SKØNLITTERÆRT MELLEMSPIL
Halldóra sagde, at det havde været så skønt at have mig der, i afdelingen, ved naboskrivebordet
Fordi jeg var en fri fugl
Et friskt pust
Og jeg havde lovet mig selv ikke at græde
Ikke at rødme, ikke at diskutere, ikke at blive sur, ikke at blive overtalt, ikke at græde
Da vi fortalte de andre om min opsigelse
Men lige dér var min eksistens berettiget ved det arbejde, jeg ikke udfører
Fremfor det, jeg udfører
Og mine øjne løb over, så jeg måtte trække mig ud på toilettet
I har brug for mig
Diogenes, poeten, samfundsrevseren, næsepiercingen, det farvestrålende tøj, karseklipningen,
kaldet fra sensommeren udenfor glasklokken, som jeg bruger på at holde fri for egen regning
Jeg har haft betydning på den arbejdsplads
Ikke ved, hvor godt jeg passede ind
Men ved, hvor søgt, det var
Og det elsker jeg
Ved den arbejdsplads
Lad mig inspirere en drøm, et liv, en pause, før det er for sent
Hun siger halvt i spøg
At hun kan hyre mig til at komme og hjælpe med budgettet
Så hun kan gå mere ned i tid
Der er vigtigere ting i livet
Hun kan ikke mere
Og jeg forstår
Føler mig mere håbefuld og dygtig
End nogen studievejleder nogensinde har fået mig til
Selvom jeg plejede at være såkaldt fagligt stærk