Jeg føler udbrændtheden en del i de her dage. Nogle dage er det en sejr bare at huske at spise HUSK, for at kompensere for mit indtag af grøntsager, som jeg ikke har været i stand til at fordøje siden min første intense stressperiode. Hvorfor er det så svært at passe på sig selv, opretholde rutiner?
Nu har jeg to uger til at finde en praktikplads. Erfaring er ikke det, jeg mangler, så det giver ikke mening. Mening er det, jeg mangler. Og jeg vil ikke sidde indenfor foran en skærm 37 timer om ugen, bare fordi jeg er ledig. Men det skal jeg, fordi de tæller dagene videre fra sidste forår, hvor jeg var meldt ledig, inden jeg påbegyndte mit år helt uden indtægt. Så i deres bog har jeg været ledig i alarmerende 21 uger og det kan ikke gå hurtigt nok med at få mig aktiveret.
Men jeg er totalt apatisk. Kigger på sultende børn i Palæstina. Rædslen når stadigt nye højder, selvom man skulle tro, det var umuligt.
Og jeg gider bare ikke mere. Jeg vil sove i et år. Jeg vil ud i sommerlandet. Men nu skal jeg snart børste tænder og gå afsted ud mod integrationshuset, hvor jeg skal hjælpe en anden, der er faret vild på arbejdsmarkedet, med at finde hjem til sig selv og de sjove muligheder. Jeg er lidt spændt på det. Om jeg kan hjælpe med en skid. Men lederen tror på mig. Tror jeg. Og jeg kan i hvert fald se dem. Dem, der opsøger min hjælp. Være der, lytte, bakke op, skabe et lille helle for en stund, hjælpe med en formulering. Gid, der var penge i de opgaver, der faktisk er meningsfulde.