Jeg læser Audre Lorde. Hun giver mig nye ord og koncepter til at indkredse kunstens væsen. Vigtigheden i de her eksperimenter. I poesien, i relationer, i erotikken. Vigtigheden i at finde et sprog for følelser, for urimelighed, for måden vi rammer verden på og verden rammer os på.
Det er så nemt for mange af os at følge rutinen. At stå tidligt op, glæde os til kaffepausen, svare på mails, være til møder, skrive regninger, gå hjem fra arbejde som en zombie, mens dagslyset endnu engang er forsvundet, lave mad med minimalt overskud og nydelse, se TV, der ikke udfordrer os, gå i seng.
Det er så nemt at tro på, at det vi har sprog eller, endnu bedre, tal for er det vigtigste. Det vi taler op, det vi synliggør.
Det er så nemt at tro, at kuntsnerisk skabelse er useriøst og mindre vigtigt end en KPI eller en graf. Men hvorfor har vi bildt os ind, at vores følelsesliv ikke er vigtigt? At dybe oplevelser og samhørighed er sekundært?
Åh, jeg glæder mig til at lege mere. Og se det som en vigtig revolutionær handling. Jeg stemmer med min tid på et samfund med mere sensibilitet, mindre samlebånd.
Nogen vinder et meningsløst spil på at overskygge vores følelser med kulde og kalde det fornuftigt.