Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 93
Jeg har haft mange idéer om, hvad denne her side skulle kunne og indeholde. Afløb for stress og frustrationer og ensomhed og usikkerheden ved at gøre noget andet, end de fleste, ved at sige op til ledighed uden at skynde mig med at finde et nyt job. Gå op imod diskurserne om produktivitet og samfundsøkonomi over -økologi. Skabe et fællesskab, spejling, lade andre lære af mine erfaringer og strategier. Dele glæden ved alle de små ting, mulighederne, et roligt nervesystem. Men jeg ramte en mur. Og har været alt andet end rolig de tre måneder, der er gået siden min sidste arbejdsdag.
Et par dage efter, jeg blev ledig, gik mit parhold i stykker. Eller. Min kæreste gik i stykker. Og samtidig rasede folkemord på alle kanaler og i mit hjerte og kastede på bålet af min i forvejen udfordrede tryghed i verden og min spirende vrede på de magtfulde.
Jeg blev apatisk. Gik helt i stå. Alt, hvad jeg havde forestillet mig, jeg ville have af energi på friheden og på min nye start og mine kreative projekter, var helt dødt. Og det er stadig lidt en daglig udfordring at finde nogen som helst mening i, hvad jeg selv kan udrette som individ, når verden ser ud, som den gør, og når jeg får ti SMS’er om dagen, om at der er nyt fra kommunen i e-boks, fordi jeg betragtes som en byrde i strukturen… Men samtidig giver det en vis frihed. Min individuelle stress og dårlige samvittighed opløses i intensiteten af det kollektive shitshow.
Og jeg fandt små ting, jeg kunne overkomme. Jeg sov, læste, så min familie. Jeg lappede mine jeans. Mens vinteren gik, og gik på held. Med små sting i hånden, langsomt og nærværende. Vi gør det samme med forholdet, min kæreste gør det samme med sig selv. Tempo er så afgørende for os, som sensitive og sentimentale individer, der ikke kan finde ud af at gøre noget halvhjertet, altid giver alt eller intet, tager alt eller intet. Ting tager tid. Vi øver os sammen, og rammes samtidig jævnligt af mindreværd over måske bare ikke at være gearet til denne højoktan verden. Jeg ved, der er mange andre, der rammer den mur. Men jeg mangler også stadig alternativer at stræbe efter. Mantraer, der er stærkere end det allestedsnærværende om vækst og konkurrence.
Hver morgen siger jeg følgende til mig selv, og håber, det vokser sig større i mig end ængsteligheden:
Jeg er kunstner
Jeg skaber
Jeg leger
Jeg inspirerer
Jeg er rig
Jeg er fri