Jeg brygger på en podcast. Jeg gaber muligvis over for meget, og kaster mig ud i flere ting, end jeg har kapacitet til at blive god til… Men en del af friheden fra fuldtidsarbejde er også at kunne lære på en ineffektiv måde, gå hurtigt til eksekvering, eksperimentere og handle umiddelbart på idéer. Så. En podcast. En podcast om humanister i arbejdslivet, arbejdende humanister, humaniora i praksis. For at udvide horisonten for nervøse specialeskrivere, der frygter transitionen. Og for at åbne arbejdsgiveres øjne. Og for at minde hinanden om, at vi er både vigtige og økonomisk rentable. Og for at komme underbetalingen for bløde kompetencer, eftertænksomhed og social/kulturel menneskeindsigt til livs. Og fordi, jeg føler, jeg kan noget med det med at sætte ord på kompetencer og gerne vil bruge min erfaring fra det private erhvervsliv til at bygge broer og hjælpe andre til at ændre grimme virksomheder indefra.
Så jeg købte en recorder. Og jeg mødtes med en anden humanist og talte i mange timer. Og vi følte os ikke særligt skarpe, måske fordi man kunne se på recorder en, at den optog. Så blev det lidt noget vrøvl. Og vi spiste en pizza og var helt blæste i hovederne bagefter. Men himlen var helt fantastisk. Øver mig på at dvæle trods travlhed.
Og jeg følte, at jeg burde have arbejdet mere på manuskript inden. Eller at det i hvert fald ville blive tungt at klippe. Men da jeg nogle dage senere lå på stranden og lyttede til det og tog noter, var det ikke så slemt. Det var sjovt arbejde og lød ikke så dumt, som jeg havde troet. Men det går langsomt. Og jeg nåede at blive skoldet. Og jeg prøver at huske mig selv på, at det ikke haster. Ting må gerne tage lang tid. Så… ‘Humaniora i praksis’ kommer til en platform nær dig inden for de næste 2-300 måneder!