Fandt en note, hvor der stod: If life just got harder it is probably because you leveled up.
Den minder mig om at spille Tetris på den store Macintosh i starten af 90’erne, hvor det gik hurtigere, jo højere level, man var nået til. Og baggrundsmønstrene skiftede ved hver ny sværhedsgrad. Min søster kunne nå meget længere, end jeg.
Men det her handler ikke om tempo. Og det handler heller ikke om endeløs hierarkiseret selvudvikling og eskalation.
Det handler om, at når jeg føler, jeg er i krise, så er det ofte fordi, jeg har opnået det, jeg ville og fået et nyt perspektiv. Jeg kan genoverveje eller bygge oven på. Og det er godt. Det er så vigtigt at huske at se og fejre det gennemførte og de nye erfaringer, ikke kun krisen og det nye ubehag. Al forandring føles svært i starten. Tvivlende. Men pludselig er det ovre, endnu engang. Og så finder jeg altid på nye ting at bekymre mig om, lidt for hurtigt.
Vil prøve at dvæle lidt ved det opnåede denne gang. Og have det ligeså vildt over, hvor jeg er, som jeg havde det, da min søster nåede til level ti for første gang og baggrunden pludselig blev rød eller zebramønstret, som vi aldrig havde set den før.
Jeg ser det ikke som et level up, nødvendigvis. Mit liv er ikke en stige eller et podie, det er mere som et træ. Man kan vokse og bevæge sig i mange retninger, gro længere rødder, give mange frugter nogle år og andre år ikke en eneste. Men da jeg læste den note, gav det mening for mig at se de her svære opbrudsfaser som et forøget niveau af erfaring og fintuning, måske. Hvis du føler dig på bar bund eller som om alt er sværere, end det plejer, så er det måske fordi du har ændret dig eller er færdig med dér, hvor du er. Eller fordi det, der plejede at være svært, ikke er det mere, så du får øje på nye udfordringer eller famler efter en ny retning.
Jeg troede, jeg ville tryghed, rutiner, ansvar, anerkendelse. Eller. Det ville jeg før. Nu vil jeg noget andet igen. Og det opnåede gør mig ikke glad. Men det gjorde det for en tid. Og det er altid godt at blive klogere. Mange ting kan man kun vide med erfaring.
I modsætning til i Tetris sætter jeg selv tempoet, så jeg ikke crasher og det er game over. Små skridt. Nysgerrighed. Selvomsorg. Og ikke alt for meget selvudvikling for selvudviklingens skyld. Men for glæden, nysgerrigheden, begejstringen for at jeg gerne må vælge om tusinde gange og kan ende steder, jeg aldrig havde tænkt på før. Jeg giver lige mig selv et pusterum. Jeg har gjort det godt. Jeg har fået lov til ting, der ikke virkede mulige før. Måske sker det igen. Mon ikke jeg finder på noget.