En flod af lys i mit soveværelse.
Nyvasket økologisk sengetøj.
Økologisk kaffe med havremælk.
En bog.
Så privilegeret og overflodsagtigt.
Tænker på min dansklærer i gymnasiet, som favoriserede mig af ukendte årsager. Eller. Jeg tror, årsagen var, at hun godt kunne lide, hvordan jeg skrev og tænkte om litteratur. Det var i hvert fald forhåbentligt ikke på grund af, hvor uforberedt jeg altid var til undervisningen.
Jeg tænker på, hvordan hun fortalte om sin egen barn- og ungdom, når hun blev opslugt af en bog og læste hele natten, fordi hun ikke kunne lade være. Måske forvekslede hun mine tømmermænd med den intellektuelle form for søvnmangel.
Jeg kunne i hvert fald ikke relatere dengang. Jeg læste bøger, men langsomt med mange afbrydelser, min hjerne og hjerte evigt trætte og fyldt af navlepilleri, html, social status, værtshusrøg, forelskelse, brud, The Cures Disintegration, mine egne ord.
Men jeg kan nå det endnu. Fordybelsen, intellektet, nætterne for mig selv. Jeg har tid. Penge til syv år.
Hvad er syv år?
Man kan ikke spilde tiden, men det sidder alligevel i kroppen. Tik tak. Livet er begrænset, tiden går, hvad burde jeg have nået? Vil jeg pludselig begynde at fortryde, når jeg bliver ældre, selvom det aldrig har ligget til mig?
Vil øve mig i at finde ro i at nyde alt det, jeg har.
At være voksen betyder at kunne spise is til aftensmad.
At være økonomisk uafhængig betyder at kunne købe det, man vil have, fordi man ikke vil have særligt meget.
I mange år har jeg levet med gammelt, grimt, stift sengetøj, med møbler, der ikke passede sammen eller til mig, men kunne gå til nød, med tøj, der altid sad lidt forkert, med de billigste plejeprodukter til hud og hår, og med kaffe, der smagte af pap. Jeg fragtede engang en billig IKEA-sofa fire kilometer balancerende på en indkøbsvogn, fordi nogen gav den væk gratis på Østerbro.
På den måde har jeg undgået at skylde nogen noget. Efterhånden tjente jeg penge og skiftede lige så stille ud. Ét sæt sengetøj ad gangen, én bog ad gangen (okay, nogle gange tolv bøger ad gangen for at spare fragt), en billig lejlighed med specialindkøbte opbevaringsløsninger i stedet for gamle ukurante og møre plastikkasser i forskellige grelle farver. Og efterhånden har jeg lært, hvad jeg vil have. Lært mig selv at være sanselig og selektiv, ikke bare tage alt, hvad jeg kunne få gratis eller næsten gratis. Lært at unde mig selv den pomelo, den kakifrugt, den sesamolie… som afveksling til de velkendte røde linser i tomatsovs.
Så jeg læner mig lige tilbage i puderne. Og forsøger at læse en bog i ét stræk, mens solen fortsætter om i baggården.