Jeg får ikke skrevet så meget i de her dage. Var meget ramt af blodmangel denne uge, og vi snakkede om børn, vi overvejer, og det er komplekst. Og vi havde andre svære episoder. Og vi havde skønne dage og var ude at spise på et gavekort. Og føler så meget kærlighed. Og jeg tænker på, om jeg får et job igen, og om jeg aldrig kan blive AC’er, fordi jeg har taget en pause og diverse odd jobs. Og det føles forbudt. Og verden brænder, og jeg vil ikke deltage, og jeg vil heller ikke så meget andet. Jeg vil elske, jeg vil forår, jeg vil trække vejret dybt ned i maven. Jeg vil spare op af mine dagpenge, jeg vil sove længe. Jeg vil snart have kaffe og jeg vil sy mit tøj om. Jeg vil gerne skabe mere og sælge det. Eller jeg vil ikke sælge, jeg vil bytte, og jeg vil give væk, men jeg vil også gerne kunne betale husleje.
Jeg vil komme og passe min lille spradebasse, når min søster skal til terapi. Jeg vil gå rundt uden retning, mens andre har travlt. Jeg vil ikke være så bange, ikke tage det så tungt. Men jeg vil også købe knækbrød og en stor dunk med vand og en lommelygte.
Jeg forsøgte mig med kontaktlinser, og de optikere er helt uduelige til mine mærkelig øjne, og det er så drænende. Jeg vil tilbage til integrationshuset og gøre et forsøg. Jeg vil starte noget godt med Ung til ung. Jeg vil ikke være bange for at være mig selv og fylde og være vred på corporations. Fordi jeg gemmer de her tekster in plain sight, tænker jeg somme tider på, hvis mine tidligere kollegaer eller ledere læste det hele. Hvis de så, hvor meget, jeg er imod det system. Hvor unfair og meningsløst, jeg har følt det. Hvor meget jeg kunne have lyst til at vende alt på hovedet og ikke spille efter reglerne. Måske endda ødelægge strukturen. Hvad ville de mon tænke? Jeg var god til mine opgaver og rar at arbejde sammen med. Vil de stadig sige det, hvis de finder ud af, hvad jeg tænker og drømmer om? Eller er jeg så en problematisk medarbejder? Ville de sige det, hvis nogen spurgte, fordi jeg har angivet dem som reference? At jeg er svær at gøre tilpas, at jeg ikke tager det alvorligt nok, at jeg er utilregnelig og brokker mig? Jeg konsekvensberegner ikke i det her projekt. Jeg sender det bare ud. Men jeg gad vide.
Jeg tænkte på i går, at sidst jeg var anæmisk af min cyklus, var da jeg skulle flytte mig fra Armenian Street til lejligheden i Jelutong. At det føltes som et andet liv. At en måned er lang målt lodret, men kort på langs, som Benny ville sige.