Klokken halv seks står jeg op og laver kamillete til øjenbetændelsen og halsen. Føler frihed ved at sætte mig til at læse. Vandmærker af Krasilnikoff. Lige omkring realskolen. Udbytningen. Fangenskaben. Skuffede forventninger til livet. Samme sang.
Ingen ser mig sidde her. Det er en meget stille protest. Jeg gør intet.
Har lagt Instagram over i en mappe, så jeg glemmer, hvor. Kan stoppe mig selv, før jeg scroller bevidstløst.
Jeg tjekker et par kreative kvinders CV’er på nettet. Gad vide, hvor mange penge, de har. Hvor mange frie timer. Hvor meget pres, de føler. Om det var det her liv, de havde forestillet sig. Hvordan de har fået deres netværk. Om det kan noget mere at have et på 700 mennesker end 150, eller om det bare er noget, vi bilder os ind, når vi ikke har det.