Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 45
Da jeg arbejdede på kontor som kundeansvarlig for en række konservative aktører i den finansielle sektor, drømte jeg om et liv, hvor jeg kunne se ud, som jeg ville, uden at det ville begrænse mit arbejde. Der var ikke nogen formel dresscode til daglig, men jeg stak ud med min næsepiercing, da jeg var kronraget, og når jeg gik i farverige nederdele og sweatre, og jeg tænkte en del over det. Ikke at have huller i tøjet, ikke at gå i shorts, at huske at stryge mine skjorter etc. At have nogle nemme, pæne, neutrale sæt klar til pludselige møder, altid. Det var lidt en udklædning.
Jeg mødte egentlig en ret rummelig kultur, da det kom til stykket. Jeg havde en chef, der med en halv times varsel satte mig på et møde med den måske største, måske mest konservative kunde, da jeg var helt ny i job, en dag, hvor jeg havde en lang glimmerkjole i 70’er snit og beskidte sneakers på. Og det lod til, at alle på det møde primært tog notits af mit faglige, tekniske input. Så var jeg ligesom i gang, og en del af min usikkerhed på, om jeg virkede til at høre til, kom helt sikkert fra mig selv.
Men jeg mødte også en attitude fra mange andre i løbet af mit arbejdsliv, hvor det at være relativt ung og kvinde var tilstrækkelig udfordring ift. at blive taget seriøst for min viden og ekspertise, og hvor min piercing, frisure eller tøjstil ikke just hjalp, hvis ikke jeg holdt det i skak. Så jeg tonede det ned ofte, og prøvede grænser af til andre tider. En slags vekselvirkning efter humør og niveau af fandenivoldskhed. Men det var en ting, hele tiden, en kultiveret bevidsthed, en begrænsning af mit udtryk. En balancegang og en form for spil omkring at være velforberedt og præsentabel. Hvis jeg fejlede på begge parametre, var jeg ude. Jeg skulle ligesom kompensere ved at være ekstra dygtig, følte jeg.
Og samtidig hyggede jeg mig med det. At være lidt på tværs. Vi var nemme at finde i den store kantine, blot fordi jeg havde en lysegrøn trøje, min kollega havde en orange, og min chef havde en varm gul skjorte. Det siger en del om branchen. Og det var en ret vigtig erfaring og oplevelse, jeg tager mig med mig. Hvordan jeg, både af udseende og de ting, jeg fik sagt, blev gradvist mere mig selv, når jeg var på arbejde. Og blev taget alvorligt stadig, for min dygtighed. Mine egne fordomme blev også udfordret.
Men det var kalkuleret. Og det var stadig begrænsende.
Jeg elsker at lege med udtryk. Jeg elsker at klæde mig på i tøj, der nærmest er kunstværker. Jeg elsker også at lappe ting igen og igen og slide dem op. Jeg elsker at være ligeglad, jeg elsker at føle mig godt tilpas fysisk, og jeg elsker at udsmykke mig. Nu kan jeg gøre lige, hvad jeg vil.
Jeg elsker at gå i leggins, joggingbukser og t-shirts med upassende bandnavne. Jeg elsker at forundre, sprænge rammen, udtrykke humor og kreativitet i, hvordan jeg ser ud. Jeg elsker at tage det mindre alvorligt.
Og jeg elsker, at min faglige autoritet hænger sammen med det nu. At det hele er mig. At hvordan jeg ser ud ikke modarbejder og forstyrrer, fordi jeg er the odd one out på et kontor. Nu er jeg bare. Hele mig. Med mit åndssvagt lange lyserøde hår. Med blomster, perler, dyster albumart. Uden linninger, der strammer. Med krøllede kraver, afskallet neglelak, hullede nylonstrømper, termobukser, nattøj hele dagen eller pailletter på en mandag. Efter mit eget humør.
Og jeg føler mig lige så professionel og kompetent som altid. Og lidt som kunst. Fri.
Det er de små ting, der gør’ed, nogle gange. Ved det her liv uden lønarbejde.