Jeg havde en virkeligt klar, kort drøm forleden nat. Om en smuk begravelse af en partner uden ansigt. Vemodigt, farverigt, varmt.
Og så om at jeg havde tjent 1.200 kroner på print på min hjemmeside. Lige nu sælger jeg ikke print, haha. Og drømmen var i de hele taget meget langt fra der, hvor mine bevidste tanker er for tiden (jeg har lige startet et frivilligjob, som ikke er kunstnerisk overhovedet, men mere i tråd med gamle akademiske planer om at gøre verden bedre gennem rådgivning/viden/administration). Men den var så klar efter en lang nat med slørede drømme eller helt uden. Det virkede meget som et tegn. En fortælling om… Noget. En afslutning og en manifestation, jeg ikke har været i stand til at lave i vågen tilstand?
Natten efter drømte jeg om min tidligere chef. Om at hun skulle vælge, hvem hun ville være, den ene eller den anden, for hun kunne ikke balancere. Det var abstrakt.
Hun blev ramt af en voldsom personlig tragedie, mens jeg var ved at forlade skuden, fordi jeg ville leve mere frit og med mere fokus på relationer og lyst. Hun var rystet i sin grundvold af andre årsager, og det var som om, rollerne blev byttet lidt om i de uger. Jeg kan bedst huske, at hun med tårer i øjnene sagde: “Det er jo nok dig, der har fat i den lange ende”. Hun arbejder der stadig og er kun steget i graderne siden. Men nogen skal åbenbart vælge, ifølge drømmen… Der er måske heller ikke så meget at sige til, at jeg føler mig så smadret, hvis jeg underbevidst føler, at jeg vælger mellem liv og død eller arbejde og liv eller kunst og karriere i de her nye ting, jeg har rodet mig ud i.
_
Nu er jeg startet som uddannelses- og erhvervsvejleder i integrationshuset. Og jeg er udmattet og usikker. Det er altid lidt hårdt at kaste sig ud i noget nyt og ikke vide, om man er god til det. Sad til en forventningsafstemningssamtale derinde og kunne egentlig godt lide mig selv ud fra alt det, jeg kunne fortælle om mig selv… Om hvad jeg har lavet før, hvad jeg har læst, hvad jeg har varetaget af opgaver, hvor jeg er nu og hvorfor. Men samtidig er det som om, jeg ikke rigtig identificerer mig med det eller den positive feedback. Jeg kan ikke rigtig mærke alle de ting, jeg teknisk set har opnået og gennemført. Det lyder som så interessant og aktivt et menneske på papiret, men jeg er jo bare mig – introvert, ofte drænet i min seng med mine bøger og min dvaske krop og ufuldførte planer.
Men jeg forbinder, det kan jeg mærke. Det kan jeg godt. Med de her kvinder, som har brug for nogen med tid til at hjælpe og lytte uden fokus på kommunale KPI’er og paragraffer, uden one-size-fits-all dagsordener. Jeg er god til at se dem. Og jeg får masser af idéer på deres vegne. Det er så åndssvagt et spild af ressourcer, at de ikke er job, når de så gerne vil.
Men impostersyndromet er der stadig. Jeg er på én eller anden måde ikke så sej, som mit CV. Men jeg prøver at lære og det føles ok.