I dag sidder der stress og usikkerhed i min mave. Måske fordi jeg er træt. Jeg læser om præstationssamfundet, men finder ingen dyb forløsning derved. Konkurrence, risiko, individualisering, acceleration, præstation, uklarhed, det er der alt sammen, blottet, i Anders Petersens bog. Og han blev ikke immun overfor depressionen af sin indsigt. Slet ikke. I dag gør jeg heller ikke.
Ét sigte med det her år uden lønarbejde er at bevise overfor mig selv, at jeg ikke dør eller bliver socialt ekskluderet af ikke at præstere. Men idéen om at jeg ikke når nok, er nok, producerer nok, lever stadig videre i det her rum uden løn i bedste velgående. Den eksisterer nok faktisk i højere grad, end da jeg havde en chef, der forventede noget konkret af mig. Fordi alt er til forhandling her, alle grænser, alle mål. Og uden en håndgribelig ramme. Det er governmentality i sin rene form, skruen uden ende, internaliseret ekstrem stræbsomhed efter en succes, jeg ikke aner, hvad består i, og frygt for at falde ved siden af det socialt acceptable. Og udelukkende min egen kamp mod mig selv og min egen usikkerhed.
Men jeg har også en vilje til at bryde op med destruktive normer. Jeg tror stadig på, at jeg kan blive bedre til at give slip, hvis jeg øver mig.
Jeg vil ikke konkurrence, jeg vil ikke individuel succes, jeg vil ikke skynde mig. Jeg vil leve.
Og jeg håber, vi alle sammen vinder, i fællesskab.
Jeg spiser en is og skifter til skønlitteratur.