Vi har snakket om at gå fra hinanden. Vi har ikke lyst til det, men vi har heller ikke lyst til den afgrund, vi får frem i hinanden.
I går bevægede vi os fra Stoholm St. til Lergravsparken St. med offentlig transport på små syv timer i 25 graders varme, og jeg lærte ham at hækle, hvilket vi har talt om i evigheder, at vi gerne ville. Men på et tidspunkt gik vi skævt af hinanden og kom aldrig tilbage.
Så jeg er lidt en zombie i forhold til alt andet. Også når jeg tænker på den forventede tilfredsstillelse ved ikke at have brugt nogen penge i flere dage og at få gjort lidt af de ting, jeg udskød, da jeg havde lønarbejde. Tilpasse tøj, lappe ting fra bunken, bland andet.
Der er kun sorg herinde. Og udmattelse. Men det er jo også en slags privilegium at have tid til at svælge i dét. Ikke behøve at være stærk og fattet.
Jeg har hæklet ærmerne længere på den sorte striktrøje, mor lavede til mig, da jeg gik i gymnasiet. Og tænkt på, hvordan den skal broderes. Omsider. Hvilket altid har været en plan, at den skulle. Udsmykkes på en eller anden måde. Jeg nåede bare aldrig til det.
Jeg har set lidt cykling. Lidt The Bear. Været apatisk, menstrueret, haft ondt i hovedet og maven og de 25 grader. Ladet tiden gå. Overstået dagen.
Har overvejet strategier for at udgive det her. Ikke at det ligefrem er litteratur på højt plan i de her dage. Har lyst til at droppe alt. Men. Måske udgive 21 dage forskudt, 1. august? Ikke i dag, i hvert fald. Man (jeg) kan ikke arbejde i varmen.