Jeg kan mærke, det virkeligt påvirker mig, at jeg har en del følgere, men ikke rigtig får nogen respons, når jeg lægger noget ud på Instagram. Jeg bruger meget tid på at tvivle i de her dage. Og det sætter sig rent fysisk, ikke blot som fravær af noget positivt, men som afvisning. Jeg føler, at jeg bliver ignoreret, hvilket er noget af det værste, jeg ved. Mit nervesystem går helt i koks. Ida fire år. Og jeg bliver bitter over alt det banale derinde, som folk udtrykker begejstring for. Og sådan gider jeg ikke være.
Jeg tror stadig på, at det her kan noget, men jeg kan ikke finde mine mennesker. Eller mine mennesker er den stille type? Jeg ved det ikke. Men jeg er træt af at beskæftige mig med det. I hvert fald kan jeg konkludere, at envejskommunikation ikke gør noget godt for mig nu. At sende mit inderste og mit arbejde ned i et sort hul ubesvaret, det er drænende. Gid jeg var ligeglad og hvilede mere i min egen proces, som da jeg var 14, apropos tidligere opslag (dag -102). Men det gør jeg ikke. Og jeg vil forbindelsen eller gemme mig og passe mig selv i de her dage, ikke noget midt imellem.
Nu har jeg skrevet sådan her i stories og lægger Mit år uden fast job-profilen i graven for nu:
Jeg tror, jeg lukker profilen her ned igen. Den har ikke rigtig fundet sin form her efter en måned, og interaktionen er lidt for begrænset til at give mig en følelse af, at det kan noget.
Men jeg lever stadig, som jeg nu gør, og deler ord og tanker og billeder… Du er velkommen til at slutte dig til @uanset.png for en bredere palette af mit liv. Jeg arbejder desuden på at lave en blog, dvs. samle alle mine tekster om det her med at sige op til ledighed, redesigne sit arbejdsliv og sin økonomi og prioritere at dvæle ved nuet og være kreativ og udforskende… Den kommer til at hedde https://uanset.net/mit-aar-uden-fast-job/, men lige nu er det en skitse, der ligger derinde.
__
Jeg har også en anden stemme inde i mig selv:
Jeg ved at jeg kunne nå et større publikum ved at fortælle jer det, I gerne vil høre.
Eller reproducerer de simple, unuancerede, positive narrativer, I er vant til.
Kompleksiteten får mig til at drukne i materialet, andre skaber til hurtig konsumption.
Men jeg tror, I har brug for det her.
For nuancerne.
For at vide, at det heller ikke er nemt for mig. At der ikke er en simpel løsning, et let drømmeliv, som jeg prøver at sælge.
Men at der er fællesskab i det komplekse, det uklare, det spændte, det tvivlende.
Selvom jeg ved, vi alle sammen trykker på hjertet, når nogen skriver noget universelt opløftende om, at vi er gode og på rette vej og universet har os.
Vi har brug for at høre det i en verden, der ellers driver os med skræmmekampagner, risikotænkning og individualisering.
Men jeg tror også, vi har brug for at bygge bro over den afgrund, sætte ord på spændingen.
For at bevidstheden ikke er et bold, der hopper fra den ene yderlighed til den anden.
Hvad findes der mellem kontrasterne? Hvad findes der i de jævne, trodsige skridt, i eksperimenterne og i fællesskabet, som måske faktisk kan udfordre magtens individualisering og nervøse krisetilstand?