Kigger på gamle tegninger på langsom togtur gennem Midtjylland alene med rejsepas.
Planlægger at vandre i lyngklædte bakker og bade i en sø.
Glædelig fredag med solskin og frihed.
–
Det er varmt. Bakken er magisk og lilla og dufter af barndommens somre, og jeg så en hugorm på vejen ned.
Men jeg føler mig ensom og som om, jeg flygter fra noget. Flygter fra min partners uforudsigelige humør og de ting, jeg ikke kan finde ud af.
Søen glitrer på en måde, der alligevel gør mig lykkelig. Sådan en luksus, vi har lige dér. Den natur. Den overflod af kølende skvulp. Duften af ferskvand, der fordamper i høj sol. Også en duft af barndom, morfars badebassin i haven i Løgstør.
–
Der var mange campister, som så ud til at have været der længe, nede ved søen, og med det samme vandrer mine tanker til egne fremtidsplaner, backup planer…
Gad vide, om de har fået lov til at ligge dér, når det ikke er en betalt campingplads? Hvem der bestemmer? – Og gid vi alle gjorde, gid vi alle kunne bruge søen og jorden, hvis bare vi passede på den. – Om de bliver smidt væk, hvis de er der for længe? Eller om vi kunne tilbringe vores somre lige dér, hvis vi løber tør for penge til huslejen og stadig ikke finder os til rette på arbejdsmarkedet? Eventualiteter til en potentielt presset fremtid. Altid på arbejde i hovedet.