Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 85
For en lille uge siden kom jeg hjem fra Indien. Det føles som en evighed. Og hvis der er noget, langsomheden og ledigheden kan understrege, så er det, at tid ikke er lineær. Den strækker sig, når man sænker tempoet, og den skrumper, når man fylder dagene ud fra ende til anden. Eller også er det omvendt…
Jeg lever på mange måder minimalistisk og med købestop, men indrømmer blankt, at jeg har været på to lange flyrejser indenfor det sidste år. De havde været lang tid undervejs. Og vi mennesker er gode til at retfærdiggøre ting overfor os selv, hvis vi vil…
Nu bliver jeg alligevel på jorden det næste lange stykke tid. Og jeg har på de sidste rejser, til Japan i efteråret, og til Indien her i februar, tænkt mere på privilegier, ulighed og klima, end nogensinde før og grublet en del over mit personlige aftryk – selvom det også har ligget mig på sinde tidligere.
Jeg tænker ofte på vores bevægelighed. Med vores auberginefarvede kopi af Jellingestenen i hånden er vi friere end de fleste af verdens beboere, og der ligger et stort personligt ansvar i den frihed.
Indien var en vild oplevelse, på bumlede landeveje, syd på og langt fra de primære turistattraktioner. Der blev taget så godt imod os. Så mange smil til os, men også meget rolig selvtilstrækkelighed hos de lokale.
Når man har rejst meget à la Lonely Planet, er man vant til, at de steder, man kommer, er tilpasset strømmen af turister… At samfundet er indrettet efter den kapitalstrøm, turisterne skaber, og at folk selvfølgelig vil have del i de transaktioner, de rige kartoflers besøg muliggør. Sådan var det ikke så meget i det her område på tværs af Maharashtra, Andhra Pradesh og Karnataka. De var bare, de mennesker, jeg mødte. Havde gang i deres egen ting. Selvom de syntes, det var ret sjovt, vi kom forbi, så var det ligesom ikke særligt vigtigt.
Men så alligevel… Måske tredive gange om dagen blev jeg spurgt, om jeg ville være med på deres selfies. Og jeg blev træt… Men tænkte på menneskeudstillinger, eksotisering, hvordan inderne og andre brune mennesker er blevet begloet og betragtet som sensationer herhjemme gennem tiden, når de ikke “blot” er blevet udnyttet for deres arbejdskraft og ressourcer. Og på, hvordan vi som samfund reagerer på afvigelser endnu… Så tit gav jeg samtykke og responderede imødekommende på deres nysgerrighed og undren. Og vi vinkede til utroligt mange grinende skolebørn med øjne så store som tekopper fra vores airconditionerede bus.
Det var næsten ikke til at bære gæstfriheden, når man tænker på, hvordan vi som samfund selv tager imod fremmede.
Nu bliver jeg hjemme på ubestemt tid. Jeg har ikke den samme sult, som jeg havde for ti-tyve år siden. Slet ikke den samme følelse af entitlement til eventyr. Jeg tager ikke længere min frie bevægelighed for givet. Og verden skrumper… med pandemier, med krig, med klimanød. Jeg søger indad og sidder stille, og det er en hård konfrontation i disse dage.
Jeg har ofte brugt min nysgerrighed og min udlængsel til at stikke af, få nye perspektiver, finde fokus udenfor mig selv, tage ud i verden og betragte den passivt. Jeg kunne bare flytte mig, hvis jeg ikke brød mig om de cykliske tanker. Det kan og vil jeg ikke blive ved med.
Nu sidder jeg her i en mørk lejlighed på Amager og skal finde en ny ventil, en mindre omkostningstung lykkepille, når verden og mit eget hoved føles for stramt og begrænsende. Og jeg er stresset ind til benet over risikoen, jeg løber, ved at sidde stille og være uproduktiv. Men jeg ved også, at det passerer. Og jeg vil se, hvad der sker, hvis jeg giver det tid, imod strømmen.
I den kommende uge sender jeg de sidste par jobansøgninger og melder mig af dagpenge. Total frihed. Total selvrisiko og tomhed, eller totalt åben himmel og kreativ fordybelse, afhængigt af hvilket humør, jeg er i – frygtsomt eller frugtbart.
Jeg tror, jeg skal gøre mig helt fri af E-boks, LinkedIn og online validering via Meta for at genfinde min intuition og mit håb for et meningsfuldt liv. Kender du dét?