Sådan en aften, hvor jeg ikke kan mærke energi på noget. Ingen lyst, ingen eksekveringskraft.
Og selvom jeg ved, at det bare er fordi jeg trænger til at hvile, og at der kommer bedre dage, så kan jeg ikke finde ud af at hygge mig med at hvile.
Bliver fanget i meningsløshed på Instagram. Føler, jeg ødsler tanker, ideer, timer væk. Føler mig ikke modig.
… Selvom jeg gjorde hovedrent tidligere. Og tester internet. Og hjalp min mand op af et hul ved at tale med ham. Og skiftede sengetøj. Og var i bad. Så er jeg ikke i fred. Så føles det ikke som nok. Så længes jeg efter mod til at skrive larme synge skabe noget smukt være udenfor. Men efter 17 kilometers gang og tre timers koncert i forgårs, så vil mit skinneben også have ro i dag.
Men det føles alligevel forkert.
Jeg prøver at lægge mærke til forandringerne. Var til racismetemadag forleden på mit frivillige job, og det var virkeligt godt. En psykoterapeut, som har startet gruppeterapi (den første af sin slags) om racisme, holdt oplæg. Hun var tydeligvis super reflekteret om sine begreber og teorien bag, og det er så fedt, for det er sjældent ellers, at min akademiske hjerne ikke finder inkonsistens, mangel på nuancer eller kontraproduktiv, essentialiserende populærlingo i den slags oplæg, og bliver distraheret fra sagens kerne. Men hun var knivskarp. Og jeg lærte noget. Fik nogle nye perspektiver. På, hvad andre oplever. På hvordan belastningen af at være enten usynlig eller hypersynlig føles.
Og ét af temaerne var, hvordan man finder ro og drager omsorg for sig selv. Hvordan vi kan skabe lommer af tryghed. Jeg fik det yderligere ind under hud ved paralleller til min egen stress, udbrændthed, rejste nerver og udmattelse.
Og jeg stod ved mig selv og fortalte om mit projekt. Fortalte om, hvad det har givet mig, i denne her verden, der ofte virker ond, at dele ting her og finde ligesindede. At snakke mere åbent med mine nærmeste om svære ting og ikke være bange for at ødelægge den gode stemning. Og det ræsonnerede med andre dér. Og der er nysgerrighed. På mit år uden lønarbejde, på idéen om at stå stærkere i verden og kunne gøre mere, ved egentlig at gøre mindre. Pause, reflektere, finde overskud til intentionalitet. Fokusere på fællesskabet, fremfor alt. At bygge, sammen, række ud, se andre, stå frem, selv når det er som en svag, forvirret, håbløs eksistens. Og det er svært at snakke om i plenum, sårbart, og noget, jeg ikke følte mig oplagt til, fordi jeg var så træt, men jeg kunne lægge en hånd på mit bryst imens og hjælpe mig selv til at håndtere, at det er både hårdt og blødt, svært og umiddelbart.
Der er så mange ting i gang i mig. I forhold til værdifællesskaber, langsomhed, at være synlig i verden, at stå frem. Og min kæmpe vrede.
Jeg græder, for uretfærdigheden, for kollektive traumer, for børn, der vokser op i overlevelsestilstand med minoritetsstress. Også når andre, jeg ikke kender så godt, kan se det. Jeg føler det hele ud, tager mig tid. Opsøger dem, der har det lige sådan. Dem, der også har fokus på andre mennesker, ikke blot på at overleve deres egen 9-17. Dem, der har retfærdighedssans, indignation og privilegiebevidsthed.
Jeg kan mærke nu, hvor drænende det også har været i mit liv tidligere primært at tilbringe min arbejdstid i en illusorisk parallelverden, hvor alle lader som om, at det, de gør ved deres skrivebord, er vigtigt. At der ikke eksisterer andre befolkningsgrupper end “os”, der har en månedsløn på 43.000 og opefter (og ofte det dobbelte). Hvor der bliver diskuteret biler, aktieporteføljer og dyre køkkenrenoveringer over frokosten. Hvor der er lukkede klubber for ambitiøse kvinder, hvor man “løfter hinanden” ved at arbejde på, hvordan man bliver ligeså ligeglad med nye medarbejdere, andres trivsel og tid, fælles kedelige driftsopgaver og at rydde op efter møder, som den magtfulde mand, og kvindernes kampdag er noget, der fejres med lilla glasur på et stykke wienerbrød, inden man går tilbage til sit Excel-ark.
Jeg gjorde, hvad jeg følte, jeg kunne, for ikke selv at blive hærdet, men gøre en positiv forskel i det små ved at se andre og hjælpe med alt muligt ekstra, huske min egen menneskelighed, være tålmodig og sjov og imødekommende, lære fra mig osv. Men fuck, hvor sparer man meget energi ved simpelthen bare at gå derhen, hvor der er spejling og værdifællesskab. Hvor andre hjælper én til at blive mere sig selv i stedet for konstant at udfordre det. Hvor man ikke spiller et spil, men kan græde og være vrede og rodede og mærke det, der fylder allermest. Hvor fællesskab og relationer er et mål i sig selv, altid.