Vi snakkede længe i morges igen om værdier og eksistens. Han er så god. Jeg ville ønske, jeg optog det nogle gange, så jeg kunne genspille åbenbaringerne for mig selv. Når vi mødes. Når han adopterer lidt af min tilgang og jeg begynder at integrere lidt af hans.
Han lever i nuet, jeg lever i fremtiden. Jeg stræber, han flyder. Og vi kan give hinanden meget ved at give hinanden lidt af det aspekt ved os.
Og vi gik en lang tur. Jeg føler mig syg. Stressdrømme og hovedpine. Dårlig kalibrering i rum, summen i fingrene. Varme og menstruation. Jeg prøver at slappe af og tror, jeg bliver bedre til det. Påbegyndte først dagens arbejde kl. 19. Hvis ikke det er arbejde at have dybe eksistentielle snakke med sin elskede. Eller at gå otte kilometer på jagt efter tørrede krydderier. Eller at vaske tøj. Eller at overveje, hvad jeg skal brodere på et bestemt stykke tøj.
Der er mange ældre, der har brug for hjælp i mit område, får jeg mails om fra Hjælperne. Jeg er så tæt på at trykke ‘Tildel til mig’, men jeg gør det ikke. Et år uden lønarbejde, blev der sagt. Hvor ville de være nemt at distrahere sig selv igen. Men jeg bliver i det denne gang. Dette ubehag, bølgegangen, rodløsheden. Det er ok. Jeg er ok.
Jeg bidrager bare ved at være til. Eller.
Samfundet er stukket så lang af fra det levende, at man gør det godt, hvis man vælger ikke at deltage. Eller.
Jeg producerer de her ord og eksperimenterer for at give andre et sted at søge hen eller for at dokumentere den tid, vi lever i. Eller.
At kysse min kæreste eller tænke på min familie eller skrive en sød besked til en ven er en vigtig eksistensberettigende funktion. Eller.
Jeg finder ud af det.