I går var jeg til den årlige familiesamling på min fars side. Dengang jeg blev interviewet til Jyllands-Posten om mit år uden lønarbejde, var der flere af de perifere familiemedlemmer, der så det. Og det dannede afsæt i går for en hel dag med snak om værdier, arbejdsliv, kreativitet, temporalitet, minimalisme, frihed og kunstneriske ambitioner mellem os fra den mellemste generation. Tiden fløj og alle vores særheder blev spejlet og rummet i en familiesetting hvor vi ikke normalt taler så meget om den slags. Det var ret smukt og opløftende og inspirerende.
Og at stille sig frem sådan som jeg har gjort, giver for alvor mening, når det kan ændre en lille kultur og åbne nye samtaler i nye, gamle fællesskaber. Og tænk at det blev grebet. At en fætter har læst med, og vist min hjemmeside til en anden fætter osv.
Se, hvad der kommer ud af ikke bare at putte med det. Føler mig både overrasket og privilegeret. Og stolt af os. Håbefuld, når man kan finde alternative drømme og værdier sådanne steder også. Rummelighed. Min kusine kaldte det den bedste familiesamling nogensinde.
Og jeg var tæt på ikke at møde op, fordi min kæreste havde en nedsmeltning på vejen og vendte om på stien. Er så taknemmelig for, at jeg gjorde det uanset.
Og jeg fik en masse stof og tøj fra mor. Gamle ting med en ny fremtid, uden nyt spild af ressourcer.
Vil bare det langsomme liv. Vil ikke mere bøvl. Er taknemmelig for de ting, jeg har startet.