I dag er jeg lidt ængstelig igen. Har fået et afslag på et helt standard kontorjob, og så ruller følelserne og tankerne. Om, om jeg er god nok. Om, om jeg kan komme tilbage i arbejde… Om at trods den lave ledighed er der stadig over 130 relevante ansøgere til den type stilling.
Jeg har ikke brug for et job de næste fire år. Men jeg bliver lidt bange og forvirret. Over ét afslag. Kommer til at føle, at jeg skal sadle om. Så kan jeg nok kun blive selvstændig f.eks. Fordi jeg har truffet de valg, jeg har. Tænker hjernen. Og det bliver også svært og et konstant pres. Fortsætter den. Og jeg er bagud.
Men jeg fik ros i fredags for mit frivillige arbejde. For at gøre stemningen fin og rolig. Ligesom de sagde i børnehaven, da jeg arbejdede dér.
Kan jeg bliver professionel beroliger af utilpasse eksistenser? Hvor mon?
Jeg er alene hjemme i aften, efter en dag i går med koncert, mennesker og mange input oven på en dag med arbejde, ansvar, meget bevægelse og mange input. Så finder min hjerne på at udfylde tomrummet med bekymringer i stedet for afslapningen, den trænger til. Bekymringer om en fjern fremtid. I en usikker verden.
Det er lidt typisk og ironisk, at jeg fandt ret meget ro i min rolle i verden, i det bidrag, jeg sender ud, i at yde i det frivillige arbejde, efter ellers at have været meget usikker i dét… Og så finder jeg bare på en ny angst. Nu ved jeg, at jeg er vigtig og værdig og kan ting for andre, og i stedet sætter jeg mig så og bekymrer mig om ikke at kunne finde pengene til at overleve senere.
Der er noget grundlæggende unaturligt ved at læse opslag, sende ansøgninger, få afslag. Alt for mange ubekendte og for lidt kontakt. Alt for nemt at spekulere og vende indad. Tolke mening ind i noget, der mest er tilfældigt. Det er menneskeligt, minder jeg mig selv om. Almindeligt. En naturlig respons på en unaturlig verden.