Jeg er urolig i dag.
Jeg scroller.
På Instagram.
Folk tjener penge på det, jeg drømmer om, gør det, jeg har taget tilløb til længe og stadig ikke gør, er derude, aktive og i kontakt med hinanden, og jeg gør intet. Jeg er alene. Jeg er i stå. Jeg kan ikke finde retningen og troen og roen. Kun angst og forvirring lige nu.
Det stod i mit horoskop, at det godt kan virke som om, det hele stagnerer lidt i juli, at det er svært at handle og svært at mærke, hvad man vil eller hvem man er, hvad ens virke er. Jeg mærker ikke noget, bare uro. Men der stod også, at der nok sker mere usynligt, end man tror. Jeg tror ikke rigtigt på horoskoper, men.
Jeg prøver.
At stole på det, jeg godt ved. At stilhed ikke er intethed. At tilsyneladende stilstand er nødvendig og produktiv. At tomhed gør plads til nyt. At jeg ikke ved, hvad der kommer til at ske og at det ligeså godt kan blive fantastisk som farligt.
På Pixelfed har folk haver, som jeg drømmer om. Venner, der gør whimsy ting sammen, som jeg drømmer om. Skaberkraft, aktivisme, kunst, kropslighed, kontakter, initiativ. Og jeg har bare angst i kroppen.
Og en form for lammelse i sammenligningen.
Men mit livs kærlighed, min sjæleven, mit yndlingsmenneske er også ved at glide mig af hænde i de her dage. Måske er det ikke så mærkeligt.
Jeg skal klare mig selv, føler jeg. Jeg har ikke længere daglig sparring med ham om at produktivitetsideologien er fucked, og at jeg intet behøver at yde og gøre, og at verden er magisk, og at man ikke behøver være nogen (ego) for at være berettiget til eksistens. Og jeg er allerede ved at glemme det. Det, han har lært mig.
Jeg vil ikke være alene mere, men det er ikke mit valg.
Jeg prøver at drømme. Om fremtiden. Om at det går godt. Om ritualer i skoven, når det her år slutter. Ild og papirnoter og kranse af lavendel. Om fordybelsen til at skrive mine bøger. Om hvordan min lejlighed skal være indrettet, bare til mig. Med mere kig til himlen, mere lænestol at læse i, mere arbejdsplads til at sy, mere langsomhed.
Jeg vågnede op med angst omkring halv otte. Den er meget fysisk. Og samtidig har jeg meget lidt kontakt med kroppen. Som om jeg ikke tør, når ingen er her til at hvile en hånd på mig. Når jeg ikke kan slumre ved siden af ham, mens han ser TV. Og er klar til at gribe mig, når jeg vågner.
Sidste år samlede vi kantareller i skumringen sammen i juli. Og spiste ribs med fløde til vi fik ondt i maven. Gik tur i det høje siv i aftensolen. Og skændtes forfærdeligt.
De her kontraster. Av mit hjerte.
Jeg sover ellers tungt og godt i de her dage. Jeg sørger og kæmper. Men jeg sover godt.
Jeg har ikke godt af at leve uden alarm. 8,5 timer, så dur det ikke mere. Det gør mig gladere at blive vækket af et ur, der ikke er indre. Er det kapitalismens effektiviterslogik, der gør at det ikke føles godt at sove længere? Eller er det mere fordi, at hvis vi havde levet på en mere umiddelbar og naturlig måde, så havde vejret eller dyrene eller lyset vækket mig alligevel?
Jeg prøver at fokusere på det, jeg har indflydelse på. Drømmene om fremtiden igen, selvom den ser ensom ud. Drømmer om efterår og Emdrup, duften fra kaffetragten om morgenen, at romantisere mit helt eget stabile liv, omend ensomt.
Der er masser af ustabilitet på jobfronten lige nu. Men der bliver også et andet overskud på sigt. Jeg håber, jeg kan tage noget fandenivoldskhed med fra ham. Og husker hans støtte og beundring for de ting, jeg kan. Håber, jeg kan give den til mig selv og været lidt mere umiddelbar, handle lidt mere, tro lidt mere, end før jeg mødte ham.