Vi lånte en bil og kørte op til Melby Hede & Tisvilde Hegn. E sagde: “Det er måske den smukkeste skov, jeg nogensinde har været i.” Og den var virkeligt smuk. Heden også. Og jeg har lyst til at sige til alle: Find dig en partner, som vil snakke om mos og lav og svampe med dig i timevis, og minder dig om, at du og det er ok, selvom du ikke kan tage hele skønheden og lykken ind hele tiden.
For vi stod og holdt om hinanden og kiggede på solbeskinnede skyer, frodig skov, tør og vindblæst hede og åbent hav, og alt var helt perfekt, sådan objektivt set, men jeg kunne stadig mærke det udbrændte, døde sted inden i, som har så svært ved at nyde og give sig hen og huske, at det er ok, at jeg ikke altid er i gang med et eller andet, andre dømmer som vigtigt, eller måske kunne komme til at synes er vigtigt, hvis jeg arbejder hårdt nok. Det er så svært for mig at være til og at unde mig selv de smukkeste stunder uden en fucking entreprenant kapitalistisk projektlogik ud over det hele.
Og jeg synes ikke, jeg føler nok, når jeg prøver.
Men jeg kunne støtte mig op af ham, og han sagde (jeg parafraserer), at det er helt ok, at jeg er helt ok. At det ikke er mærkeligt, at jeg har svært ved at være fuldt ud i det smukke eller i noget andet. Og måske hans vigtigste pointe: Det tager tid, Ida. Der sker meget og det går langsomt. Det tager tid at læne sig ind i et andet liv og i andre mål eller måske endda målløshed. Der er ikke noget, du skal opnå nu, heller ikke ved at kigge på strålerne fra den sky dér med mig. Du er her bare, og jeg kan se masser af små, omend glimt af glæde, når du går rundt, og nyder at dele det med dig.
Og jeg føler mig så heldig. At en anden faktisk holder det døde inden i mig bedre, end jeg selv gør.