Arbejdsløshedseksperiment 1, dag 27
NOGET OM PENGE
2024 bliver uden lønjob. Det har jeg i hvert fald råd til.
Men det er ikke uden tankemylder og hele dage, der går med hvad nu hvis…
Hvad nu hvis jeg ikke kan få et job igen, når jeg vil. Og jeg ender på gaden. Og jeg ikke kan stifte familie, men gerne vil. Eller fortryder, når jeg bliver gammel, at jeg ikke ejer et hus eller en større pensionsopsparing. Og og og. Det hjælper at skrive det ud. Hvad nu hvis… Jeg ikke har ret til det her. Hvad nu hvis, det ender galt. Men nu prøver jeg at stoppe op og tænke over alternative tilgange til ressourcer. Meget af faren er heldigvis fortsat forestillet, her på den heldige inderside af de danske grænser. Heldigvis passer vi nogenlunde på hinanden endnu, selvom flere mennesker falder igennem og uligheden er stigende.
Jeg synes, vi snakker for lidt om penge. Og for stolt eller skamfuldt. Det er komplekst, det er uretfærdigt, det er kollektivt, det er konstrueret abstraktion. Og vi tror, det er individuelt og tys tys. Det kommer kun de rigeste til gode, at vi ikke tør snakke om det, være sociale omkring det, tale om retfærdig fordeling af de reelle ressourcer.
Jeg vil forsøge at vise mit budget og mine udgifter og friheden, når det virker oplagt, men jeg ved ikke rigtig i hvilket format. Jeg vil tage aktive valg og opfordre andre til at gøre det samme.
Lad os se, om friheden er den begrænsede økonomi værd. Jeg tror det.
Efter at jeg har taget det her skridt om at prøve et liv uden indtjening, leder jeg hele tiden efter pejlemærker ift. praksisser omkring økonomi. Alternative praksisser. Jeg mangler overhovedet ikke penge nu og behøver ikke tænke over det de næste mange år, hvad angår mine private udgifter, men det fylder så meget kollektivt. Og alligevel så lidt. Kun bag lukket dør.
Jeg har brugt min første ledige måned på at (gen)læse Ringenes Herre og Discworld og andet af den slags. Med eventyr og skæve eksistenser, der lever i en form for lejlighedsvis ressourceknaphed med tilfældigheder, vi sjældent oplever. Og jeg tager mig selv i altid at tænke på pengene. Hvor får de deres guldmønter fra, når de lejer sig ind på en kro eller køber et krus øl? Hvordan genetablerer de en økonomisk hverdag igen efter endt quest? Hvis jeg selv tog på tur alene, ville jeg så blive begavet i samme omfang, finde kost og logi og udstyr alle steder uden problemer, fordi jeg blev taget ind af ligesindede eller folk, der anerkendte mit behov og min mission, hvad end den nu var? Det er så befriende, at penge ikke er en faktor for hovedpersonerne i de verdener. Men der er jo økonomi. Ressourcer, behov, transaktioner. Jeg gad godt læse en version, hvor den slags overvejelser og bekymringer var ekspliciteret i højere grad. Måske fordi jeg leder efter en mere virkelighedsnær legitimering af selv at leve sådan – fra dag til dag, opgave til opgave, og stole på, at det løser sig. At man kan bytte sig til fornødenheder for hvad end man nu selv kan bidrage med. Uden at være styret af abstrakte sorte og røde tal.
Penge fylder så lidt i mit praktiske liv og alligevel så meget i mine tanker. Måske fordi det bare ikke er faldet på plads for mig endnu. Jeg forstår ikke logikkerne, det er så abstrakt og absurd, den form for økonomi, som vores samfund er bygget op om. Og det er altså ikke fordi, jeg ikke er matematisk begavet. Jeg er ikke i stand til at følge logikker i surplus bullshit. Uendelig vækst i en begrænset fysisk virkelighed. Der er måske ingen mening at finde.
Jeg har altid haft penge, når jeg skulle bruge dem. Jeg kan tilpasse mit forbrug til det, jeg har, i en ret unik grad. Og alligevel tænker jeg altid på det. Økonomien i alting. Økonomien i religion. Økonomien i aktivisme, i politik, i kunst, i nærvær, i migration. I turisme, fællesskab, ord, liv.
Og jeg ville ønske, jeg vidste, hvordan indtægten så ud for dem, jeg set op til. Kunstnere, kreative og dem, der bruger det meste af deres tid på at kæmpe for en politisk sag uden at være levebrødspolitikere. Hvordan gør man? Hvornår er det OK og godt nok, det man gør? Hvorfor snakker vi ikke mere om vores sidegig som pædagogmedhjælper eller opvasker eller om, hvad man siger til sagsbehandleren på jobcenteret? Om hvordan man balancerer alle de ting, der trækker? Hvordan de færreste kan tjene penge på det her, som vi samtidig har brug for som menneskehed? Så meget brug for. Inspirationen, påmindelsen om at livet ikke bare skal overstås, overleves. Vi har råd som samfund. Hvordan får vi råd som individer?