Jeg har i noget tid nu ikke haft lyst til at vågne om morgenen.
Jeg sover til jeg vågner af mig selv, solen skinner stærkt ind af sprækkerne i gardinet, men jeg har ikke lyst til at være ved bevidsthed.
Måske det er dagpengene, blot at læse et par jobopslag om ugen, som suger livet ud af mig.
Måske er det det svære med min partner. Måske en kombi.
Jeg har ikke lyst til nogen af mine muligheder. Jeg føler ikke ro i de kreative. Jeg føler ikke selvtillid i noget. Drift. Ikke engang til at tage min cykel ud i foråret uden formål.
Stod op kl. 10. Dansede ud i køkkenet. Ryddede opvask væk fra stativerne, mens jeg lavede kaffe. Nu vil jeg én ting. Ikke producere noget, men gerne læse. Og ikke sidde her med telefonen. Jeg har ikke scrollet, og det er da én god ting, der kommer ud af ugideligheden.
Kom pludselig i tanker om, at det måske er fordi, jeg skynder mig. Fordi jeg ikke lader kroppen sanse. Flygter nærmest fra at føle ind i foråret. I lyset og varmen, i klangen udenfor, der lyder af sommerferie, i min krop som er udhvilet, men tung, og skuldrene, der er spændte. Jeg gjorde det til en kamp. Mig mod min krop og mit humør. Men jeg kan drage omsorg i stedet. Og jeg kan unde mig selv at sanse. Jeg har tid.
Jeg
har
tid.