Jeg sad tidligere og læste om juni sidste år. Da var også jobsamtaler (overvejede at blive rejseguide og mentor og være væk halvdelen af året), og lavede for mange ting på én gang og kunne ikke finde ud af at holde rigtigt fri… Og mærkede en utålmodighed og stress over ikke at nyde sommeren nok.
Nu går jeg til samtaler hos NGO’er, der har brug for hjælp til administrativ struktur og IT. Laver gratis arbejde for SSP-samrådet, fordi kommunen siger, jeg skal. Hjælper mine forældre med at sortere, før de skal flytte fra huset. Og der er knas derhjemme, som jeg flygter fra. Og opslagene til IG er svære at lave. Og det strukturerende arbejde er meget trægt. Og både det ene og det andet frivilligjob føles som lidt for meget af det gode. Og jeg sover dårligt og har problemer med koncentrationen i den lyse, summende sommerlarm.
Men jeg følte mig ret god til jobsamtalen forleden. Følte, at jeg var mig selv og var ærlig, og har vist ikke før været til samtale så sejt et sted. Sejt som i, at de arbejder med vigtige ting på et solidt fagligt grundlag. Det er i hvert fald længe siden, at jeg har været inde i den verden med henblik på lønnet arbejde. Selv i sårbarhed og dårlige erfaringer var jeg ærlig. Jeg er stadig lidt bange for at være for meget, når jeg ikke spiller skuespil eller filtrerer voldsomt, men jeg er også modig. Og de virkede som så gode mennesker, dem jeg talte med. Og jeg duftede til hyldeblomsterne inden, fordi jeg havde god tid. Og var nærmest ikke nervøs, men hvilede i, hvad jeg havde at byde på, og at matchet skal gælde begge veje, og jeg kunne svare reflekteret på det meste. Jeg ved ikke, hvorfor jeg er så usikker på min faglighed. I virkeligheden skyder jeg nok tit over målet og fremstår overkvalificeret til de lette job, jeg egentlig gerne vil have nu.
Jeg var til to gode runder samtaler. Med case. Now we wait...