Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 108
Jeg har i lang tid haft en stemme i baghovedet
meget ulig mig, den modige optimist,
“Jeg hader mit liv”, sagde den
hver dag, hviskende.
Mest af alt hadede jeg, at jeg ikke havde håndgribelige idéer, lyst til noget,
havde hverken veldefineret overskueligt arbejde eller ro.
Jeg hadede at føle mig fanget
at være lad
at vinterkulden fortsatte ind i marts
afslag i indbakken
skud i Palæstina, fra tvunget soldat til sultende civil
politikere, der ignorerer mig, os, alle sammen
kommentarspor, der opfatter fællesskabet som den ultimative trussel, ego mod ego.
Hvorfor har vi det så hårdt, at vi skal hamstre?
Jeg kan købe mad hver dag, jeg har tøj til årtier, jeg har varme på, jeg har to tørre dyner
og jeg er bange for at miste livet
mod andres egoer og frygt,
engang i fremtiden, når min opsparing er brugt op,
hvis jeg sidder stille for længe og ryger ud af de forreste privilegerede, fremsynede rækker,
ind i midten, for ikke at tale om de bagerste,
der altid bliver udpint, nedvurderet, latterliggjort,
når der skrives ny politik.