Jeg læser Daniel Kahneman for tiden. Der kan være nogle psykologiske pointer om det at være menneske, som også vækker nye tanker i mig i forhold til det her eksperiment. Han har for eksempel dokumenteret, at aktive valg og handlinger leder mere til fortrydelse end passivitet gør, selvom udfaldet er det samme. Og måske denne tendens er medvirkende til, at det føles skræmmende at gå en anden vej end den mest udbredte, tænker jeg. Det er nemmere at fejle, hvis man ikke forsøger, end hvis man gør… Nemmere at leve med et ubehageligt, meningsløst liv, hvis det er resultat af passivt at følge med strømmen, end hvis man gør noget andet og stadig ikke trives.
–
Vi har kæmpet lidt med trygheden efter nogens nedsmeltning i weekenden. I dag var god. I går faldt praktik på plads. Jeg gider ikke, men det skal nok blive ok.
I morges klokken fem om morgenen og en time eller to frem lå jeg og spekulerede på fremtiden og følte mig helt deprimeret. Som om intet var godt. Klokken syv gik jeg ind til min kæreste, og så blev jeg mere rolig og kunne sove. I dag har vi brugt god tid på at vågne sammen, snakke livsfilosofier og fremtid og frygt igennem, og mærke hinanden grundigt. Nu har jeg det bedre. God tid er en gave. Og den bedste medicin.
Jeg har hentet en pakke med kreamaterialer fra mit frivillige arbejde. Er gået i gang med at sortere billeder fra juni sidste år og forberede opslag. Det er lidt tungt. Billederne er flotte, men jeg kan huske den usikre stemning i mit forhold. Dårlig regulering. Store udsving. Frygten for at gøre noget forkert og sætte noget voldsomt i gang. Trætheden, der fik os til at være uforsigtige, forringe omtanken.
Jeg vil ikke tilbage. Jeg har det bedre nu. Trods stress over dagpenge, trods afslag på jobs, hvor de helt sikkert ikke kan finde nogen mere kvalificeret end mig, trods at sproget i opslagene gør mig træt af livet, trods de overvældende civile tab i Palæstina. Fortsat. Jeg kan bedre lide mig selv nu, bare lidt. Og jeg kan nå at føle følelserne, som de nu er.