspirerende.
    Og at stille sig frem sådan som jeg har gjort, giver for alvor mening, når det kan ændre en lille kultur og åbne nye samtaler i nye, gamle fællesskaber. Og tænk at det blev grebet. At en fætter har læst med, og vist min hjemmeside til en anden fætter osv.
    Se, hvad der kommer ud af ikke bare at putte med det. Føler mig både overrasket og privilegeret. Og stolt af os. Håbefuld, når man kan finde alternative drømme og værdier sådanne steder også. Rummelighed. Min kusine kaldte det den bedste familiesamling nogensinde.

    Og jeg var tæt på ikke at møde op, fordi min kæreste havde en nedsmeltning på vejen og vendte om på stien. Er så taknemmelig for, at jeg gjorde det uanset.

    Og jeg fik en masse stof og tøj fra mor. Gamle ting med en ny fremtid, uden nyt spild af ressourcer.

    Vil bare det langsomme liv. Vil ikke mere bøvl. Er taknemmelig for de ting, jeg har startet.

  • Dag 335

    Sidder og læser Kahneman om livstilfredshedsundersøgelser og lykkeforskning… Det sociale er helt centralt for vores lykke og tilfredshed. Velvære og tryghed ligger i stammen, gruppen, fællesskabet, en social rolle. Derudover skriver han om fattigdom og uddannelse. Man bliver måske mere livstilfreds af rigdom og indsigt, men ens velbefindende er ikke mærkbart højere. Er man fattig, rammer alle andre negative ting dog hårdere, fx sygdom. Livet er mere sårbart.

    Jeg kommer til at tænke på, hvor indoktrineret jeg er til at forsøge at være lykkelig og til at føle det som et individuelt ansvar. Noget jeg skal og kan stræbe efter. Og det går op for mig, at det faktisk ikke er for mig selv, men drevet af en følelse af pligt. At signalere mestring udadtil. Personligt, hvis ingen så mig, ville jeg være ligeglad med lykke det meste af tiden.
    Jeg mindes igen Sara Ahmeds klassiske pointe om, at vi kommer til at lave falske slutninger, når vi forbinder lykke med godhed. Man kan være håbløs og vred og god. Men det sidder dybt i mig – at hvis jeg er meget ulykkelig, så har jeg selv gjort noget forkert. Så skulle jeg nok prøve lidt hårdere eller gøre mere som de andre. Jeg har en underbevidst idé om, at det skal se nemt ud, mit liv. At så er jeg bedst.
    Det er måske også en slags skjold: Hvis jeg selv er glad for dem, så kan ingen holde min livsstil, mine valg eller mine præstationer imod mig. Mine normbrud. Selv 335 dage inde i at dokumentere, at lykken ikke er simpel, heller ikke som absolut fri og rig og modig og langsom og privilegeret og kalkuleret, så er jeg stadig bange for, at det ser ud som om, jeg har gjort noget forkert, hvis jeg er ulykkelig.
    Well. Mit liv er ikke nemt og lykkeligt. Med al frihed i verden og et godt socialt liv, vil jeg måske score min livstilfredshed 6-7 ud af 10 i de her år. Og det er langt hen ad vejen på grund af magtstrukturer og frygt og vrede, at det ikke bliver højere. Og det er på sin fucking plads. Tager Kahnemans undersøgelser kun udgangspunkt i de negative følelser, man føler på egne vegne? Utryghed, udsathed, uretfærdighed? Tager de højde for, hvor stærkt vi kan føle det på andres vegne? At vi ikke kun går op i os selv, vores nærmeste og folk, der ligner os? At hvad andre udsættes for, kan gøre os forfærdede og frygtsomme på vegne af hele menneskeheden og naturen, ikke kun fordi, vi frygter, de fascistoide tendenser og klimakatastrofer vil ramme os personligt i den nære fremtid, men fordi det er en universel krænkelse? Vredesforskning burde få et comeback.

    Hele idéen om, at det politiske mål bør være at reducere lidelse (som også er noget, Kahneman skriver), føles så utroligt langt væk.

  • Dag 334

    Jeg prøver at minde mig selv om noget med tempo… Noget om den dér nagende sense of urgency…

    Jeg skriver:
    Du behøver ikke producere hurtigere, end et publikum kan tage det ind. Man konsumerer dybe ting langsomt. Der er mange tilbud og afbrydelser.

    Jeg skriver:
    Gå efter kvalitet over hurtighed. Og brug tid på at tænke over, hvad du vil. Den er falsk, den sense of urgency. En løgner.

    Har brug for påmindelserne i dag, hvor jeg slet ikke føler mig som den sensuelle, rolige, interessante kunstner… Jeg får ikke sunget, skrevet eller skabt. Men til gengæld ordner jeg ting hos SSP-samrådet, jeg hjælper min ven akademisk og med opbakning, jeg bevæger mig, jeg har fuget vinduerne og ryddet op i kælderen…

    Jeg skriver:
    Det kommer tilbage. Du behøver ikke være over den uafbrudt, kunsten. Men opsøg den igen snart. Fordi det er det, du vil. Det er det, der forankrer dig i verden. Det er sjovt, når du tør.

    Jeg skriver:
    Prøv at lade være at tænke på, hvor hurtigt, du kan få gennemført noget. Prøv i stedet at tænke på, hvor afslappet, du kan være, mens du gør. Stræb efter at maksimere det: Din tilbagelænethed i dit arbejde. Dit nu i stedet for din fremtid.

  • Dag 333

    Praktikstart og dårlig søvn. Små skridt. Nye oplevelser. Reaktivering/genbesøg af erhvervsfagligheden (om jura, proceskortlægning, arbejdsbeskrivelser, vidensarbejde, organisationsteori)… for en kort bemærkning. Men måske nok til at mærke, om jeg vil tilbage til det?

  • Dag 331

    Hvor ser du dig selv om fem år?

    I en have eller i en fyrreskov, måske under en paddehat eller i en hul træstub

    På vej til at prøve noget, jeg aldrig har gjort før, ledt af nysgerrighed i stedet for frygt

    I et fællesskab med værdier såsom tillid, sårbarhed og omsorg for det levende og det store i det små

    På gaden, stadigt råbende, i en muligvis eskaleret splittelse

    Med næsen i en bog, måske min egen

    Syngende eller tegnende med mine børn, eller andres

    I det samme tøj som nu

  • Dag 330

    Jeg læser Daniel Kahneman for tiden. Der kan være nogle psykologiske pointer om det at være menneske, som også vækker nye tanker i mig i forhold til det her eksperiment. Han har for eksempel dokumenteret, at aktive valg og handlinger leder mere til fortrydelse end passivitet gør, selvom udfaldet er det samme. Og måske denne tendens er medvirkende til, at det føles skræmmende at gå en anden vej end den mest udbredte, tænker jeg. Det er nemmere at fejle, hvis man ikke forsøger, end hvis man gør… Nemmere at leve med et ubehageligt, meningsløst liv, hvis det er resultat af passivt at følge med strømmen, end hvis man gør noget andet og stadig ikke trives.

    –

    Vi har kæmpet lidt med trygheden efter nogens nedsmeltning i weekenden. I dag var god. I går faldt praktik på plads. Jeg gider ikke, men det skal nok blive ok.

    I morges klokken fem om morgenen og en time eller to frem lå jeg og spekulerede på fremtiden og følte mig helt deprimeret. Som om intet var godt. Klokken syv gik jeg ind til min kæreste, og så blev jeg mere rolig og kunne sove. I dag har vi brugt god tid på at vågne sammen, snakke livsfilosofier og fremtid og frygt igennem, og mærke hinanden grundigt. Nu har jeg det bedre. God tid er en gave. Og den bedste medicin.

    Jeg har hentet en pakke med kreamaterialer fra mit frivillige arbejde. Er gået i gang med at sortere billeder fra juni sidste år og forberede opslag. Det er lidt tungt. Billederne er flotte, men jeg kan huske den usikre stemning i mit forhold. Dårlig regulering. Store udsving. Frygten for at gøre noget forkert og sætte noget voldsomt i gang. Trætheden, der fik os til at være uforsigtige, forringe omtanken.
    Jeg vil ikke tilbage. Jeg har det bedre nu. Trods stress over dagpenge, trods afslag på jobs, hvor de helt sikkert ikke kan finde nogen mere kvalificeret end mig, trods at sproget i opslagene gør mig træt af livet, trods de overvældende civile tab i Palæstina. Fortsat. Jeg kan bedre lide mig selv nu, bare lidt. Og jeg kan nå at føle følelserne, som de nu er.

  • Dag 324

    Gik lang tur. Strakte mig inden og drak kaffe og spiste knækbrød. Gik op på bjerget. Føler mig en my mere som mig selv igen. Men også lidt som om, nogen er efter mig. Men det er de ikke. Jeg kan søge jobs på fredag. Jeg kan lave opslag i næste uge. Vi skal fejre far i morgen. Og hygge os nu med moussaka, som jeg fik lyst til i varmen, da E spurgte, om jeg havde en idé. Og alt er godt, (hvis man ser bort fra alle mennesker med magt og penge og deres indflydelse på verden).

  • Dag 323

    Jeg har glemt min whimsy og at nyde hvilen de sidste par uger. Det er revolutionært at hvile. Jeg har magt til at hygge mig og fjolle og tage mange ting let.

    Vrede og whimsy og hvile i dag.

    Jeg kiggede lidt på mit CV efter det digitale kreafællesskab i dag. De har gang i så meget fedt, de unge. Jeg vil også arbejde i et krearum i ungdomsklub eller som omviser på eet sejt museum… Elleeer… Er det på tide, at jeg indser, at jeg er introvert og trives bedst i små grupper og 1:1? At jeg er eftertænksom og gerne vil skrive og dvæle?
    Hvad vil jeg? Virkeligt? Ikke opsøgende arbejde som sådan, tror jeg ikke. Blive inviteret. En stille revolution. En have og en fysisk butik med få gæster. Nørkle for mig selv. Først vise ting frem, når de er gennemarbejdede, først sige ting, når de er gennemtænkt. Og noget med børn. Små børn.

    Jeg føler, at det med fx at blive kendt som selvstændig, nå bredt ud med podcasts og skriverier, det kræver et ego. Det kræver at man er påtrængende. Og allerhelst af den støbning, hvor man ikke selv ved det. Bruger folk omkring sig, ser dem som forbindelser, ser sig selv som vigtigere, andre som trin, man kan gå sig selv frem på. Jeg viger fra det. Selvpromoveringen. Det pushy. Og så vinder man ikke i det spil. Men måske i et andet? Måske vil jeg gerne brænde langsomt, samle folk, der virkeligt søger, undlade at tage penge. Eller skriver jeg bare det, fordi jeg ikke tør det andet? Fordi jeg føler mig utilstrækkelig som genert, introvert, lad og med en roligere, langsommere energi? Fordi jeg ikke ved, hvem jeg er, og det er nemmest at gemme sig? Måske.

  • Dag 322

    Har sociale tømmermænd og er overvældet af min modvilje mod verdensordenen. Magtfulde mennesker. Forråelsen. Konkurrencen. Skuespillet. At deltage i det. Ved ikke, hvad jeg skal gøre.

    Har spist en hel pakke Toffifee og upcycler nu rejsenederdelen for at foretage mig et eller andet. 112 elefanter tilbager…

    På dag -58 skrev jeg om at det hele føltes meningsløst bl.a. på grund af manglende respons på IG. I dag har jeg fællesskab og respons. Har rundet 400 følgere, har en støttegruppe, får ekstra inspiration mange steder.
    Og meningsløsheden rammer mig stadig som et godstog i dag. Jeg føler mig handlingslammet. Jeg har ikke lyst til noget, jeg har ikke noget mod eller håb i dag. Og det viser jo bare, at meningsløsheden ikke handlede om det, jeg troede… Men om uundgåelige dage med lav energi. Om en skræmmende forråelse i verden. Om ikke at vide, hvor pengene skal komme fra i længden. Om at føle sig fanget og tom i manglen på bæredygtige, langsomme, kærlige muligheder for livsførelse.

    Måske skal jeg arbejde i dybden med nogle af tankerne. Med min værdier. På baggrund af, hvad jeg ved nu. Og genbesøge idéer til arbejde, det kunne være sjovt og bidrage med noget godt. Gøre mig lidt fri af den begrænsende tanke på økonomien. Men også drømme lidt større, sætte det i gang… Patreon, services, butik. Med omhu og lethed. Tro på, at de rette finder det.
    Men jeg rammes med det samme… Af tanker om, at dem, der har mest brug for min sparring, måske ikke har råd. At jeg ikke har lyst til at ekskludere.
    Og hvor meget energi, det tager fra mig, når alle gode tanker på IG synes at skulle omsættes til selvstændig konsulent- eller coachvirksomhed på den måde, at alt der deles, synes at eksistere med henblik på salg. Strategi. Branding. Jeg ved, at meget af det ligger i mit eget blik. En overfølsomhed overfor konkurrence og kommodificering. Selvforherligende guruer med benhårde, lyssky forretningsmodeller. Jeg hader det og frygter det og bliver helt sikkert også usikker af det.

    Men jeg ser også jer. Jer, der deler spontant. Jer, der tager imod donationer, og taler åbent om økonomi. Jeg, der både værner om jeres energi, grænser og faglighed, og samtidig er i stand til at stå frem som upolerede, tvetydige mennesker. Og jer, der holder fokus på funktion, håndværk og proces frem for hele jeres person eller salgbarheden af en livsstil, et mål, en æstetik, en trosretning, en iscenesættelse… Og jer, der lader jeres praksis være åben for tvivl og kærlig kritik.
    Der må findes en sti for os.

  • Dag 318

    Jeg drømmer meget om praktik og job om natten for tiden. Som om hjernen arbejder konstant. Men på nytteløse ting.

    Blev vist ikke kaldt til samtale på det job, som jeg har mere nicheviden om end nogen anden (valghandlinger i medlemsforeninger). Tror ikke på at få et fedt job på et opslag. Men hvad så?

    Havde en rigtig god dag med A i går. Konfronterede hende kærligt med noget, der nagede mig, som skete for længe siden. Og hun tog så godt imod. Jeg føler, det er den slags ting, det ville have været svært at prioritere, hvis jeg havde fuldtidsjob. Fordi man ikke ved, hvor omfattende, det kan blive. Men nu var der lige plads. Til den diskomfort. Som meget hurtigt blev opløst, fordi hun er så god en ven.

    Jeg er træt i kroppen. Mine ankler værker, også om natten. Et nok ved at blive gammel. Ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre for min krop. Måske yoga med underviser? Jeg føler, den falder hen, selvom jeg går tredive kilometer om ugen og strækker de fleste dage. Burde nok få pulsen mere op. Og gøre mere for mine led. Føler, jeg kunne bære mig selv mere hensigtsmæssigt, hvis jeg ikke var så træt. Blot at tage lønjobbet ud af ligningen fikser ikke noget på den front.

  • Dag 316

    Lå i to timer i nat og spekulerede på fremtiden. Udviklede min vejledningspraksis i hovedet. Faldt i søvn igen og sov til klokken 10. Lavede kaffe, læste lidt Kahnemann. To søde kvinder skrev uafhængigt af hinanden opløftende ting til mig på IG. A er til møde i dag om, om SSP-samrådet kan hyre mig til noget arbejde over sommeren.

    Jeg gik en tur med den officielle Mit år uden lønarbejde-playlist. Det er 22 grader. Ud til fortet, som er dejligt tilgroet med vild gulerod og andre planter. Løb op og ned et par gange for mit kredsløbs skyld. Sad på en bænk bagefter og slappede af og svarede på beskeder og duftede til syrener, jeg havde plukket og stukket i brystlommen. Lagde de bløde blomster på mine øjenlåg og kinder. Gik hjem igen og købte hindbær og nødder på vejen. Hvilken rigdom.

    Kroppen er varm og opsvulmet. Måske også derfor, jeg ikke kunne sove fra kvart i fem. Jeg tænker lidt på, om kroppen plejede at have det sådan her på varme dage, når jeg arbejdede, eller om det er noget hormonelt, der hører midt-30’erne til. Jeg kan slet ikke huske kroppen fra dengang, jeg arbejdede på kontor. Eller huske syrenduften. Eller hvor tæt alting vokser i maj.
    Hvilken rigdom… At have tid til at mærke.

    Soundtracket:

    Røde Mor: Fuglene / PJ Harvey: All And Everyone / Tracy Chapman: Mountain O’ Things / Daniel Norgren: Fine / Willy Mason: Oxygen / Big Thief: Not / Phoebe Bridgers: I Know the End / Tom Waits: Cold Cold Ground (Live) / Hurray for the Riff Raff: Pa’lante / Tracy Chapman: Talkin’ Bout a Revolution / Nina Simone: Ain’t Got No – I Got Life / Patti Smith: People Have the Power / Cass Elliot: Make Your Own Kind of Music / Spiritual Frequencies: 396 Hz Root Chakra / Libana: The earth, the air, the fire, the Water / Emmylou Harris: All My Tears / Eddie Vedder: Society / Mark Lanegan: Flatlands / Sebastian: En ny og dejlig dag (Live, solo) / Gillian Welch: Everything Is Free / NOOW: Frequency of Earth 174Hz / Rage Againts the Machine: Take the Power Back / Anohni: 4 Degrees

  • Dag 315

    De sidste par uger har været rigtig hårde, også ift. det her projekt. Min mand har hørt mig sige mange gange, at jeg trængte til ferie. Og jeg tog det ikke.
    Jeg har været meget stresset fysisk. Det er blevet sommer, dagene er lange og tørre og lyse og blæsende. I sidste uge aflyste jeg mine to sociale aftaler og sagde nej til en tredje. Jeg kunne ikke. Og jeg ved, at det ikke er den rigtig prioritering. At jeg arbejder, men ikke hygger mig. Men. Det virkede nemmest.

    Jeg er nu små to måneder inde i mit engagement i integratonshuset. Jeg sidder ansigt til ansigt med fremmede og vejleder dem i deres jobsøgning, hvad de vil, hvad de kan, hvad der findes af muligheder. Og jeg er god til det, tror jeg. Jeg virker beroligende. I torsdags fik jeg lyset til at gå op for én ung kvinde fuld af potentialer. Sådan så min leder det i hvert fald. Vi fik omstruktureret hele hendes CV. Det er hårdt arbejde. Og givende. Årsagsfornøjeligt, som Nikolaj Kure ville kalde det. Men jeg har meget imposter syndrom samtidig. Jobcenteret rusher mig ud i praktik, hvis de kan komme til det. Det vil sige, jeg skal søge praktik nu, nærmest fra første ledige dag, og det er uoverskueligt. Jeg søgte, hvor jeg er frivillig, og var bange for svaret. Hvad, hvis de ikke kan lide mig. Er bange for at skuffe, for de havde høje forventinger… til hvor interessant og relevant, jeg er. Og jeg ved ikke, om jeg lever op til det. Jeg føler mig ofte forkert og at jeg skuffer ved at være introvert, eftertænksom, langsom, forsigtig, jeg udskammer den del af mig så meget. Måske giver jeg indtryk af at være noget andet, når jeg for eksempel søger et job. Fordi jeg undertrykker det. Og så ender man her, i lyse maj, kronisk overstimuleret og presset ud i en præstation, som er god, men også trækker veksler på hele det sociale overskud. Og som jeg lærte, da jeg arbejdede i dagsinstitution for et år siden, så har jeg brug for ros og bekræftelse for ikke at antage det værste om, hvordan andre ser mit arbejde. Og jeg er ikke så god til at spørge. Og måske får jeg ikke så meget af det, fordi de tænker, at det går fint, og at jeg virker meget mere selvsikker, end jeg er.

    Nåmen. Så jeg drikker kaffe og er på-på og tænker ud af boksen og er ansvarsfuld og udadvendt hver torsdag. Og hver tirsdag er jeg gruppeleder for et digitalt kreafællesskab for sårbare unge, og sørger for alle og bliver gradvist mere mig selv i det, og det føles mindre hierarkisk og derfor mindre præstationsagtigt, der kommer ikke nogen og siger til mig, hvis jeg ikke gør det godt nok. Det kører efterhånden meget af sig selv. Det er dejligt, men det er også… udadvendt og noget, hvor jeg er pligtopfyldende, tænker meget og bruger meget tid på at fordøje og evaluere indtryk efterfølgende. Og min mand har mange smerter… Og med det praktik pres dér oven i, flere møder om ugen med kommunen, åndssvagt mange SMS’er om ting i E-boks, og så det sociale liv, jeg prøver at værne om ved siden af… Så knækkede filmen til sidst.
    Og samtidig er der de dér overvejelser om børn. Og det er store sager. Og det er ekstra hårdt, når jeg somme tider bliver i tvivl om, om vi er klar, og om det er det her, vi vil. Min mand siger, at alt andet lige, ville han gerne vente, men at alt andet ikke er lige, der er et ur, der tikker, og vi kan klare det… Men alt andet lige, ja… Og selvfølgelig giver stressen i sig selv forsinkede eller meget svage ægløsningtegn osv., det er helt perfekt utilregneligt. Det er meget svært bare at hvile i, hvad der sker. Men hver gang jeg ser ham yde omsorg eller være pædagogisk overfor nogen, mig eller børn… Åh.

    Når jeg skriver det ud sådan her… og lægger bekymringer om en verden, der er fuldstændig forrykt oven i… og min plads i den, min overlevelse, jobsamtaler, jeg ikke bliver inviteret til, og den evindelige fucking blæst, når man går udenfor… Så er det måske ikke så sært, at jeg føler mig presset.

    Men jeg føler mig stadig svag. Der er folk, der dealer med alt det her og samtidig går på arbejde. Folk, der dealer med alt det her, som har flere børn at tage sig af. Og jeg ved, at det er kapitalismen, der snakker. Jeg ved, at det også er al dissonansen i mit hoved, som er så anstrengende, tager så mange kræfter. Stadig ikke fucking at være i stand til at vælge side og gøre mig fri. Selvom alt i mig skriger imod det system, der vurderer vores værd efter produktivitet, eller måske snarere arbejdstid med pseudoopgaver, og kører vores økologiske livsgrundlag fuldstændigt i sænk… Så føler jeg mig stadig forkert. Som om, jeg pjækker. Eksisterer på lånt tid. Er alene og sårbar. Af eget valg. Jeg kunne jo bare… men nej, det kunne jeg ikke. Ikke mere.

    Det giver meget at læse Rosenkålsreglementet. Se alt det her skrevet ned relativt sagligt. Modstanden i mig. Meningsløsheden. Behovet for sammenhæng, bæredygtighed, at kunne se en rar fremtid for sig. At blive bombarderet med ting, der skal få mig til at arbejde af egen fri vilje. Governmentality 101. De truer med tvang, men de tvinger ikke. Så det er op til samvittigheden og sikkerhedskalkulen. Mens de ikke giver en mulig løsning på trivsels- eller klimakriser. Jeg siger stop. Jeg siger op. Jeg pjækker. Jeg er på dagpenge og jeg søger ikke nok, ikke reelt, jeg vil egentlig ikke. Men jeg tager mine penge. Jeg sparer op til fremtidens nedskæringer og inflation. Jeg sparer op til fremtidens strække. Jeg demonstrerer. Jeg trækker stikket for min krop. Jeg nægter endnu en febrilsk maj og en sommer uden tid og ro og fokus til noget rart. Jeg stikker af.

  • Dag 307

    Har stresssymptomer. Svimmelhed. Dårlig fornemmelse i kroppen. Er overstimuleret. Fucking jobcenter.

    Forleden hjalp jeg en kvinde med at blive klogere på, hvor hun gerne vil hen i sit arbejdsliv. Hun minder for meget om mig. Hun vil gerne arbejde så lidt, som muligt. Vil gerne bytteøkonomi. Vil gerne minimere sit forbrug og leve bæredygtigt. Vil gerne have tid til det, der er vigtigt for hende. Vil gerne lade være med at bruge sine kræfter på at greenwashe corporations. Hun er sprudlende, energisk og kompetent til alt muligt, men vil helst kanalisere dem ind i at gøre verden bedre… Og ikke køre sig selv ned samtidig. Og det er svært at finde sådan en hylde.

    Hvordan skal man så vejlede? “Det forstår jeg godt, kom vi skrider fra det hele.” Eller “Drop arbejde, jeg kan bytte med nybagte boller, tøjreparationer og tegninger, hvad har du?” Nej. For vi arbejder for resulater, der modbeviser narrativer om at indvandreres funktionelle integration er mangelfuld, at de ikke gider, at de er mere egoistiske eller mindre kompetente end os, der er født her. Vi arbejder for selvstændighed, empowerment, mestring. Et meninsgfuldt liv for nytilkomne, mulighed for at bidrage til fællesskabet… men helst på en måde, der kan måles i kroner og øre, KPI’er, vi skal helst kunne rapportere om resultater ved at putte mennesker i veldefinerede kasser med sort/hvide definitioner på succes.

    Hun gik derfra med mere mod, energi, selvtillid og retning. Mere håb for faktisk at kunne komme i fast job, hvor hun kunne bruge det, hun havde at byde på, og samtidig bevare sin integritet. Nye vinkler på sig selv, sin faglighed og anvendeligheden. Det er ikke fordi, jeg forsømmer mit formål.
    Men det kan godt føles lidt som et skuespil, når man reproducerer de gængse narrativer, man i sit stille sind bruger det meste af tiden på at prøve at gøre op med. Om selvoptimering og -ledelse, strategier, hierarkier og karriere, titler, lineær tid og LinkedIn-likes. Men jeg har spillet det spil, og jeg kan lære andre reglerne (og at bluffe, som de fleste gør), så de selv kan få syn for sagen, prøve det af. Måske brænder de ud om fem år, og så ses vi et andet sted. Måske overlever de uden forråelse og eksistentielle kriser, navigerer bedre end mig, finder et ægte match.

    Jeg fortalte mine forældre om det senere, lidt kækt, at jeg havde sagt til hende, at jeg 100% forstod, at hun ikke gad arbejde mere end højst nødvendigt. Og min far sagde, også lidt kækt: “Det er derfor, du ikke får penge for det”, altså vejledningen. Og det gør mig altid lidt ked af det, når jeg møder den indstilling. Det er måske rigtig nok, men hvor håber jeg, vi kan slippe ud af den tankegang, at verden vil blive ved at være uretfærdig, ubæredygtig, hvile på værdier, der gør de unge syge og planeten ubeboelig for os. At man kun kan tjene til sin overlevelse, hvis man reproducerer neoliberalt lort. Jeg håber, at vi finder ud af, at vi har magt, at der er kraft i at gøre ting anderledes, at der er forandring på vej. Et samfund, hvor vejledning i at leve på en måde, man faktisk synes er dejlig og meningsfuld, kan honoreres, fordi vi vælger, at vægte reel trivsel, nærvær og livskvalitet højere end en overflod af plastik og elektronik, vi ikke har brug for. En verden, hvor vi ikke altid har givet op på forhånd. En verden med plads til at bløde, idealistiske mennesker kan følge deres bedste idéer med integritet og intentionelle metoder.

    Jeg får lyst til at starte vejledning i eget regi. Anti-kapitalistisk erhvervsvejledning for dem, der ikke gider være selvstændige (for de selvstændige findes der allerede gode tilbud til). Sparring om at indrette sit liv, så man husker det sjove og ikke giver afkald på sine personlige værdier. Om minimalt budget og maksimalt plads til liv. Om sikkerhed og bæredygtighed. Støtte i at slippe kapitalistiske narrativer om, hvornår vi og vores handlinger er værdige. I bytte for næring, hjemmelavede ting, visdom, anden hjælp eller en skilling, hvis det er dét, man har. Hvis jeg altså finder ud af, at jeg er god til det.
    Måske der er nogen prøvekaniner på linjen?

    Jeg hjælper også min ven med at komme ud af en skriveblokering i sit speciale for tiden. Og jeg elsker det. Vejledningen. At hjælpe med struktur og idéer, at være nysgerrig og spejle tilbage, hvad folk selv sender ud, så de selv kan se potentialet i alt det, de allerede har inde i hovedet, at gøre ting håndgribelige og arbejdsopgaver overskuelige, at løse knuder og knække nødder, så der bliver gennemstrøm, at pege på det væsentlige, når overblikket er forsvundet, og at hjælpe med at eksplicitere det implicitte. Jeg tror, de fleste går rundt og er ret geniale, uden at kunne se det selv.

  • Dag 304

    Jeg føler udbrændtheden en del i de her dage. Nogle dage er det en sejr bare at huske at spise HUSK, for at kompensere for mit indtag af grøntsager, som jeg ikke har været i stand til at fordøje siden min første intense stressperiode. Hvorfor er det så svært at passe på sig selv, opretholde rutiner?

    Nu har jeg to uger til at finde en praktikplads. Erfaring er ikke det, jeg mangler, så det giver ikke mening. Mening er det, jeg mangler. Og jeg vil ikke sidde indenfor foran en skærm 37 timer om ugen, bare fordi jeg er ledig. Men det skal jeg, fordi de tæller dagene videre fra sidste forår, hvor jeg var meldt ledig, inden jeg påbegyndte mit år helt uden indtægt. Så i deres bog har jeg været ledig i alarmerende 21 uger og det kan ikke gå hurtigt nok med at få mig aktiveret.

    Men jeg er totalt apatisk. Kigger på sultende børn i Palæstina. Rædslen når stadigt nye højder, selvom man skulle tro, det var umuligt.
    Og jeg gider bare ikke mere. Jeg vil sove i et år. Jeg vil ud i sommerlandet. Men nu skal jeg snart børste tænder og gå afsted ud mod integrationshuset, hvor jeg skal hjælpe en anden, der er faret vild på arbejdsmarkedet, med at finde hjem til sig selv og de sjove muligheder. Jeg er lidt spændt på det. Om jeg kan hjælpe med en skid. Men lederen tror på mig. Tror jeg. Og jeg kan i hvert fald se dem. Dem, der opsøger min hjælp. Være der, lytte, bakke op, skabe et lille helle for en stund, hjælpe med en formulering. Gid, der var penge i de opgaver, der faktisk er meningsfulde.

  • Dag 301

    En dag i livet uden lønarbejde

    Én af mine få dage uden planlagte aktiviteter i de her uger. Jeg vågner af mig selv ved syv-tiden. Det er for tidligt. Min kæreste står op. Jeg sover videre til kl. 9, vågner igen af mig selv. Ligger og vågner langsomt i en halv time. Ligger i sengen og strækker de store muskler i mine ben og trækker vejret dybt. Øver mig i ikke at gribe efter telefonen så hurtigt. Mærker efter, hvordan jeg har det. Finder ind i en ro, der ligger under arbejdsomheden, en tålmodighed med mig selv.

    Står op og drikker et glas vand, laver en kop instant kaffe med havremælk og en flaske danskvand. Går tilbage i sengen. Stabler tre puder op i ryggen, som altid. Tager brillerne på og kigger lidt på mine lister og ambitioner for ugen. Har ikke lyst til at læse fagligt, som jeg ellers plejer mandag morgen. Læser skønlitterært i stedet. Svend Aage Madsen fra genbrugspladsen. Drikker kaffen. Tjekker min telefon, svarer på et par beskeder. Tjekker Instagram kort, primært for den direkte interaktion, kommentarer og beskeder. Og de nytilkomne: I dag er det nogen, jeg kender, men ikke så godt. Det er altid et lidt sårbart og mærkeligt skridt at lukke nye folk fra “det virkelig liv” ind i skriverierne. Mon det passer til deres indtryk af mig? Er bange for at virke dum eller for meget. Især fordi, jeg tror, de uden IG har opfattet mig som interessant, relevant og indsigtsfuld. Der er noget at leve op til. Er også bange for at lade mig begrænse i mit udtryk, når jeg bliver bevidst om, hvem der læser med. At det er ægte mennesker. At I er ægte mennesker. Det glemmer jeg tit, og det sætter mig på en måde fri.

    Tilbage til bogen. Et kapitel. Den er et frirum, fordi det er meget fjernt fra min egen stil og budskaberne ikke er vigtige for mig lige her. Det er basal underholdning og hygge, ikke arbejde, inspiration, anledning til ambition eller sammenligning.

    Tjekker telefonen igen. Burde forberede lidt til samtalen med kommunen i morgen. Finder to jobs at søge og føjer dem til joblog. Jeg er mester i at være på forkant og selvledende, så de ikke får et ben til jorden, og generelt lader mig styre min egen proces.

    Læser videre, men koncentrationen svinder. Spiser loppefrøskaller og drikker resten af tranebærsaften fra i går.

    Finder computeren frem. Skal se, om jeg har flere gamle noter fra maj 2024, som skal på bloggen og IG. Åbner mit Excel-ark, hvor jeg holder overblik over datoer, optælling af dage og typer af indhold. Danner mig et overblik og retter datoer til. Markerer dem, jeg har idéer til, men som mangler at blive skrevet rent… Fra fotos eller stories eller andet, der hjælper mig til at huske, men ikke er indlæg endnu. Åbner til sidst alle blogindlæg fra maj 2024, som skal på IG.

    Streger lidt af på min liste med gøremål. Solen trækker. Og et varmt bad. Står op og går i bad. Med rasul og kokosolie til huden, billigt og simpelt. Går langsomt udenfor med bare ben og fødder men også dynefrakke. Det er lunt og friskt efter al den regn i går. Jeg går langsomt i Netto. Jeg ved, at jeg har 97 kroner per dag tilbage resten af måneden. Køber nok til to dage. Investerer i økologi efter en weekend med chips og frysepizza. Gør mig langsom. Kigger grundigt, når jeg vælger avocadoer, broccoli og ingefær. Køber kikærter, dåsetomat og to spande med øko-skyr, fordi de er på tilbud. Og valnødder. Sikke en rigdom. 205 kroner, alt er fint.

    Min kæreste kommer tidligt hjem, næsten samtidig med mig. Jeg koger smilende æg til ristet rugbrød, mayo og karse. Det forstyrrer lidt mit flow, at han er hjemme, selvom han er sød og glad. Får sagt, at jeg er lidt i min egen verden og har brug for dét. Spiser og bliver træt. Klokken er kvart over ét, mens jeg skriver. Jeg vil gerne arbejde mere, men tager en lille pause først. Følger energien.
    Jeg tænker på, at jeg generelt er begyndt at have så travlt og udfordre mig selv så meget, at jeg er mindre til stede. Det første sted, jeg mærker det tydeligt, er i mit parforhold. Jeg er fraværende. Jeg opsøger ikke øjenkontakt og langsomme kys. Jeg ser ham ikke rigtig.

    Jeg mediterer i en afslappet stilling. Lukker øjnene tyve minutter. Og så måske en kop kaffe mere. Men vil ikke skynde mig. Pauser er vigtige, signalerne fra kroppen er tydelige. Det er skørt, så naturaliseret det er, overlagt at overhøre dem.

    Lægger mig ned og trækker vejret dybt, men sover ikke. Laver et opslag, mens jeg stadig ligger ned. Sætter mig op og laver ét mere. Går ud for at hakke hvidløg og ingefær til en suppe med miso og urter. Opdager Sebastians “En ny og dejlig dag” fra hans solo live album og nu stikker arbejdet lidt af fra mig – jeg græder lidt, den gode slags tårer, og føler ikke længere for disciplin eller at sidde indenfor. Vil bare leve. Nå at leve. Og elske frit. Og omfavne min kæreste i stedet for at føle mig forstyrret.

    Jeg har også ondt i maven i dag. Den kæmper med et eller andet, jeg har spist. Og de signaler formåede jeg også at ignorere. Men nu opdagede jeg det. Og sidder lige med det. At jeg faktisk er syg i maven. I konstant ubehag i dag. Og det burde jeg også justere arbejdet efter. Så jeg tager en pause mere. Jeg drikker danskvand. Jeg spiser skyr med havregryn, valnødder og rosiner. Jeg tænker på sukkeret i rosinerne. Hvordan det har været en fjende. Hvordan det er ok sammen med fibre, protein og mineraler. Hvordan de kan gøre mig godt.

    Jeg laver nogle flere opslag for at være på forkant. Det bliver til fem timers arbejde i alt. Så går jeg ud og øser suppe op, og fortsætter ind og kigger min kæreste i øjnene og krammer og spørger til ham, og vi ser nogle afsnit af en serie. Kvart over seks, cirka. Er det fyraften uden tvivl.

  • Dag 300

    Har det egentlig godt i dag. Solen skinner. Jeg drikker kaffe og læser skønlitteratur. Det er også søndag. Jeg føler stadig, at tiden går lidt for hurtigt, men mediterer og kommer hurtigt ned i tempo, hvor paradoksalt det end kan lyde, hehe. Har brug for at få mere styr på min profil udadtil. LinkedIn. IG. Hjemmesiden. Føler mig blottet og har lyst til at trække mig en lille smule, gå lidt mere stille med dørene.

    Har lyst til at lave smykker og hækle, være kreativ uden at være åbenlyst ekspressiv. Men har også lyst til hvile og at være passiv. Tager det bid for bid. Prøver at være stolt over det, jeg gør. Mine to frivillige jobs. Min måde at være til stede på i dét. Min indsats og mit mod på nyt. Hullet i CV’et begynder at se større ud. Halvandet år. Jeg skrev eksplicit om det i en ansøgning. Er spændt på responsen. Om det er the way to go. Om jeg hellere skal kalde mig selvstændig, hvad jeg jo også er, til husbehov. Men jeg venter 65 dage endnu. På at prøve at gøre forretning. Hjælpernes timeløn er i øvrigt steget til 150. Der er muligheder… Min livmoder værker.

    Jeg bliver stadig ramt af tvivl på min egen værdighed. Selvom jeg læser Rosenkålsreglementet. Selvom ledere og andre, jeg møder, synes jeg er så fascinerende. Selvom jeg ved, at det er nobelt at reflektere og forsøge at skabe smukke, meningsfulde ting. Og selvom jeg ved, at det tager tid, og at det magiske opstår i de perioder, hvor jeg lader mig selv hvile, leve, opleve, måske endda stå stille. Så føler jeg stadig, jeg skal bevise noget. Og at det gør jeg ikke. Ikke nok, ikke hurtigt, ikke tilstrækkeligt udadvendt og anerkendt. Hvorfor er det svært at tage imod dagpenge, når man er overbevist om, at borgerløn ville være godt for alle og for planeten? Det giver ingen mening. Indoktrineringen og kapitalismen tricked us good. Er bange for afslag på min ansøgning. Selvom jeg ved, der ville være lige så meget mening i arbejdet uden job. Der ville også bare være flere spørgsmål.

    Men jeg kan blive meritpædagog. Eller noget andet. Vi finder på noget. Hvis jeg skal være Diogenes på kanten af samfundet, så håber jeg, at pligtfølelsen bliver fortærret fuldstændig af vreden. Det er så hårdt at rumme, at de forsøger at sameksistere. Pligten og vreden. I paradokser, i mig. Og derfor. Skal jeg læse videre i Rosenkålsreglementet i morgen tidlig. Starte dagen med påmindelse om, at jeg ikke er alene med min følelse af mangel på meningsfulde muligheder, man kan leve af.

  • Dag 299

    Mediterer på selvomsorg. Med stærke menstruationssmerter. Vi har forsøgt at lave et barn, selvom vi er kaotiske mennesker. Det er nemt på nettet at fare vild med hensyn til det også, ligesom job. Risici, kalkuler, normer, andres tanker. Er i perioder overbevist om, at jeg har endometriose eller bagudvendt livmoder eller noget andet, føler mig fremmed for mig selv, og har i et par uger siden konflikten haft svært ved at turde komme ned i kroppen.

    Men i dag mediterer jeg. En hånd på maven, og jeg begynder at græde. I dag vil jeg ned i gear og ned i fundamentet. Det er gået for stærkt de sidste par uger. Og programmet er stadig lidt stramt fremadrettet. Men jeg ved, jeg kan sænke tidens gang. Med skærmpauser, meditation, monotasking, nærvær. Nu vil jeg læse. Skønlitteratur. Og senere søge et job, der passer lige til min nicheviden fra mit tidligere lønjob. Det er svært at tage sig sammen, når det passer for godt. Når man får afslag på det allermest oplagte, hvad så? Så jeg har svært ved at komme i gang. Men jeg gør det, senere. Med omtanke. Langsomt. Får mig skrevet ned i en ærlig ansøgning, i et CV på tre sider. Forfra med den, jeg er blevet.

  • Dag 298

    Er overvældet. Kan ikke følge med. Har sagt ja til lejlighed og svaret udebliver. Er åben for graviditet, men der sker ikke noget. Har ondt i skuldrene og får ikke mediteret eller tjekket ind med kroppen. Føler mig ikke i balance. Har ikke lyst til at skabe. Føler, andre når og kan meget mere end mig. Jeg kan ikke engang forbinde til mig selv eller min mand.

    Det frivillige arbejde fylder meget. Jeg gør ting og jeg bliver set og jeg er god, det ved jeg. Min mand et stolt af mig. Men jeg når slet ikke at fordøje og sørge for at have mig selv med. Og styre eksponeringen i den ønskede retning. Vil gerne bare sove, men har svært ved at slappe af.

    Her til aften spørger jeg mig selv:

    Hvorfor haster det?

  • Dag 295

    Jeg læser Rosenkålsreglementet.



    Jeg brugte så meget tid på at diskutere med mig selv i starten af det lønjobfri liv. Dejligt at kunne læne sig ind i, at en fagperson har ordnet mange af tankerne for mig, selvom jeg ikke er enig med ham i alt. Dejligt at se knuden i maven skrevet ned på papir, så jeg bliver mindet om, at det er strukturelle, principielle diskussioner, ikke individuelle… og at jeg ikke er alene med den kognitive dissonans og struggle.

  • Dag 294

    Jeg har i noget tid nu ikke haft lyst til at vågne om morgenen.

    Jeg sover til jeg vågner af mig selv, solen skinner stærkt ind af sprækkerne i gardinet, men jeg har ikke lyst til at være ved bevidsthed.

    Måske det er dagpengene, blot at læse et par jobopslag om ugen, som suger livet ud af mig.

    Måske er det det svære med min partner. Måske en kombi.

    Jeg har ikke lyst til nogen af mine muligheder. Jeg føler ikke ro i de kreative. Jeg føler ikke selvtillid i noget. Drift. Ikke engang til at tage min cykel ud i foråret uden formål.

    Stod op kl. 10. Dansede ud i køkkenet. Ryddede opvask væk fra stativerne, mens jeg lavede kaffe. Nu vil jeg én ting. Ikke producere noget, men gerne læse. Og ikke sidde her med telefonen. Jeg har ikke scrollet, og det er da én god ting, der kommer ud af ugideligheden.

    Kom pludselig i tanker om, at det måske er fordi, jeg skynder mig. Fordi jeg ikke lader kroppen sanse. Flygter nærmest fra at føle ind i foråret. I lyset og varmen, i klangen udenfor, der lyder af sommerferie, i min krop som er udhvilet, men tung, og skuldrene, der er spændte. Jeg gjorde det til en kamp. Mig mod min krop og mit humør. Men jeg kan drage omsorg i stedet. Og jeg kan unde mig selv at sanse. Jeg har tid.

    Jeg
    har
    tid.

  • Dag 292

    Sådan en aften, hvor jeg ikke kan mærke energi på noget. Ingen lyst, ingen eksekveringskraft.

    Og selvom jeg ved, at det bare er fordi jeg trænger til at hvile, og at der kommer bedre dage, så kan jeg ikke finde ud af at hygge mig med at hvile.

    Bliver fanget i meningsløshed på Instagram. Føler, jeg ødsler tanker, ideer, timer væk. Føler mig ikke modig.

    … Selvom jeg gjorde hovedrent tidligere. Og tester internet. Og hjalp min mand op af et hul ved at tale med ham. Og skiftede sengetøj. Og var i bad. Så er jeg ikke i fred. Så føles det ikke som nok. Så længes jeg efter mod til at skrive larme synge skabe noget smukt være udenfor. Men efter 17 kilometers gang og tre timers koncert i forgårs, så vil mit skinneben også have ro i dag. 

    Men det føles alligevel forkert.


    Jeg prøver at lægge mærke til forandringerne. Var til racismetemadag forleden på mit frivillige job, og det var virkeligt godt. En psykoterapeut, som har startet gruppeterapi (den første af sin slags) om racisme, holdt oplæg. Hun var tydeligvis super reflekteret om sine begreber og teorien bag, og det er så fedt, for det er sjældent ellers, at min akademiske hjerne ikke finder inkonsistens, mangel på nuancer eller kontraproduktiv, essentialiserende populærlingo i den slags oplæg, og bliver distraheret fra sagens kerne. Men hun var knivskarp. Og jeg lærte noget. Fik nogle nye perspektiver. På, hvad andre oplever. På hvordan belastningen af at være enten usynlig eller hypersynlig føles.
    Og ét af temaerne var, hvordan man finder ro og drager omsorg for sig selv. Hvordan vi kan skabe lommer af tryghed. Jeg fik det yderligere ind under hud ved paralleller til min egen stress, udbrændthed, rejste nerver og udmattelse.
    Og jeg stod ved mig selv og fortalte om mit projekt. Fortalte om, hvad det har givet mig, i denne her verden, der ofte virker ond, at dele ting her og finde ligesindede. At snakke mere åbent med mine nærmeste om svære ting og ikke være bange for at ødelægge den gode stemning. Og det ræsonnerede med andre dér. Og der er nysgerrighed. På mit år uden lønarbejde, på idéen om at stå stærkere i verden og kunne gøre mere, ved egentlig at gøre mindre. Pause, reflektere, finde overskud til intentionalitet. Fokusere på fællesskabet, fremfor alt. At bygge, sammen, række ud, se andre, stå frem, selv når det er som en svag, forvirret, håbløs eksistens. Og det er svært at snakke om i plenum, sårbart, og noget, jeg ikke følte mig oplagt til, fordi jeg var så træt, men jeg kunne lægge en hånd på mit bryst imens og hjælpe mig selv til at håndtere, at det er både hårdt og blødt, svært og umiddelbart.

    Der er så mange ting i gang i mig. I forhold til værdifællesskaber, langsomhed, at være synlig i verden, at stå frem. Og min kæmpe vrede.
    Jeg græder, for uretfærdigheden, for kollektive traumer, for børn, der vokser op i overlevelsestilstand med minoritetsstress. Også når andre, jeg ikke kender så godt, kan se det. Jeg føler det hele ud, tager mig tid. Opsøger dem, der har det lige sådan. Dem, der også har fokus på andre mennesker, ikke blot på at overleve deres egen 9-17. Dem, der har retfærdighedssans, indignation og privilegiebevidsthed.
    Jeg kan mærke nu, hvor drænende det også har været i mit liv tidligere primært at tilbringe min arbejdstid i en illusorisk parallelverden, hvor alle lader som om, at det, de gør ved deres skrivebord, er vigtigt. At der ikke eksisterer andre befolkningsgrupper end “os”, der har en månedsløn på 43.000 og opefter (og ofte det dobbelte). Hvor der bliver diskuteret biler, aktieporteføljer og dyre køkkenrenoveringer over frokosten. Hvor der er lukkede klubber for ambitiøse kvinder, hvor man “løfter hinanden” ved at arbejde på, hvordan man bliver ligeså ligeglad med nye medarbejdere, andres trivsel og tid, fælles kedelige driftsopgaver og at rydde op efter møder, som den magtfulde mand, og kvindernes kampdag er noget, der fejres med lilla glasur på et stykke wienerbrød, inden man går tilbage til sit Excel-ark.

    Jeg gjorde, hvad jeg følte, jeg kunne, for ikke selv at blive hærdet, men gøre en positiv forskel i det små ved at se andre og hjælpe med alt muligt ekstra, huske min egen menneskelighed, være tålmodig og sjov og imødekommende, lære fra mig osv. Men fuck, hvor sparer man meget energi ved simpelthen bare at gå derhen, hvor der er spejling og værdifællesskab. Hvor andre hjælper én til at blive mere sig selv i stedet for konstant at udfordre det. Hvor man ikke spiller et spil, men kan græde og være vrede og rodede og mærke det, der fylder allermest. Hvor fællesskab og relationer er et mål i sig selv, altid.

  • Dag 290

    Jeg er stresset. Er blevet kørt over af mit eget program. Vi havde en slem dag herhjemme i mandags og fik først løst det tirsdag eftermiddag, og nu føler jeg mig bagud med alting, mest af alt hvile. Tirsdag aften var der online opstart på krea-gruppen i mit frivillige arbejde, og jeg var så træt og internettet drillede, så jeg ikke kunne være nærværende, som jeg ville. I går var bare hviledag, men alt er stadig hårdt og jeg er stadig træt. Udbrændtheden er aldrig særlig langt væk. Jeg fik tegnet lidt, men dagen gik alt for hurtigt til at nå andre ting. Og i dag skal jeg på det andet frivillige job og vaske tøj og til koncert. Og fredag med fødselsdag, som jeg mangler at lave gave til, og en boligfremvisning. Og søndag en brunch med en ven, jeg ikke har set længe. Og jeg har ikke rigtig mig selv med i noget. Og har helt mistet roen og energien til andre ting, fx at skrive. Jeg håber, det bliver bedre. Lige nu tænker jeg, jeg har taget munden for fuld med de frivilligjobs. Men måske det bliver en øvelse i ikke at tage ting så højtideligt eller være så perfektionistisk.

    Har bare lyst til at ligge på noget mos, indtil jeg kan mærke mig selv igen. Jeg drømmer stadig ting om natten, som er tilpas realistiske til at de griber ind i dagen. Om relationer, spydigheder, at blive latterliggjort, at sige fra, anspændthed anspændthed anspændthed. Og jeg drømte, jeg sov fra koncerten i aften. Følelsen af at komme for sent eller glemme noget vigtigt.

    Jeg starter med kaffe nu. Klokken er 9. Og så vask over. Og tøj på. Og klokken 12 nyde turen ud til Bispebjerg og se det som tiltrængt ro med bevægelse og luft. Og så prøve at glæde mig til musik. Og gøre det ædru. Og så huske på det gode med min fødselar og ønske hende tillykke og god tur. Og så går det nok.
    I virkeligheden er det mit sketchy internet, det er mit største problem, den største stressfaktor. For jeg ved ikke, om det kan løses, og så har jeg påtaget mig en rolle, jeg ikke kan udfylde godt. Og jeg føler mig som en byrde.

  • Dag 282

    Produktiv dag i dag, selvom jeg er så søvnig for tiden. I dag har jeg arbejdet ni timer på bloggen. Skrevet mig igennem den ret dystre april 2024. Jeg lærer meget af det. Meget har forandret sig. Noget har ikke, men så kan jeg nærmest være mit eget selskab og spejling i det. Sad på biblioteket og arbejdede. Det er lunt. Jeg havde te med. Prøver at gøre det hyggeligt.

    Jeg havde fuldstændig glemt, at jeg droppede at bruge IG fra april til oktober. Jeg er så glad for, at jeg genoptog det sådan her, at @noejsomt fandt sit form, at jeg fandt en mere rolig og tryg og stabil måde at dele på, og at jeg kan mærke jer, der læser med i ny og næ (❤️), og en meningsfuldhed i det for mig selv.

    Det er værd at huske, når man føler, man ikke ved, hvad man laver. At idéer kan ændre form drastisk og falde i et helt andet hak i løbet af et år. Men det tager tid (og en masse omveje og spildte kræfter på bl.a. Canva, som er fyldt med bugs, mens man prøver at finde sit udtryk, format og sin smarte arbejdsgang, hehe) og det kræver refleksion og dvælen ved det, man mærker i sin kreativitet og lyst. Jeg var nødt til at mærke modstanden, følge energien, tjekke ind med mig selv, og mærke, om mit projekt var stukket af fra den stemning, jeg egentlig ville skabe i. Og så justerede jeg derefter.

    I dag fik jeg styr på en masse, men ikke helt nok, måske. Sådan føles det altid. Snart går det løs med Ung til ung. Kringlebakken fylder også. Jobsituation og dagpenge trænger sig også på. 

    Men jeg vil gerne noget andet. Jeg vil gerne det her. Jeg vil ikke have røvsyge kontorjobs. Ikke lede andres projekter. Jeg vil have så lidt ansvar som muligt. Så meget overskud til resten af livet. Og er det er svært… Når man godt kunne være en god leder, koordinator, sågar sælger, projektleder, interesserent-koordinator. 

    Jeg vil kigge på blomster, se film, cykle ture, lave mad, sende søde beskeder, kramme, lappe tøj, hjælpe andre direkte og uden planlægning og for meget forpligtelse. Sprede ro og være nærværende, som er noget af det, jeg gør bedst. Jeg finder en vej.

    Tak for jer, der deltager i hvad end det her, og orker at læse længere tekster i jeres feed eller på hjemmesiden. Jeg ved, at jeg ikke rigtig passer til formatet på de sociale medier. Jeg har selv en udfordret attention span, når jeg scroller, så jeg forstår. Men det er nu engang på IG, at folk er flest. Og jeg værdsætter jer.

  • Dag 279

    Det er mandag. Der står en del ting på to do-listen. Computerarbejde. Jobansøgninger, administration, en hjemmeside, der trænger til en overhaling, noget om at oprette støttemuligheder og opdatere butik, noget om at forberede mig til frivilligjob…

    Og jeg har ikke lyst til noget af det. Jeg trænger ikke til skærm. Jeg føler ikke, min hjerne vil være med til at ordne ting. Og der findes nok også den slags relevante jobopslag om tre måneder…

    Så nu vil jeg koncentrere mig om at mærke, at jeg er fri. Mærke hvordan, jeg kan vælge. Mærke min krop, mens hovedet vågner langsomt.

    Tage små slurke af min kaffe og gøre ikke så meget andet… Se ad. Om lysten til noget melder sig. Måske vil jeg gå en lang tur. Eller køre på min cykel, som har været i stykker i årevis, men nu er fikset. Luft under vingerne og frihed. På en mandag.

  • Dag 277

    I dag er jeg lidt ængstelig igen. Har fået et afslag på et helt standard kontorjob, og så ruller følelserne og tankerne. Om, om jeg er god nok. Om, om jeg kan komme tilbage i arbejde… Om at trods den lave ledighed er der stadig over 130 relevante ansøgere til den type stilling.

    Jeg har ikke brug for et job de næste fire år. Men jeg bliver lidt bange og forvirret. Over ét afslag. Kommer til at føle, at jeg skal sadle om. Så kan jeg nok kun blive selvstændig f.eks. Fordi jeg har truffet de valg, jeg har. Tænker hjernen. Og det bliver også svært og et konstant pres. Fortsætter den. Og jeg er bagud.

    Men jeg fik ros i fredags for mit frivillige arbejde. For at gøre stemningen fin og rolig. Ligesom de sagde i børnehaven, da jeg arbejdede dér.
    Kan jeg bliver professionel beroliger af utilpasse eksistenser? Hvor mon?

    Jeg er alene hjemme i aften, efter en dag i går med koncert, mennesker og mange input oven på en dag med arbejde, ansvar, meget bevægelse og mange input. Så finder min hjerne på at udfylde tomrummet med bekymringer i stedet for afslapningen, den trænger til. Bekymringer om en fjern fremtid. I en usikker verden.

    Det er lidt typisk og ironisk, at jeg fandt ret meget ro i min rolle i verden, i det bidrag, jeg sender ud, i at yde i det frivillige arbejde, efter ellers at have været meget usikker i dét… Og så finder jeg bare på en ny angst. Nu ved jeg, at jeg er vigtig og værdig og kan ting for andre, og i stedet sætter jeg mig så og bekymrer mig om ikke at kunne finde pengene til at overleve senere.

    Der er noget grundlæggende unaturligt ved at læse opslag, sende ansøgninger, få afslag. Alt for mange ubekendte og for lidt kontakt. Alt for nemt at spekulere og vende indad. Tolke mening ind i noget, der mest er tilfældigt. Det er menneskeligt, minder jeg mig selv om. Almindeligt. En naturlig respons på en unaturlig verden.

  • Dag 275

    Får skrevet meget andet end refleksionsdagbog. I dag har jeg været på Kringlebakken og føle mig nyttig, selvom det er meget nyt og jeg er lidt forsigtig. Hjalp en ung og presset kvinde fra Bangladesh med en ansøgning til Rema 1000.  Og der var rart at være. Og jeg gik 8 km hver vej gennem byen.

    Og i går fik jeg færdiggjort Ung-til-ung kurserne. Det endte med at tage mange timer, så det er et stort flueben. 

    E og jeg var på fælleden forleden, og vi så en snog og tre tykpelsede tyrekøer og en masse knopper og blomstrende træer og havde det dejligt. Vi har også været i biografen og snakket godt sammen om lette ting, hvilket vi ikke altid er så gode til. At holde det let.

    Og han har fået min cykel fikset og jeg har lappet to par bukser for ham og klippet hans hår. Jeg elsker at have tid og overskud til det, Nøjsomheden, at gøre det selv, at hjælpe praktisk. Og mine jobansøgninger er venstrehåndsarbejde, men det gør ikke noget. I morgen får vi besøg fra Østrig og skal til koncert.
    Sikke en uge.

    _

    Jeg læser om dag -93, mens jeg drikker rooibos med honning og er langsom og varm om hjertet. 

    Det giver så god mening for mig at køre det her projekt i en årscyklus. Man taler meget om at yde omsorg for sit indre barn, men jeg føler også, jeg opdyrker en omsorg for 2024-Ida, som sætter ting i et nærende perspektiv.

    Og jeg opdager, at de meget levende og myldrende drømme måske bare hører april til. At det i hvert fald gentager sig. Og at nogle spørgsmål om energi og produktivitet bliver intensiveret, når lyset vinder frem. Det oplever jeg i hvert fald også i år. Men i år er det med meget mindre angst, og egentlig også mindre præstation. Jeg har lavet min egen rutine, deler hver tredje dag, kigger sjældent på likes (men værdsætter al støtte og spredning af mine ord), koncentrerer mig om mig selv og eventuelle beskeder. Jeg har slettet Facebook og Messenger. Jeg har bygget lidt stabilitet, som jeg har brug for i det her kaos, som er verden og friheden. Jeg plejer at undvige rutiner, men de her føles meningsfulde. Det handler om at have ting – også kreative outlets – som er veldefinerede, så jeg ikke bruger alle mine kræfter på at tvivle og reoverveje hver eneste handling, strategi eller opgave hver dag. Jeg følger bare et mønster nu og ser, hvad der sker. Bruger energien på selve oplevelsen og på rigtig handling, ikke algoritmer eller selvkritik.

    Og så kan jeg bedre håndtere forårsfebrilskheden, som nok ér og bliver en følgesvend for mig, den udadvendte, handlekraftige, rastløse, introverte planlæggertype. Den impulsive overtænker. Paradokset. Efterårsmennesket.

    Og jeg finder fortsat stigende tryghed i at lade sæsoner være sæsoner. Jeg ved, når de kommer, at de vil gå igen, og så kan jeg bedre flyde med og gribe det, de giver eller tager.

  • Dag 274

    Jeg læner mig ind i nuet. Sidder under to dyner på mit værelse med aprilsolens middagsstråler væltende ind i den støvfyldte luft. Efter tre år kysser jeg dig stadig inderligt, når du går forbi, griber ud efter dig.

    Du sang Skuld gammel venskab rejn forgo i badet i morges.

    Og nu klukler jeg af en skønlitterær bog, mens du i køkkenet har taget hele opvasken, bagt tomat og peber og tilberedt æg til en sen fælles brunch.

    Du giver så meget, er så meget. Selvom du jævnligt føler, du ligeså godt kunne ophøre med at eksistere. Jeg har brug for dig. Til at fodre mig, når min krop vågner meget senere end mit hoved, og jeg når at gå sukkerkold, før jeg overhovedet har tænkt på at handle ind. Og jeg har brug for dig til at huske mig på at gå på fælleden og få de samme associationer af de blomster, vi ser, og til at minde mig om, at arbejdsmarkedet ændrer sig og at integritet og denne her form for selvstændighed med værdier og nærvær i front, også er en kapital i rekrutteringsprocesser. Eller i hvert fald nok bliver det.

    Og du har vækket min krop. Jeg har aldrig ønsket så ofte og så meget at være nogen fysisk nær. Jeg mærker og udtrykker kærlighed uden ord på en måde, jeg ikke troede, var mulig for mig. Hovedmenneske, autist, INTJ, introvert, whatever. Du har gjort mig mere hel og mere mig.

  • Dag 273

    Denne uge forsøger jeg at undgå lister over, hvad jeg skal nå. Og doom scrolling. Og dårlig samvittighed. Og prøver i stedet bare at være og tage dagene, som de kommer. Så sker der sådan noget her. Og jeg har også bagt kage.

  • Dag 272

    Jeg får ikke skrevet så meget i de her dage. Var meget ramt af blodmangel denne uge, og vi snakkede om børn, vi overvejer, og det er komplekst. Og vi havde andre svære episoder. Og vi havde skønne dage og var ude at spise på et gavekort. Og føler så meget kærlighed. Og jeg tænker på, om jeg får et job igen, og om jeg aldrig kan blive AC’er, fordi jeg har taget en pause og diverse odd jobs. Og det føles forbudt. Og verden brænder, og jeg vil ikke deltage, og jeg vil heller ikke så meget andet. Jeg vil elske, jeg vil forår, jeg vil trække vejret dybt ned i maven. Jeg vil spare op af mine dagpenge, jeg vil sove længe. Jeg vil snart have kaffe og jeg vil sy mit tøj om. Jeg vil gerne skabe mere og sælge det. Eller jeg vil ikke sælge, jeg vil bytte, og jeg vil give væk, men jeg vil også gerne kunne betale husleje.

    Jeg vil komme og passe min lille spradebasse, når min søster skal til terapi. Jeg vil gå rundt uden retning, mens andre har travlt. Jeg vil ikke være så bange, ikke tage det så tungt. Men jeg vil også købe knækbrød og en stor dunk med vand og en lommelygte.

    Jeg forsøgte mig med kontaktlinser, og de optikere er helt uduelige til mine mærkelig øjne, og det er så drænende. Jeg vil tilbage til integrationshuset og gøre et forsøg. Jeg vil starte noget godt med Ung til ung. Jeg vil ikke være bange for at være mig selv og fylde og være vred på corporations. Fordi jeg gemmer de her tekster in plain sight, tænker jeg somme tider på, hvis mine tidligere kollegaer eller ledere læste det hele. Hvis de så, hvor meget, jeg er imod det system. Hvor unfair og meningsløst, jeg har følt det. Hvor meget jeg kunne have lyst til at vende alt på hovedet og ikke spille efter reglerne. Måske endda ødelægge strukturen. Hvad ville de mon tænke? Jeg var god til mine opgaver og rar at arbejde sammen med. Vil de stadig sige det, hvis de finder ud af, hvad jeg tænker og drømmer om? Eller er jeg så en problematisk medarbejder? Ville de sige det, hvis nogen spurgte, fordi jeg har angivet dem som reference? At jeg er svær at gøre tilpas, at jeg ikke tager det alvorligt nok, at jeg er utilregnelig og brokker mig? Jeg konsekvensberegner ikke i det her projekt. Jeg sender det bare ud. Men jeg gad vide.

    Jeg tænkte på i går, at sidst jeg var anæmisk af min cyklus, var da jeg skulle flytte mig fra Armenian Street til lejligheden i Jelutong. At det føltes som et andet liv. At en måned er lang målt lodret, men kort på langs, som Benny ville sige.

  • Dag 269

    I denne her sidste fase af mit år uden lønnet arbejde vil jeg fordybe mig i det materielle og sanselige. Der trænger jeg til. 

    Mindre digitalt udtryk og undergang og tjeklister, mere lige her. Jeg vil skabe ting med mine hænder. Jeg vil rydde op og gøre rent i hver en krog med nærvær. Jeg vil sidde i naturen. Jeg vil prøve at udføre idéer i stedet for at skrive dem ned. Jeg har lidt lyst til ikke at tage billeder af det, men har også lyst til at have dokumentationen og noget at dele. Tror jeg. Måske ikke. Er det en pligt, jeg føler? En retfærdiggørelse? Mindre ensomhed og usikkerhed i det, fordi det kan deles og ses af andre? Har man brug for vidner eller er det bare vane?

    Jeg vil tilbage til at sige, at jeg er kunstner og nørkler, i stedet for at sige, at jeg bare er forvirret og arbejdsløs. Skriften er også et håndværk, en kunst, ikke bare dokumentation af noget andet.

    Og hvilket privilegium, det er. At jeg faktisk ikke behøver tjekke mails eller forholde mig til noget andet end det, jeg kan se og røre umedieret. Det bliver meditativt. Jeg vil prøve. At stå op om morgenen og bare være lige her. Tømme en skuffe. Få brugt noget stof. Få lappet noget tøj. Få lavet noget af ler. Være i min krop, spise og bevæge mig.

    Jeg skriver en huskeseddel:

    Det nære rum
    Oprydning 
    Skabe
    Bruge
    Rengøring 
    Næring

  • Dag 267

    Jeg kunne ikke sove i nat. Lå vågen og spekulerede på fertilitet og life in general. Og min krop summede, jeg kunne se den udefra og svævede væk. Og jeg fik menstruation med stærke smerter. Nu er kl. 14 og jeg har overlagt forsøgt at sove tiden væk. Har det bedre nu. Solen skinner. Jeg spiser pizzarest og drikker decaf med fløde. Min partner kommer snart hjem med bind og kage. Jeg har meldt mig på dagpenge, fordi jeg kan, og de snart ville begynde at bortfalde, fordi jeg har holdt så lang pause fra at få noget udbetalt. Men jeg får ikke søgt job i dag. Det behøver jeg heller ikke.

    November 2026 udløber de, dagpengene. Efter tre år. Tid er underligt. Min opsparing kommer til at være ligeså stor til den tid, som da jeg sagde op, sandsynligvis.

    Jeg snylter ikke. Jeg arbejder lige her. Jeg udnytter pengene maksimalt. De ender ikke i en boks i whiskeybæltet, de bliver brugt på mad og el og offentlig transport. De bliver strukket ud, de går ikke til overforbrug, børnearbejde, rovdrift på udpint natur (eller jo, måske gennem min kost somme tider, men). Der går lidt til skat. Jeg har selv betalt 36.000 til a-kassen. Jeg gør ingen ondt. Jeg har prøvet andre ting, har været mindre kræsen, har knoklet for 150 kroner i timen, nu vil jeg nyde. Og arbejde på det, der er sjovt og vigtigt. Og hvile. Og leve.

  • Dag 266

    NOTE TO SELF

    Dit arbejde lige nu er at undersøge og fortælle om denne her erfaring. At stoppe på arbejde. Af sig selv. For sig selv.

    For det er et reelt samfundsproblem, at folk bliver syge af arbejde eller af meningsløshed. At unge ikke trives, ikke ser frem til livet. At vi overforbruger på en måde, der går ud over vores sundhed og alt andet levende.

    Du løser ikke alting, og du fodrer ikke den etablerede såkaldte velfærdsmaskine, men du:

    Undersøger noget afgørende. Tager konsekvensen ved en skæv udvikling. Insisterer på at tage din frihed og at livet skal føles godt. Du har aldrig været bange for at arbejde hårdt – de kender dig ikke, hvis de tror det – men det handler om, hvem og hvad du arbejder for og om det batter. Og kompensationen er fair ift. den generelle rigdom og ressourcer i verden. Du er ikke alene – og du gør det på en ret simpel, tilnærmelsesvis klasseløs måde uden konkurrence.

    … Skriver jeg til mig selv i dag. Hvor abstrakte idéer om at gøre sig fortjent dukker op. Hvor jeg er bange for at udhule noget, der faktisk er godt. Bange for at jeg er forkælet, bange for, hvor få timer, jeg faktisk gider arbejde og kan koncentrere mig. Bange for, at jeg er doven og ikke kan se det store billede, og at hvis jeg kunne, så ville jeg forstå, at det jeg gør, er forkert.

    Jeg tænker mig om. Og så skriver jeg ting til mig selv, som jeg ved er sande.

    Husk hvor egoistiske andre er. De er da også drevet af egeninteresser. De færreste arbejder af pure pligt for at hjælpe andre. De gør det for at tjene penge til sig selv. Og slippe for at sætte spørgsmålstegn ved normen. De ville gøre det uanset. For tryghed, vaner, akkumulation.

    Og dem, der faktisk knokler for andre, hjælper andre direkte i deres arbejde… De burde få ministerlønnen og -pensionen. 

    Der er så meget proforma. Der bliver udrettet så lidt reelt. Det er ikke dig, der tager fra dem, der har brug for mere.

    _

    Jeg kan mærke, at jeg rykker mig. Det er sjovt at genbesøge april sidste år, hvor hele det her projekt var nyt og ikke havde fundet sin form. Al min tvivl og usikkerhed. Jeg har stadig tvivl og usikkerhed, men den stikker ikke så dybt længere. Og jeg har fundet et format, som giver mening for mig, som er håndgribeligt og som giver noget både til mig selv og til andre, i et eller andet omfang. Og noget, jeg kan arbejde videre med og bruge. Noget, jeg lærer af og som gør min egen forandring synlig for mig.

    Og det hele virker virkeligt mindre farligt, når man er trådt ud. Efterhånden som man går ad den sti. Tramper slyngplanterne og brændenælderne lidt ned (undskyld), fordi ikke så mange andre går der. Så bliver den mere fast under fødderne, tydeligere og fuld af muligheder. Og man møder alligevel flere, end man skulle tro. Som også står derude i vildnisset og spejder.

    _

    Jeg havde en lang to do liste i dag og klarede alt bortset fra eventuelt… Fra at læse faglige tekster til at gøre rent og gøre klar til opslag osv. 7-10 punkter.

    Og her til aften har jeg så svært ved at forstå det og føle, at det er nok. Det er stadig en kamp. Har så svært ved at koble af igen. Fordi jeg ikke har gjort det eventuelle, måske, i hvert fald er det det, jeg hyperfokuserer på. Hvorfor kan jeg ikke fokusere på, at jeg nåede alt det vigtige, selvom det så urealistisk ud i morges? Virkeligt en anstrengende hjerne, jeg har.

    I stedet for at dulme med slik, spil eller serie vil jeg forsøge at være opmærksom. Trække vejret. Sidde med det. Fordi jeg har tid.

  • Dag 264

    Jeg har mange ting i kalenderen. Mange forpligtelser. Mister min egen fornemmelse for, hvad jeg har brug for, går i pligtopfyldende modus. Skriver lister. Krydser ting af på lister.
    Men jeg vil leve. Jeg vil huske at sanse. Jeg vil være i nuet, ikke i næste punkt på listen. Jeg vil drikke kaffe langsomt og lægge mærke til varmen og smagen. Jeg vil dufte til den regnvåde asfalt. Jeg vil læse af lyst. Jeg vil vågne om morgenen og føle, det er ok, hvis skoven kalder på mig i stedet for læsesalen. Jeg vil lægge pauser ind. Jeg vil nyde. Jeg vil leve.

  • Dag 262

    Jeg havde en virkeligt klar, kort drøm forleden nat. Om en smuk begravelse af en partner uden ansigt. Vemodigt, farverigt, varmt.

    Og så om at jeg havde tjent 1.200 kroner på print på min hjemmeside. Lige nu sælger jeg ikke print, haha. Og drømmen var i de hele taget meget langt fra der, hvor mine bevidste tanker er for tiden (jeg har lige startet et frivilligjob, som ikke er kunstnerisk overhovedet, men mere i tråd med gamle akademiske planer om at gøre verden bedre gennem rådgivning/viden/administration). Men den var så klar efter en lang nat med slørede drømme eller helt uden. Det virkede meget som et tegn. En fortælling om… Noget. En afslutning og en manifestation, jeg ikke har været i stand til at lave i vågen tilstand?

    Natten efter drømte jeg om min tidligere chef. Om at hun skulle vælge, hvem hun ville være, den ene eller den anden, for hun kunne ikke balancere. Det var abstrakt.
    Hun blev ramt af en voldsom personlig tragedie, mens jeg var ved at forlade skuden, fordi jeg ville leve mere frit og med mere fokus på relationer og lyst. Hun var rystet i sin grundvold af andre årsager, og det var som om, rollerne blev byttet lidt om i de uger. Jeg kan bedst huske, at hun med tårer i øjnene sagde: “Det er jo nok dig, der har fat i den lange ende”. Hun arbejder der stadig og er kun steget i graderne siden. Men nogen skal åbenbart vælge, ifølge drømmen… Der er måske heller ikke så meget at sige til, at jeg føler mig så smadret, hvis jeg underbevidst føler, at jeg vælger mellem liv og død eller arbejde og liv eller kunst og karriere i de her nye ting, jeg har rodet mig ud i.

    _

    Nu er jeg startet som uddannelses- og erhvervsvejleder i integrationshuset. Og jeg er udmattet og usikker. Det er altid lidt hårdt at kaste sig ud i noget nyt og ikke vide, om man er god til det. Sad til en forventningsafstemningssamtale derinde og kunne egentlig godt lide mig selv ud fra alt det, jeg kunne fortælle om mig selv… Om hvad jeg har lavet før, hvad jeg har læst, hvad jeg har varetaget af opgaver, hvor jeg er nu og hvorfor. Men samtidig er det som om, jeg ikke rigtig identificerer mig med det eller den positive feedback. Jeg kan ikke rigtig mærke alle de ting, jeg teknisk set har opnået og gennemført. Det lyder som så interessant og aktivt et menneske på papiret, men jeg er jo bare mig – introvert, ofte drænet i min seng med mine bøger og min dvaske krop og ufuldførte planer.
    Men jeg forbinder, det kan jeg mærke. Det kan jeg godt. Med de her kvinder, som har brug for nogen med tid til at hjælpe og lytte uden fokus på kommunale KPI’er og paragraffer, uden one-size-fits-all dagsordener. Jeg er god til at se dem. Og jeg får masser af idéer på deres vegne. Det er så åndssvagt et spild af ressourcer, at de ikke er job, når de så gerne vil.
    Men impostersyndromet er der stadig. Jeg er på én eller anden måde ikke så sej, som mit CV. Men jeg prøver at lære og det føles ok.

  • Dag 259

    Når jeg en gang imellem forvilder mig ind på LinkedIn og bliver sovset ind i den dér karriere- og kompetencejargon, kommer jeg til at tænke på, hvordan det ser ud med det her selvvalgte hul i CV’et. Og hvordan jeg skal rammesætte det, når/hvis jeg vil søge lønnet arbejde igen. Jeg sidder her efter to måneders rejse alene i Sydøstasien og er egentlig ikke i tvivl om, at jeg er mindst lige så skarp, som før min pause.
    Jeg formoder, at det er det, arbejdsgivere tænker på, når de er modvillige omkring at ansætte folk, der har været ledige i længere tid… At man ligesom falder hen og får svært ved at komme i omdrejninger igen.
    Men jeg er ofte mere projektleder, når jeg har lønfri, end da jeg lønarbejdede som det. Jeg kommer aldrig til at glemme, hvordan man undersøger relevante emner, søger hjælp de rette steder, skaber gode relationer med integritet og nuanceret blik for kultur og ressourcer, improviserer løsninger i pressede situationer, ændrer planer med tanke for a, b og c, får logistik til at spille med opfindsomhed og effektiv videnstilegnelse, holder et ansvarligt budget med buffer til det uforudsete og opbygger en god rutine, så man ikke glemmer noget vigtigt. For at nævne et par rygsækrejserelevante kompetencer, hehe.

    Der var mange fordele ved ny teknologi på den rejse, jeg lige har været på. I forhold til sidst, jeg rejste langt væk alene i længere tid, hvor internetcaféerne knapt kunne trække Skype på en god dag, og strejker og politiske uroligheder afskar mig fra alt, men jeg alligevel fandt, hvad jeg skulle bruge, ved hjælp af akutte SMS’er og en fedtet og lidt outdated Lonely Planet.
    Nu kan man undersøge og booke det meste online et par dage i forvejen efterhånden som man planlægger, man kan slå ting op på et kort uden at tænke sig om eller føle sig udenfor kontakt, man kan bestille mad på en app i stedet for med fagter, man kan tjekke nyhederne, man kan holde møder med sin nye (frivillig)leder med god lyd og billede på sit eget værelse, man kan finde wifi alle steder…
    Men somme tider er den bedste løsning altså også bare at kigge sig for eller spørge et andet menneske, og jeg savner lidt den dér fornemmelse af at kunne blive ægte væk. Og at det går ægte langsomt at finde ud af, hvor man er, når man er faret vild.
    Til gengæld er overgangen til at være hjemme en del nemmere. Nyhedsfeeden er den samme. De nærmeste relationer har en ny fysisk dimension, men de har ikke været sat på pause. Men nu, herhjemme, kan projektlederen holde ægte fri (når hun lige har evalueret). Og hun har lyst til at smide sin telefon i kanalen.

    Måske det er nemmere for nogle at forstå, hvordan man bruger en kandidat i tværkulturelle studier i Indonesien end i en dansk afdeling af en stor international finansiel institution, men for mig aktiverer det cirka de samme metoder til at forstå koderne og komme helskindet igennem diverse processer.
    Jeg håber, at de rette arbejdsgivere kan se fidusen, når jeg engang får brug for, at de køber min arbejdskraft… Hvilket jo stadig ikke er nu. Jeg drømmer om en verden med mange pauser, eftertænksomhed, omveje og intentionalitet. Og arbejdskraftskøbere, der ser ekstra værdi i, at man har brugt tid på sig selv og andre sider af livet. Og jeg tror ofte på det – at vi er på vej derhen, selvom mennesker og menneskers institutioner generelt er ret træge, når det kommer til at gribe forandring. Og hvis vi ikke er, så tager jeg én for holdet. Ved at eksistere på denne her måde, overlagt, og se, om der indtræffer den dér ukonkrete katastrofe, som vi lærer at frygte og forbinde med lediggang, langsomhed og lignende typer af anti-kapitalistiske normbrud.

    Jeg opsøger måske stadig flere udfordringer, end jeg egentlig vil. Sætter mig selv i situationer, der kræver is i maven, og demonstrerer for mig selv, at handling mindsker frygt, og at jo mere man gør, jo mere ser man, at man kan. Det kan være sjovt, men det kan også være drevet af ængsteligheden, der gemmer sig i stilheden. Men. Jeg går ikke i stå, selvom jeg fortsat øver mig på pauserne. Det kan stadig godt blive langsommere, tryggere, roligere, det her liv. Jeg har i hvert fald tre måneder mere til at øve mig. Tre måneder er lang tid, hvis man sætter tempoet ned, så nuet får lov at udvide sig.

    _

    Det er altid lidt specielt at dele ting, som er skrevet udelukkende ud fra mit eget kognitive ståsted, min personlighed, mine behov, drifter og privilegier, mit held, min rastløshed… Som jo er det, jeg gør her for det meste… Så lige en generel reminder til dig og dit unikke væsen:Du gør nok. Hvis du kæmper for blot at stå op eller få næring eller vedligeholde basal social kontakt. Hvis du ingen intention har om at vende tilbage til lønarbejde. Hvis du ikke har råd til eller mulighed for at stoppe op og må bruge kræfter på andre ting, end du drømmer om. Hvis du er forvirret eller på vej eller for udmattet til at have en intention. Hvis du er kørt ned til modløshed af magtens fordeling i verden.Så er du værdig til at være her, altid.Ligesom resten af naturen er vi til helt uden noget at bevise. Og du bidrager til fællesskabet deri.

  • Dag 256

    Jeg kan mærke, at noget er ved at vende. Jeg begynder at lære følelserne at kende uden at lade mig opsluge af dem. Jeg bevæger mig generelt med mere ro, føler jeg. Og bliver bedre til at tage mig selv i forskellige negative eller ængstelige tanker.

    Jeg skal til optiker. Jeg vil gå en omvej hjem og sidde at glo lidt på noget vand eller siv eller himmel. Og jeg føler tilfredshed ved min pengero. At kontaktlinser ikke vælter læsset, selvom det er en stor udgift i et lille budget. For jeg har råd til at hæve loftet efter behov. Jeg har råd til det, jeg vil og har brug for, takket være intentionalitet og købestop.

    Og jeg føler ikke, at jeg løber fra noget eller overspringshandler med de frivillig jobs. Selvom det kommer til at tage mig væk fra introspektionen og skriveriet og nørkleriet, lidt. Jeg føler, jeg handler på indskydelser om, hvad jeg har brug. Jeg føler, jeg har bedre kontakt til det efterhånden. Nu har jeg brug for noget lidt ydre struktur, lidt ekstrovert nytte. Og mine andre projekter løber ingen steder.

    Så jeg gør det ikke fordi, jeg bør. (Stort fremskridt at kunne mærke det klart). Eller fordi jeg slet ikke kan være i mig selv og stilheden. Bare fordi jeg trænger til noget andet. Og det er selektivt og med en rolig hånd, at jeg åbner nye døre.

    I dag er det forårsjævndøgn.

    Min feed er fyldt med gode mennesker, jeg ikke kender andet end gennem skærmen, som dels deler opråb om Palæstina og kvinders rettigheder, og dels deler billeder og videoer af, hvordan solen lige så stille har indtaget deres hjem, prismer, vægge i varme farver, gardiner, rodede spisebord… Det sarte forårslys.

    Denne kontrast, vi lever i, den er vi ikke alene om. Og jo værre det bliver, jo mere kan jeg se et fællesskab træde frem. Der er intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget, siges det, og det er løgn, når hundredvis af børn bliver myrdet hele tiden, mens den politiske verden ikke griber ind… Men… Jeg ser lysglimtene i min rædsel, jeg ser et lille håb i en presset privilegeret befolkning, jeg ser jer, der ikke kigger væk, og jeg tænker på, hvornår vi knækker eller bliver voldelige selv, men jeg tænker også på Sara Ahmeds skrifter om fællesskaber og protester, om at hapiness ikke er lig med goodness, om at der er goodness i vreden, i den dårlige stemning, i at sidde i det ukomfortable og i at mødes om det.

  • Dag 254

    Bomberne falder igen i Palæstina. Over sultne børn i hobetal. Og ingen, der skulle forestille at repræsentere mig på den politiske scene, gør noget. DR har presset det ned nederst på deres side med en kommentar fra Støjberg om, at hun godt forstår det. Altså at Israel bomber løs. Hun undlader at nævne, at det er på civile.

    Men jeg forsøger at nyde. Samtidig. Eller bagefter, at jeg har læst nyheder og skrevet vrede ting. Og det går ok i glimt.

    Jeg nød at vågne tidligt og drikke kaffe med havremælk og spise de sidste Daim med orange, mens jeg læste Dracula. Jeg nød at kysse farvel, da nogen skulle afsted. 

    Solen skinner, den klare martssol. Lydene er anderledes i København end ude i verden. Det her er mit hjem, kan jeg godt mærke i kroppen. Jeg nyder at lave danskvand med vand fra hanen og drikke den i store slurke. Jeg nyder at gå i Rema og købe fersk grønt. Jeg købte også ost og blev så igen lidt vred – denne gang over prisen, som aldrig faldt igen efter inflationen, selvom butikkerne har rekordoverskud.

    Det er flygtigt. Jeg tænker også meget på job. På hvad jeg gerne vil. På nyheder om at kvinder er en underskudsforretning, fordi folk, der laver den slags undersøgelser er idioter, og journalister, der videreformidler dem online i en underrubrik, måske er endnu værre.

    Jo mere jeg får det at vide, desto mere har jeg lyst til at blive siddende her i sengen og læse og spise chokolade og tænke på alle mine veninder, som gør livet værd at leve, ser alle nuancerne, giver omsorg til så mange forkrøblede mandslinge, som ville være fuldstændigt fortabte uden kvinders kærlighed, tålmodighed og overbærenhed. De bliver båret igennem livet af kvinders emotionelle og praktiske arbejde. De ville gå til grunde uden.

    Fuck jer. I kan fandeme tro, jeg vil være et aktivt underskud, når I vælger at se livet og fællesskabet som en forretning. Fuck. Jer.

  • Dag 253

    I dag tænker jeg på den urimelige tryghed, jeg har, selvom jeg også har ængstelige dage.
    Overfloden, heldet, arbejdet udenfor arbejdet.

    Fællesskab og spejling.
    At jeg kender nogen, der ejer jord og træer til min hængekøje.
    At der er plads til sårbarhed og diversitet i mine relationer.
    Forældre uden gæld.
    At gode mennesker deler nyttig viden med mig. 

    Ressourcerne er mange, selvom jeg tager chancer.
    Jeg har sikkerhedsnet.

    Men selvfølgelig håber jeg, jeg slet ikke falder.

    Og selvfølgelig håber jeg at medskabe en verden, hvor alle har den tryghed. Ressourcer, solidaritet og en plads i fællesskaber.

  • Dag 252

    Jeg strejker fra voksenlivet.

    Prøver jeg at minde mig selv om.

    Efter et par timer gik med at kigge på stillinger som akademisk medarbejder og ufaglært… Kigge på, hvad der findes af arbejde og statistik på, hvor svært det er at blive taget ind efter to år udenfor… Eller fem.

    Bange for ikke at kunne. Finde tilbage til det simple liv. Med en fast stilling og en fair løn. Nogenlunde fair løn.

    Jeg bliver glad for en mail fra udlejeren hernede. Må hente selvværd, hvor jeg kan. Bekræftelse på, at jeg stadig er dygtig. Lidt overachiever. Selvom jeg ikke arbejder. At jeg er dygtig og ordentlig at lave aftaler med. At jeg kan mobilisere mine evner igen. Eller bare bruge det i hvad end jeg nu foretager mig. Relationer, lejeforhold, opgaver.

    Fendi, din vært i Jelutong:

    Ida was an amazing guest ! Would love to welcome them again in the future !

    Særlig tak
    Ren og ryddelig
    Holdt i god stand
    Fjernede skrald
    Nyttige beskeder
    Respektfuld
    Svarede altid

    Føler mig også lidt fjollet over, at det gør mig glad. Auto-oversat og generisk. Men hey – I’m amazing.

  • Dag 249

    Det er ret dystopisk for mig, det her sted. På 28. etage i Kuala Lumpur. Gives me the creeps a lil’ bit. Helt nybygget, allerede slidt og i stykker og dystert og mærkeligt.

    Mekanik og funktioner, der ikke helt fungerer… Døre, der hyler konstant, fordi de er åbne mere end fem sekunder efter at nogen har scannet en nøgle, fordi der altid er kø ind og ud. En ret høj baggrundssummen fra motorveje, hvis man har et vindue åbent. Det flyder med pakker med random e-shop bras nede i lobbyen, alle bestiller mad med kurér, som bliver leveret uden interaktion, og der sidder vagter, som stirrer lidt for meget, selvom de kalder mig søster… Og så er der udsigten til Petronas og resten af det kvarter. Flotte og dystre kulissevibes. Blade Runner. Og så langt til naturen, selvom der er en have med planter oven på fire lag parkeringsplads.

    En indre tilstand af afkobling.

    Det er nærmest en form for økuller, jeg bliver ramt af. Det er praktisk – pool, fitness, mad, shopping, have… uden at forlade din bygning.

    Jeg troede, jeg var meget til udsigt og udsyn… Kravler altid op på ting. Nu glæder jeg mig til at ligge på jorden.

    Jeg vil ikke til Mars, jeg vil bo i skoven. Selvom min bevidsthed og det sensoriske ikke er så stærkt forbundet, så er følelserne og det sensoriske det og påvirkes af en masse faktorer, som bevidstheden ikke fatter. Jord, rum, lys, luft, lyd.

    Det kan man virkeligt mærke, når man skifter setting til noget endnu mere unaturligt og fremmed for os som art for en stund. Vi har brug for jordforbindelse, økosystemer. Man bliver syg af det her.

  • Dag 248

    Igen meget tankemylder i nogle dage

    Fordi jeg ikke foretager mig så meget

    Har ikke energi til at gå langt i varmen, er næsten klar til at komme hjem

    Lever i efterdønninger af to måneders stimuli og projekt tør-mæt-varm

    Og kan ikke samle mig om en film eller en bog

    Men åbenbart godt om nyhederne

    Og tusinde mulige jobs

    Og andres anmeldelser og udstillinger og kurser og salg, som jeg ikke rigtig misunder dem for selve substansen, men alligevel føler mig bagud ved ikke at have

    Jeg har lyst til at lukke helt ned for Meta, men det føles også som at lukke ned for muligheden for at leve som selvstændig, kunstner, nørkler, foredragsholder, community person… Men er det reelt? Foreløbigt fører Meta ingen steder… Og måske der er andre måder at sælge og forbinde på… Mere aktivt, mere retningsbestemt… I stedet for at skyde med spredehagl på en uigennemskuelig slagmark

    Jeg har lyst til bare at nyde… At finde et deltidsjob, der ikke er vigtigt, men betaler regningerne, og nyde. Flette skåle og give dem væk. Tegne tegninger til mine venner. Skrive genkendelige og håbefulde, magiske ord på klistermærker og sætte dem op på stenbroen.

    Men det ville også lidt være at give op, før jeg overhovedet har forsøgt. Hvorfor ville folk ikke købe mine ting, når de køber så meget andet? Hvorfor skal jeg knokle i et underbetalt job, når jeg skaber så meget smukt og arbejder så hårdt her ved siden af? Hvorfor er jeg så overbevist om, at mine bøger aldrig vil blive antaget, at jeg ikke engang tør sætte mig ned og skrive dem færdigt og få dem afsted ud i verden? Hvorfor ikke mig? Tør hverken rigtigt prøve eller lade være.

    Jeg prøver at huske mig selv på, at det for fire år siden virkede meget farligt, hver gang jeg delte noget personligt her, og puttede mig selv out there til at blive læst og vurderet eller mødt med stilhed. De første mange gange, jeg gjorde det. Og nu gør jeg det bare. Jeg er is, haha. Eller jeg har fundet ud af, at det ikke er farligt – heller ikke at blive mødt med kritik eller stilhed. Heller ikke, at det ikke er for alle, eller at meget af det, jeg deler, er banalt, navlepillende, repetitivt og ugennemtænkt. For jeg har fundet ud af, jeg slet ikke kan forudse, hvad der rammer en nerve i andre og hvad der ikke gør. Så nu sender jeg det bare ud. Og folk skriver til mig. Gode folk, der vakler, tvivler, drømmer, håber. Så måske har jeg en butik med ting, jeg godt kan lide at lave, der betaler regningerne, om yderligere fire år? Måske. Der sker ikke så meget, som jeg tror, der bør ift. hvor hurtigt tiden går… Men måske sker der nok? Og meget mere, end jeg giver mig selv credit for.

  • Dag 247

    Jeg er stoppet med at tælle dage af måul (som det her projekt hedder min indre dialog) på et tidspunkt, mens jeg har været på rejse. jeg mistede overblikket.

    Og fordi jeg måske starter på dagpenge igen, når jeg kommer hjem, føles det nærmest som om, at det lakker mod enden. Jeg er nærmest gået i gang med næste kapitel inde i hovedet og har været det i en måned: Hvad vil jeg mht. at tjene penge. Hvad kan jeg. Hvordan kommer jeg i gang. 

    Men der er fire måneder tilbage. En tredjedel. Og jeg skal ikke alt muligt. Fremtiden skal ikke kolonisere det her projekt og eksperiment. Det er et eksperiment med lønfri, ikke et eksperiment i, hvor meget kan dit fremtidige arbejdsliv komme til at fylde, helt uden at du søger det. Fåk, Ida. 

    Det siger meget om min hjerne. Min måde at finde sikkerhed i at være på forkant. Måden hvorpå jeg oftest er mere langt ude i fremtiden end lige her, lige nu.

    Jeg vil begynde at tælle igen, når jeg kommer hjem. Og huske, at jeg er dybt inde i eksperimentet endnu, ikke i efterspillet. Huske at være nysgerrig og huske at fordybe mig i det, jeg laver her, ikke det, jeg laver om fire måneder og derefter.

    _

    Jeg plejer, når jeg når til det her punkt i en lang rejse, at glæde mig til mange ting ved at komme hjem. Plejer at have idéer, jeg gerne vil udføre og basale sensoriske afsavn.

    Men jeg føler ikke særlig meget nu. Jeg føler ikke, der er noget, jeg kan læne mig ind i. Jeg er ikke tryg ved at komme hjem, skulle hjem. Jeg glæder mig ikke til rammen, mit hjem, for jeg husker larmen udenfor, at jeg har lidt for lidt plads, at det kan være svært i mit parforhold, at fødevarepriserne er stukket af, og at jeg spiser noget andet, end jeg sætter mig for. Jeg føler mig magtesløs og føler lede ved at kunne fortsætte livet, mens tusindvis af børn dør. Stressorerne er mange.

    Og jeg føler, at jeg ikke når nok af det, jeg gerne vil. Det er en central følelse. Men hvad betyder det overhovedet? Hvad er det, jeg skal nå? Hvornår er det nok? Og ser jeg det, jeg faktisk når, og ved, hvordan det adskiller sig fra da jeg lønarbejdede?

    På gode dage kan jeg godt se ting for mig. Drømme dem op. Forestille mig at foretage mig noget og være ok.

    Men jeg er ikke begejstret. Det føles ikke let. Det føles heller ikke så lystbetonet, som jeg drømte om. Det føles som pligt. At skulle skrive, skifte platforme, færdiggøre noget, uddanne mig til gruppeleder, gå på læsesal, åbne butik, skrive ansøgninger. Alt det, jeg helst vil, føles også lidt som noget, jeg skal tvinge mig selv til. Jeg vil gerne bare ligge ned i en lysning med mos og vente. Vente på lyst fremfor bør. Men jeg er så bange for, at den ikke ville komme, lysten. Bange for, at det her er det bedste, det kan blive. Et liv med ondt i maven, med højt stressniveau, hvor det roder inden i, og jeg altid er parat til at løse kriser og tage slag – i mit arbejdsliv, i mit forhold, i nyhederne og i institutionerne, som er lavet til at passe på og styre os.

    Nå. Men. Jeg har skrevet en liste. Og jeg hader den ikke.

    Når jeg kommer hjem:

    Bruge Pixelfed meget mere – kan man importere posts og/eller have flere konti? 

    Monotasking

    Lav din egen havremælk

    Fortsætte med at spise mere opmærksomt

    MÅUL podcast – jingle, intro, Spreaker etc.

    Skære mobiletui til og male det

    Status på kapselsamlingen 

    Morgenstedet og gåtur på volden

    Fortsætte med holdningstræning

    Strække/danse/bruge mine muskler hver dag

    Bage brød

    Ung til ung

    Dagpenge og LinkedIn på egne præmisser

    Make-up

    Besøge Lejre

    Besøge Holbæk

    Se gode serier

    Se film med andre

    Tage i skoven med kage og te

    Boligopskrivning

    Eksperimentere med at blende is og dips/spreads

    Tage på fælleden

    Kartoffelpizza

    Læse mine dejlige fagbøger og tage noter

    Koncerter

    Whisky sour

    Sure øl med gode mennesker

    Skrive på bøgerne og nyde det

    Nørkle dukkehussmåting og nyde det

    Nørkle perleting og nyde det

    Kramme

    Snakke med gode mennesker

    Skrive/arbejde med tekster med gode mennesker

    Drikke urtete

    Digital minimalisme, slette apps og profiler, skifte browser etc. – fuck those guys

    Købestop, minimale dagligvarer, skralde, sanke – fuck those guys 

  • Dag 245

    Tænker nogle gange på, at al skønheden er der, uanset om vi kom til at læse nyheder eller åbne Instagram igen, eller vi faktisk er i stand til at værdsætte den. Måske endda nyde.

    Selvom jeg har en knude i maven, og en eksistentiel angst blokerer en stor del af forbindelsen mellem mine sanser og min bevidsthed, går solen stadig ned i æstetisk overflod.

    Den er sgu ligeglad. Og det er på en måde betryggende.

    _

    Note to self:
    Universet kalder ikke på, at du prøver hårdere, det kalder på, at du har tillid til det.

    Er ikke fan af positiv psykologi, især ikke, hvis det træder i stedet for velbegrundet politisk vrede, men denne her retter sig mod egoet og angsten, den indre risikominimerende stræber, som prøver at foregribe alverdens ulykker ved at bekymre, tvivle og arbejde sig halvt ihjel og gøre alt på én gang i stedet for at være den rolige uapologetiske kunstner og forfatter, hun drømmer om… Jeg forsøger at skrue ned for selvdisciplinen og op for legen i dag, og tror på, at jeg når mindst lige så langt på den måde, med det jeg vil. (Men det er svært!)

    _

    Dr. Glenn Patrick Doyle skrev på et tidspunkt: “When your nervous system is pressuring you to make every life decision based on risk management, as opposed to your actual values & goals, you begin to lose yourself. You end up living a life that had nothing to do with you.” Og det minder jeg mig selv om. Jeg ser det som et produkt af opdragelse og en samfundslogik mere end i det individuelle traumeperspektiv, der er Doyles anliggende, men alligevel.

    Det er min største frygt og noget, jeg modarbejder bevidst. At miste ejerskabet over mit liv. Men der er mange risikorelaterede tvangstanker, der sniger sig ind alligevel, ofte. Forsøger mig med øvelse og påmindelser…

Indkøbskurv