Jeg har altid elsket, når karakterer i børnebøger (gerne nuttede dyr i gammeldags tøj) pakker en bylt og tager på eventyr. Det med at pakke proviant, være på vej, på mission, bevæge sig og se nye steder, kun have, hvad der kan pakkes i et tæppe, improvisere undervejs. Det trækker meget i mig. Måske er dét mit kald.
Jeg føler, det var lidt den vibe, min partner fangede, da han tog et billede af mig fra højderyggen midt i alt det grønne i ådalen. Et par minutter inden, jeg gled i en kokasse.
Men vi tog hjem, da det begyndte at regne, og jeg lavede rabarberkompot på komfur, og det kan altså også noget.
