De sidste par uger har der været knald på joblivet og det sluger så meget energi, samtidig med at det er endt ret nytteløst. Jeg har været til to samtaler vedrørende et job som rejseleder, som ville betyde at være væk 2-8 måneder om året. Det var virkeligt store ting at forholde sig til, og kaldte på svære snakke med mennesker, der deler dagligliv og fremtid med mig. Og så konkluderede de rekrutteringsansvarlige efter samtale nummer to, at jeg ikke har nok erfaring med målgruppen… Selvom min erfaring, eller mangel på samme, har fremgået tydeligt af mit materiale hele vejen igennem. Suk. Og jeg blev skuffet, grædefærdig og også lidt fortørnet over, at de tog mig med i anden runde, når de vurderede, som de gjorde.
Og min leder i institutionen roder meget rundt i vagtplanen, skriver til mig i min ferie, forsøger at dobbeltbooke mig (fordi hun ikke ser, at jeg allerede er på planen), aflyser og flytter vagter i ét væk, og er så dårlig til at udtrykke sig på skrift, at konklusionen sjældent er klar, og jeg bliver nødt til at spørge flere gange for at være sikker på aftalerne. Og det gør mig generelt bare usikker på forventingerne og fysisk stresset over at blive afbrudt i planer og nærvær.
Jeg har sagt ja til at være ansvarlig for et barn med særlige behov i et par uger og er spændt på det. Håber, der er sparring og oplæring at hente, men kan være bange for, at den er mangelfuld ift. at jeg har ansvar for et lille liv. Men den pædagog, der er mest nærværende over for mig, siger at det er et heldigt barn, der har mig for sig selv i nogle uger. Og jeg hænger meget fagligt selvværd op på hendes feedback, for der er ikke meget andet at pejle efter for tiden.
Og så smuldrer resten af tiden. Det forstyrrer al naturlig rytme. Og jeg bruger utroligt meget tankevirksomhed på at forholde mig til sådanne eventualiteter om fremtiden. Så nu tror jeg snart, jeg trækker stikket helt. Det holder ikke i længden, det her liv. Jeg vil være mere fri, ikke hele tiden skulle tage opkald og besvare mails. Man kan ikke gøre så mange ting på én gang, det bliver nødt til at være mere alt eller intet. Jeg vælger intet.