Når det virker som om, at alt er farligt, og at jeg har være dumdristig og ikke blot dristig, så prøver jeg at minde mig selv om al den sikkerhed, jeg har. Tale mig selv op. Jeg er så privilegeret, at jeg har overvejet at lade være med at dele det, for jeg har ikke lyst til at gøre andre mere usikre ved sammenligning, som jeg selv kan blive, hvis jeg sammenligner mig med nogen, der har lidt mere sikkerhed, lidt mere erfaring, lidt mere kærlighed eller normalitet. Men jeg håber, du kan læse det, og tænke på, om der er tilsvarende i dit liv, som du kan styrke dig på. Om du måske ikke står bedre, end angsten fortæller. Om du ikke har flere brikker at spille med, end du plejer at anerkende.
Jeg noterer det her for mig selv, når jeg føler mig helt fortabt, fordi jeg ikke finder sikkerhed i det faste job, rutinen, karrierestigen, ros… Og ja, det er også en taknemmelighedsøvelse af en art:
- Jeg er løst tilknyttet en børnehave med mulighed for få eller mange timer og meget personlig udvikling – og som lavpraktisk ligger perfekt. Et supplement til økonomien efter behov.
- Jeg skriver godt, og jeg elsker at skrive. Det falder mig naturligt at tænke og sætte ord på ting, som andre synes er rart at få sat ord på. Det er en leg. Tænk, hvis man kunne leve af det. Måske finder jeg vejen.
- Jeg har en opsparing, lave faste udgifter, og en evne til at spare, som er de færreste forundt. Den er en konkret, begrænset sikkerhed, men evnen er samtidig en evig strategisk fordel ift. at udfordre rammen.
- Jeg har den dejligste kæreste, som fumler med sig selv, men ser mig… Og han skal nok klare sig økonomisk og eksistentielt, selvom det er svært lige nu. Han gør nuet så nydelsesfuldt for mig.
- Jeg er modig og ressourcestærk, og alt er gået fint indtil nu. De fleste støtter mig i at eksperimentere.
- Jeg har et CV med corporate erfaring at falde tilbage på. Man kan se, jeg er dygtig, og det er bedre end ingenting, selv hvis jeg laver noget andet i flere år. Jeg har et netværk derinde af mennesker, der ved (noget af), hvad jeg kan. Og de har svært ved at rekruttere og fastholde.
- De rige magthavere er blinde for det væsentlige, alle knokler og har det skidt, sociale medier fucker med os. Men naturen består. Mit liv er mit. Jeg kan lægge mig ned på græsset og ødsle min tid bort. Jeg har ét liv, og jeg skal ikke nå noget.