Har det egentlig godt i dag. Solen skinner. Jeg drikker kaffe og læser skønlitteratur. Det er også søndag. Jeg føler stadig, at tiden går lidt for hurtigt, men mediterer og kommer hurtigt ned i tempo, hvor paradoksalt det end kan lyde, hehe. Har brug for at få mere styr på min profil udadtil. LinkedIn. IG. Hjemmesiden. Føler mig blottet og har lyst til at trække mig en lille smule, gå lidt mere stille med dørene.
Har lyst til at lave smykker og hækle, være kreativ uden at være åbenlyst ekspressiv. Men har også lyst til hvile og at være passiv. Tager det bid for bid. Prøver at være stolt over det, jeg gør. Mine to frivillige jobs. Min måde at være til stede på i dét. Min indsats og mit mod på nyt. Hullet i CV’et begynder at se større ud. Halvandet år. Jeg skrev eksplicit om det i en ansøgning. Er spændt på responsen. Om det er the way to go. Om jeg hellere skal kalde mig selvstændig, hvad jeg jo også er, til husbehov. Men jeg venter 65 dage endnu. På at prøve at gøre forretning. Hjælpernes timeløn er i øvrigt steget til 150. Der er muligheder… Min livmoder værker.
Jeg bliver stadig ramt af tvivl på min egen værdighed. Selvom jeg læser Rosenkålsreglementet. Selvom ledere og andre, jeg møder, synes jeg er så fascinerende. Selvom jeg ved, at det er nobelt at reflektere og forsøge at skabe smukke, meningsfulde ting. Og selvom jeg ved, at det tager tid, og at det magiske opstår i de perioder, hvor jeg lader mig selv hvile, leve, opleve, måske endda stå stille. Så føler jeg stadig, jeg skal bevise noget. Og at det gør jeg ikke. Ikke nok, ikke hurtigt, ikke tilstrækkeligt udadvendt og anerkendt. Hvorfor er det svært at tage imod dagpenge, når man er overbevist om, at borgerløn ville være godt for alle og for planeten? Det giver ingen mening. Indoktrineringen og kapitalismen tricked us good. Er bange for afslag på min ansøgning. Selvom jeg ved, der ville være lige så meget mening i arbejdet uden job. Der ville også bare være flere spørgsmål.
Men jeg kan blive meritpædagog. Eller noget andet. Vi finder på noget. Hvis jeg skal være Diogenes på kanten af samfundet, så håber jeg, at pligtfølelsen bliver fortærret fuldstændig af vreden. Det er så hårdt at rumme, at de forsøger at sameksistere. Pligten og vreden. I paradokser, i mig. Og derfor. Skal jeg læse videre i Rosenkålsreglementet i morgen tidlig. Starte dagen med påmindelse om, at jeg ikke er alene med min følelse af mangel på meningsfulde muligheder, man kan leve af.