Jeg har glemt min whimsy og at nyde hvilen de sidste par uger. Det er revolutionært at hvile. Jeg har magt til at hygge mig og fjolle og tage mange ting let.
Vrede og whimsy og hvile i dag.
Jeg kiggede lidt på mit CV efter det digitale kreafællesskab i dag. De har gang i så meget fedt, de unge. Jeg vil også arbejde i et krearum i ungdomsklub eller som omviser på eet sejt museum… Elleeer… Er det på tide, at jeg indser, at jeg er introvert og trives bedst i små grupper og 1:1? At jeg er eftertænksom og gerne vil skrive og dvæle?
Hvad vil jeg? Virkeligt? Ikke opsøgende arbejde som sådan, tror jeg ikke. Blive inviteret. En stille revolution. En have og en fysisk butik med få gæster. Nørkle for mig selv. Først vise ting frem, når de er gennemarbejdede, først sige ting, når de er gennemtænkt. Og noget med børn. Små børn.
Jeg føler, at det med fx at blive kendt som selvstændig, nå bredt ud med podcasts og skriverier, det kræver et ego. Det kræver at man er påtrængende. Og allerhelst af den støbning, hvor man ikke selv ved det. Bruger folk omkring sig, ser dem som forbindelser, ser sig selv som vigtigere, andre som trin, man kan gå sig selv frem på. Jeg viger fra det. Selvpromoveringen. Det pushy. Og så vinder man ikke i det spil. Men måske i et andet? Måske vil jeg gerne brænde langsomt, samle folk, der virkeligt søger, undlade at tage penge. Eller skriver jeg bare det, fordi jeg ikke tør det andet? Fordi jeg føler mig utilstrækkelig som genert, introvert, lad og med en roligere, langsommere energi? Fordi jeg ikke ved, hvem jeg er, og det er nemmest at gemme sig? Måske.