Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 14
NOGET OM SAMMENLIGNING
Jeg er i perioder helt besat af at kigge på andres CV’er. Jeg slår gamle studiekammerater og kollegaer og frivilligledere op for at se, hvad de laver nu… I håb om, at de ikke laver noget. Eller i hvert fald ikke noget, der giver prestige på LinkedIn. I håb om, at jeg ikke afviger for meget, eller at jeg ikke er alene om ikke rigtig at have lyst til noget, der ser smart ud i den verden. For at legitimere mig selv gennem sammenligning.
Engang i mellem finder jeg én, som jeg altid har haft et godt indtryk af, både fagligt og personligt, som har store huller i sin jobtidslinje. Og det gør mig varm inden i. Det er ikke den smålige tilfredsstillelse, som jeg somme tider frygter, at jeg rummer, over at føle mig bedre end andre, at føle sig på sikker grund, fordi man adskiller sig positivt fra andre, man deler træk med. Det er genkendelse. Det er en følelse af netop ikke at være alene, men del af en gruppe. En afstivning via beundring: Det dér gode menneske har simpelthen (af ukendte årsager) valgt, at det skal se sådan dér ud, det CV. Ved ikke at opdatere listen, ved ikke at tage jobs, der ikke lever op til deres kompetencer, ønsker og selvforståelse, ved ikke at skrive irrelevant indtjening på, ved lang barsel eller måske ved sort, tilfældigt uheld eller andre personlige ting, der har tvunget en pause igennem.
Jeg kan ikke vide, hvad årsagen er, når jeg bare sidder og lurer, men det, jeg vælger at se, er: Der er nogen, der også nægter at have travlt, er stået af på idéen om altid at være i gang, været netværksforbundet, være stræbsom og karriereagtigt på den måde, der passer ind i den skabelon.
Og somme tider har de så efter tre år fundet en AC-stilling, som lyder rar uden at være prangende. Og det virker beroligende på mig. Det findes. Det er muligt at komme tilbage. Der findes arbejdsgivere, som kan se mere end kvantificérbare resultater på LinkedIn. Arbejdsgivere, som godt tør ansætte os, der ikke lever og ånder for lønarbejde. Det er seriøst så meget mere inspirerende for mig, end dem med den knivskarpe, målrettede profiltekst og en lang liste af jobs med højt ansvar i styrelser og konsulentbureauer.
Når jeg skriver det ud sådan her, er det så tydeligt for mig, hvem jeg er, og hvem jeg tror, jeg skal være for dem, der kigger på mig. Og at jeg nogle gange glemmer det første, når jeg scroller. Ret tit faktisk.
I andre perioder kigger jeg på kendte menneskers alder, da de ‘brød igennem’. Jeg har brug for at se the late bloomers. Jeg ville ønske, jeg kunne se, om de havde været på kontanthjælp, da de skrev deres første bog eller lavede deres første udstilling. Hvor stor gæld, de har. Om de ligger vågen om natten med meget jordnære økonomiske bekymringer.
Men i hvert fald er der mange smukke mennesker, som har taget sig god tid til at nå derhen, hvor de har etableret en proces og nogle evner og en selvtillid, der gør dem frie til at arbejde med fokus og inspiration. Og jeg sluger det grådigt. Mens jeg ser tiden gå helt umærkeligt. Og hvad så, hvis jeg først bliver læst, udstillet eller lyttet til, når jeg er 70 år gammel? Hvorfor skal det være lige nu? Hvad har tiden og effektiviteten med nogets værdi at gøre overhovedet?