Er overvældet. Kan ikke følge med. Har sagt ja til lejlighed og svaret udebliver. Er åben for graviditet, men der sker ikke noget. Har ondt i skuldrene og får ikke mediteret eller tjekket ind med kroppen. Føler mig ikke i balance. Har ikke lyst til at skabe. Føler, andre når og kan meget mere end mig. Jeg kan ikke engang forbinde til mig selv eller min mand.
Det frivillige arbejde fylder meget. Jeg gør ting og jeg bliver set og jeg er god, det ved jeg. Min mand et stolt af mig. Men jeg når slet ikke at fordøje og sørge for at have mig selv med. Og styre eksponeringen i den ønskede retning. Vil gerne bare sove, men har svært ved at slappe af.
Her til aften spørger jeg mig selv:
Hvorfor haster det?