Jeg blev forleden spurgt af en allieret, om jeg tænkte på det med kvinder uden pension, og hvordan man måske får ulighed til at vokse, når kan vælger at gå ned i tid, og stiller sig selv dårligt i et klassemæssigt og kapitalorienteret ligestillingsperspektiv.
Og ja. Det gør jeg.
Og jeg tænker over, når jeg formidler om det gode liv for 7000,- per måned alt inklusivt, at jeg ikke håber, mit projekt bliver misforstået som et budskab om, at dagpengesatsen er for høj, fordi jeg kan leve for én månedssats i to måneder. Eller om at SU’en ikke er absurd lav ift. huslejen i de større studiebyer. Eller om at kontanthjælpen er høj nok til at alle kan leve et værdigt liv, der hænger sammen. Det er den ikke. Og det bliver aldrig mit budskab.
Jeg er her ikke for at sige: “Se bare, det er en fornøjelse at være fattig, du skal bare optimere dit og dat og tage ansvar, det er ikke svært.”
Jeg synes, uligheden i vores samfund og i verden er et stort problem, og hver gang nogen snakker om religion eller kulturarv som årsag til problemer med sammenhængskraften i vores lille land, ved jeg ikke, om jeg skal grine eller græde. Hvad med økonomisk ulighed og stigende privatisering? Hvorfor skal de rige fortsætte med at blive så meget rigere?
Og min politiske dagsorden her handler til dels om arbejdstagerrettigheder og feministisk økonomi. Om at tænke anderledes på kapital, forbrug og arbejdsliv på mange niveauer. Om at stille krav som lønmodtager. Om at lære at tænke “arbejdsgivere” som “arbejdskraftskøbere”. Om at tage noget magt tilbage. Om at bremse helt ift. at deltage i en kapitalistisk verdensorden, om at genfinde personlige værdier og et liv derefter. Det handler ikke om at ‘hacke systemet’ og investere (kapitalisere på andres arbejde) eller om at vi skal finde individuelle løsninger på strukturelle problemer.
Som individ har jeg fundet min frihed i en livsstil, som fungerer for mig. For nu. Men mit projekt er kollektiv revolution, omvæltning af værdimæssige dagsordener i vores fælles institutioner, et samfund med fokus på trivsel i stedet for vækst. Fællesskab, følelser, kreativitet, natur, cyklisk tid og blødhed.
Og nogle dage kan jeg tydeligt mærke, at jeg gør mig selv sårbar med de her valg. Jeg er heldig med tidligere velbetalte jobs og deraf en stor opsparing. Jeg er heldig at have en god placering på ventelister til almene boliger i København. Jeg er vokset op med økonomisk ro og forældre med stabil indsigt og langsigtet overblik over udgifter og klare, trygge prioriteter. Men jeg mærker tydeligt de stigende fødevarepriser nu, fx. Jeg prioriterer mere hårdt, end jeg gjorde for et par år siden. Jeg tænker på de alt for pressede daginstitutioner, ældrepleje, psykiatri mv. og hvordan jeg ikke kommer til at kunne betale mig til bedre tilbud. Hvis den neoliberale dagsorden fortsætter ift. at udhule vores velfærd eller i hvert fald spille helt fallit ift. at løse nye problematikker (klima, epidemier, trivsel), så kommer der ikke til at være meget hjælp at hente på mit budget.
Jeg har det fint, så længe jeg ikke har brug for systemet, men jeg frygter at få brug for det på sigt. Med fravalg af et arbejdsliv, der fylder det meste, kommer jeg ikke til at kunne deltage i det parallelle system med brugerbetaling, som de rige allerede er godt i gang med at opbygge.
Så ja. Jeg tænker over det. Men jeg ville ikke bytte friheden og roen til at mærke, hvad jeg egentlig har brug for, for den store økonomiske tryghed. Jeg drømmer om et samfund, hvor vi løser problemerne sammen i stedet for at skrabe til os individuelt, indtil problemerne ikke angår os.
Og så læste jeg Oscar Wilde… Og vendte tilbage til dyden i ulydighed, og rankheden i ikke at skylde nogen noget. (Man kan sige meget andet om ham, men jeg finder ham i hvert fald inspirerende i det bidske schwung, han leverer sine pointer med).
