Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 110 – fejlet
Efter at have delt det forrige opslag på Facebook fik jeg omkring 150 nye følgere herinde, og præcis samme dag, som de fleste kom til, blev jeg tilbudt job i en børnehave. Dengang hed min profil ‘Mit år uden lønarbejde’. Sådan er livet så ironisk somme tider. Jeg havde ellers lige så god energi på at være helt fri, især efter de mange gode, eftertænksomme kommentarer og den interesse, jeg kunne mærke, der var. Jeg ville gerne afsøge mulighederne på andres vegne. Og jeg følte på en måde, jeg havde fået tilladelse af det fællesskab, jeg havde håbet på fandtes, af andre, der er nysgerrige på minimalt forbrug og maksimalt nærvær.
Men jeg ville også gerne prøve det job af, som jeg havde søgt for mange uger siden. Jeg har i lang tid overvejet, om lønarbejde ville være mere tiltalende, hvis det var mere konkret, jordnært, socialt og praktisk.
Jeg er foreløbig tilkaldevikar, men startede med en uge, der hurtigt blev fuldt booket, og det lader til, at jeg kan få så mange timer, jeg vil.
1.710 minutters arbejde blev det til, før jeg lagde mig med influenza i torsdags. Og på det tidspunkt, var jeg meget overvældet, træt og trængte til at fordøje de mange op- og nedture ved at arbejde med børn. Hvis nogen kan lære os om nærvær, så er det dem. Men det er også virkeligt hårdt, sådan som vi har struktureret deres dage.
Jeg er blevet rørt til tårer, har mærket ny mening med livet, har mærket, at min energi var godt givet ud hvert eneste af de minutter, jeg var der… Er også blevet slået, sparket, bidt, nevet og råbt ind i hovedet. Aet, krammet, drillet og opsøgt, når nogen savnede deres mor eller var overstimulerede eller ikke kunne løse en konflikt selv. Har tegnet rumstationer, solopgange, påskeæg, regnbuer, færger og skattekort. Har tørret numser og næser og øjne. Set, rummet, valideret, udfordret og hjulpet. Skåret frugt, brød og lasagne og tørret mad og drikke op alle steder fra. Bygget togbane, LEGO-huse, balancesti, Porche med kanon (“næ, det kan også være et får!”), selvtillid (min og andres), huler, muskler i mine arme (skubbet gynger bl.a.), spillet spil, taget flyverdragter, støvler, vanter og huer af og på og af og på og af(…), sømmet, klippet, modelleret og limet, og læst højt, til jeg blev hæs. Holdt imaginær pizzafest med troldmænd, prinsesser, drager og heste sammen med nogle af de mere forsigtige små mennesker, der skulle listes ud af deres skal. Trøstet, når nogen tog den orange racerbil eller den bedste (men identiske) pude eller gravko, eller når hjerterne og trekanterne var placeret i den forkerte rækkefølge på et gækkebrev eller man ikke måtte være med i en leg… eller “bare” havde mistet en voksens fulde fokus i ti sekunder og var rigtig træt og utryg.
Jeg har grint, glemt tiden, analyseret situationer i lyntempo og været hundrede procent til stede. Gjort en kæmpe positiv forskel. Og været totalt utilstrækkelig.
Børn er fantastiske, samfundets indretning er ikke. Skud ud til pædagoger og medhjælpere – der har verdens på én gang mest taknemmelige og utaknemmelige job. Jeg forstår stadig ikke rigtig, hvordan man gør det i mere end fire dage. Men jeg vil nok give det nogle flere chancer. Og forhåbentlig ikke miste mit andet langsomme projekt af syne. Måske kan de spille sammen.
I hvert fald et det ikke rigtig længere ‘mit år uden lønarbejde’… Men det er fortsat uden fast arbejde, kontraktuel forpligtelse, corporation… Mit år med nye muligheder, værdier, dårligere løn, bedre formål. Måske giver denne her tekstsamling ikke så meget mening i det perspektiv, budskabet er i hvert fald ikke lige så klart længere. Jeg er vist kun blevet mere forvirret på den sidste uge.
Og har lige nu stadig mest bare lyst til at stikke af ud i foråret, fri som fuglen.