Maj gør mig lidt stresset. Alting er varmt og klistret, men om aftenen er jeg voldsomt kuldskær. Fuglene kvidrer fra kl. 5 og viceværten slår græs i ét væk, føler jeg. Altid larm udenfor.
Jeg har arbejdet på at genåbne min web-butik efter at have bygget den påny med nye værktøjer og funktionaliteter, men i 11. time har jeg egentlig ikke lyst til at bruge så meget tid på at passe den, så nu ligger skelletet bare klar med et par få ting til salg… til en super soft, nærmest hemmelig launch.
Jeg har en konstant følelse af lidt eksplosiv desperat energi og brug for at komme ud under åben himmel simultant med sanselig overstimulering og udmattelse. Haha, det er fandeme ikke nemt. Føler, at alting kræver kraftanstrengelser uden at det rigtig kommer nogen vegne. Og det er både svært at nyde og svært at arbejde. Jeg har ventet sådan på varmen og lyset, men det blænder mig og stjæler min søvn.
Så. Jeg øver mig. På at gøre alting så langsomt, som muligt. Selvom energien også vil ud. Jeg har lappet min kærestes lommer, han flytter snart ind i min lille lejlighed, der sker alt muligt stort og jeg er lidt bange. Men jeg forsøger. Langsomt. På at hvile og trække vejret. Spise flere is, lave færre planer, droppe alt ikke-essentielt på min to do-liste. Trække vejret ned i maven. Se, hvor langsomt jeg kan få tiden til at krybe, hvis jeg sidder helt stille med den.