Bag det her foto ligger der også en lille tomhed. Eller en indre diskrepans. Det udstråler så meget hekseforår, kontakt med naturen, dvælen og mod på at være ude i kulden, som jeg sjældent er i stand til, når jeg er stresset (kronisk overstimuleret), synes jeg. Og inden i følte jeg… Ikke noget. I hvert fald ikke ro. Men jeg øver mig fortsat i at acceptere, at det er en proces. At det tager tid at leve sig ind i det, der er lige foran, og slippe tidligere forventninger og identitet og selvværd knyttet til arbejdsomhed, handling, målbarhed. At det tager tid at se, faktisk se.
Men jeg lytter til åens klukken. Og jeg kigger opmærksomt (godt hjulpet på vej af den begejstrede geolog ved min side) på de tusinde måder, hvorpå vandet omdirigeres og omdirigerer i mødet med sten, jord og organismer. Og jeg bliver enormt hurtigt udmattet af indtryk, vind og af at prøve at være til stede. Men jeg giver det tid. Og jeg kan mærke, det er det her, jeg vil. Det her, jeg vil være. En fri kvinde ved en å i en skov i et spinkelt forår med tid til at sætte sig at glo.