Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 88
Forsøger mig jo med at tage pulsen på arbejdsmarkedet for tiden ved at være meldt ledig og søge opslåede stillinger. Fordi jeg var nysgerrig på, hvor min nyere erfaring ville føre mig hen. Men det er godt nok stadig svært at holde fast i sig selv. Og så nedslående, at læse opslag efter opslag, hvor hvert eneste, uden undtagelse, har som rød tråd, at det ultimative mål er at drive forretning – ikke hvad forretningen producerer eller sælger eller udvikler, som er fedt for andre mennesker, næ, bare at tjene penge eller bruge så få, som muligt, på bekostning af arbejdsmiljø og kvalitet (læser jeg mellem linjerne). Akkumulere, effektivisere, løbe stærkt og stille få krav som medarbejder. Selv i det offentlige handler alt om forretning. Jeg føler næsten at new public management er blevet mere intenst siden sidst, jeg søgte opslåede. Fatter ikke, at det er muligt.
Og tit lyder produktet eller kerneopgaven så intetsigende, at jeg kunne tude. Eller også fremgår den ikke rigtigt, enten fordi arbejdsgiveren ikke selv kender målet og meningen med det, de har gang i, eller fordi de ved, at ingen dygtige medarbejdere ville gide det. Jeg læste fx et opslag, hvor der uden ironi stod, at man skulle ‘brænde for beskatning af kryptovaluta’. Kan godt være, der findes et par kryptobros, der bræmder for at fucke den up, men ellers har jeg svært ved at se det menneske for mig. Findes det mon? Det er så drænende bare at forsøge at fatte, hvad der foregår i de fleste opslag, for slet ikke at tale om, at tænke sig selv ind i det. Kan mærke metaltrætheden, udbrændtheden endnu. Men ved ikke, om det ændrer sig. Det er svært at se for sig, når man først har taget det her skridt. Jeg savner ikke engang strukturen i hverdagen.
Men så er det godt, at nogen stiller op med rødvin og cigaretter – og også sørger for, at jeg får nærende føde og krammere.
