Har været mere eller mindre syg i sytten dage, været meget på tur, været meget med familie, leget meget, været meget til koncerter, øvet mig på at identificere forskellige slags nåletræer, kigget på skyer, mos og lav, fået frisk luft, krammet meget… Og nu er jeg hjemme og alene.
Så rammer følelsen af utilstrækkelighed ved at være uproduktiv. Jeg har ikke skabt noget, og jeg har hjemmesideprojekter og faglige projekter, jeg skubber foran mig, som jeg har gjort i årevis, mens de mister deres relevans.
Er ramt af en blanding af egokamp og frygten for at tiden rinder ud, før jeg har prøvet. To forhold, som er blevet opøvet det meste af mit liv i mødet med institutioner af forskellige slags. Den indre stemme, der siger: “Du skal blive til noget, bruge dine evner og bevise dit værd via aktivitet” og “Hellere i går end i morgen, du er allerede lidt for sent på den” og ”Du skal nå meget mere, og det er kun målbare resultater, der gælder”…
Som ødelægger mere, end de gavner.
Men nu prøver jeg i stedet at sige: Ro på, min skat, lav en nem suppe af sæsongrønt, tag imod en rem(eme)inder fra den gode Rikke Collin og lev dit liv. Det er en langsommelig proces at gøre sig bare lidt fri af præstationsideologien.