Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 98
En introduktion af en art
I efteråret sagde jeg mit job op uden at have et andet på hånden eller nogen ambition om at finde et lønjob igen foreløbigt. Nu har jeg været fri i tre måneder. Jeg er måske et lidt atypisk tilfælde på mange sociale kanaler, der beskæftiger sig med økonomisk uafhængighed og minimalisme, idet jeg kun er 34 og bor alene. Jeg har altså kun ansvar for mig selv, men er samtidig på ingen måde økonomisk uafhængig resten af livet, og jeg ved, at jeg må sadle om igen engang. Men jeg har altid holdt mit forbrug lavt og været heldig med min boligsituation. Derfor har jeg nu en opsparing på 300.000 og har besluttet at stoppe helt op i mit lønarbejdsliv og rekalibrere, selvom det er forbundet med en del ængstelighed. Jeg vil leve det meningsfulde liv nu, ikke om yderligere tredive år på arbejdsmarkedet. (Der findes helt sikkert lønjobs, der kunne være meningsfulde for mig – men der er rift om dem, og det er en historie til en anden gang).
Jeg skriver ’lønarbejde’, fordi jeg sådan set arbejder ret meget… På kunst, på tekster, på fællesskaber, på musik, på at genanvende og reparere… Jeg vil bare gøre mig fri af tanken om, at det kun er noget værd, hvis man tjener penge på det.
Jeg fik min kandidatgrad i slutningen af 2018 og kom ud med en studiegæld på omkring 100.000, der især blev stiftet, fordi jeg brød med ham, jeg havde boet sammen med, og måtte betale dobbelt husleje, mens jeg skrev mit speciale og samtidig løb tør for SU. Jeg flyttede til en noget dyrere bolig efter endt uddannelse, men formåede stadig at betale gælden ud i løbet af et år med projektansættelser og dagpenge. Og siden da har jeg sparet op, ikke specielt bevidst, men ved simpelthen stadig bare at have en livsstil, som minder mere om en studerende end et voksent karrieremenneske med en flot titel og stort ansvar. Jeg har ingen fast ejendom, men har ikke savnet noget. Tværtimod har verdens tilstand og min personlige modenhed fået mig til at lave færre (hvis ikke ingen) impulskøb, end jeg gjorde som studerende, og min lokale genbrugsstation er leveringsdygtig i lidt af hvert (jeg samler bl.a. bøger på en lidt maksimalistisk måde, hehe) + jeg har lært, hvad jeg faktisk kan lide udi husholdning, selvpleje osv., så de udgifter er forudsigelige og uden spild.
Af forskellige årsager var det tid til at tage afsked med den arbejdsplads, jeg har haft min gang på on/off de sidste fem år, og så slog det mig, at jeg jo faktisk ikke behøver et nyt lønjob. Som mit budget er nu, lever jeg for ca. 8000-8500 om måneden (meget heldig med huslejen, I know), og hvis jeg får det ned på syv, kan jeg leve af min opsparing i tre år plus det løse. Men jeg føler mig så presset til at skulle skynde mig at ”gøre karriere” og løbe afsted, så jeg knapt kan nå at tænke over retningen. Jeg har en grundangst for, at jeg aldrig kan blive lønmodtager igen, hvis jeg tager en længere pause nu, selvom jeg ved, at jeg faktisk er ret dygtig til mange ting, som der er brug for i samfundet. Det er måske en irrationel frygt, men stressen er present, her tre måneder inde i ledigheden, og den dominerende politiske diskurs siger jo, at jeg ikke må holde en lang pause, og at det er mit eget ansvar altid at have en plan A, B og C. Derudover er jeg humanist, og derfor ofte udskældt for at have for fluffy og bløde kompetencer, og jeg skal for det meste selv forklare en arbejdsgiver, hvad jeg kan, og definere min egen vej.
En ting, jeg ved fra mine studier, er at vi er sociale væsner. Og de fleste bliver trygge af at befinde sig i fællesskaber med lignende normer. Vi har brug for at spejle os. Og bare det at se et par ærlige eksempler på alternativer gør os bedre til at navigere. Derfor vil jeg også forsøge at dele lidt ud her på UANSET og på Instagram af det hele – det gode, det svære samt de praktiske ting ift. økonomi og livsstil. F**k det dér med, at det skal se let, nydelses- og meningsfuldt ud altid at lave normbrud, fordybe sig, måske starte egen forretning eller melde sig ud… Jeg synes, det er svært mentalt, især uden flere at spejle sig i. Der er bekymringer, grublen, reovervejelser. Og samtidig håber jeg, at jeg finder mere ro og konstruktive erfaringer løbende, og glæder mig så meget til at være udenfor i flere af de lyse timer til sommer i stedet for at sidde på et kontor. Hvis du er nysgerrig, er du velkommen til at spørge ind til noget og/eller følge med her eller på @noejsomt, der ligeså stille er ved at tage form af interessefællesskab og legeplads.