De sidste par uger har været rigtig hårde, også ift. det her projekt. Min mand har hørt mig sige mange gange, at jeg trængte til ferie. Og jeg tog det ikke.
Jeg har været meget stresset fysisk. Det er blevet sommer, dagene er lange og tørre og lyse og blæsende. I sidste uge aflyste jeg mine to sociale aftaler og sagde nej til en tredje. Jeg kunne ikke. Og jeg ved, at det ikke er den rigtig prioritering. At jeg arbejder, men ikke hygger mig. Men. Det virkede nemmest.
Jeg er nu små to måneder inde i mit engagement i integratonshuset. Jeg sidder ansigt til ansigt med fremmede og vejleder dem i deres jobsøgning, hvad de vil, hvad de kan, hvad der findes af muligheder. Og jeg er god til det, tror jeg. Jeg virker beroligende. I torsdags fik jeg lyset til at gå op for én ung kvinde fuld af potentialer. Sådan så min leder det i hvert fald. Vi fik omstruktureret hele hendes CV. Det er hårdt arbejde. Og givende. Årsagsfornøjeligt, som Nikolaj Kure ville kalde det. Men jeg har meget imposter syndrom samtidig. Jobcenteret rusher mig ud i praktik, hvis de kan komme til det. Det vil sige, jeg skal søge praktik nu, nærmest fra første ledige dag, og det er uoverskueligt. Jeg søgte, hvor jeg er frivillig, og var bange for svaret. Hvad, hvis de ikke kan lide mig. Er bange for at skuffe, for de havde høje forventinger… til hvor interessant og relevant, jeg er. Og jeg ved ikke, om jeg lever op til det. Jeg føler mig ofte forkert og at jeg skuffer ved at være introvert, eftertænksom, langsom, forsigtig, jeg udskammer den del af mig så meget. Måske giver jeg indtryk af at være noget andet, når jeg for eksempel søger et job. Fordi jeg undertrykker det. Og så ender man her, i lyse maj, kronisk overstimuleret og presset ud i en præstation, som er god, men også trækker veksler på hele det sociale overskud. Og som jeg lærte, da jeg arbejdede i dagsinstitution for et år siden, så har jeg brug for ros og bekræftelse for ikke at antage det værste om, hvordan andre ser mit arbejde. Og jeg er ikke så god til at spørge. Og måske får jeg ikke så meget af det, fordi de tænker, at det går fint, og at jeg virker meget mere selvsikker, end jeg er.
Nåmen. Så jeg drikker kaffe og er på-på og tænker ud af boksen og er ansvarsfuld og udadvendt hver torsdag. Og hver tirsdag er jeg gruppeleder for et digitalt kreafællesskab for sårbare unge, og sørger for alle og bliver gradvist mere mig selv i det, og det føles mindre hierarkisk og derfor mindre præstationsagtigt, der kommer ikke nogen og siger til mig, hvis jeg ikke gør det godt nok. Det kører efterhånden meget af sig selv. Det er dejligt, men det er også… udadvendt og noget, hvor jeg er pligtopfyldende, tænker meget og bruger meget tid på at fordøje og evaluere indtryk efterfølgende. Og min mand har mange smerter… Og med det praktik pres dér oven i, flere møder om ugen med kommunen, åndssvagt mange SMS’er om ting i E-boks, og så det sociale liv, jeg prøver at værne om ved siden af… Så knækkede filmen til sidst.
Og samtidig er der de dér overvejelser om børn. Og det er store sager. Og det er ekstra hårdt, når jeg somme tider bliver i tvivl om, om vi er klar, og om det er det her, vi vil. Min mand siger, at alt andet lige, ville han gerne vente, men at alt andet ikke er lige, der er et ur, der tikker, og vi kan klare det… Men alt andet lige, ja… Og selvfølgelig giver stressen i sig selv forsinkede eller meget svage ægløsningtegn osv., det er helt perfekt utilregneligt. Det er meget svært bare at hvile i, hvad der sker. Men hver gang jeg ser ham yde omsorg eller være pædagogisk overfor nogen, mig eller børn… Åh.
Når jeg skriver det ud sådan her… og lægger bekymringer om en verden, der er fuldstændig forrykt oven i… og min plads i den, min overlevelse, jobsamtaler, jeg ikke bliver inviteret til, og den evindelige fucking blæst, når man går udenfor… Så er det måske ikke så sært, at jeg føler mig presset.
Men jeg føler mig stadig svag. Der er folk, der dealer med alt det her og samtidig går på arbejde. Folk, der dealer med alt det her, som har flere børn at tage sig af. Og jeg ved, at det er kapitalismen, der snakker. Jeg ved, at det også er al dissonansen i mit hoved, som er så anstrengende, tager så mange kræfter. Stadig ikke fucking at være i stand til at vælge side og gøre mig fri. Selvom alt i mig skriger imod det system, der vurderer vores værd efter produktivitet, eller måske snarere arbejdstid med pseudoopgaver, og kører vores økologiske livsgrundlag fuldstændigt i sænk… Så føler jeg mig stadig forkert. Som om, jeg pjækker. Eksisterer på lånt tid. Er alene og sårbar. Af eget valg. Jeg kunne jo bare… men nej, det kunne jeg ikke. Ikke mere.
Det giver meget at læse Rosenkålsreglementet. Se alt det her skrevet ned relativt sagligt. Modstanden i mig. Meningsløsheden. Behovet for sammenhæng, bæredygtighed, at kunne se en rar fremtid for sig. At blive bombarderet med ting, der skal få mig til at arbejde af egen fri vilje. Governmentality 101. De truer med tvang, men de tvinger ikke. Så det er op til samvittigheden og sikkerhedskalkulen. Mens de ikke giver en mulig løsning på trivsels- eller klimakriser. Jeg siger stop. Jeg siger op. Jeg pjækker. Jeg er på dagpenge og jeg søger ikke nok, ikke reelt, jeg vil egentlig ikke. Men jeg tager mine penge. Jeg sparer op til fremtidens nedskæringer og inflation. Jeg sparer op til fremtidens strække. Jeg demonstrerer. Jeg trækker stikket for min krop. Jeg nægter endnu en febrilsk maj og en sommer uden tid og ro og fokus til noget rart. Jeg stikker af.