Jeg læner mig ind i nuet. Sidder under to dyner på mit værelse med aprilsolens middagsstråler væltende ind i den støvfyldte luft. Efter tre år kysser jeg dig stadig inderligt, når du går forbi, griber ud efter dig.
Du sang Skuld gammel venskab rejn forgo i badet i morges.
Og nu klukler jeg af en skønlitterær bog, mens du i køkkenet har taget hele opvasken, bagt tomat og peber og tilberedt æg til en sen fælles brunch.
Du giver så meget, er så meget. Selvom du jævnligt føler, du ligeså godt kunne ophøre med at eksistere. Jeg har brug for dig. Til at fodre mig, når min krop vågner meget senere end mit hoved, og jeg når at gå sukkerkold, før jeg overhovedet har tænkt på at handle ind. Og jeg har brug for dig til at huske mig på at gå på fælleden og få de samme associationer af de blomster, vi ser, og til at minde mig om, at arbejdsmarkedet ændrer sig og at integritet og denne her form for selvstændighed med værdier og nærvær i front, også er en kapital i rekrutteringsprocesser. Eller i hvert fald nok bliver det.
Og du har vækket min krop. Jeg har aldrig ønsket så ofte og så meget at være nogen fysisk nær. Jeg mærker og udtrykker kærlighed uden ord på en måde, jeg ikke troede, var mulig for mig. Hovedmenneske, autist, INTJ, introvert, whatever. Du har gjort mig mere hel og mere mig.