Jeg røg ned i et hul forleden.
Angstanfald fra morgenstunden og om natten.
Vågner med en stærk følelse af at være forkert, i konflikt og værdiløs. Ikke at have en plads og ikke at være ønsket.
Måske det er noget, jeg drømmer. Jeg vågner op, mens jeg er midt i panikken og føler, jeg drukner i ekstrem sorg og ensomhed, men det stopper ikke, selvom jeg åbner øjnene og ser min mand sove tungt ved siden af mig eller registrerer, at jeg drømte.
I dag er en ualmindeligt varm aprildag. Vi har ikke sovet meget, så dagen rinder ud, mens jeg ligger. Ligger og læser og græder og frygter og ønsker at ophøre. Denne tyngde.
Det hjælper måske heller ikke at læse Olga Ravn. Eller at gå til yin yoga og løsne alt i bækken, hofter, lår og mave. Det var måske for meget på én gang at slippe løs. Jeg er ikke stærk nok til at være så blød i de her dage.
Det er vanedannende, det med at skabe og være effektiv. Suset af at offentliggøre, trykke på invitationsknappen, få ros. Og samtidig er der intet defineret succeskriterium, det er aldrig nok. Jeg tror, det er derfor.
Jeg sov meget let i nogle dage. Arbejdede meget i drømmene og på kanten af drømme. Væltede mig i idéer. Sov ikke mere end fem timer.
Forårslyset vækker mig klokken syv.
Abstinenserne… er en angst for stilstand, angst for ikke at handle og angst for at mislykkes med det, man allerede har gjort. Men hvad vil det sige at lykkes?
Jeg lytter til Øvigs Hippie-bøger i en nygserrighed efter, hvor mange fællesnævnere, der er, mellem det oprør og mit oprør. Om de også tvivlede, om deres fællesskaber også var truet af travlhed og individualisme. Og hvor kom deres penge fra?
Somme tider dukker der et afstivende citat op. “Man får ikke sin frihed ved at spørge pænt. Man må tage den selv og holde fast.”
Og så kom solen op over nabokarréen.