Dag 299

Mediterer på selvomsorg. Med stærke menstruationssmerter. Vi har forsøgt at lave et barn, selvom vi er kaotiske mennesker. Det er nemt på nettet at fare vild med hensyn til det også, ligesom job. Risici, kalkuler, normer, andres tanker. Er i perioder overbevist om, at jeg har endometriose eller bagudvendt livmoder eller noget andet, føler mig fremmed for mig selv, og har i et par uger siden konflikten haft svært ved at turde komme ned i kroppen.

Men i dag mediterer jeg. En hånd på maven, og jeg begynder at græde. I dag vil jeg ned i gear og ned i fundamentet. Det er gået for stærkt de sidste par uger. Og programmet er stadig lidt stramt fremadrettet. Men jeg ved, jeg kan sænke tidens gang. Med skærmpauser, meditation, monotasking, nærvær. Nu vil jeg læse. Skønlitteratur. Og senere søge et job, der passer lige til min nicheviden fra mit tidligere lønjob. Det er svært at tage sig sammen, når det passer for godt. Når man får afslag på det allermest oplagte, hvad så? Så jeg har svært ved at komme i gang. Men jeg gør det, senere. Med omtanke. Langsomt. Får mig skrevet ned i en ærlig ansøgning, i et CV på tre sider. Forfra med den, jeg er blevet.

Indkøbskurv