Bomberne falder igen i Palæstina. Over sultne børn i hobetal. Og ingen, der skulle forestille at repræsentere mig på den politiske scene, gør noget. DR har presset det ned nederst på deres side med en kommentar fra Støjberg om, at hun godt forstår det. Altså at Israel bomber løs. Hun undlader at nævne, at det er på civile.
Men jeg forsøger at nyde. Samtidig. Eller bagefter, at jeg har læst nyheder og skrevet vrede ting. Og det går ok i glimt.
Jeg nød at vågne tidligt og drikke kaffe med havremælk og spise de sidste Daim med orange, mens jeg læste Dracula. Jeg nød at kysse farvel, da nogen skulle afsted.
Solen skinner, den klare martssol. Lydene er anderledes i København end ude i verden. Det her er mit hjem, kan jeg godt mærke i kroppen. Jeg nyder at lave danskvand med vand fra hanen og drikke den i store slurke. Jeg nyder at gå i Rema og købe fersk grønt. Jeg købte også ost og blev så igen lidt vred – denne gang over prisen, som aldrig faldt igen efter inflationen, selvom butikkerne har rekordoverskud.
Det er flygtigt. Jeg tænker også meget på job. På hvad jeg gerne vil. På nyheder om at kvinder er en underskudsforretning, fordi folk, der laver den slags undersøgelser er idioter, og journalister, der videreformidler dem online i en underrubrik, måske er endnu værre.
Jo mere jeg får det at vide, desto mere har jeg lyst til at blive siddende her i sengen og læse og spise chokolade og tænke på alle mine veninder, som gør livet værd at leve, ser alle nuancerne, giver omsorg til så mange forkrøblede mandslinge, som ville være fuldstændigt fortabte uden kvinders kærlighed, tålmodighed og overbærenhed. De bliver båret igennem livet af kvinders emotionelle og praktiske arbejde. De ville gå til grunde uden.
Fuck jer. I kan fandeme tro, jeg vil være et aktivt underskud, når I vælger at se livet og fællesskabet som en forretning. Fuck. Jer.